11. marts 2024

De radikale: Danmark skal ikke overlade kontrol af våbeneksport til USA

Flere partier kræver svar på, om regeringen har bøjet sig for Dansk Industri, der ønsker at lempe kontrol med kontroversielle slutbrugere af dansk våbenteknologi.

Christian Friis Bach, De Radikales udenrigsordfører, advarer regeringen mod at efterkomme lobbykampagne for slækket kontrol med våbeneksport. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix - Fotocollage: Sofie Erna Schmidt

En lobbykampagne fra erhvervslivet og en hemmeligholdt regeringsbeslutning får nu flere partier i Folketinget til at kræve svar fra regeringen. 

Det sker efter, at Danwatch og dagbladet Information i går kunne afsløre, hvordan regeringen tilsyneladende er ved at bøje sig for pres fra industrien om at slække på den militære eksportkontrol, sådan at danske virksomheder via USA kan sende militært udstyr til kontroversielle destinationer, uden at oplyse danske myndigheder om slutbrugeren af udstyret.

Ifølge Justitsministeriet har regeringen behandlet ”en sag vedrørende en mulig afgrænset lempelse af dansk eksportkontrolpraksis”,  men endnu “ikke taget stilling til, hvordan beslutningen skal udmøntes”.

En aktindsigt viser, at Dansk Industri har presset på for en praksisændring, fordi “kravet om at oplyse slutbruger kan medføre afslag på konkrete ansøgninger om eksport under en rammekontrakt, fordi USA i nogle tilfælde tillader reeksport, som Danmark i henhold til de fælles EU-kriterier ikke nødvendigvis ville godkende”.

Det er et forslag, som ifølge juridiske eksperter vil være i strid med Danmarks forpligtelser under FN’s våbenhandelstraktat og EU’s Fælles Regler for våbeneksport.

Og det er et forslag, som blandt andre De Radikales udenrigsordfører, Christian Friis Bach, stiller sig kritisk over for.

“Danmark kan og skal ikke udlicitere vores kontrol af våbeneksport til hverken USA eller andre. Kender vi til en slutbruger som betyder at vi overtræder reglerne for våbeneksport i EU og FN, så er det den danske regerings ansvar at sige nej til eksporten”, siger Christian Friis Bach. 

“Danmark skal altid kæmpe for stramme regler for våbeneksport i verden – og gøre vores bedste for selv at overholde dem”, siger han.

Kræver svar fra regeringen

Alternativets udenrigsordfører bebuder en række spørgsmål til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om sagen.

“Det er dybt problematisk, at industrien på den her måde forsøger at fremme deres egne økonomiske interesser på bekostning af  menneskeliv”, siger Sasha Faxe.

Hun advarer på det kraftigste imod at overlade eksportkontrollen til USA, også set i lys af det kommende præsidentvalg.

“USA er ikke underlagt de samme eksportkontrolregler som os. De er ikke medlem af EU og har ikke underskrevet FN’s våbentraktat. Desuden er USA et meget ustabilt, hvor vi ikke aner, hvem den næste præsident kan finde på at alliere sig med”, siger Alternativets udenrigsordfører.

“Hvis vi dropper slutbrugerkontrollen, aner vi jo ikke, om danske våbendele ender i Niger eller Mali eller ender med at bidrage til Saudi Arabiens krig i Yemen,” siger hun.

Enhedslistens udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, er “rystet” over sagen, og hun vil også stille spørgsmål om sagen til Udenrigsministeriet. Enhedslisten vil vide hvilken beslutning der er truffet, hvad den kommer til at betyde, og hvornår offentligheden skal oplyses om den.

“Det, at der ligger en regeringsbeslutning, synes jeg i sig selv er bemærkelsesværdigt. Det er svært ikke at se det som led i, at man har en strategi om, at dansk forsvarsindustri skal have bedre konkurrencebetingelser. Og at det er så vigtigt, at man er villig til at fortolke fleksibelt, hvad det er for nogle forpligtelser, Danmark har i forhold til våbeneksport”, siger Trine Pertou Mach. 

Hun henviser til, at USA leverer mange af de bomber, der nu regner ned over Gaza.

“USA har ikke begrænset deres eksport af våben og militært udstyr til Israel. Selv ikke under den krig, der foregår, som alle med nøgterne øjne kan se er fuldstændigt ude af proportioner”, siger Enhedslistens udenrigsordfører. 

“Det er ikke økonomiske interesser, der skal styre Danmarks overholdelse af menneskerettigheder og internationale forpligtelser. Derfor er det vigtigt, at offentligheden får at vide, hvad det er for en linje, regeringen og myndighederne lægger”, siger Trine Pertou Mach.

Amnesty: Hensynet til civile er vigtigere end ordrebogen

Amnesty International advarer regeringen mod at lade virksomhederne slippe for at oplyse, hvem der er slutbruger på dansk-produceret militært udstyr.

”Når det kommer til noget så alvorligt som eksport af våben, skal hensynet til civiles rettigheder og sikkerhed altid vægte højere end hensynet til ordrebogen hos danske virksomheder. Derfor ser vi ingen som helst grund til at lempe de på papiret gode og værdifulde internationale regler for eksport af våben, som Danmark på lige fod med store dele af verdens lande har forpligtet sig på at overholde”, siger Vibe Klarup, der er generalsekretær i Amnesty International Danmark.

”Det er forståeligt, at danske virksomheder ønsker klare regler at navigere efter. Men reglernes formål bør altid være at give danske virksomheder sikkerhed for, at de med deres salg af våben og militært udstyr ikke risikerer at bidrage til alvorlige forbrydelser mod civile”, siger hun.

Dansk Industri: Har svært ved at forstå kritikken

I Dansk Industri afviser de, at ordrebogen vejer tungere end hensynet til menneskerettighederne.

“Jeg har svært ved at forstå kritikken. Vi har jo hele tiden sagt, at vi ikke har noget imod at oplyse slutbruger, hvis vi kender dem. Det er jo alene et ønske om en mere smidig praksis om samhandlen med vores vigtigste allierede i NATO og vores største eksportland, USA”, skriver Joachim Finkielman, Direktør for DI Forsvar og Sikkerhed, i en mail.

Han henviser til at danske forsvarsvirksomheder typisk fungerer som underleverandører til større, militære platforme som produceres af forsvarsvirksomheder i andre NATO-lande, og at danske virksomheder bliver fravalgt som underleverandører, hvis de kun kan levere til nogle dele af sådan et projekt.

“Dansk forsvarsindustri udgør et centralt lag i varetagelse af danske sikkerhedsinteresser. Det fremgår af forsvarsforliget. Derfor bliver vi nødt til at sikre de rette rammer”, skriver Joachim Finkielman.

Hverken Justitsministeriet eller Udenrigsministeriet ønsker at kommentere partiernes kritik.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right