“Jeg var ved at trække plastikposer ned over bananklaserne på en Chiquita-plantage, da sprøjteflyet kom flyvende i lav højde og kastede skyer af calixin ned over mig. Det er noget af det giftigste, jeg nogensinde har været udsat for. Jeg fik voldsom  kvalme og kastede blod op i flere dage.”

Steve Rodríguez Obregón er generalsekretær i banan- og ananas-arbejdernes fagforening i Costa Rica og fortæller om, hvordan hans land er verdensberømt for at sprøjte deres frugt og grønt med ekstremt mange sprøjtemidler – især i bananplantagerne, og hvordan det skader både lokalbefolkningen og bananarbejdernes helbred.

“Det er et gigantisk problem, som går ud over både økosystemet og vores helbred”, siger han.

“Costa Rica er det land i verden, der anvender allerflest sprøjtemidler,” bekræfter professor Carsten Bruel fra det tekniske universitet i Kaiserslautern-Landau, Tyskland. 

Han er  sammen med lokale forskere i Costa Rica i gang med at kortlægge brugen af sprøjtemidler og fortæller, at deres data taler sit eget klare sprog. 

“Vores data viser, at forbruget af sprøjtemidler er gigantisk. Der anvendes ti gange så mange sprøjtemidler i Costa Ricas bananproduktionen end der gør f.eks. i europæisk vinproduktion”, siger han.

Igen på hylderne

Alligevel kan danske forbrugerne efter flere års pause nu igen købe konventionelle bananer fra Costa Rica i blandt andet Netto, Føtex, Bilka og Rema 1000.

De to supermarkedskæder fjernede ellers alle konventionelle bananer fra hylderne i 2019, da EU forbød anvendelsen at det hjerneskadende insektmiddel chlorpyrifos, fordi de ikke kunne garantere forbrugerne, at der ikke var rester af stoffet i bananerne.

I flere år har danskerne udelukkende kunnet købe økologiske bananer, som ikke sprøjtes i Sallings supermarkeder og hos Rema 1000.

Men nu er de konventionelle bananer altså tilbage på hylderne.

“Vi laver løbende stikprøver af vores frugt og grønt fra højrisikolande. Vi har ikke siden EU forbuddet fundet spor af chlorpyrifos i vores bananer. Og vi tester løbende alle vores produkter,”  Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000 i et mailsvar til Danwatch.

Hos Salling Group svarer pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen næsten det samme.

“Vi og vores leverandører har stram opfølgning på både lovlige og ulovlige pesticider i frugt og grønt, herunder bananer. Vi stiller ekstra skarpt på bananer, grundet vores tidligere krav og fokus på bl.a chlorpyrifos”, skriver han til Danwatch.

“Vi kan aldrig stille garantier, men alle de test, der indtil nu er udført, har alle været acceptable og i overensstemmelse med gældende EU-krav.”

Vil ikke udlevere testresultater

Både Salling Group, der ejer de tre første kæder, og Rema 1000 bedyrer altså, at der ikke er fundet noget problematisk i deres bananer, når de tester dem for rester af sprøjtemidler.

Men ingen af de to virksomheder vil dele deres testresultater med Danwatch.

“Vi udleverer ikke testresultater. Men hvis vi finder spor af noget, skal vi ifølge lovgivningen kontakte Fødevarestyrelsen, og der har ikke været noget i vores test, som har givet anledning til dette,” svarer Jonas Schrøder fra Rema 1000. 

Jacob Krogsgaard Nielsen fra Salling Group meddeler, at hans firma heller ikke ønsker at udlevere testresultater.

“Vi udleverer desværre ikke hverken testrapporter eller statistikker over vores test. Der bliver testet for en lang række stoffer i såkaldte screeningspakker, der indeholder mellem 800-900 forskellige stoffer. Laboratoriet vurderer jævnligt hvilke stoffer, der er relevante at undersøge for i de enkelte produkter”, lyder mailsvaret fra Salling Group. 

Stort problem i Costa Rica

I Costa Rica fortæller Steve Rodríguez Obregón imidlertid, at der er kæmpe problemer med sprøjtemidler i den konventionelle bananproduktion, som beskæftiger mere end 90.000 landarbejdere. 

“Der er utallige eksempler, og vores opgørelser viser, at 86 procent af dem, der bliver forgiftet af sprøjtemidler, er landarbejdere,” siger han til Danwatch. 

Især sprøjtning med kemikalier fra fly er et stort problem og der sker konstant ulykker, hvor folk bliver forgiftet, fortæller han.

“De fleste får voldsomme hudreaktioner og eksem, men der er også arbejdere, som er blevet sterile eller blinde, efter at være blevet sprøjtet med blandt andet svampemidlet mancozeb”, siger han og henviser til en igangværende retssag mod bananproducenten Del Monte.  

På de fleste plantager er der ikke mulighed for at tage bad, når arbejdsdagen slutter, fortæller han, så derfor bliver arbejderne ofte udsat for kemikalierne i meget lang tid.

“Mange af arbejderne bor i nærheden af plantagerne og det sker jævnligt, at deres huse bliver ramt, når der sprøjtes fra luften,” siger han.

Sprøjterester i alle bananer fra Costa Rica

Mens Rema og Salling ikke finder rester af sprøjtemidler i deres bananer fra Costa Rica, ser det lidt anderledes ud hos Danmarks Tekniske Universitet, der løbende gennemfører stikprøvetest af frugt og grønt i danske butikker.

Og her skinner den massive brug af sprøjtemidler i Costa Rica igennem. 

Ifølge et særtræk, som DTU har lavet for Danwatch, har deres laboranter fundet rester af seks forskellige sprøjtemidler i samtlige 52 stikprøver, som DTUs Fødevareinstitut har lavet på bananer fra Costa Rica i perioden 2021-2022. 

DTU’s Fødevareinstitut understreger, at  ingen af fundene af sprøjterester overtræder de tilladte grænseværdier, men til gengæld er der ingen tvivl om, at bananerne har været i kontakt med en lang række kemikalier, før de lander i Danmark.

Blandt de seks sprøjtemidler, som DTU har fundet, er tre svampemidler, to insektmidler og et kombineret svampe-, insekt- og konserveringsmiddel.  Der er dog ikke fundet spor af chlorpyrifos, som var Rema 1000s og Sallings oprindelige årsag til at suspendere salget.

Ingen rene bananer fra Costa Rica

På Institut for Miljøvidenskab på det tyske Kaiserlautern-Landau universitet er professor Carsten Bruehl ikke overrasket over de mange rester af sprøjtemidler, som dukker op, når man tester bananer fra Costa Rica.

“Bananer er den afgrøde, der sprøjtes allermest, både med insektmidler og svampemidler.

Det skyldes, at bananer er en meget sart afgrøde, som vokser i et varmt og fugtigt klima med stor risiko for svampeangreb og sygdomme”, forklarer han.

At forekomsterne af sprøjtemidler i DTUs test er under grænseværdierne overrasker ham til gengæld heller ikke.

“Bananer er ret godt beskyttet, fordi vi ikke spiser skrællen. Desuden bliver de pakket ind i plastik for at skabe et rum, hvor der sprøjtes med insektmidler og for at beskytte dem, når der sprøjtes fra luften. Men på grund af skrællen er det ret usandsynligt, at man vil finde store mængder sprøjtemidler i selve bananen”, siger han.

Ikke bæredygtigt

Men det gør ikke produktionen bæredygtig, understreger Carsten Bruehl.

“De ansatte og dem, der bor i området, ikke mindst børnene udsættes jo for de her sprøjtemidler – uanset at vi ikke risikerer noget som forbrugere. Det rammer også den tropiske biodiversitet og vandmiljøet hårdt”, siger den tyske forsker.  

“Bæredygtighed og forbrugersikkerhed er to helt forskellige ting”. 

“Efter selv at have besøgt bananplantagerne i Costa Rica og set de utrolige mængder sprøjtemidler, som anvendes, har jeg ihvertfald ikke lyst til at spise andet end økologiske bananer.”

Fernando Ramírez, landbrugsingeniør fra det Nationale Universitet i Costa Rica forsker i anvendelsen af sprøjtemidler i det costaricanske landbruget og bekræfter den massive brug af kemikalier i bananproduktionen.

“Der bruges 40 procent flere pesticider nu i forhold til for 20 år siden og bananer er den afgrøde, der sprøjtes allermest. Bananer sprøjtes typisk en gang om ugen, nogle gange hver fjerde-femte dag fra luften,” siger han og fortæller at det især er svampemidlet manzozeb, der sprøjtes med.

Og det gælder alle de store bananproducenter; Chiquita, Del Monte og Dole, understreger han. 

På Costa Ricas Universit fortæller Mauricio Álvarez Mora, lektor i økologi, at det er meget svært at gøre op, hvor store skade de mange sprøjtemidler forårsager på loaklbefolkningen og på bananarbejderne, blandt andet fordi en del af skaderne først viser sig over tid.

“Vi anslår, at op mod 70.000 mennesker kan være skadet på grund af den massive brug af pesticider, men det er meget svært at bevise”, siger han.

Danwatch har forelagt forskernes vurderinger og anklagerne fra den costaricanske fagforening for både Rema 1000 og Salling Group, men ingen af dem har ønsket at svare på, om deres bananer er produceret på en måde, der bæregygting for både miljø og mennesker.

Da Steve Rodríguez Obregón blev oversprøjtet med calixin, forsøgte han at få det firma, der havde sprøjtet, til at tage ansvar for hans skader.  Men det lykkedes aldrig.

“De påstod bare, at flyet aldrig var fløjet over den plantage, hvor jeg arbejdede, så jeg fik aldrig nogen erstatning.”

I den indiske havneby Vadinar ligger en lang brændstofterminal klemt inde mellem et farverigt koralrev og et hav af olieskibe. 

Fra den har omkring 200 store skibe sejlet med brændstof til Europa og andre steder, siden sanktionerne mod Ruslands energieksport trådte i kraft. 

Men lasten på tankskibene kommer fra et russiskejet raffinaderi ved navn Nayara Energy, som gør det muligt for Rusland at sælge olie uden om sanktionerne, og som kaldes “det europæiske mareridtsscenarie”. 

Nu kan Danwatch og Ekstra Bladet afsløre, at det danske tankrederi Hafnia har transporteret russiske olieprodukter med en anslået værdi på op mod to milliarder kroner fra det russiske raffinaderi med tråde til Kreml.

Hafnia, som kalder sig verdens største tankrederi, har mellem juli og august haft følgende tankskibe forbi oliekajen i Vadinar: Hafnia Africa, Hafnia Australia, Hafnia Excellence, Hafnia Seine og Hafnia Shenzhen.

De har sejlet produkterne videre til lande som Danmark, Storbritannien, Tanzania og Emiraterne, og selskabet har på den måde hjulpet Rusland med at få deres olieprodukter til blandt andet Europa på trods af sanktionerne.

