Åbner i en ny fane
Sikkerhed og våben18/03/2026

Endegyldigt punktum: Højesteret afviser søgsmål om kampfly, der har bombet Gaza

Spørgsmålet om, hvorvidt den danske våbeneksport er ulovlig, står uafklaret hen. Vi står tilbage i mørke om lovligheden, siger ekspert.
PALESTINIAN ISRAEL CONFLICT AFP PICTURES OF THE YEAR
Palæstinensere vender tilbage til Jabalia-lejren i det nordlige Gaza i januar 2025. FN vurderer, at mere end 90 procent af alle beboelsesbyninger i Gaza er ødelagt af israelske luftangreb siden 7. oktober 2023.Foto: Omar Al-Qattaa/AFP/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Dansk militært udstyr bidrager til krigen i Gaza

  • Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma eksporterer dele til F-35 kampfly, som Israel bomber med i Gaza.
  • De dansk-udstyrede fly anvender megabomber, som FN advarer imod at bruge i tætbefolkede områder.
  • Eksperter vurderer, at eksporten er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
  • De danske myndigheder er blevet sagsøgt for våbeneksporten til Israel.

Der bliver ikke noget retsopgør om Danmarks eksport af dele til Israels F-35-kampfly, der har bombet Gaza. 

Onsdag satte Højesteret det endegyldige punktum for en to år lang proces, hvor fire organisationer og en ung palæstinensisk mand med hver deres sagsanlæg har forsøgt at få domstolene til at forholde sig til, om den danske våbeneksport er ulovlig. 

Det spørgsmål står fortsat uafklaret hen. På linje med landsretten afviser Højesteret nemlig, at sagsøgerne har den fornødne retlige interesse i at føre sagerne. 

Afgørelserne viser, “hvor snæver adgangen til de danske domstole er”, forklarer den danske juraprofessor Jacques Hartmann. Det skaber en form for tomrum, som i hans øjne er problematisk. 

“Det klæder ikke en retsstat, at der ikke er mulighed for domstolsprøvelse af, hvad der umiddelbart fremstår som en overtrædelse af både international ret og EU-ret”, siger professoren.

Som Danwatch og Information har afdækket, har den danske regering valgt at opretholde eksporten og flere gange fornyet danske virksomheders eksporttilladelser trods anklager om israelske krigsforbrydelser og et muligt folkedrab. Både EU’s og FN’s regler for våbeneksport kræver, at militær eksport afvises, hvis der er en “klar” eller “overvejende” risiko for, at udstyret anvendes til krigsforbrydelser eller folkeretsbrud. 

En række juridiske eksperter har i Danwatch og Information givet udtryk for, at de danske myndigheders praksis efter deres vurdering formentlig er ulovlig. Men eksperterne har samtidig understreget, at det er meget svært at rejse en sag af denne art i Danmark, fordi de danske domstole generelt stiller høje krav til, at sagsøgere skal være konkret og individuelt berørt af det spørgsmål, de vil have prøvet, for at opnå såkaldt “retlig interesse”. Højesterets afgørelse var derfor ventet.

  • Vi står stadig fuldstændig i mørke, og ved ikke, om den militære eksport ville være blevet dømt ulovlig eller ej.
    Sune Klinge
    Lektor i forfatningsret, Københavns Universitet

“Højesteret tegner i hvert fald ikke uden for stregerne med den her afgørelse”, siger Sune Klinge, lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet.

“De holder fast i den linje, der er lagt. Og det må man jo så tage til efterretning”.

Sune Klinge havde gerne set, at Højesteret havde forholdt sig til sagens substans, selv om sagsøgerne ikke havde retlig interesse. Det er der et fortilfælde for i den såkaldte Irak-sag, hvor en forening ved navn Grundlovskomiteen 2003 vedrørende Irak-krigen ville have domstolene til at erklære Danmarks deltagelse i Irak-krigen for grundlovsstridig. 

