“Et hul i dansk ret”: Østre Landsret afviser sag om våbeneksport til Israel

Er det reelt ulovligt, når Danmark eksporterer dele til israelske kampfly, der bomber i Gaza? 

Det spørgsmål står uafklaret hen, efter at Østre Landsret fredag besluttede at afvise to principielle sagsanlæg mod staten. 

“Med den her afgørelse er der ikke taget stilling til, om det, regeringen foretager sig, er i overensstemmelse med folkeretten”, forklarer Sune Klinge, lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet. 

“Der er kun taget stilling til, at landsretten ikke kan behandle sagen, fordi sagsøgerne ikke har retlig interesse”.

Danske virksomheder producerer dele til F-35-kampflyene, der produceres i USA og sælges til en række lande, heriblandt Israel.  

Eftersom der er tale om militært udstyr, kræver det en særlig våbeneksporttilladelse fra de danske myndigheder. 

Trods anklager om israelske krigsforbrydelser har den danske regering valgt at opretholde eksporten, mens krigen i Gaza har jævnet store dele af det palæstinensiske område med jorden og kostet titusinder af mennesker livet. 

Under krigen har de danske myndigheder flere gange fornyet virksomhedernes eksporttilladelser. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har fremhævet, at deltagelsen i det amerikansk-ledede F-35-samarbejde er afgørende for Danmarks og vores allieredes egen sikkerhed. 

“Problematisk for en retsstat”

Substantielt handler retssagerne om, hvorvidt tilladelserne til eksport af dele er i overensstemmelse med to internationale regelsæt, som Danmark har tilsluttet sig – og dermed den danske våbenlov.

EU’s regler forbyder eksport af militært udstyr, når der er en “klar risiko” for, at det “kan” blive brugt til at begå krigsforbrydelser. FN’s våbenhandelstraktat indeholder en lignende bestemmelse, der sætter grænsen ved en “overvejende” risiko.

Den ene retssag var anlagt af de fire organisationer Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Danmark og palæstinensiske Al Haq. Den anden var anlagt af en ung palæstinensisk mand – Salahaldin Eleyan – der studerer i Danmark.    

Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, ærgrer sig over, at Østre Landsret ikke kommer til at afgøre tvisten. 

“Det er meget svært at forestille sig, at nogen andre vil kunne få retlig interesse, hvis ikke vi kan”, siger han.  

“Det betyder reelt, at regeringen selv afgør, om den overholder sine internationale forpligtelser. Det er enormt farligt i en tid, hvor flere stater og politikere ignorerer folkeretten”. 

De fire organisationer vil nu anke sagen til Højesteret.

Også den danske jurist Jacques Hartmann, der er professor i folkeret ved University of Dundee i Storbritannien, ærgrer sig over afgørelsen. 

“Det virker som om, myndighederne i denne sag har overtrådt både EU’s og FN’s regler. Men vi kan ikke få det prøvet og har derfor ikke anden mulighed end at tage regeringens ord for, at deres egen praksis er lovlig. Det er et hul i dansk ret og problematisk for en retsstat”, mener Jacques Hartmann.

Han håber, at Højesteret, som afgørelsen ankes til, vil skabe klarhed over, hvem der har retlig interesse i Danmark. Og hvis ikke Højesteret skaber klarhed, så burde Folketinget.

“Danmark har en meget konservativ linje, når det gælder at give organisationer adgang til at anlægge sager som denne. En række europæiske lande har udvidet adgangen, men her halter Danmark bagefter”, siger han.

Konkret og individuelt påvirket

Begrebet retlig interesse er ikke defineret i retsplejeloven. I stedet er det domstolenes praksis, der sætter rammerne.

Den palæstinensiske studerende Salahaldin Eleyan havde argumenteret med, at han er personligt berørt af krigen i Gaza. Hans hjem i Jabalia-flygtningelejren er ødelagt, hans familie er blevet fordrevet, og hans to-årige nevø blev dræbt i et israelsk angreb.

De fire organisationer argumenterede for, at sagen falder inden for deres formålsparagraffer og arbejde som menneskeretsorganisationer. Desuden fremhævede de, at de har medarbejdere eller samarbejdspartnere i Gaza, som er direkte påvirket af krigen.

