Pensionskasse sortlister fire virksomheder efter Danwatch-undersøgelse

Finansiering af ulovlige bosættelser og udvinding af naturressourcer fra besat palæstinensisk område får Sampension til at ekskludere fire virksomheder fra deres portefølje.


Danmarks tredje største pensionsselskab, Sampension, sortlister fire børsnoterede selskaber. Det sker efter, at Danwatch i undersøgelsen ‘Forretning på forbudt land’ i januar i år afslørede, at Sampension var den danske pensionskasse med flest penge investeret i virksomheder med aktiviteter i eller omkring ulovlige israelske bosættelser.

Efter Danwatch-undersøgelsen har pensionskassen revideret deres retningslinjer, skriver de i en pressemeddelelse 2. oktober.

Alle fire selskaber er nu ekskluderet for at overtræde Sampensions nye retningslinjer for investeringer på besat område.

”På baggrund af vores nye politik har vi kigget nærmere på, om der er selskaber i aktieporteføljerne, der optræder i Vigeo Eiris’ BIOL-database (Business in Occupied Lands)”, forklarer investeringsdirektør i Sampension, Henrik Olejasz Larsen, i pressemeddelelsen.

“Resultatet blev, at to israelske banker, Hapoalim og Leumi, samt Heidelberg Cement og Bezeq er nu sat på eksklusionslisten for finansiering af bosættelser og for udvinding af naturressourcer og etablering af infrastruktur til telekommunikation i besat område”, hedder det i meddelelsen.

Yderligere seks virksomheder i søgelyset

I forrige uge dokumenterede organisationen Human Rights Watch, at de israelske banker krænker palæstinensernes menneskerettigheder og folkeretten ved at støtte nye byggeprojekter som cementerer besættelsen af det palæstinensiske territorium.

Investeringer i besatte områder er desuden problematiske, fordi danske investorer undergraver Danmarks og EU’s officielle politik om en to-statsløsning i konflikten mellem Israel og Palæstina.

400 millioner kroner havde Sampension investeret i israelske og internationale virksomheder med aktiviteter i bosættelser på Vestbredden, da Danwatch undersøgte de danske investeringer i området i januar i år.

Dengang udtalte Sampension, at de ikke havde en særskilt investeringspolitik for de besatte områder, men at alle deres investeringer skulle overholde menneskerettighederne, uanset hvor selskaberne opererer.

Nu oplyser Sampension at de udover at sorteliste fire virksomheder også indleder en dialog med seks øvrige internationale selskaber om deres mulige aktiviteter i bosættelsesområderne, “der strider mod internationalt anerkendte principper”.

Se den samlede liste for Sampensions ekskluderede virksomheder her.

Følger ikke trop

Sampensions ekskludering af israelske banker motiverer umiddelbart ikke de andre danske pensionskasser, der har lignende investeringer, til at følge trop.

Danwatch har i en survey spurgt de syv pensionskasser og investeringsfonde, som i januar 2017 havde investeringer i banker, der opererer på Vestbredden, om de har planer om at sælge sig ud, eller på anden vis har taget greb for at undersøge påstandene om krænkelser.

Kun tre er vendt tilbage med et svar – og ingen melder om at have stoppet deres investeringer i de banker, som laver forretninger på det besatte landområde.

Danske Bank bekræfter over for Danwatch, at de stadig har investeringer i de to banker som Sampension nu har ekskluderet, Hapoalim og Leumi. I den seneste offentliggjorte aktieportefølje havde Danske Bank 560.000 kroner i Bank Hapoalim og 930.000 i Bank Leumi.

De ser ingen grund til at holde et ekstra vågent øje med de israelske banker, som opererer på Vestbredden:

“Vi investerer i israelske selskaber på linje med selskaber fra andre lande, men fælles for dem alle er, at de skal overholde vores interne retningslinjer for ansvarlige investeringer”, lyder det i en mail  fra  Robert Bruun Mikkelstrup, underdirektør i Investment Risk and Implementation ved Dansk Bank.

Heller ikke Nordea har stoppet deres investeringer i de omstridte banker, men banken oplyser at de har indledt dialog:

“Vi har været dialog med de pågældende banker omkring deres investeringer i de besatte områder, og vil inddrage aspekter fra Human Rights Watchs framework i vores fremtidige dialog med bankerne. Afhængigt af udfaldet af denne dialog vil vi tage de pågældende investeringer op til overvejelse”, svarer både Nordea Liv & Pension og Nordea Invest.

Danske investorer med penge i israelske banker (2016)

SEB Pension, AP Pension og Sparinvest har valgt ikke at besvare Danwatchs henvendelse om deres investeringer i israelske banker.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right