Skibene har sejlet med mere end 2,5 millioner tønder russisk flybrændstof og diesel ifølge data fra Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA) og MarineTraffic. 

Da olieprodukterne er raffineret i Indien, er det ikke ulovligt at importere dem til Europa, men handlen er alligevel med til at modarbejde sanktionernes hensigt, vurderer forsker og sanktionsekspert Kim B. Olsen fra German Council on Foreign Relations. 

Han er ekspert i Europas brug af sanktioner og har en karriere bag sig som blandt andet udenrigsanalytiker hos Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på netop sanktioner.

“Det er et skidt scenarie, at den russiske stat kan lave et selskab i Indien for at købe billig russisk olie og sælge det til Europa som indisk brændstof og stadig høste en del af gevinsten”, siger han og tilføjer: 

“Det udstiller sanktionernes begrænsninger. EU og USA har gjort meget ud af at forsøge at få tredjelande som Indien til at gå med på vores hold og sikre, at sanktionerne ikke omgås. Men det har de færreste ikke-vestlige lande ønsket at bidrage til. Så det er et mareridtsscenarie, men også et mareridt, man havde forudset”, siger han.

Hafnia tavse om indisk forretning

Et af de fem Hafnia-skibe, som tog ruten fra russernes raffinaderi i Indien, endte 2. oktober i København.

Det var Hafnia Africa, der afleverede knap 30 millioner liter russisk flybrændstof på Prøvestenen ved Amager, som Danwatch tidligere har afsløret.

Hafnia har udover en kort telefonsamtale i midten af december ikke været til at få fat i. Både Danwatch og Ekstra Bladet har forsøgt at henvende sig på telefon, sms og mail flere gange, men der er ingen, der vender tilbage.

Da vi i januar kontaktede Hafnias reception med henblik på at få kontakt til rederiets pressechef, blev vi viderestillet, men opkaldet gik endnu engang på telefonsvarer. Siden har det ikke været muligt at få receptionen til at stille os videre.

På trods af, at Hafnia på deres egen hjemmeside beskriver, hvordan transparens er særligt vigtigt for dem, er det altså ikke muligt at få en kommentar til deres forretning med Nayara Energy.

Danwatch og Ekstra Bladet ville ellers også gerne have svar på, hvem Hafnia har leveret russisk flybrændstof til i København. 

Hafnia skriver ydermere på deres hjemmeside, at de vedkender sig FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, og at de har særlige interesse i at modarbejde korruption.

Derfor vil Hafnia heller ikke “facilitere betalinger, der har til formål at fremskynde eller sikre udførelsen af rutinemæssige officielle handlinger fra regeringers side”.

Raffinaderiet i Vadinar er dog netop sat i verden for, at Rusland kan fortsætte deres rutinemæssige olieeksport til Europa, vurderer Kim B. Olsen. Han henviser blandt andet til en udtalelse fra den statsejede russiske bank VTB Bank, hvor de selv understreger, at Nayara Energys ejerskabsstruktur er lavet til at undslippe sanktionerne. 

“Det har Rusland jo selv sagt. Det er en del af deres forberedelse på at afbøde de negative effekter af sanktionerne. Man laver en struktur, hvor man stadig kan sælge sin olie, hvor omsætningen og gevinsten stadig flyder tilbage til Rusland”, siger han. 

Samtidig mener han, at det er vigtigt med gennemsigtighed blandt selskaber, der handler med selskaber som Nayara Energy.

“Konflikten mellem Europa og Rusland har medført omkostninger for forbrugerne. Øget inflation og høje energipriser har påvirket den almindelige europæers hverdag. Det er kun rimeligt, at man som forbruger kan rejse spørgsmål ved virksomhedernes forretning, også selvom den er lovlig”, siger han. 

Det indiske smuthul

Selvom det er lovligt at købe flybrændstoffet fra Nayara Energy, så lader det sig kun gøre, fordi russerne udnytter et smuthul i sanktionerne, som Europa ikke kan lukke uden videre. 

For knap halvdelen af Nayara Energy ejes af den russiske stat gennem olieselskabet Rosneft og cirka 25 procent af en kapitalfond, som er blevet stiftet af en russisk milliardær og oligark, der har forbindelse til Rosneft. 

Da ingen af dem ejer en majoritet i selskabet, er det teknisk set ikke russisk. 

Den amerikanske forsker Craig Kennedy, der er ekspert i russisk olie og sanktioner ved Havard Universitys Davis Center, siger, at raffinaderiet i Vadinar kan gå hen og blive et problem for Vesten, hvis ikke der handles.

“Selve Rosneft er sanktioneret, så man kan spørge, hvorfor import af olie fra raffinaderiet i Vadinar ikke er sanktioneret. I praksis har Rosneft betydelig indflydelse over raffinaderiet, men på papiret ejer de kun 49 pct. Og ifølge EU’s regler kan det gøre det muligt for raffinaderiet at undgå at blive sanktioneret ligesom Rosneft”, siger han og tilføjer:

“Det er en udfordring for myndighederne. Det er et smuthul, der skal løses. Og mens Vadinars europæiske salg i dag er småt i den overordnede russiske eksport, så er det en lækage, som kan blive til en oversvømmelse, og så bliver det et reelt problem”.

Ifølge Kim B. Olsen har virksomheder, der handler med den slags produkter, derfor et stort ansvar for at lave en grundig risikovurdering af dem, de handler med.

“Selvom der ikke er noget retligt forkert ved handlen, er det et eksempel på, hvordan virksomheder bliver brikker i det geopolitiske spil. Sanktionerne og EU-staterne har begrænset rækkevidde, og her bliver virksomhedernes valg relevante”, siger han.

Da Rusland invaderede Ukraine, var der en lang række virksomheder, der trak sig fra det russiske marked, ikke på grund af sanktioner, men af moralske årsager.

Det er netop her, at virksomheder bliver aktører i konflikten, når de vælger enten at fortsætte eller stoppe deres handel med Rusland, påpeger Kim B. Olsen.

“Selvom det er indenfor rammen for, hvad man lovligt kan tillade sig, betyder det ikke, at man er fritstillet fra kritik. Man må spørge sig selv: Hvad vil vi som virksomhed være en del af, når vores hjemland er i åben konflikt med Rusland?”, siger han.

Danwatch og Ekstra Bladet forsøger fortsat at få en kommentar fra Hafnia. Første kontakt med tankrederiet skete i midten af december, og det seneste forsøg på at få svar var 10. januar. 

Desuden mangler der stadig svar på, hvem der har købt 30 millioner liter russisk flybrændstof, som blev afleveret af Hafnia Africa i København 2. oktober.

Danske Bank indgår en ny finansieringsaftale med olieselskabet BW Offshore, der opererer fra skattelyet Bermuda, hvor der hverken opkræves selskabsskat eller pålægges afgifter på kapitalindkomst.

Bermuda er med andre ord et af verdens mest attraktive lande at arbejde fra, hvis man vil undgå at betale skat. 

BW Offshore producerer olie fra flydende olieplatforme, såkaldte FPSO-fartøjer (Floating Production, Storage and Offloading), som kobler sig på en oliebrønd på havbunden, hvorefter olien produceres på havet. 

Det er en bekostelig aktivitet, og BW Offshore har finansieret sine FPSO-fartøjer via en obligationsudstedelse, som Danske Bank har varetaget. Det viser data, Danwatch i samarbejde med Politiken har indsigt i.

Selskabet er noteret på Oslo Børs og henter olien op ud fra kysterne i bl.a. Gabon og Brasilien. Alligevel er BW Offshore registreret som selskab i Bermuda –  det tredje værste skattely i verden, ifølge Tax Justice Networks oversigt. 

En aggressiv skattestruktur

BW Offshores effektive skatteprocent er 11. Det er under de 15 procent, som OECD-landene har fastsat som minimum for en fælles global ansvarlig selskabsskat. 

Det burde få alarmklokkerne til at ringe, mener Arjan Lejour, professor i skat og offentlige finanser ved Tilburg Universitet i Holland.  Han forsker i international skatteunddragelse og skattely. 

Danwatch har bedt ham vurdere BW Offshores skattebetalinger og ejerstruktur i Bermuda. 

"Skatteprocenten er oplyst til 13,5 procent, og den inkluderer kildeskat. Normalt er det kun selskabsskatter, der er en del af den effektive skatteprocent. Trækker vi kildeskatten fra, vil den effektive skatteprocent være omkring 11 procent,” siger Arjan Lejou.

“Det (11 procent, red.) er meget lavt, og fordi hovedkontoret er placeret i skattely i Bermuda, vil jeg kalde det for en aggressiv skattestruktur”, konkluderer Arjan Lejour.

Multinationale selskaber registreret i Bermuda er årligt ansvarlig for mistede skatteindtægter i andre lande for mindst 22 milliarder dollars - svarende til 150 milliarder danske kroner.

Det udgør 5,6 procent af den samlede globale skatteunddragelse, kun overgået af De Britiske Jomfruøer og Caymanøerne. 

Danske Bank har ikke ønsket at stille op til interview og vil ikke svare konkret på Danwatch´ spørgsmål om BW Offshores selskabskontruktion og skatteforhold.

Men Samu Slotte, der er Global Head of Sustainable Finance hos Danske Bank, oplyser i en mail, at banken løbende vurderer kunders skatteforhold.

“I forhold til vores finansielle aktiviteter og indkøbspolitik vurderer vi løbende de risici, der er i forhold til en negativ indvirkning på eksempelvis menneskerettigheder, miljøpåvirkning og skatteforhold. Vi arbejder løbende på at få fuld indsigt i, hvordan vores kunder overholder principperne på disse områder og stiller krav til dem, “ skriver Samu Slotte. 

Professor Guttorm Schjelderup, chef for Center for Taxation på Norwegian School of Economics, ser anderledes kritisk på virksomheder registreret i Bermuda. Han har stået i spidsen for adskillige regeringsudnævnte udvalg i Norge.

“Virksomheder registreret i Bermuda har kun to motiver. Hemmeligholdelse eller skatteplanlægning. Bermudas lovgivning kræver ikke, at virksomhederne indsender regnskabsoplysninger, hvilket gør det nemt at skjule deres reelle ejerforhold og indtægter”, siger Guttorm Schjelderup.

Guttorm Schjelderup advarer desuden om, at oliefelter og produktion er kritisk infrastruktur og derfor er det afgørende, at omverden ved, hvem der reelt er ejerne.

“Virksomheder, der ejer kritisk infrastruktur, bør ikke registreres i skattely, fordi det er umuligt at vide, hvem der reelt ejer dem. Dette gør det svært at sanktionere eller forhindre dem i at sabotere infrastrukturen i en krisesituation”, siger Guttorm Schjelderup.