Men forbindelsen mellem de omstridte eksporttilladelser og sagsøgernes forhold i Gaza er “helt principielt for abstrakt og indirekte til at kunne begrunde retlig interesse”, lød indvendingen fra regeringens advokat, Rass Holdgaard fra Kammeradvokaten. 

Og det er Østre Landsret altså enig med Kammeradvokaten i. 

Selv om ansatte i organisationerne, der bor og arbejder i Gaza, “utvivlsomt i meget væsentlig omfang er berørt af situationen i Gaza”, kan det ikke lægges til grund “at der er tale om forhold, der adskiller sig fra forholdene for borgere, virksomheder eller andre foreninger og organisationer i Gaza i øvrigt”, lyder det i afgørelsen.

“Uanset om det således lægges til grund, at der er en sammenhæng mellem de anfægtede tilladelser til eksport af komponenter under F-35 programmet og den påberåbte påvirkning af organisationernes forhold i Gaza, kan disse således ikke anses for påvirket heraf på en sådan direkte, individuel og konkret måde, at de opfylder dansk rets almindelige krav til søgsmålskompetence, hvorefter der skal være en retlig interesse i sagens afgørelse, som udspringer af en konkret retstvist”, skriver Østre Landsret.  

Jacques Hartmann hæfter sig ved formuleringerne om, at forholdene for organisationernes medarbejdere ikke adskiller sig fra forholdene for andre borgere i Gaza. 

“Det betyder i praksis, at jo bredere og mere omfattende en krænkelse er, desto sværere bliver det at få adgang til domstolsprøvelse. Det er netop det paradoksale ved reglerne. Landsretten fremhæver, at sagsøgernes forhold ikke adskiller sig væsentligt fra den generelle situation i Gaza. Med andre ord: Fordi mange i Gaza bliver bombet, er det i sig selv ikke nok til at skabe en retlig interesse”, siger Jacques Hartmann. 

Kan stilles til ansvar af Folketinget

Østre Landsrets afgørelse kom ikke helt uventet. En række juridiske eksperter har i Danwatch og Information givet udtryk for, at de danske myndigheders praksis efter deres vurdering formentlig er ulovlig. Men eksperterne har samtidig understreget, at det er meget svært at rejse en sag af denne art i Danmark, fordi de danske domstole generelt stiller høje krav til, at sagsøgere skal være konkret og individuelt berørt af det spørgsmål, de vil have prøvet.  

“Logikken er, at domstolene stiller krav om retlig interesse, for at man som sagsøger kan få en adgangsbillet til deres retssale. Det krav er, at man skal have en borger eller forening, som er individuelt og konkret berørt”, siger Sune Klinge fra Københavns Universitet.

“Domstolene tager sig ikke af at skrive et responsum om, hvordan regeringen burde have gjort i henhold til sine internationale forpligtelser. Det er ikke domstolenes job efter den danske ordning”.

I nogle andre lande har man valgt at give foreninger en udvidet søgsmålskompetence for at kunne føre sager af mere ideel karakter. Det er for eksempel tilfældet i Norge, forklarer Sune Klinge. 

“Jeg mener, at man kan overveje, om Danmark også bør gøre det for at leve op til menneskerettighedsdomstolens praksis”, siger han.

Et decideret hul i dansk ret mener han dog ikke, der er tale om. 

“Vi har en anden værktøjskasse til det, som ikke handler om retssager”, siger Sune Klinge med henvisning til, at Folketinget kan stille ministre til ansvar og har mulighed for at nedsætte eksempelvis en kommissionsundersøgelse.  

– Men der er jo ikke noget politisk flertal, der vil undersøge sagen. Dermed forsvinder det retlige ansvar vel lidt?

“Det er set før, at der efter et nyvalg kan komme en undersøgelseskommission, som bliver nedsat med henblik på at vurdere, hvorvidt den forrige regerings beslutninger var i overensstemmelse med gældende ret, og om der er grobund for en rigsretssag eller ministeransvar. Der er selvfølgelig en forældelsesfrist, der kan indtræffe, men det er ikke fordi ansvaret nu er for evigt forsvundet”, siger Sune Klinge.