“Det har Højesteret ikke gjort i denne sag, og derfor står vi stadig fuldstændig i mørke, og ved ikke, om den militære eksport ville være blevet dømt ulovlig eller ej. Vi får ikke nogen retlig prøvelse af den her sag”, siger Sune Klinge. 

Skuffede advokater

Den ene af de to retssager var anlagt af ung palæstinensisk mand ved navn Salahaldin Eleyan, som havde argumenteret med, at han er personligt berørt af krigen i Gaza. Israelske luftangreb har været skyld i, at hans to-årige nevø er blevet dræbt, at hans barndomshjem er blevet ødelagt, at hans nærmeste familie er blevet tvunget til at leve under “umenneskelige forhold”, og at han er afskåret fra at tage tilbage til Gaza, lød det.  

Men det er altså ikke nok. Højesteret skriver i dommen, at Salahaldin Eleyan ikke er “konkret og individuelt berørt” af de eksporttilladelser, som de danske myndigheder har udstedt, “på en sådan måde, at han har retlig interesse”. 

Salahaldin Eleyans advokat, Eddie Omar Rosenberg Khawaja, er “naturligvis ærgerlig” over Højesterets vurdering. 

“Jeg tager Højesterets vurdering herom til efterretning, og så forbliver det blot et rent politisk spørgsmål, om man kan leve med den våbeneksportpraksis, Danmark følger indenfor F-35-kampflyprogrammet”, skriver han i en kommentar. 

Den anden retssag var anlagt af fire organisationer – Amnesty International Danmark, Oxfam Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og palæstinensiske Al-Haq. 

De medgav, at de ikke var “konkret og individuelt berørt af de spørgsmål, der ønskes pådømt i sagen”. Men de argumenterede for, at de alligevel havde retlig interesse, fordi sagen falder inden for deres rolle som civilsamfunds- og menneskeretsorganisationer.

Højesteret “finder, at foreninger, der ikke selv er konkret og individuelt berørt af de spørgsmål, der ønskes pådømt, og som ikke ved lov er tillagt klageret, partsstatus eller søgsmålskompetence, kun kan anses for at have retlig interesse, hvis særlige omstændigheder taler herfor”. 

  • Det er nogle helt grundlæggende principper i folkeretten der står på spil her.
    Emil Kiørboe
    Advokat

Og det mener Højesteret altså ikke er tilfældet i denne sag. Dommerne fremhæver, at organisationerne “ikke kan anses for at være tillagt en særstatus på området for eksporttilladelse af våben” og skriver, at der “heller ikke på andet grundlag” foreligger særlige omstændigheder. 

Advokat Emil Kiørboe, der har ført sagen for de fire organisationer, er “enormt skuffet” over Højesterets dom.

“Konsekvensen af dommen er desværre, at den danske våbeneksport ikke kan prøves ved en dansk domstol”, siger han. 

“Det er nogle helt grundlæggende principper i folkeretten der står på spil her. Og den her dom betyder så, at der er så vigtige sagsområder, hvor man ikke kan kontrollere myndighederne. Det er jo ikke ret betryggende”. 

Under sagen afviste statens advokater, at det ville undtage våbeneksportområdet fra domstolskontrol, hvis sagerne ikke kunne føres. De påpegede, at det ikke er udelukket, at der kunne være andre, der kunne have retlig interesse i at få afprøvet lovligheden af en eksporttilladelse. 

Men hverken statens advokater eller Højesteret har leveret noget svar på, hvem der så ville kunne føre sagen, mener Emil Kiørboe. 

“Den afklaring, man kunne have håbet på, nemlig nogle generelle præmisser for hvornår civilsamfundsorganisationerne kan varetage almene interesser ved domstolene, har vi heller ikke fået med denne her dom”, siger han.

Staten har i begge sager været repræsenteret af Rass Holdgaard fra Kammeradvokaten. I et mailsvar til Danwatch og Information skriver han:  

“Jeg kan konstatere, at Højesteret er enig i de synspunkter, som myndighederne har haft i begge sager fra starten. Derudover har jeg ikke kommentarer”.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.