Registreringen af BW Offshore i Bermuda kan spores helt tilbage til 2008, hvor BW-koncernen valgte at fraflytte Norge på grund af den norske regerings beslutning om at indføre en skat på skibe. At slippe uden om skattebetalinger er dermed ikke et nyt karaktertræk for selskaberne ejet af BW Group koncernen. 

NGO: "Vi mangler svar på åbenlyse spørgsmål"

Christian Hallum, skatteekspert hos Oxfam Danmark, mener, at Danske Bank bør være meget mere påpasselige med at indgå aftaler med selskaber, der er registreret i Bermuda og andre skattelylande.

“Jeg ville altid være betænkelig ved et selskab, der har ladet sig indregistrere på Bermuda og som i sin skattepolitik ikke giver svar på de ret åbenlyse spørgsmål, der stiller sig i kø omkring deres selskabsstruktur”, siger Christian Hallum. 

Bermuda blev for alvor kendt som skattely land tilbage 2018, hvor landet var i centrum for “Paradise Papers”, der afslørede offshore investeringer og aggressiv skatteadfærd gennem 3,4 millioner fortrolige lækkede dokumenter. 

Der findes ikke en præcis definition på aggressiv skatteplanlægning.  Men i Danske Banks egen skattepolitik står der, at “I overensstemmelse med vores grundlæggende værdier deltager vi ikke i aggressive skatteplanlægning."

Danske Bank ønsker ikke at svare på spørgsmål om, hvordan Banken vurderer hvad "aggressive tax arrangements" er?

Christian Hallum er ikke i tvivl om, at alle advarselslamper er tændt når både Bermuda og lav skatteprocent optræder i samme sag.

“Bermuda er et af verdens allerværste skattely og er et kæmpe rødt flag for os. Når der samtidig også er en meget lav skattebetaling og manglende åbenhed, så burde alle alarmer bimle og bamle, hvis man tager ansvarlig skat alvorligt,” siger Christian Hallum. 

Storinvestor: "Det ser ret mærkeligt ud"

BW Offshore er ikke kun problematisk af skattemæssige årsager. Danske Bank har selv ekskluderet selskabet på grund af negativ påvirkning på klimaet.

Hos AkademikerPension, der har investeret mere end 300 mio. kroner i Danske Bank, undrer investeringsdirektør Anders Schelde sig også over finansieringsaftalen med BW Offshore, fordi selskabet står på bankens egen eksklusionsliste på grund af klimaskadelige aktiviteter.   

 ”Danske Bank har ellers taget store skridt på klimapolitikken de senere år og er blandt de allerbedste storbanker i Europa, men desværre medvirker uigennemskueligheden og manglende konsistens på tværs af forretningen til, at vi igen og igen skal læse disse historier i medierne. Det slider på bankens omdømme i en tid, hvor den burde bygges op igen, efter hvidvaskskandalen endelig er blevet lukket. Vi har gentagne gange kommunikeret det til Danske Bank, men må nu konstatere at det er sket igen”, siger Anders Schelde. 

Danske Bank er såkaldt “Joint Lead Manager” for BW Offshores seneste børsnoterede obligationsudstedelse, der sikrer BW Offshore en milliard norske kroner i driftskapital. Kapitalen er ikke øremærket til bestemte formål, men kan benyttes til “general purpose". 

På trods af Danske Banks egen eksklusion af BW Offshore, samt en ny politik om stop for finansielle ydelser til fossile selskaber, har Danske Bank altså arbejdet på at overbevise andre investorer om, at BW Offshore er en rigtig god investering. 

”Det er klart, det ser ret mærkeligt ud, når Danske Bank på ene side gerne vil hjælpe med at hjemtage obligationslån til et fossilt selskab, og på den anden side har sortlistet selv samme selskab som en tilladt investering for deres kapitalforvaltningskunder i fx Danske Invest”, siger Anders Schelde. 

Danske Bank blev tilbage i september 2023 kritiseret for at lånefinansiere selskaber, som bankens investeringsafdeling ekskluderer. Aftalerne om lånefinansiering er indgået med en række fossile selskaber på trods af, at Danske Banks investeringsafdeling har sat selskaberne på eksklusionslisten, fordi de forværrer klimakrisen.

“Det ligner jo, at bæredygtigheden er mest i fokus der, hvor det ikke koster noget på indtjening, og hvor man tænker, at man kan få nogle ”lette” branding point. Vi tror, at det er svært at se logikken for mange af Danske Banks kunder, og denne inkonsistens slider på brandet til ulempe for os investorer”, siger Anders Schelde. 

Olieproduktion fra flydende supertankere

Danske Bank lancerede i januar 2023 en ny politik for stop af udlån til fossile selskaber.  Her hedder det, at “Danske Bank afstår fra at yde finansielle tjenester eller investere i visse E&P (exploration & production) olie- og gasrelaterede aktiviteter og virksomheder, der beskæftiger sig med disse”.  

Danske Bank mener ikke, at olieproduktion fra FPSO-fartøjer er en udvindings- og produktionsaktivitet (E&P).

“Vi handler ikke i strid med vores retningslinjer om fossile brændstoffer, da BW Offshore ikke er et E&P-selskab.  BW Offshore er noteret på Oslo Børs og leverer udstyr til flydende energiproduktion og -lagring,” siger Samu Slotte

Den vurdering får dog ikke medvind fra en af Danmarks førende eksperter i offshore aktiviteter, Morten Hahn Pedersen, som er tidligere forsker ved Center for Maritime og Regionale Studier på Syddansk Universitet. 

"FPSO er et stort flydende produktionsanlæg, som er en upstream-aktivitet indenfor olie- og gasproduktion. Det hersker der ingen tvivl om. FPSO-selskaber tæller med under definitionen af E&P-virksomhed, og jeg kan ikke se hvad BW Offshores olieproduktion på deres FPSO-enheder ellers skulle være," siger Morten Hahn-Pedersen, som har skrevet flere bøger om bl.a. Nordsøens offshoreaktiviteter samt A.P. Møller og den danske olie.

Heller ikke hos Det Internationale Energiagentur (IEA) kan Danske Bank finde opbakning til synspunktet om, at FPSO ikke er produktion af olie. IEA definerer FPSO som “et fartøj, der anvendes offshore som en flydende platform til boring, produktion, opbevaring og læsning af råolie.”

Der er danske virksomheder som støtter Putins krigskasse, virksomheder der maler hans bro til Krim og virksomheder der leverer missilgreb til de kampfly, som lige nu bomber civilbefolkningen og dræber tusindvis af børn i Gaza. Der er moderne slaveri i din kiwi, kinesisk tvangsarbejde i din øl og klimasnyd i dit svinekød. Og så er der korruption i adoptionsbureauer og udnyttelse af unge afrikanske kvinder i danskejede virksomheder.

Når man læser verden gennem Danwatch, er det ikke specielt opløftende at se tilbage på 2023. Men det er opløftende, at vi har afdækket historier, der ellers ikke havde set dagens lys. Og det er opløftende, at nogle af historierne har skubbet til virkeligheden, som den var.

Her er chefredaktørens top-10 for året, der er gået. God læselyst.

“Vi er dybt bekymrede over historierne om kvinder og piger, der er blevet berørt af Nyamagasani Hydro Power Project”

Det skriver den schweiziske regerings udviklingsinstitution SIFEM i en udtalelse til Danwatch. 

Sammen med en række andre europæiske banker og fonde investerer SIFEM i den danske virksomhed Frontier Energy, der udvikler grønne energiprojekter i Afrika. 

I sidste uge kunne Danwatch i samarbejde med tv-stationen NTV Uganda fortælle, at ansatte, der stod for opførelsen af to af Frontier Energys vandkraftværker i Uganda, har gjort 31 kvinder og piger gravide og forladt dem igen. Fjorten af pigerne var under 18 år og nogle helt ned til 15 år. Enkelte fortæller også, at de er blevet smittet med HIV. 

Mændene var ansat af Frontier Energys entreprenør VS Hydro. 

Flere melder sig i koret

Det er ikke kun SIFEM, der har noteret sig problemerne på Nyamagasani Hydro Power Project.

Danwatch har været i kontakt med samtlige af Frontier Energys større europæiske investorer. Og de meddeler allesammen, at de tager de 31 enlige mødres situation alvorligt, og at de er i dialog med både hinanden og den danske virksomhed om sagen. Kun den belgiske investeringsfond for udviklingslande, BIO, er ikke vendt tilbage på Danwatchs henvendelse.

“Vi tager oplysningerne meget alvorligt og er i tæt kontakt med fondsforvalteren (Frontier Energy, red.), der er i gang med at undersøge sagen nærmere”, skriver en talsmand fra Den Europæiske Investeringsbank i en mail til Danwatch. Banken administrerer investeringsfonden GEEREF, der har skudt 10 millioner euro i Frontier Energy.

Og fra den franske udviklingsinstitution Proparco lyder det:

“Vi er først nu blevet opmærksomme på problemerne, og vi er dybt bekymrede over disse udsatte piger og kvinders situation. Vi er ærgerlige over, at vi ikke er blevet informeret tidligere”, skriver de.

Som Danwatch har kunnet fortælle, blev en medarbejder hos Frontier Energy allerede  advaret om sagen i sommeren 2021. Hvorfor der ikke dengang blev taget hånd om sagen, vil svenske Swedfund gerne have svar på:  

“Vi forventer, at Frontier Energy følger op på situationen og deres interne procedurer, herunder hvordan det kunne ske, at informationer om sagen i 2021 ikke nåede videre”, skriver Swedfund. 

Pres på investorerne

I Holland opfordres udviklingsbanken FMO til at indlede sin egen undersøgelse af sagen. 

FMO oplyser til Danwatch, at de har bedt Frontier Energy om at komme til bunds i anklagerne, og at de på den baggrund vil vurdere, om der er behov for at foretage sig mere i sagen. Men det er ikke tilstrækkeligt, siger Ruben de Winne, politisk rådgiver med fokus på landrettigheder hos ngo’en Oxfam Novib

“Disse anklager viser endnu en gang, at man ikke skaber udvikling ved bare at fylde millioner af euro ind i en økonomi. Vi mener, at udviklingsbanker som FMO må gå i dialog med alle mennesker, der er påvirket af deres investeringer. I denne sag vil det sige, at FMO skal tage ansvaret på sig og selv tale med de implicerede piger og kvinder og finde ud af, hvordan de bedst kan blive hjulpet”, siger han til Danwatch. 

FMO har ikke forholdt sig til Ruben de Winnes opfordring, mens Frontier Energy selv tidligere har oplyst til Danwatch, at de selv ser på sagen med “stor alvor”.

Virksomheden afviser dog at gå i konkrete detaljer om de enlige mødres situation.

