Den syrlige lugt af tåregas hænger i luften. Den store gruppe af oprindelige folk, der ellers er samlet for at blokere vejen, må sætte i løb for at komme væk fra et stort militær køretøj, der er indsat mod dem.
Mange holder stykker af deres tøj eller halstørklæder op for at dække mund og næse, mens de løber gennem en mudret mark for at komme i sikkerhed.
Her ved Cutuglahua, en af indfaldsvejene i den sydlige del af Quito udspiller der sig en konflikt, der går igen over hele Ecuador. Oprindelige folk laver vejblokader, der stopper al trafik, indtil de bliver opløst af militæret. Ecuador er som resten af verden ramt af de stigende priser, men alt er forstærket i det sydamerikanske land, og derfor har kampen om priserne materialiseret sig i en fysisk konflikt, der hurtigt kan eskalere.
Da 25-årige Sandra Alomoto er kommet i sikkerhed, fortæller hun, hvorfor hun ville blokere vejen. Hun er oprindelig fra Cotopaxi provinsen, med stor indiansk befolkning, men bor i byen Machachi, lige syd for Quito.
”Benzinen er virkelig dyr, og det går ud over os fattige. Madolie er blevet meget dyrere. Det går ikke ud over de rige. Præsidenten vil sulte os ihjel. Han har revet landet fra hinanden. Vi vil have lavere benzinpriser”, lyder det fra den unge indianske kvinde.
Hun er den eneste her ved Cutuglahua, der vil tale med os – og kun ganske lidt. Resten har stor mistillid til pressen – og flere beskylder os, for at arbejde for regeringen, så vi må skynde os hurtigt videre. Stemningen er trykket, utilfredsheden ulmer.
Siden d. 13. december har der været national strejke i Andeslandet Ecuador ført an af den indianske bevægelse CONAIE (Confederation of Indigenous Nationalities of Ecuador) med deres leder Leonides Iza i spidsen.
Deres krav handler i bund og grund om bedre forhold til de mange fattige i Ecuador. Landets præsident Guillermo Lasso har sænket statsstøtten til benzin – og i en tid, hvor priserne stiger i hele verden, har det kastet mange ecuadorianere ud i fattigdom.
I Ecuador er prisen på diesel steget med 90 % og prisen på almindelig benzin med 46 % det seneste år.
CONAIE vil annullere prisstigningen på benzin, men kræver også kontrol med priserne på fødevarer, genforhandling af personlige banklån til knap fire millioner fattige familier og lavere priser på kunstgødning, som er steget voldsomt efter Rusland invaderede Ukraine.
Det er ikke unikt, at de oprindelige folk og indianske bevægelser i Ecuador går forrest i kampen for fattige. Oprindelige folk udgør cirka 1 af de 17 millioner indbyggere i landet,og det er en magtfuld bevægelse, der tidligere har væltet eller valgt præsidenter. Onsdag d. 15. juni 2022 blev den indianske leder Leonides Iza anholdt og først løsladt 20 timer senere. En beslutning, der fik både FN og Amnesty International, til at minde Ecuadors regering om befolkningens ret til at protestere.
Måden de oprindelige folk protesterer på tager udgangspunkt i at blokere vigtige veje, og det har været så effektfuld, at landet har været næsten paralyseret den seneste uge.
Mange i Ecuador holder vejret og tænker tilbage på oktober 2019, hvor netop benzinpriserne satte gang i store landsdækkende protester, der endte med at vare i 11 dage, og myndighedernes voldsomme håndtering af situationen kostede ni personer livet. Ifølge regeringen var der over 1500 personer sårede, der blev registreret tyve tilfælde af øjenskader på grund af tåregas, gummikugler eller stumpe genstande. 14 mennesker mistede et øje som følge af skaderne.
Ecuador har på mange måder været ramt af de samme problemer som resten af verden. Stigende inflation og arbejdsløshed, der er blevet forstærket af corona-pandemien. Men i Ecuador har de CONAIE, der repræsenterer de fattigste i landet, har en stærk tilstedeværelse generelt og kan mobilisere oprindelige folk fra hele landet til at komme til Quito samt til at blokere strategiske veje i store dele af Ecuador. Ved seneste præsidentvalg for lidt over et år siden, var det kun en lille forskel, der ikke sendte den indianske kandidat Yaku Pérez i anden runde mod Guillermo Lasso. Det er altså en vigtig opposition til den højreorienterede præsident, en organisation som med disse protester nu kræver adskillige tiltag til gavn for landets mest oversete og fattigste del af befolkningen.
På min vej ud for at møde demonstranterne og forstå lidt bedre, hvad de demonstrerer over, får jeg et lift af en familie. De er ikke begejstret for protesterne, der betyder, at de ikke kan komme til begravelse, fordi vejen dertil er blokeret med træstubbe, bål og mange meget viljefaste demonstranter, fast besluttede på ikke at lade andre end ambulancer og nødstilfælde komme forbi vejblokaderne. Hvor der normalt er en strøm af trafik, holder der i stedet en lang kø af biler, lastbiler og motorcykler. Der er også mange gående og på cykler – den eneste reelle måde at transportere sig på i disse dage i Quito.
Studerende, fagforeninger og chauffører har sluttet sig til den indianske bevægelses protester mod regeringen. Men ligesom familien i bilen, er Ecuadors befolkning splittet omkring blokaderne. Mange støtter op omkring den indianske bevægelses krav – men mange er også imod blokaderne og forsøget på at føre politik ved at demonstrere og råbe op.
Nær en af blokaderne møder jeg en familie, der har en lille butik. De fortæller utilfredse om, hvordan de på grund af strejken har brugt fem timer på bare at handle lidt i nærheden. En anden kvinde, som laver mad i vejkanten, siger, at det er svært at få grøntsager. Det er umuligt at skaffe majskolber, siger hun.
Præsidenten Guillermo Lasso – en højreorienteret bankmand, der netop har siddet et år på posten – er presset. Det er dyrt for landet og regeringen, når alt bliver lammet. Blomstereksportører og bananproducenter har meldt om rådnende produkter, og olien kan ikke blive transporteret fra de olieproducerende egne af Ecuador.
Lørdag erklærede Ecuadors statsejede olieselskab Petroecuador force majeure som følge af protesterne. Selskabet har registreret et akkumuleret tab på ca. 2.500 tønder olie fra mandag til onsdag i sidste uge. Det er en direkte konsekvens af blokaderne, sabotage og hærværk på oliefelterne i Amazonas, oplyser det statslige olieselskab i en pressemeddelelse.
Ved en anden af blokaderne, af ringvejen Simón Bolivar i udkanten af Quito, er stemningen ophedet. Mange råber højlydt og stiller sig bryst mod bryst som gør de klar til et gedigent slagsmål. Demonstranterne står med armene over kors for at demonstrere, at de ikke har tænkt sig at flytte sig. Bilister og motorcyklister er vrede over, ikke at kunne passere. ”Lad os nu bare gøre vores ting i fred og ro”, lyder beskeden til demonstranterne – som svarer ”Que viva el paro”, længe leve strejken.
“I kan ikke betale jer fra at flytte os. Vi er ikke korrupte”, lyder det fra flokken af demonstranter.
Efter lang tid tager et par af demonstranterne sig mod til at tale . Én af dem er 35 årige Elizabeth, oprindeligt fra kystprovinsen Manabí.
”Præsidenten lytter ikke til os. Madolien, ris, det hele er så dyrt, det er ikke længere muligt at leve sådan. Det er en kamp for at få ham til at lytte til os, for at priserne ikke kan blive ved med at stige. Vi er fattige. Vi har ikke en høj nok løn til at kunne leve af den. Hvis han hjalp os, ville vi ikke stå og gøre det her”, forklarer hun og fortsætter talestrømmen
“Vi har allesammen rettigheder. De oprindelige folk dyrker vores alle sammens mad, de sviner deres hænder til. Det er dem, vi er. Vi stammer fra dem, fra de oprindelige folk. Takket være dem kan vi holde varmen, takket være dem spiser vi. Det er et smukt land, men præsidenten støtter os ikke. Vi beder ikke om penge, vi vil have hjælp. Præsidenten fryser ikke, ligesom os andre fattige. Præsidenten siger, at han ønsker dialog, men det er ikke rigtigt.”
Fredag mødtes præsident Guillermo Lasso netop med en mindre lokal gruppering af oprindelige folk, men kun nogle få af CONAIEs krav blev mødt, og protesterne er fortsat ufortrødent.
“Jeg er fast besluttet på at forsvare vores hovedstad og vores land”, sagde præsident Lasso blandt andet i en TV-transmission. Han har også udtalt i en video på Twitter, at: “Vi har rakt ud, vi har opfordret til dialog, men de ønsker ikke fred, de søger kaos, de ønsker at smide præsidenten på porten. Jeg er her, jeg vil ikke flygte, men jeg er her for at beskytte hver enkelt af jeres familier, især de fattigste.”
Præsidenten har også erklæret undtagelsestilstand i seks provinser – heriblandt Pichincha, hvor hovedstaden Quito ligger. Det betyder, at der er udgangsforbud fra klokken 22.00 til 5.00, og der er sket en militarisering generelt. Retten til at forsamle sig er også ophævet i disse tre provinser. Det får flere til at frygte et stærkere modsvar fra statens side. I første omgang er undtagelsestilstanden deklareret i 30 dage.
Elizabeth fortæller senere, at blokaden den dag blev opløst, ved at politiet smed tåregas på demonstranterne.
Ifølge det nationale statistikinstitut i Ecuador lever knap en tredjedel (32 %) i fattigdom med under 2,8 USD om dagen. 15 % af befolkningen lever i ekstrem fattigdom for kun 1,8 USD om dagen.
En anden af demonstranterne ved siden af de brændende træstammer og bildæk, som blokerer hovedvejen Simon Bolivar, er Carlos på 59 år. Han har stået lidt i udkanten og set os an, inden han tager mod til sig for et lille interview, hvis vi lover ikke at bringe hans efternavn. Han kigger sig flere gange over skulderen – er tydeligt utryg ved situationen, og om man nu kan stole på pressen. Nervøs for om kammeraterne, går efter ham, fordi han udtaler sig. Han fortæller, at han ikke har haft arbejde de seneste år – at det bliver stadig sværere for alle at få job. Han kommer fra Sigchos i Cotopaxi-provinsen. Han arbejdede nogle år i oliebranchen i Amazonas, men blev så fyret.
”I min familie er de fleste rejst til USA. Jeg lever bare af en sølle sum penge derhjemme. Jeg kommer fra landet, jeg gør blot krav på, hvad der er retfærdigt. Alting stiger, pengene rækker ikke længere for os. Priserne stiger, men lønningerne er de samme. Det er også noget lort, at de ikke giver os arbejde. Alt det kæmper vi for. Og dem, der har penge, har ikke ondt af os. Jeg tænker også tit på bare at rejse til USA ligesom de andre i min familie”, lyder det fra Carlos.
Lørdag meldte den indianske bevægelse CONAIE ud, at der skulle have været attentatforsøg mod lederen Leonides Iza.
I Quito er der tradition for at de oprindelige folk samles hos La Casa de la Cultura – kulturhuset. Det skete blandt andet under de seneste protester i 2019. Og netop som det store indryk af indianske folk til hovedstaden var ventet – overtog staten kontrollen med bygningerne søndag.
Samtidig er tusindevise af oprindelige folk fra hele Ecuador samlet i Quito. Helikoptere overflyver hovedstaden og omegn, og der er stort opbud af politi og militær i gaderne. Der er også rapporteret om skudepisoder, hvor private i mere velhavende dele af udkanten af Quito har angrebet demonstranterne.
Tirsdag døde den unge Guido Guatatoca fra Kichwa-folket, mens han deltog i demonstrationer i Amazon-byen Puyo, omgivet af militær og politi, som ifølge indianske organisationer og menneskerettighedsorganisationer bærer ansvaret for hans død.
Kører man gennem Hell’s Gate National Park i Kenya, forbi zebraer, gazeller og giraffer, kommer man omsider til et af landets største geotermiske kraftværk – Olkaria IV. Kraftværket, der blev finansieret af den statsejede virksomhed KenGen tilbage i 2014, er i dag en essentiel energikilde for tusindvis af kenyanere.
Vejen dertil har dog ikke været uden problemer og kontroverser. Projektet førte nemlig til, at over 1.200 medlemmer af det oprindelige folk masaierne mistede deres hjem og blev tvangsflyttet. Menneskerettighedsforkæmpere der protesterede mod projektet, blev arresteret, og nogle blev udsat for vold af politiet.
Historien om udbygningen af kraftværket Olkaria IV, er et af de eksempler, der bliver fremhævet i en ny rapport fra Business and Human Rights Resource Center (BHRRC).
Rapporten kigger på en række grønne energiprojekter i Kenya for at undersøge, hvilke problemer og muligheder der er for at sikre sig, at omstillingen til grøn energi i Afrika bliver både hurtig og retfærdig.
Ifølge Joseph Kibugu, der som konsulent har været med til at udarbejde rapporten, er der to vigtige budskaber i den.
“Hvis ikke vil virksomheders overtrædelse af menneskerettigheder ende med at bremse den grønne omstilling”, siger Joseph Kibugu.
Ligesom resten af verden, spiller klimaforandringer i disse år en stor rolle på det afrikanske kontinent. Det er veldokumenteret at Afrika ikke har udledt lige så meget CO2, som andre kontinenter, og slet ikke så meget som Europa. Ifølge FN’s miljøprogram, UNEP, står Afrika faktisk kun for omkring to til tre procent af de globale CO2-emissioner.
Til trods for dette, rammer den globale opvarmning lande i Afrika disproportionalt. Det viser rapporter udarbejdet af en række forskellige organisationer, såsom FN, World Metrological Organization, og Verdensbanken.
Helt konkret resulterer det i trusler for sundhed og sikkerhed, mangel på adgang til vand og mad, og udfordringer for den økonomiske udvikling, som følge af globale temperaturstigninger.
Dette er en den ene side af samtalen.
På den anden side, er der også tale om en kæmpe mulighed for, at Afrika kan blive central for den grønne omstilling. Det er der flere grunde til.
Først og fremmest, er der en række mineraler, der er essentielle for grøn energi, såsom kobolt, nikkel, kobber og litium – som Afrika er en væsentlig kilde til.
Det er de mineraler, der bruges i blandt andet elektriske biler, solcellepaneler og vindmøller.
“Så derfor er der en mulighed for at Afrika kan bidrage på en helt fundamental måde til den grønne omstilling, gennem udvindingen af essentielle mineraler”, forklarer Joseph Kibugu fra BHRRC.
Men det handler også om det energibehov, der er i Afrika. Ifølge en ny rapport fra Mo Ibrahim Foundation, har 44,3% af befolkningen i Afrika ingen tilgang til elektricitet – det er altså tale om over 600 millioner mennesker.
Der er derfor et behov for at øge energiforsyningen på kontinentet, og den er der mulighed for, at kan komme fra grøn energi. Der er nemlig gode forudsætninger for at udbygge både solenergi og vindkraft, samt geotermiske kraftværk flere steder i Afrika.
Det resulterer tilsammen i et sammentræf mellem behov og muligheder i Afrika, forklarer Kibugu – der er et behov for energi, og en mulighed for at energibehovet kan imødekommes med grønne energikilder.
Lige præcis dette, er Kenya er rigtigt godt eksempel på. I Kenya kommer 70% af elektriciteten nemlig fra grønne energikilder. Om så det er tale om geotermiske kraftværk, vindkraft eller solenergi.
Den nye rapport fra BHRRC fokuserer derfor på en række eksempler fra grønne energiprojekter i Kenya – og kigger nærmere på, hvad projekterne kan fortælle os, om hvordan man sikrer en hurtig og retfærdig omstilling.
“Resten af Afrika kan lære meget fra udviklingen af grøn energi i Kenya”, forklarer Kibugu.
Samtidig med at der er blevet brugt store summer på at udvikle grøn energi i Kenya, er det nemlig også en udvikling, der har budt på store udfordringer.
At bygge en vindmøllepark, for eksempel, kræver, at man har et stort område af jord, hvor man kan sætte vindmøllerne op. Det er en realitet, der flere gange har ført til protester fra lokalsamfund i Kenya.
Danwatch har tidligere skrevet om det Kenyanske Lake Turkana Wind Power Project. Et projekt hvor 365 gigantiske vindmøller blev sat op på jord, som var blevet givet væk ulovligt. Jorden tilhørte det oprindelige folk i Marsabit County, der på grund af vindmølleprojektet mistede deres adgang til landet, og med det deres levemåde og levebrød.
Det er også et af de eksempler, der bliver henvist til i BHRRC’s nye rapport. Rapporten viser at, Lake Turkana Wind Power Project ikke er et enestående eksempel. Tværtimod er problemer omkring landrettigheder noget, der går igen i alle de eksempler, der gennemgås i rapporten.
Det handler om lokalsamfund, forklarer Kibugu, der siger til virksomheder, “I har fået denne jord fra regeringen, men vi har ikke været involveret”. Eller der siger, “I tilbyder os kompensation, men vi er ikke enige i, at det er tilstrækkelig kompensation”.
Det er altså lokalsamfund, der protesterer mod den måde de bliver frarøvet deres jord, eller den måde de bliver flyttet væk fra det land, de altid har levet på.
Og det er der gode grunde til, siger Kibugu. “Overtrædelser af landrettigheder påvirker nemlig mange andre rettigheder, som retten til husly, adgang til vand og mad, og generelt frarøver det lokalsamfund deres levegrundlag”.
Derfor fremhæves problemerne, der har været omkring landrettigheder i rapporten.
Det er ikke kun retten til land, der er blevet krænket i Kenyas grønne omstilling.
BHRRC har kunne dokumentere, at grønne energiprojekter i Kenya er knyttet til angreb på menneskerettighedsforkæmpere, mangel på adgang til information, og overtrædelser af oprindelige folks rettigheder.
“I centrum står altså spørgsmålet omkring landrettigheder, og hvordan det påvirker andre rettigheder. Og dette bliver forstærket af en mangel på adgang til klagemekanismer, mangel på retfærdighed, og følelsen af at, projekterne kommer andre end lokalsamfundene selv til gode”, fremhæver Kibugu.
FAKTA
Når lokalsamfund på denne måde bliver overset, ignoreret og deres rettigheder overtrådt, kan det også føre til markante udfordringer for den grønne omstilling, lyder det i rapporten fra BHRRC.
Det er tale om forsinkelser, udsættelser, og endda afbrydelser, af projekterne, der skal give grøn energi til landet.
For eksempel betyder protester, der fører til retssager, at projekterne bliver udsat, ”og på den måde vil den grønne omstilling forsinkes”, siger Kibugu.
Dertil står der i rapporten fra BHRRC, at når der ikke bliver taget hensyn til lokalsamfunds rettigheder, kan man ende i en situation, hvor investorer bliver afskrækket fra at støtte projekterne.
