Åbner i en ny fane
Danwatch28/11/2025

Danwatch blev torsdag hædret med to priser 

Danwatch modtager Anders Bordings Journalistpris og Amnestys Mediepris. Det sker for de undersøgende artikelserier ‘Skyggeflåden’ og ‘Forbandet fiskemel’.
Oscar Rothstein
Danwatch journalist modtager Amnesty Mediepris 2025. Foto: Anton Rytter Løschenkohl/Amnesty International Danmark
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Torsdag blev der uddelt journalistisk hæder, da både Danske Medier og Amnesty uddelte deres årlige mediepriser.

I begge tilfælde blev Danwatchs journalistik belønnet.

“At vi vandt både Amnestys Mediepris og Anders Bordings Journalistpris, er for os både overvældende og noget vildt, da det jo også kommer på bagkant af Foreningen for Undersøgende Journalistiks (FUJ) metodepris samt Europa-Parlamentets Daphne Caruana Galizia-pris,” siger Danwatchs direktør og ansvarshavende chefredaktør, Jesper Nymark, og uddyber: 

“Det er alle – for os – vigtige journalistiske priser, som vi er meget stolte af, samtidig med at det er en meget fin og flot anerkendelse af vores dygtige journalister og undersøgende redaktion samt den journalistiske rolle, som Danwatch udfylder i dag i det danske medielandskab.” 

Danske Medier uddeler hvert år Anders Bording-prisen til fag- og specialmedier, der har stået for en bemærkelsesværdig journalistisk præstation.

I år gik journalistprisen til Danwatch og mediets serie om den russiske skyggeflåde, hvor journalist Jakob Kjøgx Bohr i talrige artikler har afdækket, hvordan flåden hjælper Rusland med at omgå vestlige sanktioner mod olie.

Image 20251127 164509
Danwatch journalist Jakob Kjøgx Bohr tager i mod Anders Bording-prisen. Foto: Sofie Erna Schmidt

Et andet sted i København modtog Danwatchs journalist Oscar Rothstein Amnestys årlige pris i kategorien lokal-, regional- og nichemedier for sin artikelserie “Forbandet fiskemel”.

Rothstein rejste i efteråret 2024 til Vestafrika, hvor han undersøgte, hvordan importen af fiskemel fra Senegal og Mauretanien – blandt andet til en fabrik i Danmark – har store konsekvenser for de lokale.

“Artikelserien afdækker på effektfuld vis, hvordan levevilkårene for fiskere og deres familier er stærkt forringede langs kysten i flere vestafrikanske lande. Der mangler fisk i havene, og det tvinger mange fiskere til at konvertere deres fiskerbåd til en migrantbåd på den farlige Atlanterhavsrute,” udtalte juryen onsdag.

Der var også i juryens begrundelse ros til Danwatchs visuelle team:

“Formidlingen er på et meget højt niveau hele vejen igennem artikelserien. Både sprogligt og visuelt gennem den meget velfungerende digitale fortælling, der rummer gode fotos og videobidder”.

Om den russiske skyggeflåde, der ifølge eksperter og politikere er Ruslands modsvar på vestlige sanktioner, sagde juryen:

“Danwatch-redaktionen har med modig og vedholdende journalistik formået at kaste lys over en skygge, nemlig det internationale problem, den russiske skyggeflåde udgør – ikke bare direkte i forhold til krigsøkonomien i angrebet på Ukraine, men også for europæisk sikkerhed og miljø generelt.” 

Jesper Nymark mener, at priserne er et meget klart resultat af Danwatchs plads i medieaftalen.

“Den betyder, at vi kan lave den prisvindende internationale undersøgende journalistik, vi nu bliver anerkendt for – ofte i samarbejde med mange danske medier – som er frit tilgængeligt for alle.“

Du kan læse de to serier herunder:

‘Skyggeflåden’

‘Forbandet fiskemel’

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.