“Vi kan af hensyn til den gruppe personer, der har henvendt sig, desværre ikke udtale os offentligt omkring de konkrete aspekter af denne sag. Dette ville være uetisk og i modstrid med de retningslinjer, vi forsøger at efterleve på området“, skriver investeringsdirektør Anders Hauch i en mail til Danwatch.

Hvad siger resten af Frontier Energys europæiske investorer?

Et 220 meter langt tankskib sejlede 2. oktober ind i Københavns havn.

Klokken 18.22 lagde skibet til ved oliehavnen på Prøvestenen ved Amager og tømte sin last på omkring 184.000 tønder flybrændstof, svarende til knap 30 millioner liter.

Tankskibet lagde til ved det danske selskab Oiltanking Copenhagens store siloer på Amager.

Det viser et dataudtræk, som det internationale forskningsinstitut Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA) har lavet til Danwatch. 

Lasten kommer fra Vadinar i Indien og har en anslået værdi på 150 millioner kroner baseret på prisen for flybrændstof på tidspunktet.

På overfladen er flybrændstoffet indisk, men i virkeligheden er det købt af et russiskejet selskab, som raffinerer russisk olie, og hvis ejerskabsstruktur er konstrueret til lige akkurat at undvige EU og USA’s sanktioner.

Det russiskejede selskab er Nayara Energy, der styrer Indiens næststørste olieraffinaderi og den tilhørende oliehavn i den indiske by Vadinar. Tre fjerdedele af raffinaderiet er på russiske hænder – størstedelen direkte under den russiske stat.

Ved at importere russisk råolie til Indien og lave det til flybrændstof, kan de sælge det tilbage til Europa som et indisk produkt, der ikke er sanktioneret.

Men de virksomheder, som stadig køber flybrændstof fra raffinaderier som Nayara Energy, er med til at underminere sanktionernes hensigt om ikke at finansiere Ruslands krig i Ukraine, vurderer forsker og sanktionsekspert Kim B. Olsen fra German Council on Foreign Relations.

Han er ekspert i Europas brug af sanktioner og har en karriere bag sig som blandt andet udenrigsanalytiker hos Dansk Institut for Internationale Studier om netop sanktioner. 

“Det er det europæiske mareridtsscenarie, at man kan lave en virksomhed i Indien, købe billig russisk olie og sælge det som flybrændstof til Europa. Især når det er den russiske stat, der er med til at gøre det”, siger han.

Selvom det er lovligt at købe flybrændstoffet fra Nayara Energy, så lader det sig kun gøre, fordi russerne udnytter et smuthul i sanktionerne, så de fortsat kan sælge deres olieprodukter til Europa. Og netop derfor har dem, der køber den slags produkter, et stort ansvar for at lave en grundig risikovurdering af dem, de handler med, mener Kim B. Olsen.

"Hvis en virksomhed handler med varer, hvor Rusland traditionelt har haft et stort marked, ligesom med olie, bør man undersøge ejerskabet. Både på grund af sanktionerne, men også for at vide, hvor pengene ender", siger han.

Hvordan de 30 millioner liter jetbrændstof med russisk oprindelse i oktober havnede i København er nemt at se. Men hvem, der har bestilt og betalt for brændstoffet, er endnu omgærdet af mystik.

Danwatch har forsøgt at finde et svar.

Selskaber klapper i

Da sanktionerne mod Rusland blev vedtaget af EU og G7-landene, var det for at stoppe invasionen af Ukraine ved at svække den russiske økonomi, der er meget afhængig af olieeksport.

Derfor lagde man et prisloft på olien og gjorde det forbudt at købe en lang række olie- og brændstofprodukter fra Rusland. Det strider derfor ifølge Kim B. Olsen med sanktionernes mål, hvis danske virksomheder har fundet en anden vej til at købe produkterne af den russiske stat på lovlig vis.

“EU har været ude flere gange og gøre opmærksom på, at det er et problem, at russisk olie sendes til Indien og bliver raffineret og solgt til Europa. Det er ikke intentionen med sanktionerne”, siger Kim B. Olsen. 

Danwatch har spurgt 11 selskaber på Prøvestenen, som enten sælger, opbevarer eller bruger flybrændstof, om de har bestilt for 150 millioner kroner brændstof fra det russiskejede selskab.

Otte af dem afviser pure at have handlet med Nayara Energy – nogle slår endda fast, at de slet ikke importerer olieprodukter fra Indien, mens et enkelt selskab ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

Tilbage står SAS og BP, som hverken vil be- eller afkræfte, om de har noget med flybrændstoffet at gøre.

Oiltanking Copenhagen, som ifølge CREA tog imod lasten i København, ønsker ikke selv at oplyse, hvem køberen af flybrændstoffet er. Direktør Karl Henrik Dahl afviser at udtale sig om kundeforhold, men understreger, at Oiltanking Copenhagen ikke selv importerer eller ejer brændstof. De ejer blot siloer på Prøvestenen og udbyder lagerpladsen til andre virksomheder.

Deres kunder tæller dog nogle af de største danske og internationale selskaber, herunder SAS og BP.

SAS skriver i en kommentar, at de ikke har kendskab til importen af de mange liter flybrændstof. SAS importerer slet ikke brændstof til Prøvestenen selv, lyder det, men får det leveret af BP. De vil dog ikke svare på, om de har fået leveret flybrændstof fra Vadinar af BP, eller om de i øvrigt har pumpet brændstoffet i deres fly.

“Vi kan ikke kommentere på, hvem BP har leveret til. Det skal BP gøre. Desværre har vi ingen yderligere kommentarer ud over den, vi allerede har sendt”, skriver pressechef Alexandra Lindgren Kaokji. 

Ifølge Danwatchs oplysninger er det muligt at undersøge, hvilket oprindelsesland brændstoffet i Oiltanking Copenhagens siloer har. Derfor burde det principielt kunne lade sig gøre for selskaberne på Prøvestenen at finde ud af, om netop deres flybrændstof er kommet fra Indien eller ej, uanset hvem leverandøren måtte være.

BP's engelske presseafdeling vil ikke kommentere på de 30 millioner liter flybrændstof, men bekræfter, at de handler med raffinaderier som det, Rusland styrer i Vadinar. BP vil dog hverken be- eller afkræfte, om de står bag den pågældende sending.

"BP køber raffinerede produkter på verdensplan, inklusive fra sådanne raffinaderier, i overensstemmelse med alle gældende love og regler", skriver selskabet i en mail.

Det er altså ikke muligt for Danwatch at få et konkret svar på det helt essentielle spørgsmål:

Hvem vil kendes ved købet af russisk flybrændstof for 150 millioner kroner?

Mangler transparens

Sanktionerne mod Ruslands olieeksport blev vedtaget for at minimere landets fortjeneste på deres produktion af olie og olieprodukter. Hensigten var ikke at stoppe eksporten, men at sørge for, at Rusland ikke kunne tjene for meget på det.

Derfor satte man et prisloft på produkterne. Men Rusland har tjent over 75 milliarder kroner mere, end hvad sanktionerne tillader, ifølge en analyse af Bloomberg. 

Det rejser ifølge Kim B. Olsen flere spørgsmål om sanktionernes effekt, at det kan lade sig gøre. 

“Det er en rigtig god sag til at vise, hvor hurtigt man kan komme til at finansiere den russiske krigsmaskine. Man bliver ved med at købe russiske produkter, også selvom man måske ikke havde regnet med det”, siger han. 

Cirka halvdelen af Nayara Energy ejes af den russiske stat gennem olieselskabet Rosneft og cirka 25 procent af en kapitalfond, som er blevet stiftet af en russisk milliardær og oligark, der har forbindelse til Rosneft.

Der mangler altså “lys i lokalet”, lyder det fra Kim B. Olsen, hvis europæiske virksomheder med den ene side tager et standpunkt for Ukraine, men på den anden er med til at finansiere krigen ved at købe brændstof af et russiskejet raffinaderi.

“Der er ikke transparens. Selvom det er lovligt, så er spørgsmålet jo, om det er moralsk rigtigt. Det er i sidste ende op til forbrugerne. Derfor er det vigtigt, at der er gennemsigtighed”, siger Kim B. Olsen.

Blandt andet har SAS tidligere fordømt russernes krig i Ukraine og selv fjernet produkter fra Mondelez og PepsiCo fra sine fly, fordi de anklages af Ukraine for at sponsorere Ruslands invasion. 

Importerer olie fra skyggeflåden

Data fra CREA viser, at cirka halvdelen af alt olie, som Nayara Energy importerer, kommer fra Rusland. 

Danwatch har fulgt flere skibes sejladser til og fra oliehavnen i Vadinar på MarineTraffic. Dem har vi sat op mod data fra den internationale maritime datavirksomhed Lloyd’s List Intelligence over den russiske skyggeflåde, som bliver brugt til at omgå sanktionerne.  

Det viser, at skyggeflåden er storleverandør af olie til Nayara Energys havneanlæg i Vadinar. 

Eksperter fra Lloyd’s List Intelligence og Verdensbanken mener, at skyggeflåden er en af hovedårsagerne til, at Rusland kan omgå Vestens sanktioner mod russisk olieeksport. Verdensbanken har blandt andet kaldt prisloftet for nærmest umuligt at opretholde.

Store dele af raffinaderiets råolie til produktion af flybrændstof er altså med høj sandsynlighed handlet for dyrt og er dermed forbudt efter USA og EU’s sanktioner. 

Konsekvensen er, at Rusland kan sælge deres olie til en langt højere pris. Sanktionerne har sat et prisloft over russisk råolie på 60 dollars per tønde, men gennemsnitsprisen på Ruslands råolie er alligevel ofte langt højere, fordi prisloftet ikke overholdes.

På den måde tjener Rusland flere penge til statskassen og dermed til finansieringen af netop den krig i Ukraine, som var årsagen til, at sanktionerne blev vedtaget i første omgang. 

Der er også eksempler på leverancer til Vadinar fra selskaber, som ifølge USA’s myndigheder bryder sanktionerne. 

For eksempel tankskibet NS Consul, der mandag 27. november sejlede forbi Skagen med retning mod Indien og Vadinar. Det ejes af rederiet Oil Tankers SCF Management i Dubai. SCF står i denne sammenhæng for Sovcomflot, som er Ruslands statsejede rederi.

Flere skibe fra Oil Tankers SCF blev i november anklaget for at handle med sanktioneret olie af USA’s myndigheder, skriver Reuters. 

Det gør kun sagen mere alvorlig, at Nayara Energys leverandører anklages for sanktionsbrud, mener Kim B. Olsen. 

“Det udfordrer i hvert fald hensigten med sanktionerne væsentligt. Der er altid huller i sanktioner på grund af komplekse markeder og svære juridiske spørgsmål, men når de udnyttes sådan her, underminerer man sanktionernes formål,” siger han.

