Kultur & kritik26. september 2024Sport

Anklagerne står i kø: Nu skyder Neymar og Saudi-Arabien charmeoffensiv i gang

Det ligner et spørgsmål om tid, før Saudi-Arabien officielt får tildelt værtskabet for VM i fodbold i 2034. I denne uge indledte det olierige land en større charmeoffensiv.

Fbl Ksa Hilal Neymar
Den brasilianske fodboldspiller Neymar spiller for den saudiske fodboldklub Al-Hilal. Nu taler han varmt om en VM-slutrunde i ørkenstaten. AFP

Mandag var det en af fodboldscenens største stjerner, brasilianske Neymar, som iført et arabisk hovedtørklæde stod frem i en video på de sociale medier og gav sin fulde opbakning til et saudisk værtskab for VM i fodbold i 2034. 

“Jeg er meget glad på landets vegne. De fortjener en mulighed som denne,” lød det fra fodboldstjernen, som i det daglige tørner ud for den saudiske fodboldklub Al Hilal.

Dagen efter gjorde talsmanden for Saudi-Arabiens VM 2034-bud,  Hammad Albalawi, det klart i et længere interview med britiske Sky Sports, at det ville være sikkert for LGBTQ+-personer at rejse til VM-slutrunden. 

Det skete, da værten spurgte, hvad Albalawi ville sige til medlemmer af LGBTQ+bevægelsen, som tænker, ‘jeg vil ikke tage til et land, hvor det er ulovligt at være mig’?

“Jeg vil sige, at du vil blive respekteret, og du vil blive budt velkommen i Saudi-Arabien,” lød svaret.

Ifølge Stanis Elsborg, senioranalytiker i Play the Game, som arbejder for demokrati, ytringsfrihed og åbenhed i sportens verden, skal de seneste udmeldinger ses som en timet charmeoffensiv frem mod den ekstraordinære FIFA-kongres i Zürich i december, hvor det forventes, at Saudi-Arabien får tildelt VM-værtskabet.  

“Saudi-Arabien er opmærksom på, at medier nu begynder at se mere kritisk på landets VM-bud, og så er det smarteste modtræk at køre en stor charmeoffensiv. Saudi Arabien har fået tilknyttet nogle af de bedste PR-selskaber i verden. Det, vi nu ser, minder meget, om det vi så i forbindelse med VM i Qatar,” siger han til Danwatch. 

Vil det gøre nogen forskel?

“Ja, jeg tror, at det i høj grad har en effekt. Med al respekt for Danwatch, så er der nok ikke så mange, som følger med hos jer, som der følger med på Neymars sociale profiler. Den næste i rækken kan meget vel tænkes at blive Ronaldo, som begynder at sende videoer ud. Med de her fodboldspillere når Saudi-Arabien ud til nogle målgrupper – især de unge mennesker – i et omfang, som almindelige medier kun kan drømme om,” siger Stanis Elsborg.

Saudi-Arabien er det eneste land, som har budt på VM-slutrunden i  2034, og det ligner derfor en formsag, at ørkenstaten officielt får tildelt værtskabet.

Og den stenrige saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, har ikke lagt skjul på, at landet har en spektakulær slutrunde i støbeskeen. 

Går alt efter Salmans hoved, så skal alverdens fodboldspillere i 2034 bl.a. løbe rundt på et nyt stadion hævet mere end 300 meter over jorden i en højteknologisk fremtidsby. 

Salman har ikke tøvet med at kalde fremtidsbyen, der er døbt Neom, og som skal strække sig som en 170-kilometer lang linje gennem Saudi-Arabien, et lige så ambitiøst byggeri som datidens pyramider. 

I alt skal der bygges otte nye stadions. 

Ny straffelov 

Men lige så glamourøse kapitler der vil kunne skrives om et VM i det olierige land, lige så mørke kapitler – mener menneskerettighedsbevægelser – kan skrives, når vi bevæger os lidt uden for fodboldens spotlys. 

Et af dem kunne meget vel omhandle den rapport, som Amnesty International sendte ud i foråret, og som omhandler et lækket udkast til en ny straffelov i Saudi-Arabien. 

På forhånd var det fra saudisk side bebudet, at straffeloven skulle styrke principper om retfærdighed, men som den globale menneskerettighedsbevægelse skrev, så var realiteten, at loven fortsatte en undertrykkende praksis – herunder tillod fængsling af kritikere og brugen af dødsstraf. Også kvinders rettigheder blev indskrænkede, mens loven også kriminaliserede seksuelle forhold mellem mænd.

Også fremtidsbyen Neom har vakt stor bekymring. Som Danwatch tidligere har skrevet, så udtalte en tidligere saudisk efterretningsofficer i maj til britiske BBC, at de saudiarabiske myndigheder tillod brug dødbringende magt for at rydde jord til fremtidsbyen. 

For at få plads til byen, som i størrelse vil komme til at svare til Belgien, skal mindst 20.000 af områdets nuværende beboere – det oprindelige Huwaitat-folk – tvangsfordrives. 

En aktivist og medlem af Huwaitat-stammen udtalte i 2020 til den britiske avis The Guardian, at “Neom bliver bygget på vores blod, på vores knogler.”

Samtidig har Institut for Menneskerettigheder over for Danwatch advaret om, at “Saudi Arabien (er) et land, hvor der foregår systematiske krænkelser af arbejdstagerrettigheder.“

DBU tøver med opbakning

I sidste uge var Dansk Boldspil-Union (DBU) sammen med 54 andre UEFA-lande til møde med repræsentanter fra Saudi-Arabien om landets bud på VM-værtskabet i 2034.

DBU ville i den forbindelse ikke svare på, hvorvidt man støtter det saudiarabiske bud. Meldingen er, at unionen afventer en evalueringsrapport fra FIFA.  

Fra samme serie: Kultur & Kritik