Åbner i en ny fane
Energi19/05/2026

Bag Trumps pres: En af verdens rigeste investerer nu i Grønlands olie

USA’s præsident Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, deltager lige nu i erhvervsmessen Future Greenland i Nuuk. Imens investerer en af USA og verdens rigeste finansmænd i den grønlandske olie. Eksperter ser en klar sammenhæng.
BB 01 a
Den amerikanske mangemilliardær Kenneth Griffin er på Forbes’ liste over verdens rigeste. Nu er han medejer af rettighederne til Grønlands olie.Foto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix.
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Kampen om Grønlands undergrund

  • Grønlands undergrund er blevet centrum for en global magtkamp, hvor kritiske mineraler gør øen strategisk vigtig for USA, Kina, Rusland og Vesten. Men jagten på licenser handler ikke kun om råstoffer. Den handler også om geopolitisk indflydelse - og penge.
  • Ifølge flere eksperter, Danwatch har talt med, er størstedelen af selskaberne i råstofbranchen dygtige og seriøse, men de ser også en tendens til, at der kommer flere ”skruppelløse lykkeriddere” til.
  • 57 virksomheder ejer lige nu tilsammen 122 aktive råstof-licenser i Grønland, og en gennemgang viser, at flere af licenshaverne deler både bestyrelsesmedlemmer, ejere og finansielle bagmænd.
  • Danwatch undersøger det magtfulde netværk bag licenserne.

En af USA og verdens rigeste investerer nu i oliejagt i den østgrønlandske undergrund. Amerikansk storkapital fra Wall Street placerer sig dermed i den geopolitiske magtkamp mellem stormagter om adgang til Arktis og strategiske ressourcer. 

Der er tale om den amerikanske mangemilliardær Kenneth Griffin. Han er nummer 35 på Forbes’ liste over verdens rigeste og har gennem sin hedgefond Citadel købt 9,3 procent af Greenland Energy Corporation.

Det fremgår af indberetninger til det amerikanske finanstilsyn, som Danwatch har gennemgået.

Greenland Energy planlægger allerede i oktober i år at etablere olieefterforskning i Østgrønland, og nu er den amerikanske milliardær med i ejerkredsen.

  • Citadel er en af verdens største finansielle aktører. Når de køber sig ind, sender det et signal om, at USA har langsigtede interesser i Grønland.
    Dreyer
    Jakob Dreyer
    Forsker i international politik på Københavns Universitet

Grønland besluttede i 2021 at stoppe uddelingen af nye olietilladelser, og flere andre olieselskaber har derfor efterfølgende opgivet oliejagten i Grønlands arktiske områder, selvom de allerede ejede tilladelser.

Men ikke Greenland Energy. Gennem flere opkøb har virksomheden erhvervet sig tre olielicenser udstedt i 2015 og 2019. Licenserne giver ret til at lede efter olie i Jameson Land i Østgrønland.

Og den mulighed holder virksomheden fast i. Firmaet planlægger at aktivere sine licenser, der giver dem ret til oliejagt allerede til efteråret. Og det har nu massiv finansiel støtte fra Kenneth Griffins investeringsfond.

Kontrol med Grønland “fortjener seriøse overvejelser” 

Griffins har tidligere i år udtalt, at Trumps ambition om kontrol med Grønland “fortjener seriøse overvejelser” og ejerskabet af Greenland Energy er alt andet end et traditionelt olieprojekt.

“En kapitalstærk hedgefond behøver ikke hurtige gevinster. Derfor vurderer jeg, at investeringen er strategisk og bygger på en forventning om større amerikansk indflydelse i Grønland”, siger Anne Merrild, professor og institutleder ved Aalborg Universitet samt tidligere leder for det grønlandske forskningscenter for Arktisk Olie & Gas.

I globale investorkredse er Kenneth Griffin en særdeles kendt finansmand, fordi han ejer en af verdens største hedgefonde og har en privat formue på mere end 320 milliarder kroner.

Milliardæren blev desuden et kendt ansigt i offentligheden i sagen om GameStop i 2021, hvor millioner af private små investorer gik til kamp mod magtfulde spekulative investeringsfonde som den, Griffin repræsenterer.

