Først angreb ukrainske droner to olieskibe i Sortehavet den 28. november.
Så angreb de endnu et olieskib i samme område den 10. december.
De selvsamme skibe, som sejler gennem Østersøen, blev nu bombet ud for Tyrkiet – en NATO-allieret – af Ukraine.
Spørgsmålene rejste sig i det nordlige Europa: Kan Ukraine finde på at gøre det samme her, når skibene sejler ud fra Ruslands oliehavne i Den Finske Bugt?
Det var usandsynligt, lød det fra flere eksperter, vi talte til baggrund med. For krigen er varm i Sortehavet, hvor Rusland og Ukraine i forvejen angriber hinanden, men det er den ikke her, var vurderingen.
Men så bombede Ukraine olieskibet Qendil ud for den græske ø Kreta i Middelhavet den 19. december. Et område, hvor der ikke er direkte militær konfrontation mellem Rusland og Ukraine.
Skibet var ikke lastet med olie. Hvis det havde været det, ville situationen have været ekstremt farlig for havområdet ud for Grækenland og Libyen.
Men noget helt andet er, at skibet Qendil havde retning mod Finskebugten, inden det meget pludseligt lavede en u-vending og vendte mod Tyrkiet. Kort efter blev det angrebet.
Det er svært at sige, om der er en sammenhæng mellem u-vendingen og det efterfølgende angreb – om skibet for eksempel blev advaret og derfor vendte om – men spekulationerne efterfølgende har været vilde.
Blandt andet forlød det fra en række store militærbloggere på det russiske sociale medie Telegram, at en højtstående person fra Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU, var blevet dræbt på skibet.
Det er ikke bekræftet og nok også en smule usandsynligt, at denne meget højtstående GRU-officer ville være med ombord, men det peger ind i en helt anden fortælling, vi har dækket på Danwatch.
For nogen med tråde til Ruslands militær og/eller efterretningstjenester er i hvert fald ombord på skibene.
Ingen har bekræftet offentligt, at de er der på Kremls foranledning, men Danwatch og sidenhen CNN har bekræftet, at der er tale om folk med fortid i for eksempel specialstyrkerne.
En række europæiske efterretningskilder har desuden sagt til CNN, at personerne er på skibene på vegne af Ruslands militær.
Da det her er årets sidste udgave af Østersøen, er det nærliggende at forsøge at lave en lille forudsigelse af, hvilke emner der vil være i centrum, når det gælder sikkerhedspolitik i Østersøen i i 2026.
Skyggeflåden kommer med garanti til at fylde rigtig, rigtig meget, særligt nu, hvor EU er begyndt at sanktionere skibe løbende fremfor at vente på de store sanktionspakker.
Der er allerede øget NATO-tilstedeværelse, og Forsvarets Efterretningstjeneste har advaret om, at risikoen for direkte konfrontationer mellem NATO og Rusland stiger, fordi Rusland bliver mere risikovillig.
Russerne er eksempelvis begyndt at beskytte deres skyggeflåde af olieskibe med militær magt. Det så vi et eksempel på i Estland, hvor russiske jagerfly krænkede estisk (og dermed NATO) luftrum i knap 13 minutter og tvang den estiske kystvagt væk fra et tankskib.
Men i det storpolitiske spil om Ukraine-krigen, NATO-alliancens robusthed og den hybride krigs uforudsigelige størrelse og udvikling er det svært at vide, hvad der sker nu.
Tilstedeværelsen af russisk militært eller paramilitært personel på olieskibe, der nærmest dagligt sejler under Storebæltsbroen, blev i vores artikel kaldt en øget trussel mod dansk sikkerhed.
Vi kender bare ikke formålet med dem. Men et forsigtigt bud på noget, der kan fylde meget i Østersøen næste år, vil være disse mystiske, uniformerede russere, som ingen helt ved, hvad laver.
Danwatch vil i hvert fald blive ved med at kigge nærmere på dem.

