Kultur & kritik, Nyhed2. dec '24Sport

Hvis du troede Qatar var slemt: Nyt skandale-VM på vej 

Det internationale fodboldforbund FIFA godkender Saudi Arabien som muligt værtsland til VM i 2034. Dermed peger alt på, at landet skal huse verdens største begivenhed om 10 år.

Saudi Crown Prince Mohammed Bin Salman Al Saud, Heads The Kingdom Of Saudi Arabia's Delegation To The 45th Session Of The Supreme
Ifølge flere menneskerettighedsorganisationer hersker den saudiske kronprins Mohammed bin Salman over et af verdens værste regimer. Nu skal han med alt sandsynlighed være VM-vært.Foto: Imago/Ritzau Scanpix

Smagen i de fleste fodboldfans munde er stadig bitter efter det mærkværdige og lunkne VM i ørkenstaten Qatar i 2022, hvor afsløringer af dødsfald blandt migrantarbejdere og brud på menneskerettigheder kastede en mørk tung skygge over begivenheden.   

Nu er historien ved at gentage sig – og det kan blive langt værre. Når en kongres den 11. december endelig beslutter, hvem der bliver tildelt værtskabet for VM i fodbold i 2034, så peger alle pile nemlig på Saudi-Arabien. Et land, som ifølge flere organisationer har langt større problemer med eksempelvis arbejdstager – og menneskerettigheder end Qatar.

Det Internationale Fodboldforbund FIFA kunne ellers i weekenden offentliggøre en ny 110-siders evaluering, der noget mærkværdigt angiver, at Saudi-Arabien har leveret det bedste bud på afvikling af en VM-slutrunde nogensinde.     

Rapporten indeholder en evaluering af Saudi-Arabien på en række punkter, der vurderes med grøn gul efter rød farve alt efter risiko. Og ingen af punkterne, herunder  menneskerettigheder, udgør ifølge FIFA en høj risiko.   

Fifa Udklip Evaluering.
Her ses FIFA’s vurdering af Saudi-Arabien, der angiveligt ikke har nogle ‘høj risiko’ problemer.

FIFA konkluderer blandt andet:

“Der er et godt potentiale for, at værtskabet kan bidrage til positive impacts på menneskerettigheder(…)”

FIFA’s dom står i skærende kontrast til menneskerettighedsorganisationers vurderinger af Saudi-Arabien, som Danwatch har samlet herunder: 

OVERBLIK

Freedom House: På niveau med Afghanistan

  • I den amerikanske tænketank Freedom House’ årlige rapport “Freedom in the World” indtager Saudi-Arabien en absolut bundplacering. 
  • Rapporten giver landene karakterer ud fra politiske rettigheder og borgerrettigheder, hvorefter landene bliver kategoriseret som “not free” eller “free”. Saudi-Arabien er kategoriseret som “not free” med en karakter på 8/100. 
  • Til sammenligning fik Qatar som senest afholdt en VM-slutrunde i 2022 og i den forbindelse ligeledes blev kritiseret for brud på menneskerettigheder 25/100. Afghanistan, som styres af Taliban, klarede sig marginalt dårligere end Saudi-Arabien med en score på 6/100. Danmark ligger i den bedre ende med en score på 97/100. 

Human Rights Watch: Skyder mod migranter

  • Der er alt andet end rosende ord at hente for Saudi-Arabien (og FIFA) i Human Rights Watch’ verdensrapport. En rapport, som giver et overblik over menneskerettighedssituationen i lande på tværs af kloden. 
  • Under punktet “asylansøgere, migranter og migrantarbejdere” fremgår det, at saudiske grænsevagter har dræbt hundredvis af etiopiske migranter og asylansøgere. Ifølge HRW skød grænsevagterne blandt andet kvinder og børn “systematisk” på tæt hold.
  • Også Saudi-Arabiens berygtede “kafala-system” fremhæves: ”Kafala-systemet giver arbejdsgivere overdreven magt over migrantarbejderes mobilitet og juridiske status i landet.” 
  • Desuden bliver migranter, der fungerer som husarbejdere, ifølge rapporten, udsat for verbale, fysiske og seksuelle overgreb.
  • Om kvinders rettigheder fremgår det i rapporten, at saudiske kvinderettighedsaktivister “i de senere år” har været udsat for “vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser, tortur og rejseforbud.”
  • Endelig kritiseres den saudiske regering for “sportswash” ved bl.a. at bruge sportsbegivenheder til at tage fokus væk fra landets “uhyrlige menneskerettighedshistorie.” 

Amnesty: Historisk mange henrettelser 

  • I en pressemeddelelse i september skrev Amnesty International, at der indtil videre i 2024 var blevet henrettet 198 personer i Saudi-Arabien – og det er det højeste antal, siden Amnesty International begyndte måle i 1990.
  • Måneden efter – i en rapport den 11. november – advarede Amnesty direkte mod at placere et VM i Saudi-Arabien. I et efterhånden omtalt citat udtalte Steve Cockburn, der er leder af Amnestys afdeling for arbejdsrettigheder og sport: “Fans vil blive udsat for diskrimination. Migrantarbejdere vil blive udnyttet, og mange vil dø.” 
  • Da Saudi-Arabien den 30. november officielt blev blåstemplet som VM-vært, var der igen kritik fra Amnesty. I en pressemeddelelse advarede Steve Cockburn mod, at historien fra VM i Qatar nu ville gentage sig: “Medmindre FIFA endelig handler og kompenserer arbejderne, og Saudi-Arabien gennemfører reelle menneskerettighedsreformer, så vil historien gentage sig, og det vil igen være arbejderne, der betaler prisen.”

DBU bakker op

DBU offentliggjorde i weekenden også et såkaldt holdningspapir fra bestyrelsen om, hvordan DBU ser Saudi Arabien som vært. Og selv om der en lettere løftet pegefinger fra DBU, når det gælder menneskerettigheder, så konkluder man:

DBU anerkender, at der også er sket en række positive forandringer i Saudi-Arabien i de senere år, og opfordrer til en fortsat positiv udvikling frem mod VM 2034”.

DBU medgiver dog også, at det er problematisk, at Saudi-Arabien er det eneste bud på VM i 2034, der altså endelig vedtages den 11. december.

Herunder kan du læse Danwatch dækning af fremtidsbyen Neom i Saudi-Arabien, der også skal huse VM i fodbold i 2034: