Det er nærmest moderne kaosteori. En flagermus bliver solgt fra et marked i Kina og smitter et menneske med det, der bliver til en global pandemi. Verden bliver kastet ud i økonomisk krise.
Der er selvfølgelig masser af led undervejs i den ligning, og det er slet ikke sikkert, at Covid-19 stammer fra en flagermus. Men lad os alligevel sige, at den gør: Havde flagermusen aldrig basket med vingerne, var den måske aldrig blevet set og dræbt. Havde vi ikke haft en globaliseret verden, ville sygdommen aldrig være blevet spredt så hurtigt, som den gjorde.
Og havde verden ikke haft en økonomi, som i høj grad baserer sig på, at arbejdskraft fra ét land kan tjene penge i et andet land, ville verden måske ikke være på vej ud i en lige så stor økonomisk krise, som den er lige nu.
Men sådan er det: I Vesten er vi dødsens afhængige af de varer, der bliver produceret af migrantarbejdere fra den tredje verden. Kort sagt er migrantarbejdere en afgørende del af verdensøkonomien.
Nepalesiske arbejdere sidder side om side på computerchip-fabrikker i Malaysia, og migranter fra mange afrikanske lande plukker for millioner af kroner tomater på de syditalienske marker.
Et studie fra McKinsey fra 2016 viste, at lige under 10 procent af den vestlige verdens omsætning skabtes af migrantarbejdere. I rene tal er der tale om 45.864.850.000.000,00 kroner eller på mere mundret dansk, 45,9 billioner danske kroner. For det kunne man i 1990’erne for eksempel få cirka 2.140 storebæltsbroer.
Eller man kunne stille sig ned på havnen i Aarhus i dag og smide en 200’er i vandet i sekundet. I så fald ville du være løbet tør for penge lige efter nytår i år 9292. Altså om mere end 7.200 år. Kort sagt er det rigtigt mange penge.
Og selvom en stor del af de penge bliver sendt hjem til migrantarbejdernes egne lande, bidrager migrantarbejdere som udgangspunkt positivt til økonomien i det land, de arbejder i.
“Lige nu er vi nødt til at fokusere på, hvad det betyder for alle landes økonomi, at folk ikke kan krydse landegrænser, og at der sendes langt færre penge fra rige lande til fattige lande, fordi folk ikke kan komme på arbejde. Det her kommer til at have seriøse langsigtede konsekvenser for både migration og for væksten i den globale økonomi.”
Den slags kan Erol Yayboke tale en hel masse om. For hvis man taler om verdensøkonomien og migrantarbejdere, så er han en af dem, der ved, hvad han taler om. Til hverdag sidder han på sit kontor på i Washington DC som vicedirektør hos tænketanken Centre for Strategic and International Studies.
Her fokuserer han især på, hvordan økonomi og udvikling af lande spiller sammen, og på om amerikansk ulandshjælp overhovedet hjælper. Tidligere var han blandt andet leder en del af Hillary Clintons kampagneapparat, som skulle finde evidens for den politik, der blev ført.
Men for tiden sidder han på sin datters værelse, hvor han har indrettet hjemmekontor. For ligesom resten af den vestlige verdens kontorarbejdere er han sendt hjem og bruger de fleste af sine dage på at jonglere arbejde og hjemmeskoling af husholdningens syvårige og treårige medlemmer.
“Lige nu er flere mennesker underlagt en eller anden form for udgangsforbud globalt (2,6 milliarder), end der var mennesker i live under anden verdenskrig,” siger Erol Yayboke for at sætte hele situationen i perspektiv.
Det i sig selv er historisk, og på den måde har pandemien lige nu store konsekvenser for størstedelen af klodens befolkning. Men for migrantarbejderne har situationen både konsekvenser nu og her og på længere sigt:
“Virussen har simpelthen sat en prop i menneskers mulighed for at bevæge sig på tværs af grænser,” siger Erol Yayboke. Han ser allerede en række tydelige tegn på, hvilke konsekvenser krisen kommer til at have på den korte bane:
“Arbejdsløsheden stiger og uligheden vokser. Og den her pandemi rammer de mest sårbare langt værre end andre. Derfor er vi også nødt til at se på, hvad det her kommer til at betyde for migration på den lange bane,” siger han
Når vi i Danmark taler om migrantarbejdere, handler det oftest om litauiske jordbærplukkere og polske håndværkere. De kommer nu til at få problemer med at nå frem til deres arbejde, fordi grænserne er lukket for alle, der ikke har et anerkendelsesværdigt formål. De kan også vælge at blive hængende i Danmark og håbe, den nuværende lockdown snart går over.
Men vores forbrug i Danmark indskrænker sig ikke kun til nye køkkener og jordbær plukket på Fyn. Og migrantarbejdere i hele verden kommer til at kunne mærke udfordringerne ved Covid-19.