Tilbage står vi stadig uden svar på spørgsmålet om, hvem der har købt for omkring 150 millioner kroners flybrændstof fra et selskab, som er under Ruslands kontrol. Et køb, som ingen har haft lyst til at tage ansvar for.

Konklusionen er nu landet fra Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA i en ballade om kopi-medicin, som Danwatch tidligere har afdækket.

Afgørelsen fra EMA’s Human Medicines Committee (CHMP) er ikke til at tage fejl af: kun 35 ud af 400 undersøgte kopi-lægemidler, havde tilstrækkelig med dokumentation til at få grønt lys af CHMP, de resterende vil komiteen suspendere.

Heriblandt dumper samtlige 23 lægemidler, der har fået godkendt markedsføringstilladelse i Danmark –  lægemidler, der blandt andet gives til HIV, lungekræft, epilepsi og diabetes og som tusindvis af danske patienter har modtaget.

I 2022 afslørede Danwatch at der blev solgt 227.600 pakker herhjemme af syv forskellige lægemidler.Alle disse anbefales nu suspenderet af EMA. Heriblandt findes to antibiotika, et bedøvelsesmiddel, et middel mod impotens og medicin til HIV – og Parkinsons-patienter. 

Sagen begyndte at rulle tidligere i år. Her opdagede den spanske lægemiddelstyrelse ved et besøg på den indiske klinik Synapse Labs, tegn på svindel med såkaldte bioækvivalensstudier, der skal sikre, at kopimedicinen kan levere data, identiske med det originale lægemiddel. 

Anders Fuglsang, der er farmaceut og selvstændig konsulent, og i mere end 15 år har lavet inspektioner for WHO, EU og medicinalvirksomheder på klinikker rundt omkring i verden har aldrig hørt om en lignende skandale. 

“Det er kæmpestort og kæmpe alvorligt, det er den største medicinskandale i historien”, siger han og uddyber:

“Målt på antallet af lægemidler, som er ramt, så er det her den største sag af sin karakter nogensinde”.

EU-kommissionen vil tage stilling til EMAs anbefaling, hvorefter de kommer med en endelig afgørelse. Den afgørelse afventer Lægemiddelstyrelsen. De understreger dog over for Danwatch, at de ikke ser grund til at mistænke, at medicinen er skadelig for patienter.

Eksperter kritiserer kontrollen med kopimedicin

Pensioneret læge og tidligere inspektør i Lægemiddelstyrelsen Philip Lange Møller er enig i sagens alvor og påpeger, at det ikke er første gang, man ser svindel med kopimedicin. 

Danwatch har også tidligere afsløret svindelsager om kopimedicin og manglende kontrol. 

“Det her er jo i hvert fald tredje gang, der opstår den samme tvivl med nøjagtig de samme spørgsmål – og spørgsmålet er så, om EU laver nok kontrol og er kritiske nok?”, siger Philip Lange Møller. 

“Hvis noget sker en gang – så må vi lære af det. Hvis det sker to gange – så er det noget lort. Tredje gang er det vel utilgiveligt?”, siger han.

Anders Fuglsang er ligeledes skarp i sin kritik. 

“Enhver kan jo lave fejl, men når det sker med den frekvens der, så tror jeg ikke længere på, at det er fejl, så opstår mistanken om, at der kan være systematiske problemer med dataintegritet”, siger han.

Begge eksperter mener ikke, der bliver gjort nok for at stoppe svindlen med kopimedicinen eller generiske lægemidler, som det også kaldes. 

“Industrien nægter at tage ved lære. De har vidst en hel del år nu, at det her kan opdages inden lægemidlerne indsendes, men der har indtil for ganske nyligt, ikke været nogen som helst interesse fra medicinalindustriens side om at gå på jagt efter de her signaler”, siger Anders Fuglsang.

Philip Lange Møller peger på, at der investeres for lidt i kontrollen med testvirksomhederne. 

“Jeg tænker, vi burde håndhæve eller styrke kontrollen mere ved at have effektive myndigheder og lægemiddelstyrelser med tilstrækkelige ressourcer til at lave inspektioner”, siger han.

Den danske lægemiddelstyrelse påpeger, at de har fokus på kontrollen.

“Vi har sammen med vores kolleger i EU stort fokus på kontrolniveauet generelt. Både hvad angår inspektioner og andre former for kontrol. Man kan selvfølgelig altid ønske sig flere ressourcer til kontrol, men denne type sager viser dog også, at systemet virker, fordi vi har fundet sagerne og reagerer på dem”, skriver Lægemiddelstyrelsen i et skriftligt mailsvar til Danwatch.

Risiko for danske patienter?

Anders Fuglsang mener, at man burde gøre mere for at opfange signaler om svindel, inden medicinen sendes til godkendelse. Han påpeger, at det havde været i patienternes interesse, hvis medicinen var blevet trukket tilbage endnu før.

“Jeg synes, at det her skulle have været opdaget, før alle de her lægemidler kom på markedet, og før alverdens patienter blev doseret med lægemidler, som vi i dag ved, har tvivlsom effekt og sikkerhed”, siger han.

Fra EMA lyder det i en skriftlig pressemeddelelse, at “der er ingen tegn på skade eller manglende effektivitet med nogen af ​​de berørte lægemidler. Men medicinen er blevet suspenderet, indtil understøttende data fra mere pålidelige kilder er tilgængelige.”

Både Anders Fuglsang og Philip Lange Møller er dog kritiske over for sådan et svar. 

“Det de siger, er, at der ikke er tegn på skade eller manglende effekt, men det er heller ikke sikkert de har kigget efter tegnene, hvis man ikke kigger efter dem, så finder man dem ikke”, siger Anders Fuglsang og uddyber, at han ikke er bekendt med undersøgelser, hvor EMA har analyseret effekten af medicinen hos patienter. 

Fra Philip Lange Møller lyder der også en kritik af, at EMA ikke mener medicinen kan påvirke patiererne negativt. 

“Bare fordi der ikke er en rygende pistol, behøver det ikke betyde, at lægemidlerne ikke kan være til skade eller være mindre effektive,” siger han. 

Danwatch har ligeledes forholdt EMA og Den Danske Lægemiddelstyrelse eksperternes kritik. 

EMA svarer i en mail til Danwatch at “flere detaljer om EMA’s videnskabelige vurdering vil være tilgængelige i den offentlige vurderingsrapport, som vi offentliggør en uge efter, at Europa-Kommissionen har vedtaget en endelig udtalelse.”

Den danske lægemiddelstyrelse bakker op om EMA og holder ved en tidligere udtalelse om, at de ikke ser tegn til bekymring for patienters sikkerhed. I et skriftligt svar til Danwatch skriver de:

“Vi har tidligere redegjort for, hvorfor hverken den danske eller de øvrige europæiske lægemiddelmyndigheder mener, at der er grund til at være bekymret for at anvende medicinen, mens proceduren kører. Vi har ikke set noget, der taler for, at der skulle være en bekymring for lægemidlernes virkning eller bivirkninger. Der er tale om generika, som er baseret på mange års erfaring med originalpræparatet. CHMP har igennem de forløbne måneder forholdt sig til alle de berørte lægemidler, og den vurdering støtter vi os til. Nu afventer vi ligesom resten af EU den endelige afslutning af proceduren og EU-kommissionens beslutning”.

Hvordan skal patienter forholde sig?

EMA og Lægemiddelstyrelsen skriver, at nogle lægemidler kan have en kritisk betydning, hvis der for eksempel ikke er et andet lægemiddel, der kan træde i stedet for. Disse lægemidler kan få udsat suspenderingen. Virksomhederne har så et år til at indsende nye data.

Fra EMA lyder det i en skriftlig udtalelse til Danwatch, at hvis man som patient tager et af de påvirkede lægemidler, skal man konsultere med ens praktiserende læge med henblik på et muligt alternativ.

Den danske lægemiddelstyrelse melder i deres pressemeddelelse intet ud om, hvordan danske patienter skal forholde sig, og vi har kontaktet dem med henblik på dette spørgsmål. Til det svarer de:

”Vi afventer EU-kommissionens afgørelse, og så forholder vi os til, om nogle af de danske lægemidler er kritiske for forsyningssikkerheden. Dernæst melder vi ud om, hvilke lægemidler der får markedsføringstilladelsen suspenderet.”

“Det er virkelig rystende, at man i så lang tid har ført en praksis, der formentlig er i strid med EU’s og FN’s regler på området”. 

Sådan lyder kritikken fra Enhedslistens udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, efter at fem førende juridiske eksperter over for Danwatch og Information har underkendt regeringens eget forsvar for at forsyne israelske kampfly med dansk militært udstyr.

Eksperterne fastslår, at det er i strid med både FN’s våbentraktat og EU’s fælles regler for våbeneksport, når Danmark overlader til USA at vurdere risikoen for, om udstyret vil blive anvendt til menneskerettighedskrænkelser og brud på folkeretten  

De afviser også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) forsvar i sagen. Han har tidligere henvist til en såkaldt “rammegodkendelse” af kampflyeksporten, hvori der ifølge eksperterne ikke står noget “overhovedet, der er relevant”. 

Det var tilbage i juni i år at udenrigsministeren, i forbindelse med et samråd om den danske eksport til F-35 flyene, henviste til en rammegodkendelse af kampflyeksporten. 

Som Danwatch og Information tidligere har afdækket, har Israel nemlig også i 2021 og 2022 benyttet F-35 fly med dansk udstyr i bombeangreb i Gaza, hvor menneskerettighedsorganisationer mener at kunne dokumentere, at der er begået mulige krigsforbrydelser. 

Nu kalder Enhedslisten så Lars Løkke Rasmussen i samråd igen.

“Vi kalder udenrigsministeren i samråd. Det her skal kulegraves, og vi skal have en minister til at erkende at det skal kulegraves, og til at sætte en kulegravning i værk. Det kan ikke nytte noget, at det bare fejes af bordet”, siger Trine Pertou Mach. 

I har også tidligere kaldt Løkke i samråd, og fået at vide at regeringen mener, at deres praksis er i tråd med forpligtelserne. Forventer I et andet resultat denne gang?

“Man kan jo ikke bare have en mening, mens den ene juridiske ekspert efter den anden afviser det. Vi må se om vi kan lægge et politisk pres på regeringen, for de har ikke taget den her kritik alvorligt tidligere”, siger udenrigsordføreren.

“Regeringen er nødt til at forholde sig til de her juridiske eksperters vurdering”, siger Trine Pertou Mach.

“De seneste mange uger har vi diskuteret brutaliteten ved Israels krig, og brutaliteten gør det selvfølgelig kun endnu mere relevant at undersøge eksporten til F-35 flyene, fordi Danmark kan være involveret i noget, vi ikke burde være involveret i”, siger Enhedslistens udenrigsordfører.