I 2019 trak Den Europæiske Investeringsbank et lån på hele 192 millioner amerikanske dollar tilbage, da det stod klart, at virksomheden der stod bag et nyt geotermisk kraftværk i Kenya, ikke havde lagt en plan for, hvordan lokalsamfundet skulle kompenseres, når de blev flyttet.
“Hvis udsættelser, på grund af protester som følge af menneskerettighedskrænkelser, bliver mønsteret for grønne energiprojekter, kan investorer blive skeptiske – på den måde vil brud på menneskerettigheder ende med at bremse den grønne omstilling”, forklarer Kibugu.
I den seneste rapport fra FN’s klimapanel bliver det gjort tydelig, at den eneste måde der vil være mulighed for at forhindre en temperaturstigning på over 1.5C, er hurtig og øjeblikkelig omstilling til grøn energi.
Udsættelser og afbrydelser af grønne energiprojekter på grund af manglende hensyn til menneskerettigheder vil betyde, at vi står i en særdeles usikker situation.
Omstillingen til grøn energi kræver altså, at virksomheder – parallelt med det voksende behov for energi og mineraler – ikke forværrer eksisterende problemer og krænker menneskerettighederne til lokalsamfund.
For at sikre det, er der en række tiltag, virksomheder og investorer kan tage, for at bryde med det nuværende mønster, fortæller Joseph Kibugu fra BHRRC.
Som fundament ligger altså respekt for lokalsamfund, og at virksomheder lever op til FN’s retningslinjer.
Joseph Kibugu oplever ofte, at problemerne skyldes manglende lederskab, “og Europæiske virksomheder bør udfylde det tomrum. Vi ser, at der er nogle virksomheder, der ønsker at gøre det, men det må ske nu. Det haster”.
“En situation, hvor alle parter får gavn af den grønne omstilling er mulig, det er vi ikke i tvivl om. Men det kræver dialog. Det kræver medejeraftaler. Det kræver, at lokalsamfund støtter projekterne. At de ikke føler sig udenfor, men er del af samtalen”.
Det er på høje tid, at EU lovgiver om virksomheders ansvar for, hvordan de påvirker menneskerettighederne og ikke mindst miljøet. Så langt er virksomheder, brancheforeninger, menneskeretsorganisationer, fagforeninger, konsulenter – og den danske regering – enige.
Men så hører enigheden også op.
Det stod klart, da op mod 100 repræsentanter for dansk erhvervsliv, fagforeninger, konsulenthuse og rettighedsorganisationer i denne uge mødtes i Erhvervsstyrelsens lokaler på Langelinie for at diskutere den nye lov om virksomhedsansvar, som EU ventes at vedtage i løbet af det kommende år.
Nu tænker du nok, at en debat om virksomhedsansvar lyder lidt nørdet. Og det er det måske også. Men det er en lov, som kan få enorm betydning for arbejdsforhold, miljøsvineri og menneskerettigheder i hele verden, og det er en lov som vil stille helt nye krav til virksomheder. Og så handler det også om dig, og hvordan dine produkter bliver til.
Derfor er det også en lov, der er mange stærke interesser i. Og en lov, der af den grund kan ende med at blive udvandet.
I øjeblikket er der nemlig ingen lovgivning, som fastlægger virksomhedernes ansvar, hvis de påvirker mennesker og miljø negativt i forbindelse med deres produktion rundt omkring på kloden.
Lad os først lige se på, hvad forslaget fra EU-kommissionen indeholder.
Først og fremmest skal private og offentlige firmaer, der har mere end 500 ansatte eller en omsætning på mere end 150 millioner euro, identificere, forebygge og afdække menneskeretskrænkelser og miljøsvineri i deres værdikæde. Det vil for eksempel sige, at virksomhederne skal sikre sig, at deres leverandører ikke bruger børnearbejde.
For industrier, der har historie for at have problemer med de her ting, skal reglerne omfatte virksomheder med over 250 ansatte og en omsætning på mere end 40 millioner euro.
EU-Kommissionens forslag til et direktiv om virksomhedsansvar forpligter de 27 medlemslande til at vedtage eller tilpasse deres egen lovgivning om virksomhedsansvar, så både private og offentlige firmaer fremover bliver forpligtet til at identificere, forebygge og afbøde menneskeretskrænkelser og overtrædelser af miljøstandarder i deres værdikæde.
Ifølge Kommissionen omfatter forslaget cirka 13.000 europæiske virksomheder samt cirka 4.000 udenlandske virksomheder, som:
Kilde: EU-Kommissionens forslag og Erhvervsstyrelsen
Hvis virksomhederne ikke lever op til forpligtelserne, kan de få en bøde, ligesom det skal være muligt at sagsøge dem for det.
Danmarks største erhvervsorganisation Dansk Industri har ført en intensiv kampagne for at påvirke loven, men til mødet erkendte de faktisk, at der er behov for klare regler for virksomhedernes ansvar ude i verden.
“EU har fundet det rigtige scope”, erklærede Dansk Industris chef for global udvikling og bæredygtighed Marie Gad
Hun roste, at EU-kommisionens foreløbige udkast til en lov vil lægge ansvaret på de største virksomheder og dermed de bredeste skuldre.
“Det giver rigtig god mening, at EU-forslaget fokuserer på de største virksomheder med mere end 500 ansatte samt virksomheder med mere end 250 ansatte i risiko-brancher som tekstil, landbrug og minedrift”, sagde Mette Gad.
Alligevel gik en del af mødet med at diskutere, hvilke virksomheder der burde være omfattet af loven.
Både DI og flere af de store danske virksomheder, som var mødt op, argumenterede faktisk for, at loven skulle udvides til at omfatte endnu flere virksomheder. Både virksomheder uden for EU og ikke mindst de små og mellemstore virksomheder, som Danmark har hele 300.000 af.
“Det er helt rigtigt, at de store virksomheders kommer til at trække nogle af de mindre virksomheder med, fordi nogle af dem leverer til de store, men det er langt fra altid tilfældet”, sagde Claus Teilmann Petersen, Bestsellers kommunikationschef.
“De små tekstilvirksomheder i Herning leverer jo ikke til Bestseller, og det samme gælder Thy Bryghus. De leverer jo heller ikke til Carlsberg”.
Andre af deltagerne i debatten, heriblandt Fagforbundet 3F kritiserede loven for at have for smalt fokus på risikobrancher. Som lovforslaget ser ud I øjeblikket stilles der kun særlige krav til virksomheder med mere end 250 ansatte som har en væsentlig omsætning inden for tekstil, landbrug eller minedrift
“Hvorfor er elektronikbranchen, skibsophugning eller transport ikke omfattet”, spurgte chefen for 3Fs internationale afdeling Jesper Nielsen og opfordrede den danske regering til arbejde for at udvide listen over særlige risiko brancher.
Og det var bæredygtighedschef i brancheorganisationen Dansk Mode og Tekstil Marie Busk faktisk enig i.
“Hvorfor skal fokus kun være på os. Vores branche er kendt for at have problemer, men det er der også mange andre brancher der har”, sagde hun.
Både virksomheder og menneskeretsorganisationer var enige om, at problemerne med krænkelser af mennesker og miljø oftest sker ude i de yderste led af produktionen, langt væk fra Danmark.
Due diligence oversættes ofte med “rettidig omhu” eller “risikovurdering” på dansk, men ingen af begreberne er rigtigt dækkende. Begrebet dækker over en praksis, hvor virksomheden løbende vurderer sin påvirkning af samfundet.
Ifølge FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) skal alle virksomheder uanset størrelse løbende gennemføre en grundig due diligence for at sikre sig, at de ikke påvirker hverken menneskerettigheder eller miljø på en negativ måde.
Hvis det alligevel sker, skal virksomheden omgående rette op på forholdene, forebygge gentagelse og sikre oprejsning til ofrene.
Kilde: UNGP
Og flere af de fremmødte rådgivningsfirmaer gav dem ret.
“Når sandheden skal frem, aner de fleste danske virksomheder ikke, hvad der foregår derude i de yderste led”, sagde Morten Lehmann fra konsulentfirmaet Tailwind.how.
Og det gør det selvsagt svært for virksomhederne at identificere krænkelser af menneskerettigheder eller miljøsvineri, selvom det er i dette led det oftest sker. Det er ellers en central del af lovforslaget, at virksomhederne skal vurdere risikoen for det i deres såkaldte due diligence.
“Når det kommer til at gennemføre ordentlig due diligence, er det de få cases, der gør det godt”, sagde Morten Lehmann.
Sådan ser de største danske virksomheder dog ikke på det.
Ifølge Nikolaj Kosakewitsch, direktør fra Nasdaq Cph, der repræsenterede de store, børsnoterede virksomheder i Danmark, har netop de store virksomheder allerede godt styr på, hvad der foregår i deres varekæder.
“De fleste af vores virksomheder laver rigtig god due diligence”, mente han og slog samtidig et slag for, at den kommende lov kun bør omfatte leverandørerne, ikke kunderne.
“Virksomhederne skal ikke være være ansvarlige for, hvad kunderne gør med deres varer. De fleste virksomheder har jo tusindvis af kunder, som igen har tusindvis af kunder. Det er helt umuligt”, sagde Nikolaj Kosakewitsch.
Det var Amnesty Internationals seniorrådgiver for Erhverv og Menneskerettigheder Sanne Borges ikke helt enig i. Hun understregede, at uanset udformning af den nye lov, gælder både FN’s retningslinjer og OECD’s regler stadig.
Og de omfatter et ansvar både opad og nedad i værdikæden, hvilken hun mente er helt nødvendigt.
“Det har jo vist sig at være meget relevant også at have ansvar for, hvem man sælger til”, sagde hun og henviste blandt andet til Danwatch og TV2s afsløring af, hvordan den danske IT-virksomhed Systematic har solgt militært udstyr til Emiraterne med risiko for at det ender i krigen i Yemen.
Læs: Våben på afveje
Som udkastet til EU’s nye lov ser ud, lægger Kommissionen ikke op til, at de europæiske virksomheder skal helt ud i yderste led for at se, om deres bomuld bliver plukket under ordentlige forhold.
Tværtimod er de europæiske firmaers ansvar begrænset til egne aktiviteter, datterselskabers aktiviteter og aktiviteter, udført af såkaldt “etablerede forretningsforbindelser.
Selvom EU’s nye lov ikke lever op til blandt andet Amnesty Internationals ønsker, beskrev flere af de fremmødte det som historisk, at den nye lov vil gøre det muligt at idømme virksomheder bøder, hvis de ikke overholder deres forpligtelse til lave rettidig due diligence. Og ikke mindst, at loven giver eventuelle ofre mulighed for at rejse sag mod virksomhederne.
“Det er et historisk skridt”, sagde Christian Honoré fra konsulentfirmaet 3B Impact blandt andet.
“Adgang til restsprøvelse er nødvendigt. Det viser de sidste 20-25 år. Der skal straf til, hvis regler for virksomhedsansvar skal virke”.
Flere af virksomhedsrepræsentanterne frygter af samme grund, at den nye EU lov vil resulterer i en tsunami af retssager fra medarbejdere hos leverandører i den fattige del af verden, som mener, at deres rettigheder er trådt under fode eller fra miljøaktivister, der vil forsvare miljøet.
“Der er en stor risiko for et øget antal retssager”, sagde Nikolaj Kosakewitsch fra Nasdaq Cph og forudså, at det fremover vil blive svært at finde folk, der vil stå i spidsen for virksomheder og bestyrelser, fordi loven lægger op til, at lederne kan stilles personligt til ansvar.
“Vi ser frem mod et sandt mareridt, hvis det bliver vedtaget,“ sagde han blandt andet.
De fremmødte rettighedsorganisationer mente, at der var meget langt til en tsunami af retssager. Tværtimod frygter de, at det i praksis bliver for svært for eventuelle ofre at rejse en sag mod en stor virksomhed.
“Der er ikke ligefrem equality of arms i den slags sager”, som Sanne Borges fra Amnesty pointerede.
“En stor virksomhed kan jo møde op med de første hundrede advokater og uendelige ressourcer overfor en flok ansatte fra Bangladesh”, sagde hun op opfordrede til, at EU giver ofre mulighed for at anlægge kollektive søgsmål og evt retshjælp.
Præcis hvordan systemet kommer til at fungere i Danmark er noget, den danske regering, kommer til at fastlægge, eftersom EU’s direktiv kun er en rammelov.
Flere af deltagerne lagde derfor vægt på, at regeringen bør sørge for, at der bliver ført ordentligt tilsyn med, at virksomhederne lever op til lovens forpligtelser.
“Det er vigtigt, at der sættes tilstrækkeligt med ressourcer af til at føre et effektivt tilsyn, ellers sker der ikke noget”, sagde blandt andet Linda Jensen, som er formand for den såkaldte Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd,
Det er i øjeblikket det eneste sted, ofre i dag kan henvende sig, hvis de vil klage over en dansk virksomheds adfærd i udlandet.
Kritikere: Nyt EU-forslag om virksomhedsansvar er fuldt af smuthuller
Førende EU-lande vil sætte turbo på ny lov om virksomhedsansvar
EU’s nye regler for virksomhedsansvar dækker kun de allerstørste danske virksomheder
Magtfulde lobbyister forsøger at udvande EU-lov om virksomhedsansvar
FN’s Vejledende Principper for Erhverv og Menneskerettigheder (UNGP) forpligter virksomhederne til at udvise “due diligence” eller rettidig omhu i forbindelse med deres aktiviteter.
Ifølge retningslinjerne skal staten beskytte menneskerettighederne, mens virksomhederne skal respektere dem – også når staten svigter sit ansvar.
UNGP kræver, at virksomheder skal tage ansvar for potentielle negative effekter på menneskerettighederne hele vejen igennem deres varekæder. De skal have en klar politik for, hvordan de forebygger eller afbøder en negativ indvirkning på menneskerettighederne.
“Soldater skød, og folk flygtede. Jeg flygtede også, da jeg så soldaterne skyde mod en motorcykel og føreren. De dræbte ham. Han vendte tilbage fra sin gård med bananer, han vidste ikke, at soldaterne havde invaderet landsbyen”, fortæller 30-årige Richard, der var øjenvidne til et angreb fra camerounske soldater i landsbyen Dadi nær Mamfé.
I december 2017 var den mangeårige konflikt mellem den fransktalende, autoritære præsident Paul Biya og engelsksprogede separatister blevet til en blodig borgerkrig.
Adskillige landsbyer stod i brand, og tusindvis af civile var på flugt – ikke kun fra separatisternes hærgen, men også regeringshærens brutale modsvar.
Kampenes epicenter var rykket til Mamfé og de omkringliggende landsbyer i det sydvestlige Cameroun.
Danwatch kan nu fortælle, at 24 dansk-trænede soldater i slutningen af 2017 blev indsat mod egen befolkning i netop Mamfé, og at en leder i Camerouns militær lod det danske forsvar vide, at han var ligeglad med civile tab. Det viser en aktindsigt fra Forsvarskommandoen, som Danwatch har fået.
Alligevel fortsatte Danmark sin træningsmission i Cameroun i marts 2018, tre måneder efter kampene omkring Mamfé, hvor dansk-trænede specialstyrker deltog og civilbefolkningen ifølge Amnesty International blev udsat for tortur og vilkårlige henrettelser af den camerounske hær.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch er bekymret over Danmarks træning af borgerkrigstropper, og en ekspert kalder Danwatchs afsløringer “chokerende” og et “lavpunkt for det danske forsvars aktiviteter i Afrika”, mens en camerounsk menneskerettighedsfortaler mener, at Danmark gør sig medskyldig i forbrydelser begået under konflikten.
I et svar til Danwatch forholder Forsvarsministeriet sig ikke til kritikken af Danmark, men ministeriet skriver, at Forsvaret under selve træningen af COPALCO ikke overværede menneskerettighedsovertrædelser begået af camerounske specialstyrker.
Og under alle omstændigheder var Danmarks kontrolmuligheder ifølge ministeriet begrænset:
“De danske styrkebidrags mulighed for selvstændigt at kontrollere, om personel i de camerounske partnerenheder har været involveret i menneskerettighedskrænkelser og andre uacceptable aktiviteter, var dog meget begrænset”, skriver Forsvarsministeriet.
Forsvarsministeriet svarer ikke på, hvorfor man i januar 2018 gav Forsvaret grønt lys til at fortsætte træningen, selvom der måneden inden, i december 2017, florerede nyhedsartikler om, at hæren beskød civile med helikoptere i Mamfé.
Forsvaret oplyser til Danwatch, at man ikke ved, hvad de dansk-trænede styrker præcis foretog sig i Mamfé.
“Forsvaret har ikke detaljeret kendskab til de 24 camerounske soldaters aktiviteter i Mamfé”, skriver Forsvaret i et skriftligt svar.
Til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark gjorde en eksplicit indsats for at forhindre, at de 24 COPALCO-soldater blev indsat mod egen befolkning, lyder det, at Forsvaret havde begrænsede muligheder:
“Forsvarets personel er underlagt handle- og meldepligt, som gør, at hvis der opstår kendskab til overtrædelser af den humanitære folkeret eller/og menneskerettighederne, så skal dette om muligt forhindres eller rapporteres. Forsvaret har dog begrænset muligheder for at kontrollere andre nationers styrker”, skriver Forsvaret til Danwatch.
Danwatch afslørede for nyligt, hvordan Frømandskorpset og Jægerkorpset i 2016 og 2017 over flere omgange trænede de kontroversielle camerounske specialstyrker BIR, som både før, under og efter den danske træning har stået bag systematiske drab, voldtægter og tortur på civile i det nordlige Cameroun.
Læs mere her: Trods drab, voldtægter og tortur: Frømænd trænede brutal specialstyrke i Cameroun
Men selvom en Amnesty International-rapport fra 2017 om overgreb begået af en dansk-trænet underenhed i BIR, tilsyneladende fik Forsvaret til at indstille træningen af netop BIR, fastholdt Danmark træningen af andre camerounske specialstyrker i 2018.
I mellemtiden var den camerounske regeringshærs fokus flyttet fra Boko Haram i det nordlige Cameroun til et oprør blandt engelsktalende separatister i den vestlige del af landet, som i oktober 2017 udråbte en selvstændig stat, Ambazonien, og antændte borgerkrigen.
To måneder efter borgerkrigens begyndelse, i december 2017, rejste Forsvaret på fact-finding mission til Cameroun forud for Frømandskorpsets planlagte træning af camerounske maritime specialstyrker (COPALCO) i foråret 2018.
På et møde den 7. december 2017 mellem danskerne, amerikanerne og repræsentanter fra COPALCO, opstod en uventet situation, fremgår det af en aktindsigt, som Danwatch har fået af Forsvarskommandoen.
