14. februar 2022

Efter Danwatch-afsløringer: Surinam trækker sig fra milliardaftale

Surinams regering trækker sig nu fra en milliardaftale med det danskejede firma HPSG, som ville bygge et revolutionerende grønt kraftværk. Det sker efter, at Danwatch og Ekstra Bladet har udgivet en række kritiske artikler om firmaet.

Præsident Chan Santokhis regering præsenterede i sin tid kontrakten med HPSG som en aftale, der ville være være med til at gøre Surinam til en grøn supermagt. Foto: Ertugrul Kilic/AP/Ritzau Scanpix

Milliardkontrakten med det danskejede firma HPSG var helt oppe på Surinams præsident Chan Santokhis bord og blev underskrevet af tre af landets ministre i marts 2021.

En gruppe danske iværksættere fra firmaet Hybrid Power System Group (HPSG) skulle bygge et revolutionerende grønt kraftværk i landet til 7,7 milliarder kroner med lån fra internationale investorer.

Men nu trækker regeringen i det sydamerikanske land sig fra aftalen.

“Det viser sig, at HPSG har misrepræsenteret fakta [omkring projektet]. Yderligere har og kan det danske firma ikke opfylde basale forpligtelser under aftalen”, skriver regeringen i en pressemeddelelse.

“På denne baggrund påberåber Surinam aftalens ugyldighed”.

Løj om samarbejdspartnere

Danwatch og Ekstra Bladet afslørede sidste år, at det danske firma HPSG har løjet om sine samarbejdspartnere. Firmaet påstod at ville bygge det banebrydende grønne hydrogenkraftværk med store internationale partnere som DEIF, Deutz og ABB.

Men ingen af virksomhederne kendte til HPSG. De anklagede i stedet HPSG for at misbruge deres navn.

Derudover har ingen af forretningsmændene i HPSG’s ledelse erfaring med grøn energi. Derimod har opfinderen Jesper Nielsen en lang række konkurssager bag sig, og direktøren Benny Falk er tidligere dømt for at forsøge at smugle bloddiamanter fra Uganda ind i Danmark.

HPSG står også bag en række kryptiske selskabskonstruktioner, som trækker tråde mellem flere kontinenter og har fået alarmlamperne til at blinke hos eksperter i økonomisk kriminalitet.

Og det er altså disse afsløringer, der ifølge lokale medier får Surinams regering til at rive kontrakten over med HPSG.

Overfor Danwatch forklarer regeringskilder i Surinam, at regeringen først trækker sig nu, fordi det ville være lettere juridisk at træde ud af aftalen efter årsskiftet, fordi HPSG ifølge aftalen forpligtede sig til at skaffe finansiering inden udgangen af år 2021. En forpligtelse de danske forretningsmænd ikke har levet op til.

Topadvokat involveret

Selvom HPSG’s påståede samarbejdspartnere altså tog afstand til det danske firma, kunne Danwatch og Ekstra Bladet også afsløre, at en dansk topadvokat, Per Buttenschøn, som er partner i DLA Piper, har hjulpet HPSG med at indgå kontrakten med Surinam.

Per Buttenschøn, som har møderet for Højesteret, nægtede at have hjulpet HPSG i nogle lande. Det var indtil, at Danwatch og Ekstra Bladet kunne fremlægge mails mellem Buttenschøn og en af Surinams præsidents rådgivere, der viste, at Per Buttenschøn hjalp HPSG med at forhandle en elkøbsaftale og statsgaranti på plads om køb af el fra HPSG.

Afsløringerne fik interne disciplinære konsekvenser for Per Buttenschøn i DLA Piper. Samtidig iværksatte Advokatrådet en undersøgelse af Per Buttenschøns rolle i sagen, som stadig pågår.

Efterforskes for korruption

Også i Surinam har HPSG-sagen fået vidtrækkende konsekvenser for regeringen, som indgik milliardaftalen med de danske forretningsmænd.

Surinams største oppositionsparti, NDP, har indgivet en begæring til landets Rigsadvokat om at igangsætte en rigsretssag mod de tre ministre, der har underskrevet milliardaftalen med HPSG. De anklages for at have brudt landet elektricitetslov og antikorruptionslov.

I et interview med Danwatch i Surinams hovedstad Paramaribo i december 2021 fastholdt udenrigsministeren Albert Ramdin, at regeringen har haft gode intentioner, og at der ikke er foregået korruption. Han indrømmede dog, at landets elektricitetslov er blevet brudt, fordi aftalen blev indgået uden at komme i offentligt udbud.

Surinams rigsadvokat bekræfter i en mail til Danwatch, at sagen nu efterforskes af politiets antikorruptionsenhed.

Vi afventer en kommentar fra HPSG.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right