Det er meget tvivlsomt, om Danmark overholder international ret i forbindelse med eksporten af dansk-producerede komponenter til Israels F-35-fly, der i øjeblikket tager del i krigen i Gaza. Og regeringens forsvar i sagen holder ikke vand rent juridisk.

Det er den enslydende konklusion fra fem juridiske eksperter, som Danwatch og Information har konsulteret. Heriblandt de førende forskere på området, der har skrevet de juridiske lærebøger.

Både FN’s våbenhandelstraktat og EU’s regler indebærer nemlig at de danske myndigheder er forpligtet til at undersøge, om udstyret risikerer at bidrage til bl.a. krigsforbrydelser og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, før de giver tilladelse til eksport. Og hvis risikoen er tilstrækkeligt stor, er Danmark også forpligtet til at nægte eksporten.

Men som Danwatch og Information tidligere har afdækket, har de danske myndigheder gennem de seneste ti år ikke foretaget den form for konkrete risikovurderinger, når de har givet virksomheder tilladelse til at eksportere dele til F-35-samarbejdet. Det skyldes, at eksporten går via USA, hvor de færdige fly produceres. USA er omfattet af en overordnet “rammegodkendelse” fra Udenrigsministeriet, som indebærer, at der ikke foretages en risikovurdering, når eksporten går til Danmarks tætteste allierede. Også selvom det er velkendt, at USA sælger de færdige fly til Israel.

Den fremgangsmåde er direkte i strid med international ret, vurderer blandt andre Stuart Casey-Maslen, der er forfatter til den juridiske lærebog Arms Control and Disarmament Law, medforfatter til The Arms Trade Treaty: A Commentary og æresprofessor ved University of Pretoria i Sydafrika.

“En rammegodkendelse af eksport til lande uden for EU overholder hverken våbenhandelstraktaten eller EU’s fælles regler. Våbenhandelstraktaten tillader ikke en deltagerstat at udlicitere sine forpligtelser til en anden stat”, siger han.

Kontroversiel eksport

Danske virksomheder har samlet modtaget ordrer på mere end 3,7 milliarder kroner for at levere komponenter til F-35-flyenes amerikanske producent Lockheed Martin. Størst er virksomheden Terma, der ifølge eget udsagn har 800 ansatte involveret i produktionen af dele til F-35. Alle F-35-fly indeholder mindst seks essentielle dele produceret af den danske våbenproducent, heriblandt de såkaldte pyloner, som holder og slipper flyets eksterne bomber og missiler.

Israel er det første land uden for USA til at tage de avancerede kampfly i brug. Landet råder i dag over 36 F-35-fly – og lagde så sent som i sommer en ordre på yderligere 25 fly.

Eksporten til Israel er kontroversiel, fordi menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch igennem en lang årrække har beskyldt landet for mulige krigsforbrydelser i forbindelse med bombardementer i Gaza. Den aktuelle krig er ingen undtagelse på det punkt, men skiller sig ud ved at være langt mere blodig og ødelæggende end tidligere.

Efter at den palæstinensiske bevægelse Hamas den 7. oktober gennemførte et angreb ind i Israel, dræbte omkring 1.200, hvoraf hovedparten var civile, og tog mere end 200 gidsler, har det israelske militær, IDF, indledt en offensiv af historiske dimensioner i Gaza, der er et af verdens mest tætbefolkede områder. 

Ifølge de lokale sundhedsmyndigheder, der er under Hamas’ kontrol, er mindst 18.200 palæstinensere blevet dræbt. Sattelitdata viser ifølge den britiske avis Financial Times, at mere end 60 procent af alle bygninger i det nordlige Gaza er alvorligt skadet. Ifølge FN-estimater er op mod 85 procent af enklavens omkring 2,3 millioner indbyggere fordrevet fra deres hjem og er nu stuvet sammen på et lille område tæt ved grænsen.

Det israelske militær, IDF, har over for Danwatch og Information bekræftet, at F-35-flyene bliver brugt i Gaza under den aktuelle krig. Dermed er der nu en “altoverskyggende risiko for, at de anvendes til at begå eller fremme alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret og menneskerettigheder”‚ siger Stuart Casey-Maslen.

“Det ville være ulovligt at tillade en sådan eksport i dag”, siger han.

Skal vurderes fra sag til sag

Om den eksport, der har fundet sted inden krigen, var lovlig, afhænger af, hvor stor risikoen for bl.a. krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser var på de tidspunkter, hvor de danske myndigheder har udstedt eksporttilladelserne til de danske virksomheder. Ifølge EUs regler er myndighederne forpligtet til at give afslag, når der er “en klar risiko” for, at udstyret “kan” blive brugt til at begå “alvorlige overtrædelser af folkeretten”. 

FN’s våbenhandelstraktat sætter grænsen ved en “overvejende” risiko. Det er uklare begreber, og det har givet “en betydelig grad af spillerum” for myndighederne inden krigen, understreger Stuart Casey-Maslen.

Fredag blev den hollandske stat frikendt i en sag om lovligheden af landets eksport til Israel gennem F-35-programmet. Distriktsdomstolen i Haag fremhævede i den forbindelse, at de hollandske myndigheder havde foretaget en vurdering i forhold til kriterierne i EU-reglerne – heriblandt risikoen for krænkelser af menneskerettighederne og krigsforbrydelser – dengang eksporttilladelserne blev udstedt i 2016. 

Men i Danmark er sagen altså, at myndighederne har undladt at foretage de konkrete risikovurderinger, når de har givet tilladelse til eksport til F-35-programmet.

Det fremgår ellers af artikel 1 i EU-reglerne, at ansøgninger om eksporttilladelse “skal” vurderes “fra sag til sag” i forhold til otte kriterier, heriblandt “respekten for menneskerettighederne i det endelige bestemmelsesland og dette lands respekt for den humanitære folkeret”. 

Og i FN’s våbenhandelstraktat står der, at myndighederne “forud for en tilladelse til eksport” skal vurdere en række risici, heriblandt risikoen for at udstyret vil kunne blive anvendt til at “begå eller fremme en alvorlig krænkelse af den humanitære folkeret” eller “en alvorlig krænkelse af internationale menneskerettigheder”.

Laurence Lustgarten, forfatter til bogen Law and the Arms Trade og Associate Fellow ved University of Oxford i Storbritannien, stiller sig ligeledes kritisk over for de danske myndigheders praksis.

“De ser ud til at være af den opfattelse, at de ikke behøver tænke nærmere over det, når eksporten går gennem USA. At så kan de bare gøre det”, siger han.

Det er der ifølge ham ikke støtte til noget sted i de internationale regler. “Det er noget, de har fundet på”, siger Laurence Lustgarten.

Man kan tværtimod argumentere for, at Danmark og andre underleverandører til F-35-programmet bør være “særligt på vagt”, fordi USA ikke har ratificeret FN’s våbenhandelstraktat og heller ikke er bundet af EU’s regler, pointerer han.

“Jeg vil også mene, at hvis de lavede en risikovurdering, så ville den formentlig vise, at risikoen var for stor”, siger Laurence Lustgarten.

FN’s våbenhandelstraktat forpligter Danmark til at undersøge, hvem den reelle slutbruger af udstyret er, påpeger også Ioannis Kalpouzos, der er gæsteprofessor ved Harvard Law School i USA og medstifter af Global Legal Action Network – en organisation der støtter retssager mod stater, som overtræder international ret.

“Jeg er ikke bekendt med, at USA’s generelle status eller medlemskab af en alliance som NATO skulle være tilstrækkeligt til at fravige den forpligtelse”, siger han.

“Der er plads til, at USA ikke deler alle følsomme oplysninger, og der er plads til, at Danmark kan være diskret med hensyn til USA’s vurdering, men Udenrigsministeriets praksis virker for generel og ærbødig til at leve op til kravene i FNs våbenhandelstraktat og EUs fælles regler om våbeneksport”.

Blandt kritikerne er også Zeray Yihdego, der er professor ved Aberdeen Law School i Skotland og ekspert i de internationale regler for våbenhandel. FN’s våbenhandelstraktat kræver, at de danske myndigheder “skal vurdere den potentielle endelige anvendelse af enhver eksport eller anden form for overførsel af militært udstyr, dele, komponenter og ammunition”, forklarer han.

“Uden vurderinger af den endelige anvendelse og slutbrugeren giver bestemmelserne ikke mening”, siger Zeray Yihdego.

Mørklagt “rammevurdering”

Den kritiserede praksis går tilbage til 2013, men kom først til offentlighedens kendskab tidligere i år, da Danwatch og Information bragte en række artikler om den danske eksport til F-35-programmet. Udenrigsministeriet kunne dengang ikke svare på Danwatch og Informations spørgsmål om, hvorvidt myndighedernes praksis harmonerer med EU’s regler og FN’s våbenhandelstraktat. I stedet måtte ministeriet indlede et tre måneder langt udredningsarbejde i samarbejde med Justitsministeriet.

I juni konkluderede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) så i et svar til Folketinget, at myndighedernes praksis “er i fuld overensstemmelse med Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser”. Ifølge Udenrigsministeriet er det nemlig ikke nødvendigt med en egentlig konkret risikovurdering fra sag til sag, fordi myndighedernes sagsbehandling i stedet er baseret på en samlet »rammegodkendelse af Danmarks nærmeste allierede på grundlag af en samlet udenrigs- og sikkerhedspolitisk vurdering.« 

Udenrigsministeriet har også omtalt det som »rammevurderingen«.

Danwatch og Information har bedt ministeriet om aktindsigt i sagen. Men i det udleverede materiale kan man ikke umiddelbart finde nogen »rammegodkendelse« eller »rammevurdering«. Adspurgt om, hvor rammegodkendelsen eller rammevurderingen findes, henviser Udenrigsministeriet til en »ministerforelæggelse af 8. januar 2013.«

Ministerforelæggelsen er en notits med titlen »Håndtering og retningslinjer om eksport af våben og dual-use produkter«, som blev forelagt daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) – med kopi til daværende handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF). Det var på baggrund af udenrigsministerens »resolvering« af dette dokument, at myndighederne i 2013 ændrede praksis, så der ikke længere skulle foretages en konkret risikovurdering i hver enkelt sag.

Der er tilsyneladende tale om et kortfattet dokument på få sider.

Udenrigsministeriet har mørklagt dokumentet med henvisning til, at der er tale om et internt dokument, men har dog været forpligtet til at udlevere de dele af dokumentet, som indeholder faktuelle oplysninger. 

Ingen af de udleverede afsnit handler om de internationale regler for våbeneksport, menneskerettighedssituationen i Israel-Palæstina eller hvilken risiko der måtte være for krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med den danske eksport til F-35-programmet. 