COPALCO oplyste Forsvaret om, at 24 soldater fra enheden skulle lånes ud til en anden hærenhed og indsættes i borgerkrigen mod engelsksprogede separatister i byen Mamfé.
En person i “ledelseslaget” i COPALCO vækkede endnu mere opsigt, da han under mødet “bramfrit udtaler vilje til at ignorere følgeskader (collateral damage)”, som der står i et mødereferat. Lederen var altså ligeglad med civile tab.
Det fik orlogskaptajn i Specialoperationskommandoen, Kristoffer Kruuse, til at sende en “bekymringsmail” til sine kolleger i Forsvarskommandoen. I den opfordrer han til, at Forsvaret forholder sig til, at “COPALCO er indsat overfor egen befolkning”.
I en efterfølgende intern rapportering udtrykkes der bekymring for, at de dansk-trænede COPALCO-soldater muligvis kan indgå i forhold med “overgreb og inhuman behandling af egen befolkning”.
Men seks uger senere opfordrede Forsvarskommandoen, i en orientering til Forsvarsministeriet den 26. januar 2018, alligevel til at fortsætte Frømandskorpsets planlagte træningsmission i foråret 2018.
“Det er Værnsfælles Forsvarskommandos anbefaling at fortsætte samarbejde jævnfør bevillingsnotitsen fra 2018 trods de bekymrende udtalelser”, lyder det i orienteringen, der understreger, at Forsvaret læner sig op af amerikanernes vetting (forhåndsgodkendelse) af COPALCO.
Separatister angriber den camerounske regeringshær i Mamfé og dræber fire soldater.
Den camerounske hær udsteder dekret, der beordrer folk til at flygte fra 15 landsbyer omkring Mamfé, ellers vil de blive behandlet som kriminelle. Dagen efter trækker hæren dekretet tilbage, men ifølge Amnesty International var det for sent, og tusindvis af civile var allerede flygtet til Nigeria.
Forsvaret er på fact finding mission i Douala og Limbe 4.-9. december for at møde amerikanske og camerounske militære samarbejdspartnere. Forsvaret informeres om, at 24 COPALCO-soldater skal indsættes i Mamfé. Under mødet mellem Forsvaret og COPALCO udtrykker en “person i ledelseslaget” fra COPALCO “bramfrit” ligegyldighed over for civile tab.
Hæren invaderer adskillige landsbyer omkring byen Mamfé i Manyu-distriktet. Ifølge en Amnesty International rapport bliver mange civile dræbt, arresteret og tortureret under militæroperationerne, der ledes af specialenheden BIR og andre uidentificerede camerounske hærenheder.
Landsbyen Kwakwa brændes ned af specialenheden BIR, kun 53 km fra basen Idenau, hvor Forsvaret i de forgangne år har trænet samme enhed. Internationale medier beretter om hændelsen få dage efter.
Forsvarskommando udtrykker bekymring i en orientering over situationen til Forsvarsministeriet, men opfordrer til, at forårets træningsprogram fortsætter som planlagt.
Frømandskorpsets træningsmission af COPALCO gennemføres i regi af den amerikanske militærøvelse Obangame Express og et selvstændigt dansk-amerikansk træningsprogram.
I tiden mellem det bekymrende møde i Cameroun i december 2017 og Forsvarskommandoens opfordring til at fortsætte træningen af camerounske tropper i januar 2018, stormer den camerounske hær Mamfé.
Faktisk har den camerounske hær, en uge inden mødet med Forsvaret, udstedt en advarsel til lokalbefolkning i 15 landsbyer i Manyu-distriktet, hvor Mamfé er den største by, med en opfordring om at flygte til sikre områder. Og hvis de ikke gør det, får det konsekvenser:
“I så fald vil de blive behandlet som medskyldige eller udøvere af igangværende kriminelle handlinger, som er registreret mod sikkerheds- og forsvarsstyrker”, hedder det i en befaling fra det camerounske militær den 1. december 2017.
Dagen efter mødet med Forsvaret går operationerne i Manyu-distriktet for alvor i gang.
Hærens helikoptere angriber civile. Huse sættes i brand. Mænd, kvinder og børn flygter ud i bushen. Den camerounske regeringshær bruger Mamfé som centrum for operationer i de omkringliggende landsbyer Kajifu, Dadi og Bodam, hvor Amnesty International har dokumenteret vilkårlige henrettelser og omfattende tortur af civile.
I landsbyen Bodam nær grænsen til Nigeria, beretter øjenvidner, at hæren ankom med speedbåde fra Mamfé og begyndte at henrette civile, herunder en 60-årig mand.
“Han sad udenfor sit hus, da han blev skudt. Han var en gammel mand. Han kunne ikke gå ordentligt. Soldaterne bad ham om at stå op, så han brugte sin træstok til at hjælpe sig selv op, og så skød militæret ham sådan”, fortæller et øjenvidne til Amnesty International.
I landsbyen Dadi var en 9-årig pige blandt de civile, der blev dræbt af den camerounske hær.
Emma Osong, en sydcamerounsk menneskerettighedsfortaler og grundlægger af en organisation for konfliktens ofre, fortæller i et interview med Danwatch, at militæroperationerne i Mamfé-området var et vendepunkt i borgerkrigen.
“Det var i Mamfé, man så den første massefordrivelse af civile i konflikten, som til den dag i dag lever som flygtninge på den nigerianske side af grænsen”.
Frømandskorpsets træning af COPALCO i 2016-2018 har både foregået i regi af de årlige amerikanske militærøvelser Flintlock og Obangame Express samt en række selvstændige danske træninger af COPALCO i “kampsvømning og bådhåndtering”.
Det officielle formål med den danske træning af maritime specialstyrker i Cameroun var at styrke landets evne til at bekæmpe pirateri i Guinea-bugten, hvor danske rederier har kommercielle interesser.
I et svar til Danwatch skriver Frømandskorpset, at de i 2017-2018 har trænet COPALCO i “overfladesvømning”.
Danwatch har fået aktindsigt i træningsprogrammerne, men træningernes konkrete indhold har Forsvarskommandoen streget over med sort. Det fremgår dog af andre dokumenter i aktindsigten, at der også har indgået “omskoling/repetition” i brug af de sovjetiske geværer AK-47 og AK-74 i frømændenes forberedelse før træningen.
Frømandskorpset har dog kun i begrænset omfang undervist COPALCO i, hvordan de skal forholde sig til menneskerettigheder:
“Danske operatører har ikke undervist særskilt i emner som krigens love og menneskerettigheder, men har i stedet tilstræbt at indarbejde elementer heraf i opbygningen af de taktiske færdigheder”, står der i en redegørelse fra Forsvarskommandoen om træningen.
Alligevel bliver menneskerettigheder et emne, som Forsvaret bliver nødt til at forholde sig til i løbet af sin involvering med de camerounske styrker.
Under det tidligere omtalte møde mellem Forsvaret og COPALCO, hvor der informeres om COPALCO-styrkers indsættelse i Mamfé og en COPALCO-leder udtaler vilje til at ignorere civile tab, vælger Forsvarets repræsentanter at drøfte “human rights” som reaktion på de bekymrende udtalelser, fremgår det af et referat i aktindsigten.
Hvad Forsvarets repræsentanter præcist drøfter om menneskerettigheder i samtalen med COPALCO-lederne, er streget over med sort.
I sit svar til Danwatch oplyser Forsvarsministeriet, at Frømandskorpset ligeledes øgede sit fokus på menneskerettigheder i træningen af COPALCO efter det bekymrende møde:
“Som reaktion på udtalelsen, skærpede Forsvaret i samarbejde med USA derfor dialogen med COPALCO om overholdelsen af menneskerettigheder samtidigt med, at der kom et ekstra fokus på dette element i træningsaktiviteterne”.
Det har ikke været muligt for Danwatch at fastslå om de samme soldater som COPALCO indsatte i Mamfé tog aktivt del i menneskerettighedsbrud, som blev begået under militæroperationer i byen og de omkringliggende landsbyer, som det er dokumenteret af Amnesty International og omtalt af internationale medier allerede i december 2017.
Og det kan der være en god grund til, fortæller Billy Burton, en Cameroun-ekspert som er medgrundlægger af databasen Cameroon Database of Atrocities.
Han er overrasket over de informationer, som kommer frem i Danwatchs aktindsigt fra Forsvaret:
“COPALCO er en af de mest hemmelighedsfulde enheder i den camerounske hær”, siger Burton.
“Mens vi har et kæmpe datasæt af overtrædelser begået af hæren, gendarmeriet og BIR, har COPALCOs rolle i borgerkrigen i høj grad været skjult. Dette er første gang, at vi kan forbinde dem til en konkret udstationering i konflikten”.
Og det skyldes blandt andet, at COPALCO ikke har sine egne uniformer:
“De bruger uniformer, der er identiske med den almene camerounske hærs. Det er ikke ligesom BIR, som har et meget distinktivt logo på deres uniformer, der gør dem lettere at identificere og genkende”, forklarer Burton.
At Danmark trænede soldaterne fra COPALCO til trods for, at man var advaret om, at de skulle indsættes i borgerkrigen, kritiseres af Human Rights Watch, Cameroun-eksperten Billy Burton og den camerounske menneskerettighedsfortaler Emma Osong.
“Det er bekymrende, at soldater trænet af Danmark blev udstationeret i de engelsktalende regioner, hvor camerounske sikkerhedsstyrker siden 2017 har begået et hav af menneskerettighedskrænkelser, herunder at brænde landsbyer ned, ulovlige drab på civile og vilkårlige anholdelser”, siger Ilaria Allegrozzi, som er Cameroun-ekspert hos Human Rights Watch.
Billy Burton har også kun kritiske ord tilovers for Forsvarets træningsindsatser under borgerkrigen:
“Det er chokerende afsløringer, at det danske forsvar har trænet den camerounske hær, selvom der var så mange åbenlyse alarmklokker om menneskerettighedsovergreb og at de var klar over, at COPALCO skulle indsættes i borgerkrigen”, siger Burton.
“At man valgte at træne camerounske soldater, selvom de skulle bruges i en borgerkrig, hvor der er begået så mange uhyrligheder, må være et nyt lavpunkt for det danske forsvars aktiviteter i Afrika”, tilføjer han.
Den camerounske menneskerettighedsfortaler Emma Osong kalder Danmark for “medskyldig” i forbrydelserne begået af den camerounske hær under borgerkrigen. Samtidig efterspørger hun, at Danmark fordømmer Camerouns regering offentligt.
“Det gør mig ked af det at se, at Danmark på den ene side var hurtig til at tilslutte sig fordømmelsen af Rusland, da krigen i Ukraine brød ud, men på den anden side har vi aldrig hørt Danmark offentligt fordømme sin partner, den camerounske regering, som begår alle disse krigsforbrydelser”.
Imens fortsætter borgerkrigen i Cameroun på sit femte år.
Efter et par uger med stilhed i konflikten, dræbte regeringssoldater tidligere på måneden ni civile i landsbyen Missong i den vestlige del af landet, herunder fire kvinder og et spædbarn.
Soldaterne bag massakren er blevet anholdt. Det er første gang i den femårige konflikt, at regeringshæren indrømmer en massakre, før at den er blevet afsløret af internationale medier eller rettighedsorganisationer.
Onsdag blev det centrale hospital i Mamfé brændt ned. Angiveligt stod separatister bag angrebet.
FAKTA
Skåltalerne stod i kø, da minegiganten Rio Tinto i foråret 2021 præsenterede et 16,7 mia. kroner dyrt mine-projekt i Jadar-dalen i Serbien.
Ikke alene ville det blive en af verdens største litium-miner. Minen ville samtidigt kunne opfylde EU’s ønske om at blive mere selvforsynende og dække 90 procents af Europas behov for litium, der bruges i batterier – og som er essentiel i den grønne omstilling.
EU vil alene til elbilbatterier og energilagring få behov for op til 18 gange mere litium i 2030 end i dag — og næsten 60 gange mere i 2050.
Den danske direktør for Rio Tinto, Jakob Stausholm, gik endda skridtet videre og kaldte for nylig mine-projektet for ‘perfekt’, men nu er der i den grad kommet malurt i bægeret. Projektet har medført så massive protester i befolkningen, at regeringen i Serbien tidligere i år annullerede det.
Sporene skræmmer fra udvinding af råstoffer rundt om i verden, hvor det ofte har store menneskelige og miljømæssige konsekvenser. Danwatch har eksempelvis tidligere sat fokus på udvinding af litium i Chile, hvor lokalbefolkningen har måtte betale en høj pris.
Tusindvis af danske pensionsopsparere har også en aktie i Rio Tinto’s europæiske mineeventyr. Ifølge Danwatch’s Pensionsmaskine så har danske pensionsselskaber investeringer i Rio Tinto for omkring 1 mia. kroner. Herunder har PensionDanmarks 799.200 medlemmer alene investeringer for 321 mio. kr. i Rio Tinto.
Og på det britisk-australske selskabs hjemmeside står der i dag blandt andet om projektet i Serbien:
“Forståeligt nok er der betydelige bekymringer over minens potentielle indvirkning på lokalsamfundene i Jadar-dalen, og vi forstår, at vi er nødt til at vise, at disse bekymringer kan løses og håndteres(…).”
Dramaet i Serbien viser med tydelighed det dilemma, EU står i, mener Benjamin Sovacool, professor i energipolitik ved universitetet i Sussex.
“Det er et fascinerende dilemma, og et der skærer ind i hjertet af moderne energipolitik og energisikkerhed. I dette tilfælde drejer det sig om, at forsyninger af metaller kun kommer på bekostning af et andet: protester eller miljøforringelse på grund af mineraludvinding”
“Tilsvarende er outsourcing af litiumproduktion til Sydamerika eller koboltproduktion til Congo mere socialt acceptabelt for europæere, fordi det ikke forurener deres baghaver. Men det eliminerer ikke forurening og sociale skader, det flytter det bare derhen, hvor den europæiske offentlighed og politiske beslutningstagere ikke kan se det,” siger han.
Og ifølge Benjamin Sovacool er der ingen nem løsning på problemet:
“Det er en hvepserede. Uanset hvordan en politiker reagerer på det, vil de sandsynligvis blive stukket,” siger han.
Minen i den frodige Jadar-dal i Serbien passer ellers perfekt ind i EU’s planer om øget selvforsyning af kritiske råstoffer. Europa forbruger i dag omkring 20 procent af verdens kritiske råstoffer, men producerer kun 5 procent selv.
Resten er import, og det efterlader EU særdeles sårbare, når der opstår økonomiske eller politiske tvister – eller krige som den nuværende mellem Rusland og Ukraine, der spænder ben for leverancerne.
Et litium-ion batteri er et genopladeligt batteri, der er baseret på litium. Sony lancerede det første litium-ion batteri til kommerciel brug i 1991.
Kilde: Teknologisk Institut, Battery University, Nobelprize.org
Et af råstofferne, der findes i store mængder i den europæiske undergrund, er netop litium, men det udvindes i dag kun i mindre omfang i Portugal. Derfor er EU’s tre vigtigste leverandørlande af litium Chile (78 %), USA (8 %), Rusland (4 %).
Per Kalvig, der er forsker ved GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, mener, at EU har et ansvar.
“Jeg synes, at EU bør tage ansvar for deres ressourceforbrug. Vi forbruger cirka en femtedel af verdens mineralske ressourcer og producerer kun nogle procent selv. Det er et skingert misforhold.”
“Og der hvor man har stærk administration og myndighed, har man også mulig for at lave minedrift på en acceptabel måde. Derfor kunne det være en fordel, at det lå i Europa. Vi er dog nødt til at få diskuteret, hvilke miljøkonsekvenser vi vil acceptere forskellige steder, og der er jo en tendens til, at vi accepterer mindre og mindre ting i landskabet. Det har vi også set herhjemme med eks. vindmøller,” siger han.
For at imødekomme manglen på råstoffer fremlagde EU kommissionen i 2020 en handleplan for 30 kritiske råstoffer, herunder litium. I den forbindelse sagde Thierry Breton, kommissær for det indre marked, blandt andet:
“En lang række råstoffer er afgørende for, at Europa kan føre an i den grønne og digitale omstilling og forblive verdens ledende industrikontinent. Vi har ikke råd til helt at forlade os på tredjelande eller — for visse sjældne jordarters vedkommende — på kun ét eneste tredjeland. Ved at diversificere forsyningen fra tredjelande og udvikle EU’s egen kapacitet til at udvinde, forarbejde, genanvende, raffinere og udskille sjældne jordarter kan vi blive mere modstandsdygtige og bæredygtige.”
For at opfylde EU’s ambitioner er der i dag – udover Serbien – projekteret litium-miner i Tjekkiet, Finland, Spanien, Tyskland og Østrig. I Portugal, hvor man i dag har en mindre udvinding af litium, er der også et storskala projekt på tegnebrættet.
I maj 2021 modtog det Lonon-baseret mineselskab Savannah en foreløbig miljøgodkendelse(VVM) fra de portugisiske myndigheder til et stort open-pit mineprojekt i området Barosso i det nordlige Portugal. Netop Barosso kom ellers i 2018 på listen over
Globally Important Agricultural Heritage Systems (GIAHS), der er bevaringsværdige steder udpeget af FN’s fødevare- og landbrugsorganisation. Stederne er blandt andet kendetegnet ved at være rige på globalt betydelig biologisk mangfoldighed
Savannah’ s to største aktionærer er Al Marjan Limited, der hører hjemme i skattelyet Cayman Islands – og australske Slipstream Resources Investments Pty Ltd.
Under hele forløbet har projektet mødt massiv modstand fra fra lokalbefolkningen og miljøaktivister. Og det har måske en effekt.
I hvert fald er projektet stadig i offentlig høring, inden der bliver taget en endelig beslutning. Samtidig var der i januar 2022 valg i Portugal, hvor Socialistpartiet(PS) sikrede sig det absolutte flertal i parlamentet, hvilket også kan komme til at spille en rolle.
Den 8. juni i år sagde Savannahs bestyrelsesformand Matthew King i en erklæring til investorerne forud for den årlige generalforsamling:
“Afslutningen af VVM’en er en politisk proces, som Savannah har ringe kontrol over. På dette tidspunkt sidste år havde vi forventninger om, at beslutningen ville være blevet modtaget nu,”
“”Vi er dog overbeviste om, at den nye administration nu er i stand til at træffe en beslutning og håber fortsat på et positivt resultat.”
Selv om det skulle lykkes at få en storskala litium-produktion i gang i Portugal – og måske på sigt i Serbien, så advarer Per Kalvig advarer dog om at finde den store jubeloptimisme frem:
“Når EU siger, at vi skal have gang i minedriften, fordi vi så selv kan lave batterier, så skal man tage den information med et betydeligt gran salt, fordi der lige nu er flere huller i forsyningskæden.”
