‘Der er så mange andre ‘ikke-sager’ i Kenya’, forklarer den kenyanske journalist Kevin Mwachiro. Han mener, at det havde været ambitiøst at håbe på, at Kenyatta havde leveret en stærkere markering til Obamas tale.
“Jeg ville have elsket, hvis han (Kenyatta, red.) bare havde sagt, at forfatningen gælder alle. Alle kenyanere. Næste spørgsmål, tak!”
Mwachiro står bag bogen ’Invisible’, hvor en række forskellige ’queer’ kenyanere fortæller deres egne, personlige historier. Hudløst ærlige beretninger fra gammel og ung og fra forskellige egne af Kenya. Bogen ’Invisible’ gør de folk synlige, der normalt lever skjult. Den er med til at modbevise et i Østafrika ofte brugt argument om, at ’homoseksualitet er uafrikansk’.
Mwachiro bruger bevidst ‘queer’ i titlen, og ikke ’gay’. Betegnelsen LGBTQ står for ‘lesbian, gay, bisexual, transgender og queer. ‘Homosexual’ og ’gay’ anvendes i daglig tale i Kenya, mens ’queer’ (der dækker alle former for seksualitet bortset fra hetero) er mindre brugt. Mwachiros plan var, at ’queer’ således ville være mindre negativt ladet, og at bogen lettere kunne nå ud i det offentlige rum. ‘Invisible’ har i følge Mwachiro fået en pæn modtagelse i Kenya.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
Politikernes kamp
I Østafrika er det langt fra usædvanligt, at tabloid-aviser – og folk på sociale medier – jævnligt viser billeder af folk, som de angiver som homoseksuelle. Aktivisten David Kato blev den 26. januar 2012 slået ihjel i Ugandas hovedstad Kampala kort tid efter, at han havde vundet en retssag over en avis, der havde opfordret til at hænge homoseksuelle. I juli 2012 fandt et tilsvarende drab sted på aktivisten Maurice Mjomba, der blev slået ihjel i Dar es Salaam i Tanzania. I 2014 blev et lovforslag, der gik på at indføre dødsstraf for homoseksuelle, fremsat i Uganda. Det er imidlertid ikke blevet gennemført. I Kenya publicerede Human Rights Watch en rapport i september 2015, der blandt andet fortæller om vold, og særligt om hvor dårligt det kenyanske politi håndterer anmeldelser fra LGBTQ-personer.
Der er mange gode grunde til at kæmpe mod diskrimination og hadforbrydelser. Opbakningen hertil kommer også fra NGO’er og vestlige politikere.
Før Obamas påtale til Kenyatta, truede den britiske premierminister David Cameron i oktober 2011 med at tilbageholde udviklingsbistand til blandt andet Uganda med begrundelsen at de, der modtager hjælp fra Storbritannien, bør overholde menneskerettighederne. Cameron mødte stor kritik både fra præsidentens rådgiver i Uganda, John Nagenda, og fra østafrikanske borgere på de sociale medier.
To danske ministre har siden fuldt trop:
“Kritisk, men god dialog med premierministeren i Uganda: Det er slet ikke i orden med korruption i dit ministerium, lovgivning mod homoseksuelle eller chikane mod danske investeringer i jord. Uganda skal og kan igen blive et afrikansk foregangsland”, skrev den daværende danske Minister for Udvikling, Christian Friis Bach, den 22. marts 2013 på sin Facebook-side.
I marts 2013 gav den efterfølgende danske Minister for Handel og Udvikling, Mogens Jensen, en tilsvarende besked på sin Facebook-side.
Det handler om værdier
Når vestlige politikere sætter homoseksualitet på dagsordenen i Afrika, handler det om værdier. Det bliver oftest aflæst som ’vores måde er bedre end jeres’. Måske derfor mødes politikerne med automatreaktionen om, at homoseksualitet er vestligt og uafrikansk. Der er grund til at antage, at mange afrikanere først og fremmest reagerer på selve måden, kravet fremsættes. Folk i Afrika vil ikke fortælles af vestlige landes ledere, hvad der er rigtigt og forkert. Samtidig er der i vestlige medier en tendens til at formidle modsætninger. For eksempel forsimples et kernebudskab ofte med, at det er ulovligt at være homoseksuel i Kenya.
