Netbutikker sælger bosættercremer

Søren Henriksen


Husk at dele
Tema
Flere butikker pillede kontroversielt israelsk hudplejeprodukt af hylderne sidste år, men salget af produktet fortsætter i en stribe danske webbutikker.
Søren Henriksen


Danske webbutikker sælger fortsat AHAVA-cremer, der er produceret på den israelsk besatte vestbred. Sidste år trak Magasin, Sephora og Matas produktet af hylderne efter en Danwatch-undersøgelse.

Produktet kan stadig købes i Danmark hos bl.a. Magasin og de fire webforhandlere Ahava-creme.dk, Ezzence, Skincare-online.dk og Cosmeca, der har det israelske hudplejeprodukt i sortimentet. Ingen af de tre forhandlere oplyser, at AHAVA produceres i en bosættelse på trods af, at det er regeringens klare holdning, at danske virksomheder bør afholde sig fra engagementer på besat land.

Webbutikker tager ikke stilling
Hos Ezzence henviser direktør Eric Sørensen til en tidligere udtalelse om, at webforhandleren ikke tager stilling til fordel for nogen af parterne i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og at det ikke er ulovligt at sælge produkterne.

For Martin Kristensen, der driver webshoppen ahava-creme.dk, er det underordnet, om varerne bliver produceret i Israel eller i de besatte områder:

“Jeg er sådan set ligeglad med, hvor de bliver produceret henne. Jeg hjælper folk, der har problemer med psoriasis og lignende”, fortæller han.

Den holdning deles ikke hos Cosmeca.dk, hvor man egentlig havde taget produkterne ud af sortimentet sidste år sammen med Magasin, Salling og Matas, fortæller indehaver Merethe Carlsen:

“Vi har fået produktet igen for 14 dage siden, fordi vi har fået at vide fra vores importør, at produktionen er blevet flyttet. Jeg vil være meget ked af, hvis vi bare har fået en historie fra de varme lande, for ellers ville jeg jo heller ikke tage det på hylderne igen”, siger Merethe Carlsen.

Importøren Trademade Cosmetics ønsker ikke at udtale sig til Danwatch, men ifølge AHAVAs kontor i Tyskland overvejer virksomheden at flytte produktionen. Den foregår dog stadig i den israelske bosættelse, Mitzpe Shalem.

Læs regeringens officielle information om finansielle og økonomiske aktiviteter i bosættelser her.

Creme er uetisk, ikke ulovligt
Mitzpe Shalem er en bosættelse i Jordandalen tæt på Det Døde Hav i den østlige del af den israelsk besatte Vestbred. Bosættelserne er i strid med international ret, men det er ikke ulovligt at handle med bosættervarer. Regeringen har dog flere gange frarådet at indgå i engagementer, der kan støtte bosættelserne, fordi de ses som en hindring for en løsning af Israel/Palæstina-konflikten:

“Regeringen har ved flere lejligheder mindet offentligt om, at den fraråder danske borgere og virksomheder at indgå i engagementer, der kan gavne israelske bosættelser. Det vil jeg passende minde om igen”, lød det således fra handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i september i forbindelse med Danwatch’s seneste artikler om salget af AHAVA-produkter.

Relaterede nyheder
Mere om samme ...

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch' fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.