“Eksempelvis har vi jo endnu ikke de anlæg, der skal forarbejde litium, så den kan indgå i batteriproduktion, ligesom vi heller ikke har produktion af de andre råstoffer, der også skal bruges til batterier, herunder kobolt, nikkel og grafit, i Europa. Så vi er fortsat langt fra at være selvforsynende. Det kræver investorer, der har både vilje og viden til at investere i at lukke hullerne” siger han.
Hvornår er det så overhovedet realistisk, at Europa kunne være selvforsynende med litium?
“Hvis vi tager udgangspunkt i de to projekter, der er forholdsvis langt: Jadar i Serbien og Barosso i Portugal, så vil de fra, hvor de er i dag – og med alle mulige forbehold – få svært ved være i fulde omdrejninger inden for de næste fire år.”
“Samtidig skal der så også etableres faciliteter til forarbejdning,” siger Per Kalvig.
Tilbage i Serbien har Rio Tinto på ingen måde droppet milliard-projektet i Jada.
I maj 2022 udtalte direktør Jakob Stausholm på et pressemøde;
“Vi har bestemt ikke givet op på Jadar – jeg synes, det er et perfekt projekt,”
“Jeg håber meget, at den sunde fornuft vil sejre, og vi kan gå i dialog.”
Han understregede også over for de fremmødte journalister, at han mente, at de miljømæssige og sociale konsekvenser ville være begrænset.
“Jeg kan ikke sige, at det ikke har en indflydelse, men jeg tror, at virkningen er blevet meget, meget effektivt minimeret, og det kan skabe en masse rigdom for den serbiske nation,” sagde han.
“Hvis vi kan få Jadar i gang, vil vi have 90 procent af Europas litiumproduktion.”
Danskeren skal dog i den grad arbejde for sin årsløn på 10,5 millioner kroner og finde de gode argumenter frem.
Da den serbiske premierminister Ana Brnabic tilbage i januar måned annulerede Rio Tintos Jadar-projekt, sagde hun blandt andet:
“Dermed har vi opfyldt alle krav fra miljøprotesterne og sat en stopper for Rio Tinto i Serbien. Med dette er alt, hvad der angår Jadar-projektet og Rio Tinto, slut,”
“BIR er med afstand den mest voldelige enhed i Camerouns militær. Og det var de også, da Danmark begyndte at træne dem."
“De ankom til vores hus omkring kl. 11. Der var 30 BIR-soldater, allesammen bevæbnede og maskerede. De sparkede døren op og tog min mand med. De bandt hans t-shirt om øjnene på ham”, fortæller Fatim til Amnesty International.
Soldaterne fra de berygtede camerounske specialstyrker Bataillon d’Intervention Rapide (BIR) mistænkte Fatims mand for at sympatisere med terrorgruppen Boko Haram. De havde hverken beviser eller arrestordre, ifølge Amnesty International, men det afholdt dem ikke fra at storme hjemmet i Fotokol tæt på Camerouns grænse til Nigeria.
Kort efter vendte to soldater tilbage til huset. De ville have penge, men kunne ikke finde nogen.
“En af soldaterne sparkede ud efter mig og ramte min lille datter, jeg havde i armene. Hun skulle på hospitalet, men vi havde ikke penge til det. To uger efter døde hun”.
Nu kan Danwatch fortælle, at samme måned som BIR-soldater stormede Fatims hjem og sårede hendes datter med døden til følge, fik soldater fra samme enhed træning af det danske Frømandskorps.
I marts 2016 rejste 10 frømænd og en tolk til det sydvestlige Cameroun for at træne soldater fra BIR, COPALCO (en maritim specialstyrke i det camerounske militær) samt Nigerias Navy Special Boat Service. Det fremgår af opslag på Forsvarets sociale medier og bliver bekræftet i en aktindsigt til Danwatch.
Det danske engagement i Cameroun fortsatte til 2019, mens træningen af BIR som minimum strakte sig ind i 2017.
Danmarks træning af BIR-soldater i Cameroun møder skarp kritik fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch og eksperter, som Danwatch har talt med.
“I virkeligheden minder BIR’s taktikker om Boko Harams. Deres drab, tortur og vilkårlige anholdelser af civile er ikke enkelttilfælde. De sker systematisk”, siger Christopher Roberts, der forsker i vestafrikansk sikkerhedspolitik på University of Calgary i Canada, til Danwatch.
“BIR er med afstand den mest voldelige enhed i Camerouns militær. Og det var de også, da Danmark begyndte at træne dem. På det tidspunkt var der masser af offentlige tilgængelige informationer om alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået af BIR. Det burde Danmark have vidst og reageret på”, siger Ilaria Allegrozzi, Cameroun-ekspert hos Human Rights Watch.
Hun har blandt andet skrevet rapporten Human Rights under fire: Attacks and violations in Cameroon’s struggle with Boko Haram for Amnesty International, hvor hun arbejdede på daværende tidspunkt. Den udkom i september 2015, altså et halvt år inden de danske frømænd trænede BIR første gang.
Men på trods af adskillige blinkende alarmlamper i form af flere offentligt tilgængelige menneskerettighedsrapporter og nyhedsartikler om BIR’s overgreb inden 2016, valgte Forsvaret alligevel at træne enheden over flere omgange.
Træningen stod som minimum på indtil 2017, hvor Forsvaret fandt ud af, at samme underenhed i BIR, som blev trænet af Frømandskorpset og Jægerkorpset, også var med til at begå forbrydelser.
“Det har ikke været muligt at afgøre, om der er sammenfald mellem de uddannede personer og de anklagede fra Amnestys Internationals rapport”, skriver Forsvarskommandoen i en redegørelse til Forsvarsministeriet, som Danwatch har fået aktindsigt i.
I samme redegørelse placerer Forsvarskommandoen ansvaret for udvælgelsen af enheder på amerikanerne.
Danwatch har stillet en række spørgsmål til Forsvaret, men de har ikke besvaret dem inden udgivelse.
Historisk har Danmark ikke særlig tætte relationer til Cameroun. Vi har eksempelvis aldrig haft en ambassade i landet. Når Frømandskorpset alligevel har været dernede flere gange siden 2016, handler det først og fremmest om bekæmpelse af pirateri ud for Camerouns kyst i Guineabugten, hvor danske rederier hver dag har skibe sejlende.
Det fortæller Katja Lindskov Jacobsen, seniorforsker på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, hvor hun har særligt fokus på det afrikanske kontinent. I 2017 var hun med Frømandskorpset i Cameroun for at lave feltarbejde til sin forskning.
“Den træning, jeg overværede, var rettet mod antipirateri. Der var et dansk ønske om, at stater i regionen, i dette tilfælde specialstyrker fra Cameroun, gennem kapacitetsopbygning og træning på sigt ville være i stand til at reagere og potentielt afværge piratangreb i Guineabugten”, siger Katja Lindskov Jacobsen.
Kigger man på BIR’s tradition for menneskerettighedskrænkelser, bliver den danske træning imidlertid kontroversiel, mener flere eksperter, Danwatch har talt med.
Ifølge Ilaria Allegrozzi fra Human Rights Watch opererer BIR på direkte ordre fra Camerouns autoritære præsident gennem 40 år, Paul Biya.
“BIR er på en måde en hær i hæren”, siger hun til Danwatch. “Fordi de kun er ansvarlige over for præsidenten, føler de, at de er hævet over loven, og at de kan tillade sig hvad som helst”.
Der er adskillige eksempler på, hvordan lovløsheden gennem årene har ført til både overgreb og drab på civile, herunder kvinder og børn, som Fatim oplevede i Fotokol i marts 2016.
Hvert år siden 2010 har det amerikanske udenrigsministerium nævnt anklager om menneskerettighedsovertrædelser af BIR, herunder tortur og henrettelser uden rettergang, i sine årsrapporter om Cameroun.
I september 2015 udgiver Amnesty International en rapport, der konkluderer, at BIR har været med i en række operationer i det nordlige Cameroun, hvor “tvungne forsvindinger” af hundredvis af mennesker fandt sted. De forsvundne menneskers skæbne er ukendt, herunder mindst 200 mennesker i landsbyerne Magdeme og Doublé.
I marts 2016 bortfører BIR Fatims mand i en operation i det nordlige Cameroun. De vender kort efter tilbage for at kræve penge ud af familien. En BIR soldat sparker Fatims datter, som mister livet to uger senere. Fatim er et dæknavn for at beskytte kvindens identitet.
I marts 2016, træner 10 soldater fra Frømandskorpset for første gang BIR sammen med Camerouns maritime styrker COPALCO og deres nigerianske pendant Nigerian Navy Special Boat Service (NNSBS).
I marts 2017 træner soldater fra Frømandskorpset og to sprogofficerer igen BIR, COPALCO og nigerianske maritime styrker, ifølge en aktindsigt som Danwatch har fået af Forsvarskommandoen, hvor det tillige fremgår, at BIR også modtog træning af Jægerkorpset i samme periode.
I juli 2017 udgiver Amnesty International en omfattende rapport, der dokumenterer systematisk tortur og drab begået af BIR mellem 2013-2017 på to militærbaser i det nordlige Cameroun, ofte uden skyggen af beviser for ofrenes tilknytning til Boko Haram. Det er også i denne rapport, at drabet på “Fatims” datter nævnes.
Frømandskorpsets første træning af BIR i foråret 2016 foregik i forbindelse med Obangame Express, en tilbagevendende militærøvelse ledet af AFRICOM, det amerikanske forsvars Afrika-kommandocentral.
Fra 6. til 24. marts 2016 trænede frømændene i samarbejde med hollandske kolleger BIR på den camerounske enheds base i Idenau i det sydvestlige Cameroun. På programmet var en række øvelser, blandt andet i Close Quarter Battle (CQB), altså kamp på små områder, og i Command and Control (C2), det vil sige ledelse af en militæroperation.
Det fremgår af en aktindsigt, Danwatch har fået hos Forsvarskommandoen.
Under øvelsen besøgte den daværende chef for Specialoperationskommandoen, generalmajor Jørgen Høll, basen i Idenau. I den forbindelse lagde Forsvaret en video fra Cameroun ud på Facebook. I en række klip ser man, hvordan soldater iklædt BIR-uniformer modtager træning af de danske frømænd. En anonym frømand fortæller, at træningen er givet på både land og i vand.
Cirka et års tid efter, i april 2017, var Frømandskorpset tilbage i Cameroun. På Forsvarets Instagram ligger en video, hvor man kan se de danske specialstyrker træne camerounske kollegaer i at borde et piratskib. Øvelsen foregik fra en speedbåd med BIR’s logo og navn på både førerhuset og siden af båden.
Af en aktindsigt fra Forsvarskommandoen og en årsrapport fra Freds- og Stabiliseringsfonden – den tværministerielle fond der hovedsageligt finansierer de danske træningsmissioner fra udviklingsbistanden – fremgår det endvidere, at der også var danske soldater i Cameroun i 2018 og 2019.
Tilsyneladende deltog der ikke BIR-soldater i træningerne i 2018 og 2019.
Selv om udsendelsen af Frømandskorpset til Cameroun officielt kun handlede om “maritim sikkerhed i Guinea-bugten”, gik træningen i virkeligheden ud på dels at forbedre de camerounske styrkers maritime færdigheder og dels at gøre dem bedre til at bekæmpe terrorbevægelsen Boko Haram.
Det fremgår af Forsvarets Facebook-video fra Idenau-basen i 2016, hvor generalmajor Jørgen Høll forklarer, at den danske tilstedeværelse ikke kun handler om at styrke de camerounske soldater i kampen mod Guinea-bugtens pirater. Målet er også at gøre dem bedre til at bekæmpe Boko Harams fremfærd i det nordlige Cameroun.
“Boko Haram har søgt et safe haven i Cameroun. Der har man så mellem Cameroun og Nigeria og deres specialoperationsstyrker lavet et samarbejde, således at man nu bekæmper dem sammen”, siger Jørgen Høll i videoen.
En sløret og anonym dansk frømand ved navn “T” udtrykker det også klart i videoen:
“BIR arbejder oppe i den nordlige sektor mod Boko Haram, og der er en stigende aktivitet deroppe, så det har også medført et behov for at være bedre til at kunne indramme mål, at bevare overraskelsen og så at slå målet. Det har vi brugt en del tid på også. Der har også været fokus på maritime færdigheder, men det har været en cirka 50/50 opdeling af træning på land og maritimt”.
Fortælleren i videoen gør det også klart, at de dansk-trænede enheder skal “trænes i at operere sammen i kampen mod Boko Haram”.
Og denne udlægning af den danske mission i Cameroun overrasker seniorforsker Katja Lindskov Jacobsen.
“Det har måske været vores måde at imødekomme, at Cameroun ikke umiddelbart har haft samme interesse i at lave anti-pirateri, som vi har. Det kan have været en form for kompromis“, siger hun.
“Det har hele tiden været udfordringen, at vi gerne ville træne dem til søs, men Cameroun hellere ville bruge styrkerne mod Boko Haram, som fra deres perspektiv er en større sikkerhedsudfordring end piraterne”.
ØJENVIDNEBERETNINGER
I løbet af Camerouns kamp mod Boko Haram er der blevet dokumenteret flere menneskerettighedskrænkelser udført af den nationale sikkerhedsstyrke. Forbrydelserne omfatter alt fra vilkårlige anholdelser og bortførelser til tortur og endda drab. Handlinger, der ifølge Amnesty ikke kun krænker menneskerettighederne, men også kan udgøre krigsforbrydelser.
Øjenvidneberetningerne kommer fra rapporter udarbejdet af Amnesty International, som du kan finde her og her.
Ifølge Ilaria Allegrozzi fra Human Rights Watch er danskernes fokus på Boko Haram afgørende for sammenkædningen af Danmark og BIR’s overgreb. De fleste og værste af BIRs menneskerettighedsbrud er nemlig sket i forbindelse med bekæmpelsen af netop Boko Haram.
“BIR-soldater har arresteret hundredvis af civile, de mistænker for at være Boko Haram-soldater og sympatisører, ofte uden beviser. Efterfølgende mishandler og torturerer de dem i detentionen”, siger Allegrozzi til Danwatch.
“Menneskerettighedsorganisationer har også påvist, at de fleste anholdte i 2014-2018 blev retsforfulgt ved en militærdomstol under drakoniske anti-terrorlove og dømt til døden i uretfærdige retssager”.
I dette lys kalder Christopher Roberts, der forsker i vestafrikansk sikkerhedspolitik på University of Calgary i Canada, vestlige landes træningsmissioner i Cameroun for en “naiv” og “kontraproduktiv indsats”.
“Støtter man BIR ud over det maritime, støtter man et autoritært, kleptokratisk regime, der gør alt, hvad de kan for at blive ved magten. Præsident Biya bruger BIR til at knuse oppositionen, og under dække af terrorbekæmpelse begår de overgreb på deres egen befolkning. I den forstand har Vesten arbejdet direkte imod menneskerettigheder, demokrati og stabilitet. Og hvad er meningen så?” spørger han.
Danwatch har fået aktindsigt i en redegørelse fra Forsvarskommandoen til Forsvarsministeriet i november 2017, altså syv måneder efter den senest bekræftede træning af BIR.
Her fremgår det blandt andet, at samme underenhed i BIR, som deltog i militærøvelser med Frømandskorpset og Jægerkorpset, også anklages for at have begået overgreb af Amnesty International.
“Amnesty International har i juli 2017 udgivet en rapport om overgreb i Cameroun, hvori den camerounske enhed BIR indgår. Hændelserne, der er rapporteret om, er angiveligt begået af den samme ca. 5-6.000 mand store enhed, som har deltaget i øvelserne Flintlock og Obangame Express”, hedder det i redegørelse fra Forsvarskommandoen.
Samtidig placerer Forsvarskommandoen ansvaret for udvælgelsen af enheder til øvelsen på Danmarks allierede USA:
“Danske enheder har i forbindelse med øvelserne ikke været ansvarlig for udvælgelse og godkendelse af de enheder, der deltager. Dette er håndteret af United States Africa Command”, står der i redegørelsen.
Men selvom den samme underenhed i BIR, som bliver beskyldt for at begå overgreb, er blevet trænet af danske soldater, var det ikke muligt for Forsvaret at finde ud af, om de eksakt samme BIR-soldater, som begik overgrebene, også har været trænet af Danmark, fremgår det endvidere af aktindsigten.
Forsvaret registrerede nemlig ikke, hvem der deltog i træningen.
“Hverken Jægerkorpset eller Frømandskorpset har gennemført løbende registrering af personel fra Battalion Intervention Rapid, der har deltaget i uddannelserne”, står der i redegørelsen.
I redegørelsen tales alvoren ned, fordi der ikke er “sammenfald med Jægerkorpset og Frømandskorpset aktiviteter og anklagerne i Amnesty Internationals rapport, hverken geografisk eller tidsmæssigt”.
Det er på trods af, at rapporten beretter om talrige episoder om tortur og drab på civile, der netop er foregået mellem år 2016 og 2017, hvor den danske træning af BIR stod på – herunder drabet på Fatims to måneder gamle baby, som skete i samme måned som den første danske træning af BIR.
Ifølge Katja Lindskov Jacobsen er alt dette et godt eksempel på, at der kan være en bagside af medaljen, når Danmark vælger at tage på mission med amerikanerne.
“Når vi samarbejder med en partner, som amerikanerne har sagt god for, er det så ensbetydende med, at det også er okay fra et dansk perspektiv eller laver vi vores egne forhåndsvurderinger?” siger Jacobsen.
“Der må man bare sige, at Cameroun og Mali er gode eksempler på, at det er et vigtigt sted at have øget fokus”, tilføjer hun med henvisning til Danwatch afsløring af Forsvarets træning af en specialstyrke i Mali, som efterfølgende begik drab på civile.
Forsvarskommandoen konkluderer i redegørelsen, at man “vil have Amnesty Internationals rapport med i overvejelserne, når fremtidige engagementer i bl.a. Afrika skal udvælges, planlægges og gennemføres”.
Året efter, i 2018, var BIR ikke en del af Forsvarets træningsmission i Cameroun. Danwatch har spurgt Forsvaret, om Danmark har trænet BIR i 2019 – hvor camerounske specialstyrker også modtog dansk træning – men vi har ikke modtaget et svar inden udgivelse.
Danmark er ikke længere involveret i træningen af BIR. USA har også skåret kraftigt ned i sin støtte til Camerouns militær som følge af camerounske styrkers menneskerettighedskrænkelser, selvom mediet The Intercept for nyligt kunne afsløre, at den amerikanske operationsstøtte til BIR fortsatte i det skjulte.
Imens er de camerounske specialstyrker stadig yderst aktive i kampen for at holde diktatoren Paul Biya på tronen i det vestafrikanske land.
