Den danske tøjgigant Bestseller vil for en stund stoppe ordrer til fabrikker i Myanmar, skriver Politiken. Det sker efter, at fagforeningen The Industrial Workers’ Federation of Myanmar og andre lokale fagforeninger i en kampagne, der har kørt over de seneste uger, kommer med en klar opfordring til vestlige virksomheder og særligt tøjproducenter om at trække sig ud af Myanmar.
På Twitter har der de seneste uger floreret billeder med teksten: “Stop støtten til mordere i Myanmar. Stop jeres ordrer”. Her med en direkte henvendelse til tøjvirksomheden Zara.
I årevis har danske Bestseller, som står bag mærker som Jack&Jones og Only, ellers fået produceret tøj på fabrikker i Myanmar. Men nu fortæller Bestseller til Politiken, at de ikke vil sende nye ordre til de 29 fabrikker, som de hidtil har fået produceret tøj på i Myanmar. De fastholder dog ordrer, som allerede er afgivet, og trækker sig altså ikke ud øjeblikkeligt. De oplyser til Politiken, at det vil tage fabrikkerne nogle måneder at ekspedere de allerede afgivne ordre.
Det er anden gang i år, at Bestseller melder om en ordrepause. Tilbage i april måned fortalte Bestseller til Danwatch, at de holdt en pause i deres ordrer fra midten af marts. Årsagen var dengang “bekymring over situationen i landet” og at “infrastruktur med mere er ustabil og sikkerhedssituationen gør det svært at operere i landet generelt”, skrev Bestseller i en mail til Danwatch i april.
Siden 1. februar i år har et blodigt militærkup været igang i Myanmar. Ifølge organisationen AAPP har mere end 1000 mennesker mistet livet i gadekampe.
Bestseller oplyser til Politiken, at de vil bruge de næste måneder på at overveje, om de vil helt vil trække deres tøjproduktion fra fabrikkerne i Myanmar. Kasper Reggelsen, der er pressechef i Bestseller, skriver i en mail til Politiken:
“Hvis vi bliver, risikerer vi uforvarende at støtte militærstyret, hvilket vi ikke ønsker, mens vi modsat efterlader over 48.000 mennesker uden job eller sikkerhed – under en pandemi – hvis vi forlader landet. Det er et meget betydeligt dilemma, og derfor vil vi, i dialog med myndigheder, NGO’er, øvrige danske virksomheder i Myanmar og eksperter, naturligvis overveje alle muligheder meget omhyggeligt”.
Men aktivisterne frygter militæret mere end de frygter for at miste deres arbejde. Politiken har talt med en fagforeningsaktivist, der af hensyn til sin egen sikkerhed ikke vil fremstå med navn:
“Folk bliver vilkårligt anholdt og dræbt af militæret. Selvom mange vil miste deres arbejde, hvis de udenlandske tøjproducenter trækker sig ud af Myanmar, er vi nødt til at komme med den opfordring. Vi må skære i vores eget kød for at forhindre militæret i at få indtægter”, siger aktivisten til Politiken.