“Under Obamas besøg (i Kenya, red.) blev jeg ved med at sige til donorerne (vestlige NGO’er og regeringsrepræsentanter, red.), at de venligst skulle holde tilbage med de negative historier om vores LGBTQ-miljø. Vi er ikke alle ofre, og det er ikke vores bevægelses historie. De skriver: ‘homoseksualitet er ulovligt’, men det er det jo ikke. At praktisere homoseksuelle handlinger er ulovligt. Ellers skulle jeg jo være i fængsel for at springe ud af skabet i al offentlighed. Ingen af os er i fængsel for at være homoseksuelle. Det er forsimplet formidling. For medierne er det så meget lettere at kommunikere i modsætningsforhold. Hvad med også at fortælle nogle af de positive historier?”
Mwachiro afviser ikke NGO’ers og politikeres indsats, men pointerer at der er brug for mange indgange.
Kunst kan måske noget, politikerne ikke kan
Den kenyanske forfatter og journalist Binyavanga Wainaina sprang ud af skabet som bøsse 19. januar 2014. Han har tidligere skrevet den selvbiografiske roman ’One Day I Will Write About This Place’, men efter at være sprunget ud, forklarede han på web-mediet Africa is A Country, at et kapitel måtte skrives om – i overensstemmelse med sandheden og hans sande seksualitet.
Folk på de sociale medier gik i selvsving: Nogle mente, at det var dramatisk selviscenesættelse fra Wainainas side. Andre undrede sig over, hvordan en kenyaner offentligt kunne erklære sig homoseksuel i Kenya. Var det bare fiktion?
Det er ikke kun Wainaina, der bruger kunsten til at sætte skred i folks forestillinger om hvad seksualitet er og bør være. Den kenyanske kunstner Michael Soi maler bl.a. scener fra Nairobis natteliv. Homoseksuelle kvinder og mænd går igen blandt hans motiver.Soi deler sine billeder på sociale medier og tager ofte heftige debatter, når folk forarges.
Det er dog ikke problemfrit at lave kunst med LGBTQ-tema i Kenya. Da kunstnerkollektivet The Nest, som har base i Nairobi, i juni 2013 udgav filmen ’Stories of Our Lives’, der portrætterer kenyanske ’queers’, blev de anklaget af den kenyanske regering for at have filmet uden tilladelse. Anklagen blev trukket tilbage i marts 2015, men filmen må stadig ikke vises i Kenya.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]
Synlighed du kan røre ved
Når man som kenyaner kan læse en bog eller se en film, hvor andre kenyanere fortæller deres historie om at vælge en anden seksualitet end flertallet, sker der noget. Det handler om identifikation og tilhørsforhold, når man opdager, at man ikke er alene. Man får måske mod eller ny viden til at tackle problemstillinger i sit eget liv. Man opdager, at andre har det som én selv, og at de kan spørges til råds.
Det særlige er, at disse kunstnere ikke fortæller folk, at der er rigtige eller forkerte værdier. Den kunst de hver for sig producerer, åbner op for andre måder at aflæse et tabu på. Således bliver der også skabt dialog, som ikke kun handler om udveksling af ord. Tabuerne forsvinder ikke bare sådan lige, men for de berørte kan dialogen være vigtigere end ikke at tale sammen, forklarer Mwachiro.
Kunsten kan noget, når den ikke er konfrontatorisk:
“Der er nu mange cirkler, hvor folk (LGBTQ, red.) har muligheder for at være dem selv. Jeg tror, at det er resultatet af en bevægelse, der er vokset – den har udviklet bevægelighed. Vi har ikke længere kun online synlighed, men synlighed du kan røre ved”.
Pernille Baerendtsen