Efter masseprotester i 2016-2017 i den vestlige, engelsktalende del af landet lancerede engelsktalende oprørere en væbnet uafhængighedskamp for selvstændighed. Siden efteråret 2017 har oprørerne og regeringsstyrker været involveret i en voldelig borgerkrig, hvor BIR i dag spiller en helt central rolle:
“BIR-soldater fortsætter med at begå krænkelser i dag, nu også i de engelsktalende regioner. BIR-soldater har dræbt, voldtaget og nedbrændt hundredvis af hjem og landsbyer”, forklarer Ilaria Allegrozzi til Danwatch.
Og ifølge Allegrozzi kan Danmark ikke vide sig sikker på, at de BIR-soldater, som Frømandskorpset har trænet, ikke senere er blevet udstationeret i borgerkrigen mod den engelsktalende befolkning.
“Bare fordi Danmark trænede BIR til at kæmpe mod pirater og Boko Haram, betyder det ikke, at de samme soldater ikke bliver udstationeret i de engelsktalende provinser mod separatister. Danmark burde have implementeret en bedre due dilligence-politik (forhåndsresearch). Man har simpelthen valgt at træne den mest voldelige enhed af dem alle”, siger hun.
Christopher Roberts mener heller ikke, at Danmark kan være sikker på, at vi ikke har trænet BIR i færdigheder, som senere kunne bruges mod Camerouns engelsktalende oprører.
“I dag er Boko Haram mindre aktive i det nordlige Cameroun. I stedet er BIRs fokus på borgerkrigen og de engelsktalende oprører. Og det har ført til en dramatisk brutalisering af den konflikt”, siger Roberts til Danwatch.
“Når man træner BIR, så bør man vide, at man ikke kan være sikker på, hvad de bliver brugt til bagefter”, siger han.
FAKTA
Lobbyister, kommunikationschefer og strategiske kampagnemedarbejdere. De store techfirmaer Meta, Google og Amazon er fuld gang med at hyre folk, der skal hjælpe dem med at navigere, når EU’s nye lov om digitale tjenester træder i kraft.
Mange af de nye stillinger er i Bruxelles, hvor dem, der skal færdiggøre og administrere den nye lovgivning sidder.
Herhjemme er den nye lov blevet beskrevet som et gennembrud i bestræbelserne på at kontrollere magtfulde IT-platforme som Facebook, Instagram, Twitter og Amazon. og samme budskab kommer fra EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen og fra konkurrencekommissær Margrethe Vestager, der lover, at fremover vil det, “der er ulovligt offline, også bliver ulovligt online.”
EU’ Digital Services Act (DSA) omfatter alle digitale tjenester med mere end 50 ansatte og en omsætning på 75 mio. euro, men der stilles en række ekstra krav til meget store tjenester. Fælles for dem alle er dog, at:
Danwatch har imidlertid spurgt en række ngo’er og eksperter i medieret, om den nye tech-lov virkelig er så banebrydende, som EU-Kommissionen siger.
Og de er langt fra ligeså begejstrede. Faktisk mener de, at den nye digitale lov er blevet udvandet så meget på vejen gennem EU-systemet, at tech-firmaerne vil være bedre stillet, efter loven træder i kraft end før.
Først roserne: Både medieprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet og de to ngo’er Digtialt Ansvar og European Digital Rights (EDRi) roser, at den nye lov tvinger techfirmaerne til at afsløre deres algoritmer for tilsynsmyndigheder og forskere.
De roser også, at loven vil give brugerne bedre adgang til at klage over indhold på sociale medier og handelsplatforme.
Men når det kommer til at placere ansvaret for skadeligt og ulovligt indhold, går Facebook, Instagram, Twitter og de andre mega-platforme stadig fri.
“Det er et skridt i den rigtige retning at de digitale tjenester bliver forpligtet til større åbenhed, men det er et stort problem, at tjenesterne fortsat er ansvarsfri, når det kommer til selve indholdet. Det giver jo ikke mening, at de skal være ansvarsfri, når de både redigerer og fjerner indhold, som folk har postet”, siger medieprofessor Sten Schaumburg-Müller.
Han mener derfor, at EU’s nye lov stiller tech-giganterne bedre end tidligere, fordi det nu kommer til at fremgå sort på hvidt, at de ikke har noget indholdsansvar.
Indtil nu har det såkaldte e-handelsdirektiv fra år 2000 forpligtet de digitale tjenester til at fjerne ulovligt indhold, når de bliver gjort opmærksomme på det. Og sådan er det også i kommende lov om digitalt ansvar.
“EU’s nye lov siger stadig, at tjenesterne skal fjerne ulovligt indhold, når de bliver gjort opmærksom på det. Men de er for eksempel ikke forpligtet til at sikre, at det ulovlige indhold ikke bare dukker op et andet sted på platformen – selvom det så vidt jeg ved er teknisk muligt at blokere bestemt indhold”, siger Sten Schaumburg-Müller.
Og det er kommunikationschef Ask Hesby Krogh fra den danske ngo Digitalt Ansvar enig i.
“Der er rigtig gode elementer i den nye lovgivning, når det kommer til åbenhed og klager, men vi er bestemt ikke tilfreds med, at tech-firmaerne kan nøjes med blot at fjerne ulovligt indhold”, siger han.
Han fastslår, at det også fremover er op til brugerne at holde øje med evt. ulovligt indhold og anmelde det.
Ask Hesby Krogh efterlyser desuden klare regler for, hvornår tjenesterne skal reagere, når de får en anmeldelse om ulovligt eller skadelig indhold. I den nye lovgivning er der ingen tidsfrister, mens man for eksempel i Tyskland i alvorlige sager giver tjenesterne 24 timer til at fjerne ulovligt indhold og i mindre alvorlige tilfælde op til syv dage.
“Hvis ikke der er en klar tidsfrist, kan man jo ikke trække tjenesterne i retten for at bryde reglerne”, siger han.
Et andet stort spørgsmål, som kritikere er skuffede over i den nye lovgivning, er tjenesternes fortsatte ret til at spore og gemme data om brugernes aktiviteter.
Seniorrådgiver Jan Penfrat fra European Digital Rights (EDRi) er ked af, at det ikke er lykkedes EU at sætte en stopper for den omfattende adfærdssporing, som anvendes til at målrette annoncer til den enkelte bruger.
De forskellige former for annoncering på nettet blandes ofte sammen, men der er ret stor forskel.
“Vi har kæmpet hårdt for at få indført et forbud mod sporing, men der er kun lykkedes at få forbudt den del af sporingen, der baserer sig på private oplysninger såsom køn, race, politisk og religiøs overbevisning”, siger han.
Derudover er det lykkedes at få et forbud mod at målrette annoncer til børn. Men det mener Jan Penfrat slet ikke er tilstrækkeligt til at beskytte brugernes privatliv.
Han understreger, at et opgør med sporing ikke vil undergrave den annoncebaserede forretningsmodel, som de store tech-platforme bygger på.
“Det er helt fint, at der er annoncer på platformene, men det er ikke nødvendigt at spore alle vores handlinger på nettet for at vise relevante annoncer. Det vil jo stadig være muligt at vise annoncer baseret på din søgninger eller i forbindelse med, at du ser lignende indhold”, siger han.
“Hvis sporing blev forbudt ville mængden af data, som tjenesterne indsamler om os alle sammen, under alle omstændigheder blive betydeligt mindre”.
Og det er Sten Schaumburg-Müller enig i.
“Når det kommer til tracking eller sporing af folks aktivitet på nettet, burde det ikke ske automatisk. Det burde være noget, brugerne specifikt skulle tillade. Det skal være klart, hvad man giver samtykke til som bruger og ikke noget som er gemt i 15 sider lange dokumenter, som ingen orker at læse, og som i øvrigt ofte ændres”, siger han.
Den tredje store anke, som kritikerne har mod den nye lov, er omfanget. Som det fremgår af EU-Kommissionens præsentation, omfatter loven alle tjenester med mere end 50 ansatte og en årlig omsætning på 75 mio. kr. men den stiller desuden en række særlige krav til de allerstørste digitale tjenester.
I den kategori falder tjenester med en årlig omsætning på mindst 7,5 milliarder euro inden for EU, en markedsværdi på mindst 75 milliarder euro, mere end 45 millioner månedlige slutbrugere i EU og mere end 10.000 erhvervsbrugere med base i EU.
Derudover skal de store tjenester kontrollere en eller flere kerneplatforme i mindst tre medlemslande for at være omfattet af de alle reglerne.
“Det er i orden, at helt små tjenester har andre forpligtelser, men de mellemstore tjenester burde helt klart være omfattet af de samme regler som de store,” siger Ask Hesby Krogh fra Digitalt Ansvar.
Hos Forbruger- og Konkurrencestyrelsen har man endnu ikke overblik over, præcis hvilke tjenester, der vil være omfattet af de nye regler, men styrelsen mener ikke umiddelbart, at der er danske tjenester, som vil være omfattet af reglerne for meget store tjenester.
Til gengæld forventer styrelsen, at der vil være en del mellemstore firmaer, som fremover skal leve op til en del af de nye regler, f. eks. forpligtelsen til at fjerne ulovligt indhold, udgivelse af årsrapporter om moderering af indhold, oprettelse af klageadgang for brugerne mm.
Og netop klageadgangen er et fjerde ankepunkt. Ifølge Sten Schaumburg-Müller stiller de nye regler nemlig ofrene for digitale krænkelser ringere end brugere, der får fjernet et opslag.
“Den nye lovgivning bør varetage to hensyn. Den skal dels beskytte alt lovligt indhold og dels beskytte brugerne mod ulovligt indhold. Den ny lov rammer ikke den balance. Det er f.eks lettere for brugere at klage over, at deres indhold er blevet fjernet end at klage over ulovligt indhold, som brugerne har opdaget”, siger han.
“Det samme gør sig gældende, når det kommer til muligheden for at søge erstatning fra de store tech-tjenester. Den mulighed gælder kun, hvis man uretmæssigt har fået fjernet sit indhold – og ikke hvis man er blevet udsat for en digital krænkelse”.
Ingen af de store tech-tjenester har reageret på EU’s annoncering af den nye digitale lovgivning, såvidt Danwatch har kunnet konstatere.
Men til gengæld har alle de store spillere brugt mange kræfter på at påvirke EU-systemet indefra i løbet af de to år, lovgivningen har været undervejs.
Det fremgår af aktindsigter, som ngo’en Corporate Europe Observatory har søgt. De viser, at især store tjenester som Facebook, Google, Amazon, Microsoft, Apple samt lobbyorganisation dot.europe, der repræsenterer de samme firmaer, har gennemført et stort antal møder med medlemmer af Europa-Parlamentet.
I en meget detaljeret artikel viser organisationen, hvordan det gradvist er lykkede at udvande det oprindelige forslag til det kompromis, som kommissionen nåede til enighed om den 23. april 2022.
Den nye lov ventes at træde i kraft i 2024 og bliver udformet som en såkaldt EU-forordning, som umiddelbart kommer til at gælde på samme måde i alle 27 medlemslande.
Lørdag den 11. juli 2020 sitrer Malis hovedstad Bamako. I ugevis har store folkemængder været på gaden for at kræve præsident Ibrahim Boubacar Keitas afgang, og nu spidser det til.
Sidst på eftermiddagen barrikaderer en gruppe demonstranter sig ved den indflydelsesrige imam Mahmoud Dickos moske i Badalabougou-området og begynder at kaste med sten mod de indsatte styrker.
Det er hele det maliske sikkerhedsapparat, der er kørt i stilling: Politi, gendarmeri, Nationalgarden samt den særlig antiterrorenhed, FORSAT. Og de svarer hårdt igen. De bruger tåregas, stødgranater – og skyder med skarpt.
Demonstrationerne, der ender med at præsident Ibrahim Boubacar Keita bliver kuppet fra magten, fortsætter til den 13. juli, og frem til da bliver 14 civile dræbt, heriblandt to børn. Over 300 bliver såret.
Minimum to af dem, der mister livet, bliver skudt uden for Mahmoud Dickos moske af soldater fra specialenheden FORSAT. Det konkluderer en rapport fra MINUSMA, FN’s fredsbevarende mission i Mali, nogle måneder senere. I den fremgår det også, at medlemmer af FORSAT den 11. juli om aftenen vender tilbage til moskeen og ødelægger områdets videoovervågning.
Soumaila, en af demonstranterne, oplever også, at det især er soldaterne fra FORSAT, der er voldelige. “De tog hurtigt kontrol over området og startede med at banke folk med deres knipler, også kvinder”, siger han til Amnesty International. “Jeg beskyttede mit hoved med mine arme, men der var mange, der blev alvorligt såret den dag”.
Nu kan Danwatch fortælle, at både Hjemmeværnet og Frømandskorpset havde trænet soldater fra netop FORSAT tre gange i året op til de dødelige demonstrationer, blandt andet i skudtræning og menneskerettigheder.
Den sidste af træningerne fandt sted fire måneder inden demonstrationerne.
“Det er en bekræftelse af det, som mange eksperter advarede mod længe inden, Hjemmeværnet og Frømandskorpset tog afsted: At man ved at træne soldater i et land som Mali styrker en hær, der er ekstremt selektiv med, hvad de bruger de tillærte færdigheder til”, siger Jesper Bjarnesen, seniorforsker ved Det Nordiske Afrikainstitut i Uppsala med speciale i vestafrikanske forhold.
“Danmark har ingen undskyldning for ikke at have kendt til risikoen”, vurderer han.
I en mail til Danwatch nøjes Forsvarsministeriet med at skrive, at de ikke har “modtaget oplysninger om, at de dele af FORSAT-enhederne, som Danmark har trænet, har været involveret i hændelser med drab på civile”.
Danwatch har også stillet Forsvaret en række spørgsmål om den danske træning af FORSAT. Men trods gentagne rykkere er de ikke vendt retur med svar inden deadline.
“Danmark har ingen undskyldning for ikke at have kendt til risikoen
FORSAT, der er en forkortelse for anti-terror specialstyrker på fransk, blev oprettet i 2016 i kølvandet på et terrorangreb mod Radisson Blu Hotel i hovedstaden Bamako, hvor 170 mennesker blev taget som gidsler og 20 mistede livet.
Formålet med oprettelsen af enheden var yderligere beskyttelse af myndighederne i Bamako, siger Marc-Andre Boisvert, der forsker i Malis militær på Québecs Universitet i Canada, til Danwatch:
“Man tog både politibetjente, gendarmer og medlemmer af nationalgarden og samlede dem i én fælles enhed”, siger han.
I 2019-2020 bestod FORSAT af 180 mand. Hjemmeværnet og Frømandskorpset trænede ikke samtlige medlemmer, så det er ikke til at sige, om præcis de FORSAT-soldater, der blev indsat mod demonstranterne i juli 2020, har deltaget i de danske træninger.
“I Malis militær er der altid stor udskiftning blandt styrkerne, især hos de yngre soldater, så det er svært at finde ud af, hvem der har været involveret hvilke steder”, siger Marc-Andre Boisvert.
Der er imidlertid ikke tvivl om, at FORSAT var repræsenteret, da de 14 demonstranter blev skuddræbt, siger Ousmane Diallo, Vestafrika-researcher hos Amnesty International til Danwatch.
“FORSAT ankom i små minibusser og begyndte straks at opløse folkemængderne med voldelige metoder. Soldaterne var tungt bevæbnede og klædt helt i sort med elefanthuer og skudsikre veste”, forklarer Ousmane Diallo.
På billeder offentliggjort af Frømandskorpsets kommando, Specialoperationskommandoen, kan man se, at FORSAT var i samme mundering under den danske træning.
Alene FORSATS tilstedeværelse var ulovlig, påpeger FN’s fredsbevarende mission i sin rapport. Enheden blev grundlagt med et meget klart mandat. De skulle alene bekæmpe terrorister, ikke civile demonstranter. Alligevel var de blevet sendt på gaden i præsident Ibrahim Boubacar Keitas sidste dage ved magten.
“Malis væbnede styrker er delt op i hæren og gendarmeriet. FORSAT er en del af gendarmeriet, så det bør have været sikkerhedsministeriet, der har truffet beslutningen, men i Mali er kommandovejene aldrig helt til at regne med”, siger Marc-Andre Boisvert.
For at opklare hvem, der havde givet ordren, krævede den maliske regering allerede den 14. juli 2020 en undersøgelse af FORSATs rolle under demonstrationerne. Den blev indledt i december samme år, og selvom der stadig er tvivl om, hvem der egentlig sørgede for at sende FORSAT på gaden, blev enhedens kommandør, Oumar Samaké, sat i fængsel i september 2021.
Her sidder han stadig, men han havde kun været indespærret i få dage, da en gruppe FORSAT-tropper stormede fængslet og fik ham ud.
Først tre dage efter fik myndighederne ham tilbage bag tremmer.
Foto: SSR (Hjemmeværnets nationale specialenhed)
Hjemmeværnets nationale specialenhed, SSR, og Frømandskorpset rejser tre uger til Mali for at træne 30 FORSAT-soldater i blandt andet menneskerettigheder og gidselbefrielser.
Foto: SOKOM (Specialoperationskommandoen)
SSR og Frømandskorpset vender retur til Mali. Denne gang deltager 35 FORSAT-soldater i træningen, der blandt andet foregår på den danske ambassade i Bamako.
Danmarks daværende ambassadør i Mali, Marianne Fugl Kress, sammen med Nicolas Cissé, vicestabschef i Malis Nationalgarde. Foto: Forces Armees Maliennes
Danmark træner FORSAT en sidste gang fra 20. februar til 6. marts 2020.
11. juli 2020 bliver FORSAT-styrker indsat over for demonstranter i Malis hovedstad Bamako. I løbet af et par dage mister 14 mennesker livet og over 300 bliver såret. En FN-rapport stiller FORSAT til ansvar for minimum to drab på demonstranter.
Indsættelsen af FORSAT under demonstrationerne i sommeren 2020 sker i strid med enhedens mandat. På den baggrund bliver Oumar Samaké, FORSATs kommandør, fængslet den 4. september 2021.
Samme dag bliver Samaké befriet af vrede FORSAT-soldater, men kort efter henter myndighederne ham ind bag tremmer igen.
FORSAT er i dag blevet opløst og lagt sammen med en politistyrke. Tilsammen udgør de nu GAT, Groupement Antiterroriste. Imens fortsætter volden i stadig større dele af Mali.
Hjemmeværnet og Frømandskorpset har ikke været i Mali siden marts 2020, og i slutningen af januar trak Danmark enhver militær støtte til landet. Det skete efter, at regeringen i Bamako havde sået tvivl om det juridiske grundlag for det danske bidrag til en fransk-ledet task force.
Danmark sendte for første gang soldater til Mali i 2014, et par år efter at militante islamister var begyndt at rasere i den nordlige del af landet. Frem til slutningen af januar i år havde danske soldater udført en række forskellige opgaver i landet.