Tag nu Malaysia for eksempel. Alt fra dele til computeren, den her artikel bliver skrevet på og de jeans, du kan købe i H&M, bliver produceret af migrantarbejdere fra blandt andet Filippinerne og Indonesien. Men faktisk er det, vi køber mest af fra Malaysia palmeolie, som vi blandt andet bruger i slik, kiks, pizzadej og en hel masse andre fødevarer. Vi bruger ifølge Danmarks Statistik svimlende 350 millioner kroner på palmeolie fra Malaysia hvert eneste år.
Men lige nu er mange fabrikker i Danmark lukket, og medarbejderne skal ikke møde på arbejde. Derfor er der ingen grund til at købe den palmeolie, der ellers skulle bruges i produktionen. Og så er der jo ingen grund til at producere palmeolie i Malaysia.
Så arbejderne i plantagerne bliver også sendt hjem, men til forskel for Danmark, er det uden løn eller kompensation. Og når migrantarbejderne ikke får løn, sender de ikke penge til deres familier i hjemlandet.
Netop det med at sende penge hjem er en afgørende del af det, man kan kalde migrant-økonomien, siger Erol Yayboke:
“Det har en positiv effekt på økonomien i hjemlandet, når migranterne sender penge hjem. Men det gør de ikke i lige så høj grad som før på grund af corona-krisen,” siger han og henviser til, at migranter i 2019 sendte 551 milliarder dollars hjem fra deres arbejdslande i penge og varer.
De fem lande, som i 2019 fik flest penge fra migrantarbejdere, var Indien, Kina, Mexico, Filippinerne og Egypten. Men selvom Indien, Kina og Mexico kommer til at kunne mærke, at langt færre penge finder vej til dem fra i-lande, skal deres økonomier nok klare sig, siger Erol Yayboke. For procentvis er det ikke så stor en del af landets økonomi, de risikerer at miste.
“Det er langt værre med Filippinerne, hvor 10 procent af landets BNP kommer fra penge, der sendes hjem af migrantarbejdere,” siger han.
Kort fortalt betyder det, siger Erol Yayboke, at de fattige lande, som sender arbejdskraft ud verden, nu bliver fattigere. Men de rige lande ser ikke ud til at blive lige så meget fattigere. Og på den måde betyder krisen, at gabet mellem rige og fattige lande forøges endnu mere, siger han.
Det med, at der bliver endnu længere mellem rige og fattige lande, skyldes især to ting. For det første er der, som tidligere nævnt en stor gruppe migranter, der mister deres arbejde, og for det andet, så er de migrantarbejdere, som fortsat er i arbejde, ‘frontline personale’. Altså dem, der er i størst risiko for at blive smittet.
Begge dele er forhold, som Erol Yayboke forventer kommer til at kunne mærkes på landenes økonomi. Dårligere helbred, færre penge.
Men samtidig står der inden længe en masse virksomheder i vesten, som skal have produktionen i gang igen, men som mangler de hænder, der lige nu rejser hjem. Men hvad gør de, næste gang en krise lammer migrantarbejdernes bevægelighed? Ifølge Erol Yayboke peger alt lige nu på, at de kommer til at automatisere deres produktion, så de faktisk slet ikke behøver migrantarbejderne på den lange bane.
Især landbruget er på vej i den retning: Gårde, som indkøber traktorer og mejetærskere, som kan klare nogle af de opgaver, der tidligere blev løst manuelt.
“Ulig nogle regeringer, lytter virksomheder jo til eksperterne, og de fortæller lige nu, at arbejdsstyrken er udsat for corona-virus. Men den slags behøver maskiner ikke tage sig af,” siger Erol Yayboke.
Han forventer, at den omlægning af produktionen kommer til at gå langt hurtigere, end den ville, hvis verden ikke havde været underlagt corona-virussen.
“Derfor kommer disruptionen af markedet også til at kunne mærkes i langt højere grad.”
Med den stigende automatisering forventer Erol Yayboke også, at verden får nye migrantbevægelser. Hidtil har halvdelen af verdens migrantarbejdere søgt mod i-lande fra u-lande, og den anden halvdel fra u-lande til andre u-lande.
Men med en øget automatisering, er der ingen grund til at gå mod i-landene, som lader maskinerne varetage opgaverne. I stedet forventer han, at flere vil søge mod nabolande. I hvert fald de første år, men nok også på længere sigt:
“Der er noget, der tyder på, at i-landene vil foretrække at give jobs til deres egne indbyggere, så der simpelthen ikke kommer til at være lige så mange jobs til migrantarbejderne i vesten.”
Kort sagt: En flagermus basker med vingerne i Kina, og millioner af migrantarbejdere og deres familier verden over får værre vilkår.
Ronja Pilgaard
