Fra vores verden: Krisens købmænd udnytter vores corona-desperation

I dette nyhedsoverblik ser vi nærmere på handlen med værnemidler og de forhold, de bliver til under. Vi skal også et smut forbi Brasilien, Qatar, Kina, Uganda og Elfenbenskysten.


Kære læsere

Velkommen til endnu et nyhedsoverblik. Her ser vi nærmere på, hvordan verden udvikler sig, og hvad det har at gøre med de ting, vi køber, og de penge, vi investerer. Og ligesom i det første nyhedsbrev skal vi beskæftige os med corona.

Den globale pandemi har en helt enorm indflydelse på vores forbrug og på de arbejdsforhold, vores produkter bliver til under. Millioner af mennesker har mistet deres jobs, utallige virksomheder er gået konkurs, men midt i de krakkende markeder har vi en lille gruppe virksomheder, der tjener rigtig godt på den måde, som tingene har udviklet sig. Krisens købmænd, kan vi kalde dem. 

Nogle af disse købmænd nyder godt af den stigende efterspørgsel på værnemidler. Det gør deres medarbejdere ikke nødvendigvis.

Folk arbejder under farlige slavelignende forhold for at lave de værnemidler, der beskytter os

Da corona for alvor gjorde sit indtog i foråret, satte det skub i desperationen på to fronter. 1) Alverdens regeringer indledte en desperat jagt på mundbind, handsker, kitler og andre værnemidler, der skulle bremse smitten. 2) En stor del af verdens befolkning mistede deres jobs, og i ren og skær desperation var de klar til at acceptere slavelignende arbejdsforhold. 

En række historier de seneste dage viser, hvordan de to ting er forbundet. Branchen, der producerer værnemidler, havde ikke de bedste forhold i forvejen, men i ly af coronaens dobbelte desperation, har de fået mulighed for at tjene større profit, slippe for normale krav og rekruttere meget billig arbejdskraft. Resultatet er, at de mundbind, dragter og handsker, der skal beskytte os indtil der kommer en coronavaccine, i mange tilfælde bliver lavet af tvangsarbejdere.

  • Beskyttelsesdragter: Den britiske avis the Guardian afslørede for nyligt , at beskyttelsesdragter som det britiske sundhedspersonale bruger, er lavet på kinesiske fabrikker af tvangsarbejdere fra Nordkorea. De arbejder angiveligt 18 timer i døgnet, bliver konstant overvåget og må ikke forlade fabrikken frit. Det meste af medarbejdernes løn går til det Nordkoreanske styre.
  • Handsker: Danwatch kunne i foråret fortælle, at over halvdelen af verdens medicinske engangshandsker bliver produceret i Malaysia, ofte af migrantarbejdere, der betaler af på store summer, de har måtte give for overhovedet at få et arbejde. Den største producent af handsker, Top Glove, har de seneste dage måtte lukke fabrikker, da mere end 2.400 arbejdere er smittet med corona, skriver amerikanske CBS News.
  • Definitionen: ILO (international Labour Organisation) definerer tvangsarbejde her.
  • De danske værnemidler: En stor del af det udstyr, der beskytter danskerne, er indkøbt af Nine United, et selskab ejet af Anders Holch Povlsen, der også står bag tøjgiganten Bestseller. Nine United fik helt ekseptionelt lov til at købe ind på den danske stats vegne, uden at der havde været udbud først, og blev samtidig fritaget fra alt ansvar. Anders Holch Povlsen lovede til gengæld, at Nine United ikke ville tjene på det, men nu kan Finans fortælle, at det vil virksomheden altså alligevel.

Andre nyheder:

Skovrydning. Kvægfarme sætter ild til verdens største vådområde

Verdens største vådområde Pantanal i Brasilien har stået i flammer det meste af efteråret, og nu viser en undersøgelse fra Reporter Brasil, at nogle af brandene stammer fra kvægfarme, der forsyner verdens største slagterier JBS, Marfrig og Minerva. Sidste vinter dokumenterede Danwatch, at kød fra Marfrig ender hos Jensens Bøfhus, og kød fra Minerva ender i Kvickly og Super Brugsen, mens Danwatch i sensommeren viste, at danske banker investerer millioner af kroner i JBS.

Migrantarbejdere. Firmaer i Qatar tilbageholder løn fra VM-arbejdere

I Qatar er der to millioner migrantarbejdere, primært fra Asien. Mange af dem har i flere år arbejdet under pauvre forhold for at bygge de stadioner, der skal bruges, når Qatar er vært for VM i fodbold i 2022. Nu har corona sat meget af arbejdet i stå og som en reaktion har mange af arbejdsgiverne valgt at tilbageholde migrantarbejdernes  løn eller fyre dem uden varsel. Det er stik imod de initiativer som regeringen i Qatar har taget for at håndtere pandemien, skriver The Guardian.

Tvangsarbejde. TikTok-videoer afslører Kinas tvangsflytning af uighurer 

Mens corona i januar og februar spredte sig i Kina, og styret indførte hjemmekarantæne i flere provinser, blev medlemmer af det muslimske mindretal uighurerne stuvet på busser og kørt til fabrikker, hvor de nu bliver tvunget til at arbejde under dårlige forhold. Det dokumenterer .coda ved hjælp af videoer fra det sociale medie TikTik. Tidligere på efteråret kunne vi på Danwatch fortælle, hvordan tvangsforflyttede og tvangsarbejdende uighurer sandsynligvis samler computere til danske kommuner.

Menneskerettigheder. Hjemløse ugandere, der er LGTBQ+ forfølges

I ly af nye coronalove har ugandiske myndigheder gennemsøgt shelters med hjemløse ugandere for at fængsle folk med en LGTBQ+-seksualitet, fortæller The Bureau of Investigative Journalism i en grufuld, men læseværdig historie.

Løn. Ben & Jerry vil sikre bedre løn til kakaobønder

Ben & Jerry’s der er mest kendt for deres is (og lidt for deres aktivisme) vil sikre en løn som de bønder, der leverer kakao til deres is, kan leve af. Det drejer sig om 5.000 bønder i Elfenbenskysten, der vil få 750 kroner ekstra om året for at kompensere for de lave priser på kakao, skriver Forbes. NGO’er mener ikke, at det er nok til at sikre en leveløn til bønderne, men Ben & Jerry’s har også en række andre initiativer på bedding.

Og således er vi gennem vores andet nyhedsoverblik. Tak, fordi du har læst med så langt. Formatet er stadig under udvikling og min mail er stadig åben for kommentarer på jt@danwatch.dk.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right