Griffins investeringsfond Citadel blev i sagen beskyldt for at beskytte sig mod store økonomiske tab ved at begrænse privates muligheder for at investere i GameStop-aktien, som Citadel og flere andre hedgefonde havde spekuleret i ville tabe værdi.

Citadel er en hedgefond. Den type fonde sender typisk penge til de mere risikobetonede dele af finansmarkederne, hvor potentialet for store gevinster tilsvarende er højere.

“Store investorer orienterer sig ofte efter geopolitiske udviklinger. Derfor er det heller ikke overraskende, hvis amerikanske fonde investerer i takt med USA’s strategiske interesser i Arktis”, siger Anne Merrild.

Grønland er centrum for en geopolitisk magtkamp

Investeringen viser, at store globale amerikanske finansielle aktører er i Grønland samtidig med, at Trump-administrationen forsøger at få større indflydelse i Arktis.

Grønland er med andre ord centrum for en geopolitisk magtkamp mellem stormagter om adgang til Arktis, strategiske råstoffer og olieforekomster.

Nu har storkapitalen på Wall Street meldt sin opbakning med millioner af dollars.

“Citadel er en af verdens største finansielle aktører. Når de køber sig ind, sender det et signal om, at USA har langsigtede interesser i Grønland. Og Citadel er ikke alene – Bezos, Altman og Thiel har blandt andet investeret i projekter i Grønland i kølvandet på Trumps interesse”, siger Jakob Dreyer, postdoc og forsker i international politik på Københavns Universitet.

Donald Trump har utallige gange koblet Grønland til USA’s sikkerheds- og energiinteresser og lagt pres på Danmark – senest ved at sende sin særlige udsending, Jeff Landry, på et uanmeldt besøg i Grønland, hvor han deltager i erhvervsmessen Future Greenland i Nuuk.

Investeringen kommer samtidig med forhandlinger mellem USA og rigsfællesskabet om yderligere militær tilstedeværelse, råstoffer og sikkerhed i Arktis.

“En oplagt læsning af investeringen er, at det diplomatiske spor er udfordret, og man forsøger at lægge vægt på det økonomiske og samtidig at have en mere imødekommende tone. Dog uden at det underliggende ønske om at overtage Grønland er taget af bordet”, siger Jakob Dreyer. 

Det diplomatiske spor blev iværksat efter fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og den daværende grønlandske minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldts, krisebesøg i Det Hvide Hus i januar.

“USA er en vigtig allieret – også for Grønland”

Ifølge lektor på Grønlandske og Arktiske Studier på Københavns Universitet Lill Rastad Bjørst ønsker Grønland fortsat udenlandske investeringer – også fra amerikanske virksomheder – men stormagtskonflikten skaber samtidig usikkerhed om, hvilke interesser investeringerne repræsenterer.

“USA er fortsat en vigtig allieret – også for Grønland – og den grønlandske regering ønsker i udgangspunktet udenlandske investeringer, herunder fra amerikanske virksomheder. Men usikkerheden omkring den geopolitiske situation skaber bekymring i erhvervslivet, hvor man allerede ser tegn på svingende investeringslyst”, siger Lill Rastad Bjørst.

  • Grønland mangler fortsat flere instrumenter og en klar lovgivning til både at tiltrække investeringer og sikre de rigtige partnere.
    Lil
    Lill Rastad Bjørst
    Lektor på Grønlandske og Arktiske Studier på Københavns Universitet

Hun mener, at Grønland fortsat mangler regler for udenlandske investeringer for at styre hvilke investorer, der får adgang til ressourcer.

Danwatch har blandt andet tidligere afsløret, at Grønland ikke tilstrækkeligt screener bagmænd bag ansøgninger og at en ny lovgivning, der skal sikre at udenlandske investeringer ikke udgør en trussel mod Grønlands sikkerhed, er udskudt.

“Grønland mangler fortsat flere instrumenter og en klar lovgivning til både at tiltrække investeringer og sikre de rigtige partnere. Derfor er det problematisk at udvikle nye regler og rammevilkår samtidig med et massivt udefrakommende pres fra stormagter,” siger Lill Rastad Bjørst.

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.