Det er arbejdet under FN-faner og den fransk-ledede Operation Barkhane, der har fået mest opmærksomhed gennem årene, men udover de operative indsatser har Hjemmeværnet og Frømandskorpset også været sendt til Mali. Det er sket i regi af den danske Freds- og Stabiliseringsfond – en interministeriel fond med fokus på overlappet mellem sikkerhed og udvikling – og det er i den forbindelse, at den særlige antiterrorenhed, FORSAT, dukker op.
I juni 2019 var Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) og Frømandskorpset tre uger i Mali for at træne 30 soldater fra FORSAT. Indsatsen er omtalt på Hjemmeværnets egen hjemmeside, hvor det fremgår, at den maliske enhed fik træning i rumkamp – det vil sige kamp i små, lukkede områder, fx i et hus – gidselbefrielse, menneskerettigheder, sanitetstjeneste og operationsplanlægning.
”I Mali har vi været fokuserede på, hvordan vi motiverede, og hvordan vi sendte et budskab. Frem for en masse teori om rumkamp, lagde vi vægt på praktik, praktik og mere praktik,” lød det fra en instruktør hos SSR efter hjemkomst.
Et lille halvt års tid efter, i november 2019, rejste SSR og Frømandskorpset til Vestafrika igen. Denne gang modtog 35 FORSAT-soldater træning. Formålet var at holde de maliske styrkers færdigheder ved lige. Den afsluttende session blev overværet af generalmajorerne Peter Boysen og Jens Garly, hvorefter Danmarks daværende ambassadør i Mali, Marianne Fugl Kress, var inviteret til parade. På den maliske hærs Facebook-side er ambassadøren fotograferet siddende ved siden af Nicolas Cissé, vicestabschef i Malis Nationalgarde.
”Det er yderst positivt, at både Forsvaret og Hjemmeværnets specialenheder har så stærke kompetencer, at de også kan bruges på den her type af trænings- og rådgivningsindsatser”, udtalte daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter denne anden omgang træning.
Begge træninger i 2019 involverede afsluttende øvelser på selve den danske ambassade i Bamako. Det fremgår af det tværministerielle dokument “For en mere stabil og fredelig verden”. Her er FORSAT-soldater fotograferet midt i en øvelse. I baggrunden kan man skimte ambassadens danske våbenskjold.
I samme dokument fremgår det, at FORSAT-styrkerne også fik skydetræning af danskerne.
Ifølge Signe Marie Cold-Ravnkilde, seniorforsker og Mali-ekspert på Dansk Institut for Internationale Studier, kaster træningen af FORSAT-styrker i året op til de dødelige demonstrationer skygger over Danmarks engagement i Mali.
“Det operationelle terræn i Mali er ekstremt vanskeligt at manøvrere i. Men må man sige, at der har manglet føling med forhold på jorden”, siger hun til Danwatch.
“Planen var, at vi skulle ruste de maliske styrker til at varetage nogle sikkerhedsopgaver, vi havde defineret: terror, migration og grænsekontrol. Men der er stor forskel på politiske mål og så, hvordan de mere konkret bliver forhandlet og fortolket i et land som Mali, hvor prioriteterne kan ændre sig hurtigt. Det er netop det, som skete med FORSAT. De skulle have bekæmpet terrorister, men pludselig blev de sat til at banke oppositionen på plads”.
Jesper Bjarnesen, seniorforsker på Det Nordiske Afrikainstitut i Uppsala, er ikke overrasket over, at det er gået sådan.
“I flere vestafrikanske lande fungerer det sådan, at når et regime er tilpas presset, så hiver det fat i de bedst trænede soldater, og så er det lige meget, hvad deres officielle mandat er, eller hvad der eventuelt måtte være aftalt med de partnere, der har trænet soldaterne. Politisk misbrug af hæren eller politiet er velkendt”, siger han.
Netop fordi der i Sahel-regionen er historie for politisk misbrug af hæren eller politiet, burde man fra dansk side have været ekstra forsigtig med at engagere sig med en enhed som FORSAT, mener Jesper Bjarnesen.
“Det kunne godt virke som om, at man har været blind over for det politiske spil i Mali”, siger han.
Han anerkender Vestens dilemma. Ved at engagere sig i Mali allierede man sig med en hær, der ikke var til at stole på, men hvad havde alternativet været? At se passivt til, mens sikkerhedssituationen i landet blev forværret dagligt?
Når man nu tog beslutningen om at forsøge at præge Malis hær indefra, burde man dog i det mindste have haft en dybere forståelse af, hvad man gik ind til, mener Jesper Bjarnesen:
“Det siger meget, at man trænede FORSAT i tre kortere perioder. På den tid kan man ikke forvente at kunne bidrage med meget andet end nogle tekniske færdigheder, som måske kan komme soldaterne til gode, men som også er nemme at misbruge”, siger Jesper Bjarnesen.
Hjemmeværnet har ikke selvstændigt omtalt den tredje og sidste træning af FORSAT-styrkerne, men den fandt sted mellem 20. februar og 6. marts 2020.
Uden at give flere detaljer oplyser Hjemmeværnskommandoen til Danwatch, at Hjemmeværnets tredje og sidste indsats i Mali foregik i præcis den periode, og i en årsrapport fra Forsvarsministeriet om Danmarks “Freds- og stabiliseringsindsatser i skyggen af COVID-19” lyder det:
“Forsvaret og Hjemmeværnet fortsatte i 2020 træningen af den maliske nationalgardes antiterrorenhed. Der var bl.a. fokus på udvikling af patruljefærdigheder og metoder for indsættelse af styrken med større inddragelse af maliske hjælpeinstruktører”.
Ifølge Katja Lindskov Jacobsen, seniorforsker på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, hvor hun har særligt fokus på det afrikanske kontinent, viser FORSAT-sagen, at Danmark må gentænke aspekter af den type træningsmissioner, som Hjemmeværnet og Frømandskorpset har været på i Mali.
“Vi går med rette meget op i, hvad vi lærer de soldater, vi træner, men vi følger ikke tilstrækkeligt med i, hvad færdighederne bliver anvendt til efter endt træning. Det gælder ikke kun i Mali, men også for andre lignende kapacitetsopbygningsindsatser”, siger hun.
Danmark burde ellers have haft gode muligheder for at holde snor i FORSAT. Med både en ambassade og en forsvarsattaché i landet er den danske repræsentation i Mali en af vores største i Afrika.
”Det er selvfølgelig svært at holde helt styr på, hvad de trænede færdigheder bliver anvendt til, men det er utrolig vigtigt, hvis vi vil sikre, at de kapaciteter, vi tilfører, bliver brugt til at skabe øget sikkerhed – og ikke det modsatte”, siger Katja Lindskov Jacobsen.
FORSAT findes ikke længere. I december 2021 besluttede den maliske regering, i dag ledet af den prorussiske oberst Assimi Goïta, at opløse enheden og i stedet lægge den sammen med politistyrken Groupe d’Intervention de la Police Nationale. Tilsammen udgør de nu GAT, Groupement Antiterroriste.
Imens fortsætter volden i stadig større dele af Mali. I slutningen af marts i år mistede 300 mennesker livet, da regeringsstyrker og russiske lejesoldater angreb byen Moura i den centrale del af landet. Regeringen insisterer på, at de gik efter bevæbnede islamister, men både FN og flere menneskerettighedsorganisationer anklager den maliske hær og deres allierede for krigsforbrydelser.
Hjemmeværnet og Frømandskorpset har ikke været i Mali siden marts 2020, og i slutningen af januar trak Danmark enhver militær støtte til landet. Det skete efter, at regeringen i Bamako havde sået tvivl om det juridiske grundlag for det danske bidrag til en fransk-ledet task force.
Også Frankrig og EU-træningsmissionen EUTM har forladt Mali.
“Sikkerhedssituationen i Mali er endnu værre i dag, end da de første danske soldater kom til landet. På den måde har hele den vestlige indsats haft en slags boomerang-effekt. Den fortælling skriver Danmarks træning af FORSAT sig også ind i”, siger Signe Marie Cold-Ravnkilde, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier
Af MINUSMAs rapport fra november 2020 fremgår det, at FORSAT også blev indsat under protester i byen Sikasso i maj måned, altså to måneder inden demonstrationerne i Bamako.
FN-missionen beskriver, hvordan tusinder af unge demonstranter havde barrikaderet to store veje, og at FORSAT affyrede skud direkte ind i en menneskemængde.
“Demonstrationen 7. maj blev opløst af sikkerhedsstyrker, især FORSAT, der er anklaget for at have dræbt en af demonstranterne”, skriver FN-missionen.
I den franske avis Le Point har general i Malis hær, Salif Traoré, afvist anklagerne.
For at nå klimamål og bremse tabet af biodiversitet, er det helt nødvendig at beskytte de områder, der kan optage og lagre CO2 og rummer store dele af verdens biodiversitet – nemlig skove og især regnskove.
Det har EU også anerkendt i et nyt lovforslag, der skal give europæiske virksomheder et større ansvar for, at de ikke bidrager til afskovning. Loven vil betyde, at virksomheder skal sikre sig, at de ikke importerer varer som kaffe, kakao og oksekød fra land, hvor der er blevet ryddet skov.
Det er alt sammen rigtig godt, for EU er nemlig den næststørste importør af afskovning globalt, forklarer Margrete Auken, der er repræsentant for de Grønne i Europa Parlamentet, til Danwatch.
Der er bare lige en væsentlig ting, som EU-kommissionen har glemt i lovforslaget: De oprindelige folk, der ifølge undersøgelser, eksperter og FN er de bedste til at passe på naturen.
22 grupper af oprindelige folk sendte i foråret et åbent brev til EU, hvor de fastslog, at lovforslaget ikke beskytter deres rettigheder – og foruden det, vil loven ikke opnå målet om at bremse afskovning, advarede de.
I det åbne brev opfordres EU til at ændre lovforslaget, således at europæiske virksomheder må respektere oprindelige folks landrettigheder. Og så beder de oprindelige folk EU om at anerkende den vigtige rolle, de har i at beskytte verdens skove, og de trusler, de udsættes for af virksomheder.
Brevet har fået opbakning fra en lang række NGO’er, der beskæftiger sig med oprindelige folks rettigheder.
Ifølge Stefan Thorsell, ekspert i klima og miljø i IWGIA, en international organisation der kæmper for oprindelige folks interesser, handler det om, at Europæiske lande først og fremmest skal leve op til de erklæringer, de selv har været med til at vedtage i FN, om at beskytte oprindelige folk.
“Men det handler også om, koldt og kynisk, at vi ikke vil få stoppet afskovning hvis deres rettigheder ikke sikres”, understreger Thorsell.
FN’s Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder blev vedtaget ved FN’s generalforsamling den 13. september 2007. Erklæringen fastsætter både individuelle og kollektive rettigheder for oprindelige folk.
Den lægger vægt på at oprindelige folk har ret til, at bevare og styrke deres egne institutioner, kulturer og traditioner. Erklæringen forbyder også diskrimination mod oprindelige folk og fremhæver at oprindelige folk har ret til, at deltage i sager som vedrører dem.
Oprindelige folk har en helt særlig tilknytning til naturen og et unikt forhold til deres territorier, fortæller Stefan Thorsell – det er deres levebrød og en helt essentiel del af deres kulturelle levevis.
“Men, den her unikke relation til naturen og deres territorier, er noget der konstant er under pres”, fortsætter han.
Der er nemlig rigelig af eksempler på, at oprindelige folks land bliver inddraget, og deres rettigheder bliver overtrådt af virksomheder, der gerne vil bruge deres territorier for at gøre plads til landbrug og udvinding af ressourcer.
Det er denne trussel mod oprindelige folk, der har gjort, at man har fået en helt særlig erklæring i FN om oprindelige folks rettigheder.
“Erklæringen er helt unik i forhold til alle andre rettigheds-deklarationer og menneskerettigheder, i at den fokuserer på oprindelige folks kollektive rettigheder. De har som folk, kollektiv rettighed til selvbestemmelse, og heriblandt autonomi og selvstyre på deres territorium”, forklarer Thorsell.
Erklæringen indeholder også princippet om, at oprindelige folk skal give deres frie og informerede samtykke forud for beslutninger, der vedrører dem og deres territorium.
Disse principper er væsentlige, fordi oprindelige folk ejer land på en anden måde end normalt. De har tit ikke et skøde til jorden, som andre har, når de har ret til land.
Alligevel har man gennem erklæringen på internationalt niveau anerkendt, at man ikke kan flytte oprindelige folk fra de territorier som de traditionelt har levet på, uden deres frie og informerede samtykke.
Medlemslandene i FN har forpligtet sig til at opretholde erklæringens principper. “Men trods det, så fortsætter udfordringerne og kampen på daglig vis for oprindelige folk i hele verden”, siger Thorsell.
Overtrædelse af oprindelige folks rettigheder er altså først og fremmest i strid med internationale erklæringer.
Samtidig er det også et stort problem i forhold til tabet af biodiversitet. Et problem, som lovforslaget fra EU-kommissionen skal være med til at løse.
Oprindelige folk udgør kun 6% af verdens befolkning, men beskytter op mod en fjerdedel af jordens landoverflade – “og det er typisk tropisk skov og andre helt unikke økosystemer”, forklarer Thorsell.
Faktisk viser forskning fra Verdensbanken, at oprindelige folk beskytter så meget som 80% af den globale biodiversitet.
Men overtrædelsen af oprindelige folks rettigheder kan også ha stor betydning for klimaet.
Emissioner fra skovrydning er, næst efter fossile brændstoffer, den vigtigste årsag til klimaændringer, ifølge IPCC. Skove er nemlig essentielle for at lagre og absorbere CO2, og når man rydder skov, bliver store mængder CO2 sluppet ud i atmosfæren.
En ny rapport fra Forest Declaration Platform, der er et samarbejde mellem FN’s Udviklingsprogram og tre organisationer med ekspertise i klimaløsninger, slår fast, at man ikke vil kunne opnå Parisaftalens mål, hvis oprindelige folks rettigheder og territorier ikke bliver beskyttet. Rapporten viser, at i lande som Brasilien, Colombia, Mexico og Peru bliver der optaget mere en dobbelt så meget CO2 på de områder, der styres af oprindelige folk.
Og både FNs fødevare- og landbrugsorganisation og FNs klimapanel rapporterer, at opnåelsen af klimamål er afhængig af anerkendelse og beskyttelse af oprindelige folks territorier.
Anne-Sofie Sadolin Henningsen, der er rådgiver for organisationen Verdensskove og har ekspertise i klima, påpeger, at flere studier viser, at i de områder hvor oprindelige folk lever, er skoven klart mere biodivers og har det bedre.
“Og skovene er helt afgørende, vi er simpelthen afhængige af, at skovene bliver bevaret, hvis vi på nogen måde skal sikre, at vi ikke får nogen temperaturstigninger, der er virkelig alvorlige”, fortsætter Henningsen.
EU-kommissionen præsenterede lovforslaget om skovrydningsfrie produkter den 17. november 2021. Loven vil gøre at Europæiske virksomheder skal sikre sig at deres import af råvarerne soja, oksekød, palmeolie, træ, kakao og kaffe, ikke kommer fra land ryddet for skov efter 2020.
Virksomheder vil skulle indhente geografiske koordinater for det jordområde, hvor de varer, der skal markedsføres, er produceret. EU skal på denne måde kunne sikre, at kun skovrydningsfrie produkter kommer på EU-markedet.
EU-kommissionen forventer at lovforslaget vil kunne bidrage til, at nedbringe drivhusgasemissionerne og mindske tabet af biodiversitet.
EU har også anerkendt, at det er helt nødvendig at bremse afskovning, hvis man skal beskytte jordens biodiversitet og få CO2 udslip ned.
Den 17. november 2021 præsenterede EU-kommissionen lovforslaget “Nye regler for at minimere EU-drevet skovrydning og skov-forringelse”.
Lovforslaget giver virksomheder ansvar for at forsikre sig om, at deres import af soja, oksekød, palmeolie, kakao og kaffe, ikke er blevet dyrket på eller kommer fra land ryddet for skov efter 2020.
Lovforslaget er del af en større strategi der blev udformet allerede i 2019: “Intensivering af EU’s indsats for at beskytte og genoprette verdens skove”. I den blev der lagt særligt vægt på, at overholdelse af oprindelige folks rettigheder var essentielt for at bremse afskovning.
Men, til trods for det, er det endelige lovforslaget fra EU-Kommissionen meget begrænset, når det kommer til oprindelige folk – rettigheder generelt bliver faktisk kun nævnt to gange.
Det har flere oprindelige folk og NGO’er altså reageret på.
De 22 organisationer, som har underskrevet det åbne brev til EU, repræsenterer flere hundrede tusinde oprindelige folk fra hele verden – fra Bangladesh til Brasilien, Congo til Indonesien, Filippinerne til Tchad. Dertil har 161 miljø- og menneskerettighedsorganisationer underskrevet brevet.
Stefan Thorsell, fra IWGIA, reagerer også på de manglende henvisninger til oprindelige folk i lovforslaget.
I lovforslaget lyder det nemlig, at Europæiske virksomheder skal:
Men den nationale lovgivning i de lande, hvor der ryddes skov for at gøre plads til landbrug, beskytter som oftest kun oprindelig folk i et meget begrænset omfang. Og lovforslaget nævner slet ikke de internationale rettigheder og standarder.
Det er problematisk, forklarer Thorsell til Danwatch, som tilføjer at der er flere lande, som ikke finder sig forpligtede til, at følge de rettigheder, der er i FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder.
For eksempel har man de sidste år set en foruroligende udvikling i Brasilien, efter tiltrædelsen af præsident Jair Bolsonaro. Mellem 2016-2018 opgjorde FN’s fødevare- og landbrugsorganisation at afskovning på oprindelige folks territorier steg med 150% i Brasilien.
Ifølge kritikere fører Bolsonaro “dødens agenda” mod oprindelige folk.
“Derfor er det ikke godt nok, at EU går ind og siger, at virksomheder skal forholde sig til national lovgivning”, siger Thorsell.
Alligevel mener Thorsell, at initiativet fra EU har potentiale til at blive vigtigt, fordi det løfter de minimumsgrænser, der lige nu er for virksomheder. “Men det er helt nødvendig at teksten omkring oprindelige folks rettigheder blive styrket”, fortsætter han.
Margrete Auken, der sidder i Europaparlamentet, som satte gang i arbejdet med at standse skovrydning og skal forhandle og godkende lovforslaget, er også skeptisk over for referencen til national – og ikke international – lovgivning.
“Lovforslaget er ringe i forhold til det, vi kom med i parlamentet i beslutningsforslaget. Det er meget svagere end det, der oprindelig kom fra Parlamentet”, siger Auken til Danwatch.
Virksomheders interesse er først og fremmest profit, også der hvor de oprindelige folks rettigheder er på spil.
Allerede tilbage i september 2021 udgav Global Witness og Client Earth en rapport, hvor de advarede EU-kommissionen mod at glemme de mennesker der bor i-, afhænger af- og beskytter skovene i lovforslaget.