Derimod fremgår det bl.a., at der er “sket en gradvis stigning i den samlede værdi af dansk våbeneksport”, og at eksporten ifølge industrien “giver grundlag for cirka 2.000 arbejdspladser i Danmark”.

Danwatch og Information har forelagt dokumentet for den danske jurist Jacques Hartmann, der er professor i international ret ved University of Dundee i Skotland, og tidligere har været jurist i det danske Udenrigsministerium. 

Han er overrasket over, at Udenrigsministeriet har baseret sit forsvar i sagen på dette dokument.

“Der står ingenting overhovedet, der er relevant”, siger han. “Jeg kan ikke se, hvordan det kan være i overensstemmelse med våbenhandelstraktaten. Det kan jeg simpelthen ikke”, siger han.

Udviklingen siden den 7. oktober illustrerer, hvorfor det er vigtigt at foretage en konkret risikovurdering i hver enkelt sag, pointerer Jacques Hartmann.

“Der er lige nu ret vægtige beskyldninger om overtrædelser af den humanitære folkeret”, siger han.

“Så hvor man før kunne sige, at det handlede om en potentiel anvendelse af våbnene, så ved vi nu, at de bliver brugt til, hvad der ligner overtrædelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret. Og så må man ikke eksportere længere”.

Danwatch og Information har stillet en række spørgsmål til Udenrigsministeriet og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. 

Heriblandt hvor i de internationale regler det præcis er, Udenrigsministeriet mener at kunne finde støtte til de danske myndigheders praksis. Det svarer ministeriet ikke på. 

“Det vurderes at være i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser at behandle konkrete ansøgninger om udførsel til et nærmere afgrænset projekt eller program eller til en afgrænset gruppe af f.eks. nært allierede lande baseret på nærmere definerede kriterier efter en model, hvor der foretages en samlet rammegodkendelse”, skriver Udenrigsministeriet i svaret. 

Ministeriet tilføjer, at rammevurderingen vil blive “opdateret og revurderet” løbende “i lyset af udviklingen i det pågældende projekt eller program eller den pågældende landegruppe”. 

“Udenrigsministeriet kan oplyse, at andre lande, herunder visse ligesindede EU-lande, har lignende tilgang i deres behandling af konkrete ansøgninger om udførsel af eksport af militærteknologi og –udstyr til bestemte lande- og/eller sagsgrupper”, skriver ministeriet. 

Direkte adspurgt ønsker Udenrigsministeriet ikke at svare på, hvilke andre lande, der har en lignende tilgang.

Den danske energivirksomhed Frontier Energy skal nu stå til regnskab for sine investorer. 

Det sker efter, at Danwatch i samarbejde med NTV Uganda har afsløret, at ansatte fra VS Hydro, Frontier Energys entreprenør på to af den danske virksomheds vandkraftværker i Uganda, har gjort 31 piger og kvinder gravide for derefter at forlade dem og børnene. 

Fjorten af pigerne var under 18 år og nogle helt ned til 15 år. Enkelte fortæller også, at de er blevet smittet med HIV. 

Den statslige udviklingsfond Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) oplyser torsdag til Danwatch, at de har bedt Frontier Energy om en redegørelse i sagen. 

“Det er en ulykkelig sag, som Danwatch bringer frem, og den ser vi på med stor alvor. Frontier har ikke tidligere informeret IFU om sagen, og derfor har vi bedt Frontier om en redegørelse i henhold til vores procedurer. Det er afgørende og en del af de krav vi stiller til fonde, vi investerer i, at de bl.a. skal handle med respekt for menneskerettighederne”, skriver kommunikationsdirektør Rune Nørgaard i en mail til Danwatch.

Tager skarpt afstand

I 2011 var IFU med en investering på 52 millioner kroner med til at sikre startkapital til Frontier Energys første fond, DI Frontier Market Energy & Carbon Fund. 

Det samme var pensionskasserne PensionDanmark og PFA. Begge oplyser, at de også har rettet henvendelse til Frontier Energy efter Danwatchs afsløring. 

“Vi tager skarpt afstand fra de beskrevne handlinger, og da sagen kom til vores kendskab, reagerede vi over for forvalteren for at sikre, at der bliver taget hånd om de involverede”, skriver PensionDanmark i en mail. Pensionskassen skød – ligesom IFU – 52 millioner kroner ind i Frontier Energys fond og har i dag en tilbageværende investering “af mindre omfang”.  

Ifølge direktør i PFA Asset Management, Rasmus Bessing, har Frontier Energy selv iværksat en “ekstern undersøgelse” af sagen, og den vil man fra pensionskassens side sørge for at følge op på.

”Vi er bekendte med sagen og er i dialog med selskabet”, skriver han i en mail. 

PFA har aktuelt 30 millioner kroner investeret i DI Frontier Market Energy & Carbon Fund.

Vil ikke gå i detaljer

Frontier Energy har tidligere oplyst til Danwatch, at de ser på sagen med “stor alvor”. Virksomheden har samtidig erkendt, at en lokalansat medarbejder i sommeren 2021 blev advaret om graviditeterne, men at ledelsen i København aldrig blev orienteret. 

“Vi vil forsøge at kortlægge hvorfor og se på, om vi skal justere vores procedure så risikoen for, at dette sker igen, minimeres. Vi kan kun beklage, at sagen ikke blev bragt videre på daværende tidspunkt”, skriver investeringsdirektør Anders Hauch i en mail til Danwatch.

Frontier Energy afviser dog at gå i konkrete detaljer om de enlige mødres situation.

“Vi kan af hensyn til den gruppe personer, der har henvendt sig, desværre ikke udtale os offentligt omkring de konkrete aspekter af denne sag. Dette ville være uetisk og i modstrid med de retningslinjer, vi forsøger at efterleve på området“, skriver Anders Hauch.

Selskabets entreprenør VS Hydro er ikke vendt retur på Danwatchs henvendelse. 

Forskningsinstitutionen SEGES har i årevis været kritiseret for at være en slags tænketank, der taler landbrugets sag, men den karakterisering er de alt andet end tilfreds med. 

Danwatch bragte i november en række artikler om landbrugets politiske magt, og her indgik SEGES i en grafik over landbrugets allierede. 

Det ville kommunikationsrådgiveren i SEGES dog ikke finde sig i. 

I en række mails med overskriften “Ret venligst fejl i jeres grafik snarest” gjorde hun opmærksom på, at SEGES er en uafhængig forskningsinstitution.

“I har valgt at placere og medregne vores virksomhed SEGES Innovation i det, I kalder Landbrugslobbyen, hvor I har placeret forskellige interesseorganisationer og medlemsorganisationer. Her hører vi ikke hjemme. Vi vil således bede jer om at rette denne fejl”, lød det fra kommunikationsrådgiveren. Hun tilføjede, at SEGES “fungerer uafhængigt af andre interesser” og har “procedurer, der sikrer mod interessekonflikter”.

Danwatch gjorde opmærksom på, at grafikken viste “Landbrug & Fødevarer og deres nærmeste samarbejdspartnere”, og at SEGES selv lister Landbrug & Fødevarer som en af deres partnere på hjemmesiden. Vi gjorde dem også opmærksom på, at Landbrug & Fødevarer har udpeget bestyrelsesmedlemmer i fonden, der ejer SEGES og i driftsbestyrelsen, der driver virksomheden SEGES Innovation.    

Efter mailudvekslingen har SEGES meddelt, at de hverken vil stille op til interview eller svare på faktuelle spørgsmål til vores baggrundsforståelse. Vi har derfor stillet nogle spørgsmål på skrift, og nu svarer de ikke på vores henvendelser.

Ifølge ekspert i forskningsfrihed Heine Andersen er SEGES langt fra en uafhængig forskningsinstitution. Han påpeger blandt andet, at Landbrug & Fødevarer både er repræsenteret i fonden, der ejer SEGES, og i virksomhedens bestyrelse. 

“Det er groft vildledende at påstå, at der på SEGES er tale om uafhængig forskning”, siger Heine Andersen, professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet, tidligere medlem af Statens Frie Forskningsfond og forfatter til to bøger om forskningsfrihed. 

Foruden at Landbrug & Fødevarer udpeger nogle af SEGES’ bestyrelsesmedlemmer, peger Heine Andersen på, at en stor del af finansieringen kommer fra landbrugets fonde, og at de er sat i verden for at varetage landbrugets interesser. 

“Disse fonde har bestyrelser, hvor 8 ud af 12 pladser er besat efter indstilling fra landbrugets organisationer. Dermed er forskningen afhængig af landbrugserhvervets stærke interesseorganisationer”, siger Heine Andersen.    

Møgsager

Kritikken af manglende armslængde til landbruget hos SEGES er ikke ny.  

I 2019 afdækkede Dagbladet Information, at SEGES og Danish Crown havde alt for stor indflydelse på den såkaldte oksekødsrapport fra Aarhus Universitet, som ifølge mange eksperter undervurderede oksekøds klimaaftryk. Sagen endte med, at Aarhus Universitet trak rapporten tilbage.    

Danwatch har for nyligt afdækket, at den såkaldte “svinerapport” blev lavet i et samarbejde mellem SEGES, Danish Crown og Aarhus Universitet, og at Danish Crown havde så stor indflydelse på rapporten, at universitetet ifølge eksperter brød principper om uafhængighed og armslængde. 

Rapporten er central i retssagen i Vestre Landsret mod Danish Crown, hvor reklamekampagnen “Klimakontrolleret gris” er stævnet for vildledning. 

Selve virksomhedskonstruktionen har også modtaget kritik. SEGES blev en del af Landbrug & Fødevarer i 2017, men interesseorganisationen flyttede ejerskabet af SEGES over i en selvstændig fond i 2022 og understregede ifølge SEGES, at forskningen foregår “uafhængigt”. 

De ville dog ikke forklare nærmere, hvad den nye uafhængighed består i, hvilket blev kritiseret af Transparency International. ”Seges bliver ikke uafhængigt af, at man kalder det uafhængigt. Man bliver nødt til at være åben om, hvad der nu gør det uafhængigt,” udtalte formand i Transparency International Jesper Olsen dengang til Altinget.

Da SEGES blev udskilt fra Landbrug & Fødevarer, blev ejerskabet af virksomheden overført til en fond. Fondens tre bestyrelsesmedlemmer har tidligere arbejdet i Landbrug & Fødevarer. Formandsposten gik til Lars Hvidtfeldt, der er godsejer og tidligere viceformand for Landbrug & Fødevarer. Interesseorganisationen har derudover udpeget to af medlemmerne i driftsbestyrelsen i SEGES Innovation herunder bestyrelsesformand Anders Harck.

Vil ikke forklare deres uafhængighed

Danwatch har derfor spurgt om et interview med SEGES om virksomhedens nuværende samarbejde med landbruget. Men det vil de ikke. 

