22. november 2019

Ny udstilling vil sætte ansigt på Raqqas dræbte

Mandag åbner Amnesty en udstilling om de mindst 1600 civile, der blev ofre for krigen mod IS i den syriske by Raqqa.

Engang var Raqqa Syriens sjette største by. I dag ligger 80 procent af byen i ruiner. Foto: Amnesty

80 procent af Raqqa, der før krigen var den sjette største by i Syrien, ligger i dag i ruiner. Den USA-ledede koalition bombede i 2017 byen, som dengang var Islamisk Stats selvudnævnte hovedstad i Syrien, sønder og sammen. Men udover bygninger og infrastruktur havde krigen mod Islamisk Stat også andre ofre. 

Gennem halvandet års omfattende research, der har inkluderet analyser af satellitfotos og interviews med over 400 overlevende, har Amnesty International dokumenteret, at mindst 1600 civile blev dræbt under angrebene. Organisationen påviser også, at de overlevende stort set ingen hjælp har fået til genopbygning af deres hjem og deres by.

Baseret på undersøgelserne åbner Amnesty på mandag udstillingen “Krigen i Raqqa: Retorik vs. Virkelighed” i Politikens Hus.

Den interaktive udstilling skal ved hjælp af fotos, virtual reality og videoinstallationer vise konsekvenserne af bombningen af Raqqa og sætte ansigt og historie på både de mennesker, der omkom, såvel som de overlevende, der nu søger retfærdighed og hjælp til at genopbygge deres liv. 

“Vi ønsker, at udstillingen vil gøre danskerne opmærksomme på konsekvenserne af de voldsomme bombeangreb, som fandt sted i Raqqa i 2017. Vi vil gerne sætte ansigt på nogle af de overlevende, som kæmper med at bygge en hverdag op igen i ruinerne”, siger Annette Stubkjær, der er politisk rådgiver i Amnesty.

Det er vigtigt at udfordre den gængse fortælling om de militære angreb mod Raqqa, mener hun.

“Amnesty er de første til at dokumentere, at civile ikke har fået kompensation for deres tab, og den amerikanskledede koalition er først nu begyndt at tage ansvar for deres handlinger i Raqqa. Det har tidligere kun været præsenteret offentligt som en succes, hvilket denne udstilling udfordrer”, siger Annette Stubkjær.

Efter otte års borgerkrig er elleve millioner mennesker sendt på flugt fra Syrien. Over en halv million mennesker er dræbt.

 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down