Anne-Sofie Sadolin Henningsen fra Verdensskove understreger ligeledes, at EU har et stort ansvar – “EU er den næststørste importør af afskovning, og afskovning er desværre ofte tæt koblet sammen med at de oprindelige folks rettigheder bliver overtrådt”.
Thorsell fra IWGIA siger, at det i nogle tilfælde er tale om en mangel på forståelse for oprindelige folk og deres territorium fra virksomhederne. Men der er også mange eksempler på overlagte forbrydelser, understreger Thorsell.
“I løbet af de sidste seks år har virksomheder fra EU været enten direkte eller indirekte involverede i op imod 10% af alle dokumenterede business-relaterede angreb på rettighedsforkæmpere i verden over”, fortæller han til Danwatch.
Samtidig med, at afskovning har konsekvenser for biodiversiteten og klimaet, er afskovning altså også forbundet med vold og overtrædelse af oprindelige folks rettigheder.
Mange virksomheder har i dag skrevet under på internationale initiativer som FNs retningslinjer for erhverv, der giver virksomhederne et ansvar for at sikre, at de ikke krænker menneskerettigheder. Ligesom de har fået store CSR-afdelinger, der arbejder med virksomhedens sociale ansvar.
“Men”, fortæller Thorsell, “langt fra offentligheden ude ved de oprindelige folks territorier, er virkeligheden en anden. Det kan man se, for eksempel, på de tal, der er omkring rettigheds- og miljøforkæmpere, der bliver angrebet og dræbt”.
Fornylig kunne Global Witness rapportere, at af de 227 drab på rettigheds- og miljøforkæmpere, der fandt sted i 2021, var over en tredjedel af dem, der blev dræbt, oprindelige folk. Rapporten viser, at flere af drabene kunne forbindes til afskovning og landbrug.
Det er derfor helt essentielt, at teksten omkring oprindelige folks rettigheder bliver styrket i lovforslaget, mener Thorsell, “EU må bruge den positive magt de har, de bliver nødt til at støtte op om de her globale erklæringer, som de har vedtaget i FN”.
EU-kommissionens lovforslag ligger nu ved Europa Parlamentet og det Europæiske Råd, hvor det forventes at blive taget en afgørelse om eventuelle ændringer af lovforslaget i juni i år.
Margrete Auken fra EP mener, at det er helt essentielt, at der bliver foretaget en række ændringer i lovforslaget.
“Først og fremmest er der menneskerettigheder og der er natur, som slet ikke er tilgodeset i dette lovforslag”, siger hun til Danwatch og tilføjer, at oprindelig folks rettigheder hører under det:
“Det er slet ikke med. Det vil sige, at det kan være alt for nemt at komme og presse dem ud fra deres områder”.
I den endelige lov burde det derfor være klart og tydeligt, at oprindelige folks rettigheder respekteres, og man skal inkludere international beskyttelse, fremhæver Auken.
“Men en skal ikke bare forkaste direktivet, en skal bare sige, at det er simpelthen for hullet til, at det for alvor kan det, som det skal kunne”, understreger hun.
D. 2. februar i år blev en 71-årig amerikaner ved navn Jack Hannick anholdt i London. For folk i medieverdenen er Jack Hannick ikke nogen ukendt person. Han har været med til at starte Fox News og har arbejdet på den højreorienterede, konservative nyhedskanal som direktør gennem 15 år.
Det er imidlertid Jack Hannicks efterfølgende job, der har bragt ham i søgelyset hos FBI. For det var nemlig den amerikanske efterretningstjeneste, der havde bedt politiet i London om at anholde Jack Hannick, så han kunne udsendes til retsforfølgelse i USA.
Ifølge FBI flyttede Jack Hannick i 2013 til Rusland for at hjælpe en russisk oligark ved navn Konstantin Malofeyev med at etablere den konservative tv-station Tsargrad TV, en slags Fox News på russisk. Kun et år efter, inden tv-stationen overhovedet var gået i luften, blev Konstantin Malofeyev ramt af sanktioner fra USA, fordi han finansierede russiske separatister på Krim-halvøen og var en trussel mod “Ukraines fred, sikkerhed, stabilitet, suverænitet og territoriale integritet”.
Det afholdt dog ikke Jack Hannick fra at fortsætte sit arbejde for Malofeyev og Tsargrad TV, der blev lanceret i 2015 og begyndte at sprede sig til Bulgarien og Grækenland. Da agenter fra FBI begyndte at spørge Jack Hannick til, hvad han lavede i Rusland, løj han.
Jack Hannick er i dag tiltalt for at have brudt de amerikanske sanktioner og kan ende i fængsel i op til 25 år. Det er ifølge FBI den første strafferetlige anklage, som er affødt af de amerikanske sanktionerne mod Rusland fra 2014.
På trods af, at Jack Hannick var med til at sprede Maloeyevs propaganda til to EU-lande, er der ingen europæiske arrestordrer på tv-manden. Og her gemmer historien om Jack Hannick på en større sandhed, som europæiske virksomheder udmærket kender til: Det har langt større konsekvenser at bryde amerikanske sanktioner end at bryde europæiske sanktioner.
Eller som Cedric Ryngaert, sanktionsekspert og professor i Public International Law ved Utrecht University, siger det:
“De europæiske virksomheder er bange for amerikanerne og ikke deres egne myndigheder”.
I løbet af de næste dage vil EU indføre femte runde af sanktioner mod Rusland, og igen vil de blive kaldt “historisk hårde”. Sammen med militær støtte til Ukraine er sanktioner EU’s foretrukne modsvar til de russiske krigshandlinger i Ukraine.
Ét er dog vedtagelsen af sanktioner, noget andet er håndhævelsen af dem, siger eksperter som Cedric Ryngaert. De håber, at krigen i Ukraine kan blive et vendepunkt for europæernes økonomiske våben. Og konsekvenserne for de virksomheder, der bryder med sanktionerne.
En sanktion er en slags økonomisk straf, der skal presse en stat til at ændre adfærd. Ofte er sanktionerne rettet mod personer og de virksomheder, som de ejer. Når EU gennemfører sanktioner, indebærer det som regel, at vedkommende får indefrosset sine aktiver, og at europæiske virksomheder skal indstille al handel eller andre økonomiske aktiviteter med personen og vedkommendes virksomheder.
Siden 1980’erne er sanktioner blevet en stor del af EU-landenes fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I 2018 tegnede EU sig for 36 procent af de sanktioner, der var blevet pålagt i hele verden.
I EU vedtages sanktionerne af Rådet for den Europæiske Union, hvis medlemmer er de 27 EU-landes statsledere. Derefter skal medlemsstaterne selv udpege, hvilke myndigheder der skal implementere og håndhæve sanktionerne. I Danmark er det Erhvervsstyrelsen.
Denne uddelegering af ansvaret er ifølge Cedric Ryngaert akilleshælen ved EU’s sanktioner:
“I sidste ende er det medlemslandene og deres myndigheder, der er systemets arme og ben. Det er medlemslandene, der skal sikre, at aktiver bliver indefrosset, men nogle vil måske ikke håndhæve dem så hårdt,” siger han.
I marts afslørede vi hos Danwatch, at den danske industrivirksomhed FLSmidth i 2021 havde været på kant med EU-sanktioner mod den russiske oligark Mikhail Gutseriev. FLSmidth havde på trods af sanktionerne fortsat med at levere udstyr til et mineselskab i Hviderusland, der blev kontrolleret af Kerishev.
Det er først efter, at Danwatch har afsløret de fortsatte leveringer, at Erhvervsstyrelsen er gået ind i sagen. Og sådan foregår det typisk, siger Cedric Ryngaert.
“I Holland sker der typisk først noget, når journalister som jer kommer ind i billedet, og historier om det bliver publiceret i aviser, og der måske er noget offentlig opstand”, siger han.
Mens ansvaret for håndhævelsen ligger hos det enkelte EU-land, er det Europa-kommissionen, der med deres egne ord “holder øje med EU-landenes håndhævelse og følger op på enhver troværdig påstand om overtrædelser, som den bliver gjort opmærksom på (f.eks. af eller i medierne)”. Men Europa-kommissionen har ikke haft nogen beføjelser over for medlemslandene, og før Rusland invaderede Ukraine, oplevede den ukrainske regering, at sanktionerne derfor var tandløse.
I kølvandet på at flere vestlige virksomheder havde brudt sanktionerne over for Rusland i forbindelse med annekteringen af Krim, uden at det havde haft konsekvenser, begyndte ukrainske politikere i 2021 at stille spørgsmålstegn ved, om det virkede. Cedric Ryngaert blev i den forbindelse bedt om at medvirke på et webinar, der fokuserede på, at sanktionerne var en papirtiger.
Det er Cedric Ryngaerts indtryk, at overvågningen og opfølgningen på håndhævelsen af sanktioner er skærpet i den nuværende situation, så Kommissionen er i daglig kontakt med de nationale myndigheder. Men vi mangler stadig at se, hvordan håndhævelsen vil blive ændret, og når den udebliver, ender ansvaret hos virksomhederne selv.
“Problemet er, at det bliver virksomhederne, der skal kontrollere sig selv og hinanden. Private virksomheder skal overvåge private virksomheder. Virksomheder skal kontrollere deres egne kunder”, siger Cedric Ryngaert.
FLSmidth stoppede først handlen med Mikhail Gutserievs minefirma, da USA indførte sanktioner mod ham og selve firmaet. Cedric Ryngaert og andre eksperter, som Danwatch har talt med, kæder det sammen med, at der er langt større konsekvenser ved at bryde de amerikanske sanktioner end de europæiske. Det kan der findes tre overordnede forklaringer på: Centralisering, straf og vilje.
De to første hænger sammen. I USA er håndhævelsen af sanktioner centraliseret under én særlig enhed, som har større beføjelser end de forskellige EU-landes myndigheder. Som tilfældet med Jack Hannick viser, så kan amerikanske myndigheder få udleveret folk, der bryder sanktioner, og give dem lange fængselsstraffe. Imens er det ikke bare håndhævelsen, der er uddelegeret i EU, det samme er straffene, som er baseret på de enkelte landes love.
“Der er en streng håndhævelse i USA. Straffene er meget hårdere. I nogle EU-lande er der slet ikke nogen strafferetlige sanktioner, men kun administrative. Der er en kæmpe diskrepans mellem EU’s medlemslande, fordi straffene er baseret på national lovgivning”, forklarer Cedric Ryngaert.
Og så er der den sidste faktor: viljen.
Mens amerikanske myndigheder går skånselsløst efter alle, der har brudt sanktioner, oplever Cedric Ryngaert, at de europæiske myndigheder er bange for at skade deres egne vigtige virksomheder.
“Lige nu vil mange lande ikke gå efter deres egne virksomheder, fordi det i nogle tilfælde ikke kun handler om bøder, men i yderste konsekvens om bankerot og tab af arbejdspladser, og måske det er det, de er lidt bange for”.
I sidste uge kunne Danwatch afsløre, at Erhvervsstyrelsen foreløbigt har igangsat fire undersøgelser af om danske virksomheder har begået sanktionsbrud i forbindelse med den nuværende konflikt. Og at hvis undersøgelserne resulterer i en politianmeldelse, skal PET ind over sagen.
I denne uge fik DR så en aktindsigt, der viste, at danske myndigheder har indefrosset valuta og stål fra russiske oligarker for i alt 50 millioner kroner. Lignende historier har floreret i andre europæiske lande.
I Holland, hvor Cedric Ryngaert er fra, er myndighederne, efter indledende kritik, begyndt med jævne mellemrum at offentliggøre, hvor meget de har indefrosset.. Det seneste tal er på over en halv milliard euro. I Belgien har de indefrosset 2,7 milliarder euro. I Letland har de indefrosset aktiver for 55 millioner euro.
Der er store forskelle på, hvor meget de enkelte lande har indefrosset. Det hænger selvfølgelig sammen med, hvilke russiske aktiviteter der har været i de enkelte lande, men viser også, hvordan landene håndhæver sanktioner forskelligt. Overordnet set er Cedric Ryngaert dog forhåbningsfuld, fordi sanktionerne bliver taget mere alvorligt end tidligere i EU-landene, og det kan måske skabe forandring.
“Nu er der en stærk politisk støtte til sanktioner, så jeg har forhåbninger om, at det vil ændre sig”.
“Vi skal tale om regler”, siger 57-årige Albert Schoneveld højt, mens han omringes af skeptiske blikke fra soldaterne i skyggen af et mangotræ i en lille landsby i Sydsudan.
“Det er jeres job at sikre, at civile skånes. Det er det vigtigste formål med krigens regler”, siger Schoneveld i sin lyse skjorte, solbrune kulør og lysegrå skægstubbe.
Herefter begynder diskussionerne. Hvorfor skal civile skånes, hvis de støtter og hjælper den anden side i konflikten? Passer det overhovedet, at kvinder voldtages eller er det modpartens propaganda? Hvorfor starter Schoneveld ikke sine sessioner med en kristen bøn, nu når han kommer fra Røde Kors?
Det kan virke som en umulig mission, den tidligere hollandske officer har begivet sig ud på for Den Internationale Røde Kors’ Komité (ICRC), som det skildres i dokumentaren “Rules of War” af instruktøren Guido Hendrikx, der netop er blevet vist på CPH:DOX.
Men Albert Schoneveld mener alligevel, at indsatsen er det hele værd, og at han formår at rykke ved forstokkede holdninger hos selv de mest krigsvante soldater rundt om i verden.
“Jeg prøver ofte at tale til de øverstkommanderendes samvittighed som militærmænd. Og jeg har bemærket, at den metode vækker genklang og rammer en nerve”.
Siden oldtiden har der i forskellige samfund været regler for krig. Men det var først i 1864, at en række af verdens stater underskrev Genève-konventionen i Schweiz, som sikrede sårede soldater en række rettigheder i krig. Det var grundlæggeren af Røde Kors, Henri Dunant, der tog initiativet til den første Genève-konvention.
Siden er en række konventioner og regler blevet ændret og tilføjet til krigens love, som også kaldes den humanitære folkeret, og alle verdens lande har underskrevet Genevè-konventionerne. Den fjerde og seneste konvention blev indgået i 1949 efter Anden Verdenskrig for at udvide beskyttelsen af civile under krig.
“Formålet med krigens love er i bund og grund at beskytte folk, som ikke kæmper eller ikke længere kan kæmpe”, forklarer Albert Schoneveld, der er delegeret for Væbnede Styrker i ICRC, i et interview med Danwatch.
“Hvis du er soldat, der kæmper i krig, er det lovligt at bære våben og bruge det mod lovlige mål. Den anden side af mønten er, at du også selv er et lovligt mål. Mit hovedbudskab, som man ser i filmen, er at soldater skal bekæmpe soldater”.
ICRC er til stede i over 100 lande, hvor de underviser militær og væbnede grupper i krigens love. I mange lande undervises soldaterne og kommandører ikke tilstrækkeligt af deres eget militær om krigens love og derfor kan ICRC’s indsats være afgørende for, at krigens regler bliver overholdt.
“Der er en opfattelse blandt nogle mennesker om, at alt er tilladt i krig. Mange tænker: ‘Vi er ligeglade, vi gør bare, hvad det passer os’”, siger Albert Schoneveld
“Det er en fejlopfattelse. Alt er ikke tilladt. Det første, jeg lærer soldater, er, at der ikke er noget juridisk vakuum i krig. Man opererer altid inden for en juridisk ramme. Også i krig. Og den ramme er Geneve-konventionen”.
Men det er ikke altid let at overbevise soldaterne. Som det ses i filmen, står Albert Schoneveld ofte med sved på panden, omringet af soldater der har en anden opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i krig.
Schoneveld forklarer, at det ofte hjælper at forklare dem krigens regler ud fra deres egen kulturelle eller religiøse kontekst.
“Vi sørger for at studere konteksten af de samfund, som vi arbejder i. Og så prøver vi at forklare folk krigens love ud fra deres egne skikke og traditioner”, siger Schoneveld.
“Men de grundlæggende internationale humanitære love ændrer sig ikke. Det er kun konteksten, der ændrer sig, og så tilpasser vi budskabet en smule for, at det ræsonnerer bedre”.
I dokumentarfilmen møder vi en ældre sydsudansk kvinde, der fortæller om, hvor blodig landets konflikter er blevet, siden hun var barn.
I gamle dage sloges mændene med stave. Når en mand var såret, kastede en kvinde sig over hans krop og det betød enden på kampen, forklarer den sydsudanske kvinde.
“En sådan lokal tradition inden for krig og konflikt kan jeg for eksempel fremhæve i min undervisning som et eksempel på, at man ikke må begå voldshandlinger mod sårede soldater”, forklarer Schoneveld.
“Og det kan soldaterne bedre relatere til, fordi det vækker genklang fra deres egne skikke og traditioner, og på den måde kan vi undgå, at krigens love bliver opfattet som nogle regler, vi kommer og pådutter udefra”.
Seksuel vold under krig er en af de handlinger, der anses som en krigsforbrydelse i den humanitære folkeret. Og særligt i Sydsudan er voldtægt af kvinder et udbredt problem.
I sidste måned udgav FNs Menneskerettighedsråd en 48 sider lang rapport om seksuel vold i Sydsudan, der konkluderer, at “voldtægter begået under angreb mod landsbyer er systematiske og udbredte”.
Albert Schoneveld forklarer, at voldtægt både er et af de sværeste emner at tale om og samtidig er det svært at dæmme op for.
“Jeg personliggør ofte budskabet, når jeg taler om for eksempel voldtægt. Jeg siger, at det også kan ske i din egen landsby. Det kan endda ske for dine egne familiemedlemmer”.
Men det handler ikke bare om at overbevise de menige rekrutter. De enkelte soldater begår som regel kun seksuel vold, når der er en indstilling blandt deres ledere om, at det kan begås straffrit, eller at det sågar er i orden som en slags belønning eller kompensation, når soldaterne erobrer et nyt område.
“Fra en militær vinkel tilkendegiver det en mangel på kontrol. Så jeg prøver at klargøre, at hvis du er officer og lader disse ting ske, så er du en dårlig leder, som ikke kan kontrollere dine egne mænd”, siger Schoneveld.
“Officerer i alle hære og væbnede grupper går op i deres ry som ledere og derfor forsøger jeg at overbevise dem om, at det er dårlig ledelse og appellere til deres samvittighed og professionelle etik”, uddyber han.
“Det er svært at trænge igennem på dette punkt, men det er min erfaring, at det er den metode, der virker bedst”.
Hvis du ikke fik set Rules of War på CPH:DOX, kan du stadig leje filmen online her.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Ngorongoro i det nordlige Tanzania er et af Afrikas mest populære turistmål: søer, skov, sump, slette, savanne, højland og stejle skrænter, sekretærfugle og flamingoer, løver, hyæner, sjakaler, næsehorn, elefanter, giraffer, zebraer, vildsvin, bavianer, gnuer og flodheste. Ngorongoro har det hele.
