Det er grufulde, lavmælte skrig, der høres på den mobiloptagelse, som en af Aleksej Navalnys medpassagerer har optaget på en flyvning fra Sibirien til Moskva i august 2020, hvor den russiske oppositionspolitiker falder sammen med symptomer på forgiftning.
En forgiftning, som i dokumentarfilmen Navalny bliver undersøgt i et nervepirrende samarbejde mellem journalistnetværket Bellingcat og Navalny selv. Filmen blev vist i foråret under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og kan nu streames på blandt andet HBO.
Det meste kan købes for penge i Rusland, forstår man af dokumentarfilmen. På den måde kan journalisten og oppositionspolitikeren få adgang til passagerlister fra de flyvninger, som Navalny har foretaget i Rusland som del af sin kampagne for at udstille landets korrupte regime. Her går en lille gruppe navne igen – og ved brug af åbne kilder på internettet, såkaldt Open Source Intelligence (OSINT), kan Bellingcat konkludere, at disse personer alle arbejder for den russiske efterretningstjeneste.
Det er alligevel ikke de moderne journalistiske metoder, der udgør højdepunktet i dokumentaren. Det gør tværtimod de indrømmelser, der kommer, når Navalny ringer op til en af de agenter, der har deltaget i mordforsøget mod ham – og udgiver sig for at have fået i opgave at finde ud, hvad der gik galt, når Navalny nu overlevede.
Der er ingen happy ending i dokumentarfilmen om Navalny. Efter at Navalny igen er blevet raskmeldt efter forgiftningen, krammer han sin datter farvel og rejser tilbage til Rusland, for at fortsætte kampen mod Putins regime. Han når dog ikke længere end til lufthavnen, hvor hundredvis af Navalny-tilhængere bliver angrebet af kampklædt russisk politi, før han bliver anholdt og sat bag lås og slå. Det næste, vi får at se af oppositionspolitikeren, er en afmagret og nedbrudt Navalny med indsunkne øjne i et bur bagerst i et russisk retslokale, efter at han har indledt en sultestrejke i fængslet.
Det er ikke det sidste billede af Navalny, som seeren efterlades med. Det er derimod et klip fra hans tid i Tyskland, hvor filmens instruktør Daniel Roher spørger Navalny, hvad han gerne vil sige til sine mange tilhængere, hvis det lykkes Putin-regimet at slå ham ihjel. Det tror Navalny ikke, at de vil lykkes med. Modvilligt svarer han, at det er at fortsætte jagten på sandheden om det russiske regime. I juni måned meldte en række medier, at Navalny var blevet overflyttet til det russiske IK-6 højsikkerhedsfængsel, der kendes som et fængsel, hvor fanger udsættes for mishandling og tortur.
Emilie Ekeberg
