19. april 2021

Ballade om Bestsellers produktion i Myanmar

To ministre skal i samråd om Bestsellers indkøb af tøj fra Myanmar. Også OECDs klageinstitution er trukket ind i sagen. Imens lufter ministeren muligheden for, at virksomheden kan blive ramt af nye sanktioner, der indføres mandag.

Myanmars magtfulde militær ejer via holdingselskaber miner, industrizoner, banker og landbrug. Nu gør EU klar til at indføre sanktioner mod virksomheder, der samarbejder med holdingselskaberne Mil.ru, Wikicommons

I årevis har danske Bestseller, som står bag mærker som Jack&Jones og Only, fået produceret tøj på 36 fabrikker i Myanmar, men i øjeblikket er bestillingerne sat på pause, og det har de været siden 19. marts. 

“På det tidspunkt var kun 7 ud af 36 fabrikker aktive og kun med reduceret kapacitet”, skriver Bestseller i en mail til Danwatch, hvor de også fortæller, at infrastrukturen i landet er ustabil og at sikkerhedssituationen gør det svært at operere i landet generelt. 

I samme mail oplyser Bestseller, at de i starten af 2020 forbød alle deres leverandører i landet at samarbejde med virksomheder affilierede med militæret.

Alligevel er Bestseller nu for alvor kommet i vælten for at købe tøj af tre virksomheder, der befinder sig i en industrizone, som ifølge en FN-rapport har kommercielle eller kontraktlige forhold til militæret i Myanmar, sådan som Danwatch kunne fortælle i august sidste år.

“Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg mener, at det er stærkt problematisk, hvis Bestseller vælger at få produceret tøj på fabrikker, der ifølge FN er kontrolleret af militærdiktaturet i Myanmar”, siger Jeppe Kofod til Politiken.

Nu kan Bestseller se frem til sanktioner og til en klagesag hos OECD, mens ministeren selv kan se frem til at svare på spørgsmål i et samråd i udenrigsudvalget.

Forbindelsen til Myanmar

Alverdens nyhedsmedier har i øjeblikket linsen drejet mod Myanmar, hvor et blodigt kup er i gang. Siden 1. februar, hvor militæret tog magten i landet, har 700 mennesker ifølge organisationen AAPP mistet livet i de blodige gadekampe, som har fyldt hverdagen i landet siden. 

Men allerede i 2017 sivede de første historier ud af landet om etnisk udrensning af landets rohingya-befolkning og endnu før det var Myanmar et hermetisk lukket militærdiktatur. 

Det fik FN til at sende en fact finding mission af sted til Myanmar for at undersøge, hvilke virksomheder i landet, der betaler penge til landets militær. I et vestligt perspektiv er vi ikke vant til, at militæret tjener deres egne penge, men i Myanmar sidder militæret på to holdingselskaber, der ejer andele i andre virksomheder, som ejer alt fra kvægopdræt og industriområder til telefonselskaber og miner, som en stor del af verdens rubiner og jadesten hentes op fra.

Det ene af militærets selskaber, Myanmar Economic Holdings Ltd. (MEHL), ejer en række industriområder, som blandt andet bliver lejet ud til kinesiske tøjfabrikker. Tre fabrikker, som Bestseller har brugt de seneste år, ligger i en af disse industrizoner, og to af dem beskyldes i en rapport fra FN-missionen ved navns nævnelse for at have forbindelser til netop MEHL.

Det er problematisk at have forbindelse til militæret i Myanmar, også selvom det er indirekte. Det siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Helene Maria Kyed.

“Vi ser en situation, hvor borgere forsvinder og bliver dræbt og torteret, og både EU, USA og Canada har indført sanktioner mod militærets top. Så nytter det ikke noget, at vores virksomheder fortsætter med at operere i områder, hvor militæret er økonomisk involveret”, siger hun til TV 2.

Sanktioner på vej

I FN-missionens rapport konkluderer missionen, at  alle udenlandske virksomheder, hvis aktiviteter har bånd til Tatmadaw, risikerer at være med til at påvirke menneskerettighederne negativt eller overtræde internationale love, da de er med til at støtte Tatmadaws aktiviteter økonomisk. Faktisk opfordrede FN-missionen til, at man skærer alle bånd til militæret.

Både USA og Storbritannien har indført omfattende sanktioner mod virksomheder, der samarbejder med MEHL. I dag, mandag, forventes EU at gøre det samme, når udenrigsminister Jeppe Kofod skal mødes med sine europæiske ministerkolleger:

“Nu må vi se, hvor langt vi når, men det er klart, at når yderligere sanktioner er på plads, så forventer jeg, at danske virksomheder også efterlever sanktionerne”, siger Jeppe Kofod til Politiken.

Truslen om mulige sanktioner får nu Bestsellers direktør Anders Holch Povlsen til at tage bladet for munden:

“Vi opfordrer EU’s udenrigsministre til at udarbejde retningslinjer for, hvordan europæiske virksomheder skal forholde sig og ikke mindst til, hvordan vi på mest etiske og ansvarlige vis kan trække os fra de steder, hvor sanktioner påbyder det”, lyder det fra direktøren  i en pressemeddelelse, som Bestseller sendte ud i weekenden. 

Undersøgelse kommer i maj

For Enhedslistens udviklingsordfører Christian Juhl er det glædeligt, at ministeren vil arbejde for sanktioner i EU. Men det må ikke blive ved snakken, siger han, og derfor kræver han nu Simon Kollerup (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i samråd. 

“Det er en skandale, hvis Bestseller direkte understøtter militærjuntaen i Myanmar, og regeringen må straks gribe ind. Det er vigtigt, at danske virksomheder ikke understøtter diktatoriske og undertrykkende regimer – og at vi som danske lovgivere sætter en stopper for det”, skriver Christian Juhl i en pressemeddelelse. 

Men klagen fra Enhedslistens ordfører stopper ikke der. Ud over samrådet har Christian Juhl også indklaget Bestseller for NCP, Mæglings- og klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd – det danske kontaktpunkt til OECDs Retningslinjer for Multinationale Virksomheder. Det skriver han i en anden pressemeddelelse:

“Den danske virksomhed risikerer at være med til at finansiere militærjuntaen overgreb, mord og brud på menneskerettigheder i landet”, skriver han og fortsætter:

“Vi er nødt til at gribe ind med alle midler”.

Christian Juhl skal dog ikke forvente, at klagenævnet tager hans sag. I en tidligere undersøgelse viste Danwatch, at Det danske Mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd (MKI) har kun realitetsbehandlet een enkelt sag siden 2016. Det var en sag om Forsvarets brug af nordkoreanske tvangsarbejdere under byggeriet af inspektionsskibet Lauge Koch på skibsværftet Christ i Polen.

Det er langt fra første gang, Bestseller oplever, at FN-rapporten og industrizonen fylder i de danske medier. Allerede i august 2020 kunne Danwatch fortælle om koblingen mellem den danske tøjgigants leverandører og militærets holdingsselskab. 

Men organisationen vidste allerede på forhånd, at der kunne være problemer i varekæden. Derfor igangsatte de en undersøgelse i forbindelse med, at rapporten blev offentliggjort i 2019, oplyser virksomheden til Politiken, og i en pressemeddelelse oplyser tøjvirksomheden dog, at man senest 10. maj vil fremlægge en redegørelse over sine aktiviteter i Myanmar.

Bestsellers 36 leverandører i Myanmar beskæftiger 48.000 personer på deres fabrikker.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right