Israel nægter at vaccinere millioner af palæstinensere

Israel er det land i verden, der har vaccineret flest mod corona. Men succesen har en bagside. Den israelske regering nægter at vaccinere 4,5 millioner palæstinensere på Vestbredden og i Gaza, selv om Genève-konventionerne fastslår, at det er besættelsesmagtens ansvar

Palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden har ikke adgang til de mange millioner vaccine, Israel har indkøbt. Det er i strid med folkeretten, mener eksperter og menneskeretsorganisationer. Israel mener, ansvaret for at bekæmpe corona ligger hos det palæstinensiske selvstyre

Foto: LWF/Flickr

Derfor skal du bruge 9 minutter på denne artikel:

De rige lande er i fuld gang med at vaccinere mod corona, men mange fattige lande står bagerst i vaccinekøen. Et af de steder, hvor uligheden er iøjnefaldende er i Israel og de palæstinensiske områder. Danwatch har set nærmere på årsagerne.

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Foto: LWF/Flickr

186.000 corona-vaccinerede på en enkelt dag. Det er den foreløbige rekord, som det israelske vaccinationsprogram har sat. 

Uden sammenligning er Israel det land i verden, der indtil nu har formået at vaccinere flest mod corona.

Men den imponerende israelske vaccine-succes har en alvorlig bagside. 

Indtil videre nægter den israelske regering nemlig at vaccinere de 4,5 millioner palæstinensere, som bor på Vestbredden og i Gaza-striben. 

“Jeg er ikke misundelig på de israelere, der bliver vaccineret. Men jeg er vred. Det er simpelthen ikke i orden, at Israel ikke vil vaccinere os, der lever under israelsk besættelse. Det er ikke vores valg at være besat, og det her er ikke en opgave, som det palæstinensiske selvstyre kan klare”, siger journalist Muhammed Hamayel, der bor i Vestbredsbyen Ramallah og dækker corona-krisen for netmediet 24FM  Palestine.

Israel har indtil videre afvist at inkludere palæstinenserne i det israelske vaccineprogram, selv om de to samfund har tæt forbindelse til hinanden. 

Det er ikke vores ansvar, lyder forklaringen fra den israelske regering, der ikke betragter Vestbredden og Gaza som besat område.

Men det er en række menneskerettigheds-organisationer og eksperter langt fra enige i.

“Vestbredden og Gaza er israelsk besat område, og derfor er Israel ansvarlig for sundhedssituationen. Det fremgår af Genéve-konventionerne”, siger Yara Asi, ekspert i sundhedsledelse på Central Florida University og forfatter til flere artikler og debatindlæg om sagen.

Genève-konventionerne fastlægger bl.a. de forpligtelser, en besættelsesmagt har.

Og FN’s særlige rapportør for menneskerettigheder i de besatte områder, Michael Lynk, er enig.

Ifølge den fjerde Genève-konvention skal Israel, “i videst muligt omfang” opretholde  sundhedstjenester på besat område, siger han og kalder Israels opførsel uacceptabel både fra et moralsk og et juridisk synspunkt.

Ifølge Genève-konventionens artikel 56 skal besættelsesmagten tage alle de “foranstaltninger, der er nødvendige for at bekæmpe spredningen af ​​smitsomme sygdomme og epidemier”, skriver Michael Lynk og FN’s særlige sundhedsrapportør Tlaleng Mofokeng i et fælles opråb.

FAKTA

En ulige kamp mod corona

Corona-pandemien har kostet tusindvis af liv både i Israel og de besatte palæstinensiske områder. Men den manglende adgang til vacciner og testkapacitet viser, hvor ulige kampen mod corona er.

Antal daglige tests
Vestbredden og Gaza

0

(0,13% af befolkningen)

Antal daglige tests
Israel

0

(1,15% af befolkningen)

Andel vaccinerede
Vestbredden og Gaza

0 %

Andel vaccinerede i
Israel

0 %

I de besatte områder bor 4.685.306 mennesker. 1.889 er registreret døde med Covid-19.

i Israel bor der 8.675.475 mennesker. 4.049 er registreret døde med Covid-19.

Kilder:  WHO, Haaretz, WHO World dashboard, ReutersVerdensbanken, CIA World Fact book mm. Tallene  er hentet 19. januar 2021, men udvikler sig løbende.

Hårdt ramt

Med omfattende udgangsforbud, nedlukning af skoler og butiksliv samt mere end 1.700 døde er det palæstinensiske samfund også mærket af corona. 

Lige nu er smitten på retur takket være de mange restriktioner, men situationen er langt fra under kontrol, fortæller Mohammed Hamayel. 

“Vi er lige så påvirkede af corona som resten af verden, men hverken vores sundhedssystem eller vores økonomi er gearet til at klare en krise på det her niveau”, siger han.

I øjeblikket er der udgangsforbud fra syv aften til seks morgen, og alt er lukket ned, hvilket rammer mange palæstinensere hårdt.

“Der er rigtig mange, som er helt afhængige af deres arbejde for at få mad på bordet, og folk får ingen hjælp fra de palæstinensiske myndigheder. Der er for eksempel masser af mennesker, som arbejder på restauranter, cafeer osv, som nu står uden indtægt. Og samtidig stiger fødevarepriserne”, siger Muhammed Hamayel. 

