Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Fodbold bag facaden
- Golfstaternes rolle i international fodbold vokser hastigt og rejser en række problematiske spørgsmål – fra milliarddyre stadionbyggerier og brud på menneskerettigheder til den politiske charmeoffensiv, der ofte følger med værtskaber og sponsorater.
- Danwatch sætter nu fokus på fodboldens magtspil uden for banen og kigger nærmere på FIFA’s beslutninger, DBU og danske virksomheders dilemmaer - samt de aktører, som i disse år forsøger at vinde indflydelse i verdens største sportsgren.
- Med de kommende tre VM-slutrunder er det tydeligt, at politiske spørgsmål i høj grad vil være forbundet med fodbolden: 2026 i USA, 2030 i Marokko, Spanien og Portugal og 2034 i Saudi-Arabien.
Siden mandag er fodboldledere fra 211 lande strømmet til Paraguays hovedstad Asunción for at deltage i FIFA’s årlige kongres, der blev afholdt torsdag.
Men som Danwatch skrev i tirsdags, så skippede manden i spidsen for det hele – FIFA-præsident Gianni Infantino – de indledende møder for i stedet at rejse med den amerikanske præsident Donald Trump til først Saudi-Arabien og dernæst Qatar.
FIFA havde forud for kongressen meddelt, at Infantino ville være til stede, når mødet torsdag morgen ville begynde, men det løfte blev brudt, da han endte med at komme næsten tre og en halv time for sent.
Ifølge mediet The Athletic skulle mødet oprindeligt være begyndt klokken 9.30 lokal tid, men blev først udsat med en time, og dernæst igen udsat til 12.30, hvilket ifølge en mail fra FIFA sendt til de delegerede skyldtes “uforudsete omstændigheder”.
Da Infantino omsider indfandt sig på scenen til kongressen klokken 12.47, undskyldte han forsinkelsen med henvisning til problemer med sit fly – et privatfly fra Qatar.
I salen sad repræsentanter fra 211 nationale fodboldforbund – herunder DBU’s delegation bestående af formand Jesper Møller og administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen – og ventede på præsidentens ankomst.
Flere medier havde allerede i ugerne op til kongressen bragt anonymiseret kritik af Infantinos prioriteter, og da han tilmed ikke dukkede til tiden til kongressens åbning, brød kritikken ud i lys lue.
I en mail til Danwatch skriver DBU’s formand Jesper Møller: “Det gik hurtigt op for mig, at der var en betydelig forsinkelse af kongressen, og på den baggrund valgte jeg – ligesom andre forbund – ikke at deltage”.
DBU-formanden kritiserer ligeledes Infantino: “Jeg synes, at præsidenten sender et underligt signal om, at kongressen ikke er en topprioritet. Nu afventer vi en evaluering og en opfølgende dialog med ham i den nærmeste fremtid.”
Det europæiske fodboldforbund UEFA reagerede også særdeles skarpt på Infantinos fravær og deltagelse i Trump-delegationen til Saudi-Arabien og Qatar. I en udtalelse til nyhedsbrevet Reuters lød det fra UEFA: “At få ændret tidsplanen i sidste øjeblik for, hvad der ser ud til blot at være for at imødekomme private politiske interesser, gør ikke spillet nogen tjeneste og ser ud til at sætte dets interesser i anden prioritet”.
Reuters skriver også, at en række delegerede fra europæiske og amerikanske fodboldforbund gik under den indlagte pause. Flere medier beretter, at det blandt andre omfattede UEFA’s præsident Alexander Ceferin og formand for det britiske fodboldforbund Debbie Hewitt. Sidstnævnte er desuden også vicepræsident i FIFA.
En, der også smuttede før tid, var Norges fodboldpræsident Lise Klaveness. Det norske nyhedsbureau NTB citerer Klaveness for at sige, at “det er meget uheldigt og skuffende, at FIFA-præsidenten bliver så forsinket til kongressen”. Klaveness ændrede ikke sin billet og rejste derfor hjem torsdag eftermiddag, selvom kongressen stadig var i gang som følge af den skredet tidsplan.
Hvorvidt Infantino fortryder at være rejst til Golfstaterne som en del af Trumps delegation, står hen i det uvisse. Han kan dog trøste kritikerne med, at der trods alt har været lidt fodbold på rejseprogrammet.
I den saudiske hovedstad Riyadh præsenterede han den officielle kampbold til næste måneds klub-VM, og i Doha signerede han sammen med Donald Trump og Qatars emir, Tamim bin Hamad Al Thani en bold fra VM i 2022 – alt imens 211 forbundsdelegationer ventede i Asunción.
Opdateret 16. maj klokken 15.32 med kommentar fra DBU’s Jesper Møller.