4. december 2020

Fem gode dokumentarer, der passer til vintermørket

Har du brug for en pause fra juleglæden, eller savner du at blive mindet om verdens uretfærdighed? Vi har samlet en liste med gode dokumentarer om korruption, undertrykkelse, familietragedie og naturødelæggelser.


December måned er fuld af smilende pyntenisser og forventningsfuld børneglæde. Men af og til kan det også blive lidt for kvalmt med al den gløgg, klejner og overdreven julehygge. Derfor har Danwatch lavet en liste med seværdige dokumentarfilm, der med garanti vil bringe dig ud af julestemning, men til gengæld gøre dig godt gammeldags indigneret.

En splittet familie

Rana har redningsvest på. Hun sidder på kanten af en gummibåd og fortæller, at hun på denne dag er adskilt fra sine børn for første gang nogensinde. Et år senere sidder hun og venter på bussen i Assens på Fyn og er stadig adskilt fra sin familie.

Familiefoto af Rana, Muhkles og deres to drenge.

I En splittet familie (2019) af Mira Jargil møder vi en syrisk familie tvunget på flugt, der strander i tre verdenshjørner. Rana i Assens, Muhkles i Canada og deres to sønner i Tyrkiet. En stædig og håbefuld Rana kæmper nu for at blive sammenført med sine børn i Danmark. På fineste vis får vi samtidigt indblik i en mors kamp for at se sine børn og de menneskelige konsekvenser, de globale flygtningestrømme har medført. Filmen kan ses på DRTV.

I pigernes skjulte verden

“Millioner af piger og kvinder lever i en virkelighed med tvangsægteskaber, vold og udnyttelse”, lyder det i den lidet opmuntrende introspeak. Og netop det kommer vi helt tæt på i den aktuelle Tv2-serie I pigernes skjulte verden. I første afsnit rejser vært Sara Frost til Kibera i Kenya, hvor hun mødes med en bare 15-årig pige, der kort tid forinden er blevet overfaldet og voldtaget af en fremmed mand på sin vej hjem fra skole. Sideløbende fortæller Sara Frost om sin egen oplevelse af at blive overfaldet i metroen i København. På den måde tegner serien et nuanceret billede af det grundvilkår, der følger med det at være kvinde, nemlig frygten og faren for overfald. Næste afsnit af serien bliver sendt på TV2 den 9. december. Alle seriens 6 afsnit kan ses på TV2 play.

Fra top til bund i Filippinerne

I sin tid som filippinernes førstedame omdannede Imelda Marcos en filippinsk ø til safaripark med løsgående giraffer og kænguruer. For at få plads til parken tvangsforflyttede hun 254 familier. Det er bare en af de vanvittige bedrifter Imelda Marcos med stolthed fortæller instruktør Lauren Greenfield i Imelda den stenrige førstedame (2019). Det er både fascinerende og skrækindjagende at overvære Imeldas forsøg på at omskrive sin families korruptionshistorie, alt imens hun deler pengesedler ud til desperate gadebørn. Se det absurde og tragiskomiske portræt på filmstriben.

Imelda Marcos i sin stue. Screenshot fra Imelda den stenrige førstedame.

Konsekvenserne af den mangeårige korruption som Imelda Marcos forsøger at forvrænge, står på skræmmende vis frem i den poetiske dokumentar Aswang (2019). Instruktør Alyx Ayn Arumpac portrætterer en iboende frygt hos det filippinske folk, der blandt andet er rodfæstet i den siddende præsident Rodrigo Dutertes kamp mod narkohandel, hvor han lader både pushere og misbrugere dræbe. Vi følger mennesker, hvis fredfyldte hverdagsliv bliver sammenvævet med den stigende vold. Og vi får blik for, hvordan beslutninger i samfundets top manifesterer sig på samfundets bund. Denne kan du også hygge dig med på Filmstriben.

Antropocæn – den menneskelige tidsalder

Det ligner en klassisk naturdokumentar med storslåede billeder og strygermusik for fuld blæs. Men de kæmpemæssige kenyanske plastiklossepladser og den uendelige horisont af psykedeliske minelandskaber har til formål at minde os om vores uigenkaldelige påvirkning af naturen. I den sidste dokumentar, Danwatch anbefaler, står hele menneskeheden for skud. Menneskets indflydelse på Jorden har nemlig nået et sådant omfang, at den har givet navn til en ny geologisk tidsalder: den antropocæne æra. De turkisgrønne lithiumsøer i den lyserøde ørkensol i Chile er virkelig smukke, men også gruopvækkende, for de erstatter en unik natur, der aldrig kommer tilbage. Se Antropocæn – den menneskelige tidsalder på filmstriben. 

Du kan også læse Danwatch’s undersøgelse om lithiumsøerne i Chile, og se hvordan din elektronik forbinder dig til ørkenen.

God jul.

Lithiumsøer i chile. Screenshot fra Antropocæn – den menneskelige tidsaldera

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down