15. januar 2022

I denne uge døde en af sportens første og største graverjournalister. Her er det bedste og vigtigste fra hans hånd

Andrew Jennings har afsløret korruption i sportens mest magtfulde organisationer med store konsekvenser og væltede præsidenter som følge. I denne uge døde han, og i den forbindelse anbefaler vi noget af det bedste og vigtigste, han har lavet.

Andrew Jennings svarer på spørgsmål under en konference arrangeret af Play the Game i 2013. Thomas Søndergaard/PlayTheGame/Flickr

Én af den undersøgende sportsjournalistiks helt store stemmer har stillet sit sidste kritiske spørgsmål

D. 8. januar døde den britiske journalist Andrew Jenning efter kort tids sygdom. Inden da nåede han igennem 30 år at ryste sportens største organisationer med sine markante afsløringer og revolutionere den undersøgende sportsjournalistik. Læg dertil, at han på mange måder er manden, som har igangsat den kritiske sportsdebat, der betyder, at vi for eksempel forholder os meget mere kritisk til, at der afholdes VM i Qatar.

Andrew Jennings startede sin karriere med at afsløre korruption i Londons politi, Scotland Yard, men siden 1990 har han rettet sine spiddende og ofte spydige spørgsmål mod den olympiske komité IOC, og det internationale fodboldforbund FIFA. 

Da det kom frem, at han var afgået ved døden, skrev mange danske sportsjournalister om den inspiration, han havde været for dem, og i et glimrende portræt fra initiativet Play the Game kaldes han “en rollemodel for fremtidige generationer af journalister”.

Andrew Jennings betydning reflekteres i hans forfatterskab og dokumentarfilm, som stadig er et læs og et kig værd. Så her kommer en anbefaling af de mest betydningsfulde:

Ringenes Herrer

I 1992 kom den første af i alt tre bøger om den internationale Olympisk Komité, hvor Andrew Jennings skrevden første sammen med Vyv Simson og de efterfølgende alene. Bøgerne aflørede problemer i toppen af IOC, og leverede en krads kritik af IOC’s præsident Juan Antonio Samaranch og hans fascistiske fortid, som en del af Franco-styret. Derfra fortsætter bøgerne nedefter og afslører en gennemrådden organisation, der skjulte positive dopingtests, så OL kunne fremstå rent. Bogen demonstrerede, hvordan de traditionsrige lege blev kommercialiseret, så Samaranch og IOC’s eksekutiv komité kunne berige dem selv. Og hvordan bestikkelse og korruption gennemsyrede valgene i komitéen.

Juan Antonio Samaranch reagerede ved at få Jenings og Simson aflyttet og overvåget. Forfatterne fik også en fem dages fængselsdom, men den blev dog suspenderet. I sidste ende affødte bøgerne en modernisering og reform af IOC, som Jennings dog ikke fandt særlig tilfredsstillende og kritiserede i en senere bog.

Straffe! – FIFA’s hemmelige verden

Efter at have rystet IOC fortsatte Jennings med fodboldens største organisation FIFA. I 2001 troppede Jennings op til en pressekonference med den daværende FIFA-præsident, Sepp Blatter, og spurgte præsidenten, om han nogensinde havde taget imod bestikkelse. Det fik Jennings selvfølgelig ikke noget svar på, men til gengæld fik han seks uger senere ved midnatstid i Zürich en bunke fortrolige dokumenter fra en kritisk medarbejder i FIFA, som havde bemærket det kritiske spørgsmål. 

Papirerne var med til at danne grundlag for Jennings bog “Straffe! – FIFA’s hemmelige verden”. Bogen afslører, hvordan den tidligere FIFA-præsident Joao Havelange i alliance med den daværende Addidas-formand Horst Dassler  op igennem 1980’erne kommercialiserede fodboldsporten og berigede sig selv, inden Sepp Blatter overtog posten og førte FIFA i en endnu mere korrupt retning. Bogen viser, hvordan stemmer er til salg, når FIFA-præsidenten skal vælges, og når VM skal placeres. Og så tegner bogen et lidet flatterende portræt af Sepp Blatter.

Bogen fik Jennings udelukket fra alle pressekonferencer, der havde noget med FIFA at gøre, men den blev også begyndelsen på en kritisk dækning af FIFA, der i sidste ende var med til at vælte Blatter som præsident og sætte gang i en kriminalefterforskning af FIFA forestået af FBI. 

“FIFA, Sepp Blatter og mig”

I gennem store dele af sine karriere arbejdede Andrew Jennings for BBC’s undersøgende dokumentarprogram Panorama. I 2015 bragte Panorama et timelangt afsnit ved navn “FIFA, Sepp Blatter og mig”, hvor Andrew Jennings opsummerede hans afsløringer de foregående femten år og tilføjede et par nye til samlingen. Dokumentaren gav et indbik i, hvad FBI efterforskede FIFA og Sepp Blatter for; den satte tal på, hvor mange penge Qatar havde brugt på at sikre sig den VM-slutrunde, der skal spilles i år; og så leverede den nye beviser mod Sepp Blatter og viste, at FIFA-præsidenten hele tiden havde vidst, hvad der foregik.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down