Vi har også sendt en række spørgsmål på skrift, blandt andet om de kan forestille sig at lave lignende rapporter som svinerapporten og oksekødsrapporten i fremtiden. Og hvordan man kan være uafhængig af landbruget, når nu Landbrug & Fødevarer udpeger bestyrelsesmedlemmer i fonden, der ejer SEGES, og i virksomhedens driftsbestyrelse.  

Ikke engang et research-interview uden for citat kan det blive til. 

“Vi er glade for, at du denne gang rækker ud og beder om et researchinterview, men vi takker dog nej til at medvirke i et sådant”, lyder det kortfattet fra kommunikationsrådgiveren i SEGES.

I den oprindelige klage til Danwatch udfordrer SEGES kritikken af, at de har manglende armslængde til landbruget.

“Det er korrekt, at L&F (Landbrug & Fødevarer, red.) er en af de mange organisationer, virksomheder og styrelser inden for landbrugs- og fødevareområdet, som vi jævnligt leverer data, resultater og anden ny viden til. Det gør vi også til hundreder af andre aktører”, lyder det i en mail fra kommunikationsrådgiveren i SEGES.  

Men det er ikke muligt at finde ud af, hvem de hundreder af andre aktører er. På hjemmesiden fremgår 17 samarbejdspartnere herunder Landbrug & Fødevarer. Størstedelen af virksomhederne er konventionelle landbrugsvirksomheder eller virksomheder, der servicerer det konventionelle landbrug. De tæller blandt andet giganterne Danish Crown og Arla og fodervirksomhederne DLG, Danish Agro og DLF.  

Finansvirksomhederne Forenet Kredit, hovedaktionær i Nykredit der er en af landets største realkreditudlånere til landbruget og DLBR, som er “specialiseret i landbrugets forsikringsforhold” er også på listen.   

Se listen her.  

Danwatch vil stadig gerne høre nærmere fra SEGES om deres forskning og tilgang til uafhængighed.  

Skal vi bygge nye skoler, eller skal vi betale af på vores gæld? Skal vi investere i grøn energi, eller skal vi betale af på vores gæld? 

Det er den slags prioriteringer, stadig flere afrikanske lande er tvunget til at foretage i disse år. 

Siden 2010 er Afrikas samlede statsgæld steget med 183 procent, så den i dag er oppe på svimlende 1.8 billioner dollars. Eller skrevet med tal: 1.800000000000.  

Konsekvenserne er til at tage at føle på. 

I Zambia brugte staten i 2021 flere penge på at afbetale gæld end på uddannelse, sundhed, vand og sanitære forhold tilsammen. I Kenya måtte man i marts i år opgive at betale løn til sine offentlige ansatte for i stedet at kunne afvikle en stribe forfaldne lån. Og i Ghana har regeringen skåret i finansieringen til både uddannelse og sundhed i takt med, at de har øget gældsudgifterne. 

Hvis flere afrikanske lande ikke skal lide samme skæbne, er der akut brug for, at Afrikas långivere indvilliger i at genforhandle eller helt at eftergive gæld, vurderer eksperter, Danwatch og Altinget har talt med. 

Og det inkluderer også de mange danske pensionskasser, der tilsammen ejer statsobligationer for mere end to milliarder kroner i Afrikas mest forgældede lande. I Zambia, Kenya, Ghana, Cameroun, Etiopien og Mozambique.  

“Der er et enormt behov for at lette gældsbyrden i en række afrikanske lande. Og som den største långiver på kontinentet har de private kreditorer – heriblandt de danske pensionskasser – et stort ansvar for, at det sker”, siger postdoc Astrid Iversen, der forsker i statsgæld på det norske universitet Høgskolen i Innlandet.

Generalsekretær i Oxfam Danmark Lars Koch er enig i, at pensionskasserne har et medansvar for at holde de afrikanske landes gæld på et bæredygtigt niveau.

“Pensionskasserne er selvfølgelig ikke ansvarlige for, hvordan landene forvalter deres penge. Men både låntagere og långivere har et ansvar. ” siger han.

“Pensionskasserne får en relativt højt rente, fordi der er en risiko. Nogle gange koster den risiko. Og hvis der kommer en gældsbehandling, så har de private långivere et ansvar for at gå med ind i den process,” siger Lars Koch.

Flere og flere private lån

Det er nyt, at private långivere som de danske pensionskasser fylder så meget i de afrikanske økonomier. 

Gennem de seneste små tyve år har landene i Afrika optaget færre og færre lån i den såkaldte Parisklub, en sammenslutning af (overvejende) vestlige långivere til udviklingslande, samt store multilaterale institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. 

I stedet har de afrikanske lande lånt flere og flere penge hos både Kina og private investorer. 

I 2010 lå kun 30 procent af Afrikas gæld hos kommercielle långivere som pensionskasser og banker. I dag er det tal steget til 44 procent.  

Udviklingen griber helt tilbage til finanskrisen i 2007-08, forklarer SLUG – Netværk for Retfærdig Gældspolitik, som er et norsk initiativ, der arbejder for gældslettelser. 

“Mange vestlige banker satte renten ned i forbindelse med finanskrisen for at stimulere økonomien. Derfor blev flere og flere private investorer villige til at løbe den risiko, der er forbundet med at yde lån til udviklingslande, siger Julie Rødje, der er leder af SLUG – Netværk for Retfærdig Gældspolitik. 

“På den ene side skaffede det tiltrængt finansiering til kontinentet. Men det betød også, at mange afrikanske lande optog uholdbar stor gæld – og på nogle meget ugunstige vilkår”, fortsætter hun.

Højere renter

De private lån er typisk væsentligt dyrere end de offentlige. I udviklingsbanker som Verdensbanken kan de afrikanske lande få såkaldte koncessionelle lån, det vil sige lån til en favorabel rente under markedsrenten. 

Den mulighed har landene ikke hos de private investorer, der udelukkende opererer på kommercielle vilkår. 

“Vores medlemmer investerer ud fra et princip om at skabe bedst muligt afkast for den enkelte opsparer. Hvis de gjorde andet, ville de ganske enkelt ikke leve op til reguleringen”, siger Tom Vile Jensen, underdirektør i pensionskassernes brancheforening Forsikring & Pension.

Ifølge forskningsinstituttet Kiel Institute for the World Economy betaler de afrikanske lande i gennemsnit 6,2 procent i rente på deres lån hos private långivere. Til sammenligning betaler de bare 1 procent hos institutioner som Verdensbanken, mens de bilaterale lån i Vesten - hos Tyskland og Frankrig, eksempelvis - koster igennem 1,7 procent i rente. 

De kinesiske lån ligger cirka et sted i midten med en gennemsnitlig rente på 3,2 procent. 

Fanget i en ond spiral 

Mma Amara Ekeruche, seniorforsker hos den nigerianske tænketank Centre for the Study of the Economies of Africa, nævner corona-pandemien som en anden afgørende begivenhed for gældskrisen i Afrika.

“Mange afrikanske økonomier er dybt afhængige af eksport af råstoffer. Den faldende efterspørgsel på eksempelvis olie under pandemien gjorde derfor rigtig ondt. Landene mistede en masse indtægter og kunne ikke finansiere deres bekæmpelse af corona”, siger hun. “Derfor var de tvunget til at optage en masse ekstra lån”. 

Konsekvensen har været, at de mest gældstyngede lande i Afrika nu er fanget i en ond spiral. 

Når de ikke kan tilbagebetale deres gæld, får de deres kreditvurderinger nedjusteret, og så bliver det endnu sværere for dem at optage nye lån. Eller i hvert fald: Renten stiger, og de nye lån bliver endnu sværere at afdrage. 

Jo færre penge du har, jo dyrere bliver det at låne penge.

Øget fokus på private långivere

Fordi de private långivere står for hovedparten af Afrikas gæld, er det nødvendigt, at aktører som pensionsselskaberne melder sig ind i debatten om gældskrisen i Afrika, siger Mma Amara Ekeruche.

“Der er et øget fokus på, at også de private kreditorer - ikke kun de offentlige - har et ansvar for at løse gældsproblemerne på kontinentet. De private kreditorer har været for fraværende i gældsforhandlingerne, mener mange, også Den Afrikanske Union”, siger hun.

I april i år opfordrede samlingen af afrikanske finansministre til en “reform af den globale gældsarkitektur”. De vil blandt andet styrke mulighederne for at opnå gældslettelser- og omlægninger med de private lånegivere. 

Siden er en omfattende gældsomlægning faldet til jorden i Zambia, netop fordi landets statslige og private långivere ikke kunne enes om samme nye lånebetingelser. 

Hvad siger pensionskasserne med flest penge i Afrikas mest forgældede lande?

Behov for en ny mekanisme

Nedbruddet i de zambiske forhandlinger er symptomatisk. 

Hvis man optager lån hos landene i enten Parisklubben eller G20-gruppen - en sammenslutning af verdens største tyve økonomier - er der en fast procedure for, hvad der sker, når låntager ikke længere kan svare sin gæld. 

Men der er ikke nogen mekanisme, der håndterer forhandlinger mellem gældsplagede lande og deres private långivere.

“Der findes ingen procedurer for, hvad der sker, når et land ikke kan betale sin gæld, og det er derfor op til de enkelte lande at forhandle med deres private kreditorer. Det er en næsten uoverkommelig tung øvelse for dem, både juridisk og tidsmæssigt. Især fordi de afrikanske statsobligationer sjældent er udskrevet i egne valutaer og ikke er dækket af landenes egne lovgivning, men i stedet er handlet og reguleret i enten London eller New York”, siger Astrid Iversen, postdoc på Høgskolen i Innlandet. 

Dette er en udfordring i en situation, hvor de private investorer dominerer gældsmarkedet i Afrika. 

“Der er et enormt behov for at skabe et stærkere juridisk rammeværk, både nationalt og internationalt, som kan hjælpe de afrikanske lande med at genforhandle deres gæld med private kreditorer”, siger Astrid Iversen. 

Heller ikke i pensionskassernes interesse

Tom Vile Jensen, underdirektør i Forsikring & Pension, er enig i hendes vurdering.  

“Det bør ikke være op til et enkeltstående pensionsselskab at tage initiativ til gældsforhandlinger med en stat. Vi har brug for en fast standard eller procedure for, hvad der sker, når et land ikke kan tilbagebetale sin private gæld. Det kunne for eksempel være i regi af Den Afrikanske Union og i samarbejde med de internationale finansielle organisationer”, siger han. 

Han understreger, at det heller ikke er i pensionskassernes interesse, at de lande, som de låner penge til, går bankerot. 

“Netop fordi vores medlemmer skal forrente deres kunders penge bedst muligt, er det på ingen måde i deres interesse, at lande bliver presset ud i betalingsstandsning. Pensionskasserne, ligesom andre private kreditorer, låner altid penge ud i klar forventning om at tjene dem ind igen”, siger han.