Før coronapandemien besøgte over en halv million safari-entusiaster hvert år reservatet, heriblandt mange danskere, og den tanzanianske regering har planer om at tiltrække endnu flere. Efter langt tilløb begynder landets parlament i begyndelsen af april at behandle et lovforslag om at udvide Ngorongoro-området.
Turismen er særdeles vigtig for Tanzanias økonomi, men forslaget er alligevel kontroversielt. Udvidelsen af Ngorongoro betyder nemlig, at regeringen må tvangsflytte mere end 80.000 af det oprindelige folk masaierne, og det møder stor kritik fra en række organisationer og eksperter.
Den tanzanianske ngo PINGO’s Forum, der arbejder for oprindelige folks rettigheder, blandt andet ved Ngorongoro, advarer om, at turismen er skyld i deciderede menneskerettighedskrænkelser.
“Fordrivelsen vil få store konsekvenser for masai-folkene. Regeringen har en plan for at genhuse dem, men den er slet ikke tilstrækkelig og vil alvorligt forringe deres levevilkår”, siger Edward Porokwa fra PINGO’s Forum til Danwatch.
En lang række danske rejseselskaber tilbyder safarirejser til Ngorongoro. Flere af dem reklamerer endda med, at man kan komme på besøg hos masaierne. Danwatch har forholdt branchen konflikten mellem turismen og de oprindelige folks rettigheder. De selskaber, der har valgt at svare, medgiver, at det er dilemmafyldt at arrangere safarirejser i området, men påpeger, at turismen overordnet set er en fordel for både masaierne og Tanzania i det hele taget.
Det er da heller ikke selve turismen, der er problemet, siger Judy Kepher Gona, konsulent hos Sustainable Travel and Tourism Agenda, et kenyansk initiativ, der arbejder for at fremme bæredygtig turisme i Østafrika.
“Men det bliver nødt til at foregå på de lokales vilkår”, siger hun.
Masaiernes tilknytning til Ngorongoro er så stærk, at navnet på området efter sigende refererer til lyden fra deres karakteristiske koklokker. Alligevel har der i mange år været et ønske om at drive dem ud af terrænet – især siden oprettelsen af selve reservatet i 1959.
“Fordrivelserne var en forudsætning for dannelsen af Afrikas nationalparker. Man tvang lokalsamfund væk og skabte på den måde stykker af mere eller mindre uberørt natur”, siger Judy Kepher Gona.
Der er heller ikke meget nyt ved det aktuelle lovforslag fra den tanzanianske regering. Der er blevet tilføjet og slettet hist og pist, men i sin grundform var det allerede fremme i 2011. Dengang blev det lagt ned efter pres fra blandt andet det lokale distriktsråd, og i 2017 dømte East African Court of Justice så Tanzania til at droppe alle planer om at flytte masaierne ud af Ngorongoro, indtil en domstol har taget stilling til sagen.
Alligevel forsøger minister for naturressourcer og turisme, Damas Ndumbaro, nu igen at få udvidet reservatet. Hans ministerium vil lægge Lake Natron-bassinet og 1500 kvadratkilometers jagtlandskab ind under den statslige myndighed Ngorongoro Conservation Area Authority.
“Politikerne prioriterer turismeindtægterne over Masai-befolkningens rettigheder. De vil tiltrække flere trofæjægere og bygge nye hoteller til safarigæsterne”, siger Edward Porokwa fra PINGO’s Forum.
Ifølge den tanzanianske regering er det vigtigste imidlertid ikke at få flere kakifarvede turister ud på savannen. De siger, at det først og fremmest handler om beskytte dyrebar natur. Og det er også opfattelsen hos et af Danmarks største rejseselskaber:
“Planen med at re-allokere dele af Masai-befolkningen, som i dag lever i områderne omkring Ngorongoro, er ifølge vores oplysninger en del af regeringens bestræbelser på at beskytte og bevare naturen og de vilde dyr”, skriver CEO i Bravo Tours, Peder Hornshøj, i en mail til Danwatch.
Tanzania læner sig op ad FN-organet UNESCO, der i 1979 indlemmede Ngorongoro på FN’s verdensarvsliste. I 2019 udkom de med en rapport, der udtrykte bekymringer over udviklingen i reservatet, hvor naturen er stadig mere presset.
En af årsagerne er øget menneskelig aktiviteter. I dag bor der små 100.000 masaier i området, og deres kvæghold og semi-nomadiske færden truer Ngorongoros “utrolige universelle værdi” ifølge UNESCO.
Jacob Kristian Worsøe, ph.d-studerende på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, hvor han forsker i naturressourceforvaltning, genkender debatten fra koloniseringen af Afrika.
“De engelske kolonister i Østafrika brugte også naturbeskyttelse til at legitimere fordrivelsen af oprindelige folk. Det er et klassisk argument, der er blevet brugt mange gange gennem historien, og som altså stadig lever”, siger han.
Både Jacob Kristian Worsøe og Judy Kepher Gona fra Sustainable Travel and Tourism Agenda mener imidlertid, at tiden er løbet fra forestillingen om fordrivelserne som en slags økologisk nødvendighed. Studier viser, at oprindelige folk sagtens kan bidrage til naturbeskyttelsen.
“Det giver ikke mening at fordrive folk bare fordi, man vil passe på naturen i Ngorongoro. Sådan har man traditionelt tænkt, men det hænger ikke sådan sammen længere”, siger Judy Kepher Gona.
“I eksempelvis Kenya er der masser eksempler på, at masai-befolkningen, naturen og turismen trives side om side, hvis der bare er tilstrækkelig dialog og vilje til at finde bæredygtige løsninger.
Heller ikke Konventionen om Biologisk Diversitet, der er underskrevet af 176 lande, finder nogen modsætning mellem oprindelige folk og dyre- og planteliv.
“Forskning viser, at hvor oprindelige folk har kontrol over deres land og vand, trives økosystemer, skov og biodiversitet”, skrev de for nyligt i en analyse.
FAKTA
Mange danske rejseselskaber arrangerer rejser til Ngorongoro. Flere reklamerer endda med, at man kan komme på besøg hos Masaierne. Danwatch har forholdt dem planerne om at tvangsforflytte dem.
Afrika-rejser.dk, Africa Tours, Blixen Tours, Risskov Rejser, Afrikas Horisonter og South and East African Travel er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
“Vi har ikke været bekendt med sagen før nu og har derfor igangsat en undersøgelse med vores leverandør i Tanzania. Nyhavn Rejser ønsker at tage et socialt ansvar og tager derfor sagen meget alvorlig.”
“Ærligt troede jeg en dom tilbage for nogle år siden lukkede sagen, men jeg tager åbenbart fejl. Jeg husker også en del biologer og organisationers bekymring om voksende befolkning i de natur sårbare området med særlig sårbart dyreliv, men har ikke rigtig fulgt med siden.
Det viser jo egentlig blot at vi endnu engang må finde hoved og hale i hvorledes situationen står lige nu og jeg har her til morgen skrevet til TANAPA og vores partnere i Tanzania, for at høre dels hvorledes de ser sagen og hvorledes de forholder sig til samme.
Der skal ikke herske tvivl om vores standpunkt og udgangspunkt og der er heller ingen tvivl om at enhver tvangsflytning skal stoppes – og at vi kan være med til at presse på for samme, præcis som vi forsøger med kabelbanen på Kilimanjaro, der potentielt vil ødelægge uberørt skov samtidig med, at tusinder af jobs er i direkte fare.”
“Der bor 60 millioner mennesker i Tanzania, som alle er enormt afhængige af indtægten fra turismen. Så man kunne vende den rundt og sige, om ikke det er på tide at meget velstående masaier giver plads til at resten af befolkningen har en chance for at få brød på bordet?
Masaierne har altid klaret sig godt, med et stort antal dyr, land og de seneste år også en meget stor indtægt fra netop turismen, via besøg i deres landsbyer.
Så jeg vil absolut ikke sige at Masaierne lider under turismen. Om noget så profiterer de på turismen, og en moderne masai vil jo hellere tjene penge på turismen end at vogte kvæg.
Det er ret tydeligt når man har rejst så meget rundt i Tanzania som jeg har. Sidder faktisk på Zanzibar lige nu, hvor et meget stort antal masaier har slået sig ned, for at arbejde som sikkerhedsvagter på hotellerne.
Så kan man selvfølgelig sige at det er ærgerligt at der ikke er så meget tilbage af masaiernes oprindelige livsstil, men at fastholde dem i det fordi det er interessant at have oprindelige folk, synes jeg virker forkert.
Det er selvfølgelig altid trist når nogen må flytte fra deres hjem, men nu er masaierne netop nomadefolk, så hvis de bliver givet et tilsvarende godt stykke jord, tænker jeg at det er et lille offer, for at Tanzania som nation kan arbejde for økonomisk fremgang.
Vi bruger kun lokale guider. og behandler dem godt. Vi er som en lille familie. Vi betaler dem godt og har desuden holdt hånden over dem, under pandemien.
Vi bruger små lokale lodges, fremfor store internationale kæder.
Vores guider respekterer naturen og dyrene, og holder altid afstand, så safari-oplevelsen bliver på naturens præmisser.”
“Vi mener ikke, at Masaierne overordnet set lider under turismen i området – måske tværtimod. De lever også godt af den.
Vi forsøger løbende at tilpasse os en verden i rasende udvikling og forsøger at samarbejde med de lokale befolkninger, på disses præmisser.
Afrika udvikler sig hastigt i sine bestræbelser på at modernisere kontinentet, men en eksplosiv økonomisk vækst kombineret med en befolknings eksplosion lægger et voldsomt pres på alle ressourcer – og ikke mindst på naturen. Og medfører et hav af konflikter og dilemmaer. Det forventes eksempelvis at Afrikas befolkning vil fordobles før 2050, og således vil runde 2,5 milliard mennesker. Som en konsekvens reduceres naturbeskyttede områder konstant i disse år, med tab af flora og fauna til følge. Også i Tanzania.
Planen med at re-allokere dele af Masai befolkningen, som i dag lever i områderne omkring Ngorongoro, er ifølge vore oplysninger en del af regeringens bestræbelser på at beskytte og bevare naturen og de vilde dyr i et område som af UNESCO er erklæret for WORLD HERITAGE SITE.
Masaiernes oprindelige levevis som kvægnomader blev smadret allerede da Europæerne ved Berlin konferencen i 1884 besluttede sig for at kolonisere og opdele kontinentet og trække landegrænser. Sidenhen har den private ejendomsret holdt sit indtog, og flere og flere områder indhegnes, og Masaiernes mobilitet er derfor reduceret voldsomt. Men deres levevis har derudover ikke ændret sig det store, så de holder stadig enorme kvægflokke, og bruger træ til opvarmning og madlavning, og de har via deres møde med det moderne samfund fået en økonomi, der også giver dem adgang til at investere i mange andre ting, bl.a. geder. Geder, hvis græsningsform er totalt ødelæggende for græsarealer.
Denne levevis, kombineret med at Masai befolkningen i området omkring Ngorongoro på få år er vokset fra knap 10.000 til ca. 100.000, udgør en alvorlig trussel for hele økosystemet i området. Denne tilvækst af Masaier og i særdeleshed deres kvæg er man nødt til at bringe ind i ligningen også.
Bravo Tours kan naturligvis ikke støtte voldelige bortvisninger, som ikke er rodfæstet i demokratiske beslutningsprocesser, men vi har forståelse for en balanceret tilgang, hvor der skal være plads til oprindelige naturfolk samtidig med at der passes på naturen. (Masaierne er først indvandret og fordrev faktisk den oprindelige befolkning i området så sent som i det 17. årh.)
I den konkrete sag, bombarderes offentligheden med udsagn, der trækker i hver sin retning. Sandheden ligger som så ofte, i midten. Og der må jeg nok sige, at det er svært at finde en plads og en balance for en rejsearrangør, der bare vil gøre det bedste for alle parter.
Bravo Tours yder støtte og bidrag til Masai samfund flere steder i Kenya og Tanzania ved at benytte os af camps, der ligger på jord ejet af Masai klan familier. Så vores gæster betaler overnatningsbidrag og adgangsfee til disse områder, de såkaldte ”Private Conservancies” – penge der benyttes til skoler samt til sundhedsmæssige foranstaltninger.
Det, vi hører, er, at der hvor man gerne vil re-allokere Masaierne i den østlige del af Tanzania skulle være et særdeles frugtbart område, der er godt til kvægbrug – og ikke et sted hvor økosystemet er i fare i den forbindelse. I forhold til at et fantastisk og helt unikt naturområde som Ngorongoro er i alvorlig fare med den enorme tilgang af Masaier og deres kvæg over de seneste år, så skal man måske se det lidt som enten pest eller kolera, eller måske overlevelse for Ngorongoro som er beskyttet af UNESCO og World Heritage Site – men måske også forbedrede levevilkår for Masai folket i Tanzania.
Jeg vil gerne understrege, at jeg og Bravo Tours ikke har en generel holdning til dette, da der netop er mange sider af sagen og mange sandheder. Vi gør bare vores bedste for at turismen i Østafrika skal være så balanceret som muligt i forhold til dyrelivet, økosystemet og lokalbefolkningen. Og der er vi jo nok bare en lille brik i det store spil.”
“Vi har ekstremt travlt og har lige nu ikke ressourcer til at gå ind i en sådan debat. Turismen har jo generelt set en for- og en bagside, så vores svar vil ikke kunne gøres kort.”
“For det første så er vi af den indstilling at de oprindelige folk, i dette tilfælde Masai, bør respekteres og ses som en del af løsningen. Vi synes ikke om at de kommer i klemme som nævnt i artiklerne du har vedhæftet. Vi ønsker at oprindelige folk og lokale communities i øvrigt, behandles med respekt og ikke som objekter. Men vi er også bevidste om at vi i mange tilfælde ikke har indflydelse på hvad lokale regeringer gør.
Uden at påstå, at masaierne der lever i og omkring Ngorongoro krateret trives med den måde der i dag laves vildtpleje på, så er de specifikke cases der er vedhæftet primært fokuseret på områder hvor vi ikke – eller i meget lille omfang, har rejsende.
Så vi har har svært ved kompetent at udtale os om dette område specifikt. Når det er sagt så har jeg set lignende bekymrende løsninger andre steder i verden.
I forhold til de rejser vi arrangerer i Ngorongoro området kan jeg som et eksempel fortælle at den partner KILROY arbejder med i området altid inkluderer minimum 1 community experience skabt i fælleskab med Planeterra.
Vi har under Corona sat ekstra skub på arbejdet med bæredygtighed både på tværs af Gruppen og specifikt for KILROY brand. For gruppen har vi netop ansat en bæredygtighedskoordinator som skal bistå hele organisationen i forhold til bæredygtighed. I KILROY brand har en dedikeret taskforce med samme fokus. Bæredygtighed skal ikke være en separat strategi. Det skal være en naturlig del af vores rejse videre i i hvordan vi arbejder med partnere, hvordan vi kommunikerer og hvad vi slev gør internt.
En vigtig del af arbejdet med bæredygtighed er samarbejdet med vores mere end 500 partnere ude i verden, og arbejdet med at skabe en ramme for hvad vi ønsker vores partnere lever op til. I den forbindelse er mødet med lokale communities og oprindelige folk naturligvis noget vi skal adressere, også bedre end vi gør i dag. Vi er netop nu ved at kortlægge hvem vi skal bruge til at rådgive os her for at komme godt videre.
Det er en spændende og svær rejse vi er på. Vi er ikke mestre. Vi går ydmygt til opgaven. Og vi lærer hele tiden.”
Edward Porokwa er løbende i kontakt med de masai-samfund, der står til at blive tvangsflyttet. De frygter for fremtiden, siger han:
“De har en meget stærk emotionel tilknytning til deres land. Ikke længere at kunne betræde de samme arealer, som deres forfædre gjorde, vil være forfærdeligt. De vil for alt i verden gerne blive boende”.
Det bør rejsebranchen ikke kunne sidde overhørig, mener Marianne Wiben Jensen, seniorrådgiver hos IWGIA, en international organisation, der kæmper for oprindelige folks interesser.
“Den internationale turistbranche, inklusive den danske, bør være stærkt foruroliget over udviklingen i Ngorongoro, som krænker de oprindelige folks grundlæggende rettigheder. Turistbranchen bør på linje med de internationale menneskerettighedsorganisationer opfordre Tanzanias regering til at respektere fundamentale menneskerettigheder, indstille alle planer om tvangsforflytninger og indgå i en konstruktiv dialog med Masai-befolkningen”, siger hun til Danwatch.
Jakob Mølkjær, grundlægger af Tanzania Tours, er ikke enig. Tværtimod.
“Der bor 60 millioner mennesker i Tanzania, som alle er enormt afhængige af indtægten fra turismen. Så man kunne vende den rundt og sige, om ikke det er på tide at meget velstående masaier giver plads til at resten af befolkningen har en chance for at få brød på bordet?”, skriver han i en mail.
Hos KILROY International, der repræsenterer både KILROY og Jysk Rejsebureau, tager udviklings- og konceptdirektør Søren Sattrup masaiernes bekymringer anderledes alvorligt.
“Vi ønsker, at oprindelige folk og lokale communities i øvrigt, bliver behandlet med respekt og ikke som objekter. Men vi er også bevidste om, at vi i mange tilfælde ikke har indflydelse på, hvad lokale regeringer gør”, siger han.
Stifter af Kipling Travel, Lars Gundersen, håber på, at tvangsforflyttelser kan nå at blive stoppet. “Der skal ikke herske tvivl om vores standpunkt”, siger han og oplyser, at Kipling Travel nu har rettet henvendelse til TANAPA, der har det overordnede ansvar for alle Tanzanias nationalparker.
Nyhavn Rejser meddeler, at de også er gået i gang med at undersøge sagen nærmere i samarbejde med deres tanzanianske leverandør, mens Albatros Travel oplyser, at de ikke kan kommentere på de eventuelle fordrivelser, så længe de ikke har tilgang til “konkret viden”.
Det er ikke alene i Ngorongoro, at Tanzanias regering har planer om at forflytte tusindvis af masaier. I Loliondo små 200 kilometer nordpå står 70.000 masaier til at blive drevet ud af deres hjemegn. Her vil regeringen lease et stort stykke land til Otterlo Business Corporation, et jagtselskab ejet af kongefamilien i De Forenede Arabiske Emirater.
Men selvom der er magtfulde interesser på spil, og det tanzanianske parlament nu skal tage stilling til planerne, har Edward Porokwa fra PINGO’s Forum ikke givet op.
“Hvis vi med hjælp fra det internationale samfund kan lægge pres på politikerne, vil vi stadig kunne nå at beskytte Tanzanias oprindelige folk”, siger han.