“Den økonomiske situation var slem for mange allerede før corona, og pandemien har bestemt ikke gjort det bedre.”  

Mad eller corona 

I det palæstinensiske Østjerusalem, som den israelske regering opfatter som en del af Israel, er situationen en smule bedre. 

Her bliver de palæstinensiske indbyggere nemlig vaccineret ligesom israelerne, fortæller Daoud Ghoul, tidligere sundhedsaktivist og kulturarrangør. 

Men de økonomiske konsekvenser af coronaen for ham og mange andre i Østjerusalem er lige så slemme som på Vestbredden.

“Jeg har været arbejdsløs, siden corona-epidemien begyndte. Derfor bor jeg hos mine forældre, men den økonomiske situation er … kompliceret,” som han siger.

“Det er ikke let at finde et job her under corona, hvor så meget er lukket ned. Og da mine forældre ikke er raske, er jeg for det meste hjemme for at undgå at smitte dem. Det er ikke let, men der er rigtig mange palæstinenserne som er i samme situation”, siger Daoud Ghoul.

Han nævner især de mange selvstændige forretningsdrivende, som er i alvorlige problemer på grund af nedlukningen.

“Der er rigtig mange butiksejere, som bliver nødt til at trodse alle risici og gå på arbejde for at betale husleje og få mad på bordet. De må vælge mellem at bryde corona-reglerne eller sulte”, siger han.

I det hele taget er Daoud Ghoul vred over Israels manglende vilje til at tage medansvar for corona-situationen i de besatte områder.

“Det er Israels kolonialistiske politik overfor palæstinenserne, der endnu engang viser sit ansigt”, siger han.

“Når Israel ikke vil vaccinere palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden er det en form for sundheds-apartheid”.

Sundhedsvæsen i knæ

Men det er ikke kun den private økonomi, som er ramt. Det palæstinensiske sundhedsvæsen er også voldsomt udfordret.

Som journalist dækker Muhammed Hamayel også sundhedssituationen og fortæller, at de palæstinensiske hospitaler og klinikker har været under voldsomt pres på grund af de mange corona-tilfælde, også blandt personalet.

“Vi har egentlig et rimelig godt sundhedssystem, men kapaciteten er meget lille. I sidste måned var alle hospitaler stopfyldte og respiratorer er en stor mangelvare. Desuden må mange  andre patienter, f.eks. kræftpatienter, vente på behandling, fordi der ikke er plads til dem. Der er også mange læger og sygeplejersker i det palæstinensiske sundhedssystem, der har arbejdet non stop siden marts 2020”, fortæller han.

“Det er virkelig her, du kan se, hvor alvorlig situationen er”.

Derfor frygter Muhammed Hamayel også de nye, muterede vira, som er på vej.

“De israelske medier har rapporteret om de første tilfælde i Israel, så jeg er meget bekymret for, hvad der sker, når de breder sig til de palæstinensiske områder. Det er ikke rart at tænke på, når man tager i betragtning, at vi ikke har nogen vacciner og står med et sundhedssystem, der i forvejen er presset til det yderste”.  

Genéve eller Oslo

Når Israel afviser at vaccinere de 4,5 millioner palæstinensere på Vestbredden og i Gaza-striben, skyldes det, at Israel ikke betragter de to områder som besat land. 

Den israelske regering mener i stedet, at der er tale om selvstyreområder og henviser til den  såkaldte Oslo-aftale, der i 1993 gav palæstinenserne et begrænset selvstyre i dele af de besatte områder.

Ifølge aftalen er de Palæstinensiske Selvstyremyndigheder (PA) ansvarlig for sundheden på Vestbredden og i Gaza, men den opfattelse deler hverken menneskerettighedsorganisationer eller eksperter i international ret.

“Det er både moralsk og juridisk uacceptabelt med denne forskelsbehandling, når det gælder adgangen til nødvendig sundhedspleje,” siger FN-rapportør Michael Lynk.

Han minder om, at verden befinder sig i århundredets værste sundhedskrise og er især  bekymret for situationen i den tætbefolkede Gaza-stribe, hvor omkring to millioner palæstinensere mangler alt fra drikkevand og elektricitet til arbejde.

Sammen med FNs sundhedsrapportør Tlaleng Mofokeng opfordrer han derfor Israel til hurtigst muligt at udvide vaccinationsprogrammet til at omfattede palæstinenserne.

Human Rights Watch og Amnesty International kritiserer også i Israel  i skarpe vendinger.

“Mens Israel fejrer sin rekordstore vaccineindsats, modtager millioner af palæstinensere, der lever under israelsk kontrol på Vestbredden og Gaza-striben, ingen vacciner. Der er næppe  nogen bedre illustration af, hvordan Israel sætter  israelske liv over palæstinensiske”, siger Saleh Higazi, Amnestys vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika.

Og samme besked kommer femten lokale rettighedsorganisationer, der 

i et fælles opråb opfordrer det internationale samfund til at lægge pres på  ministerpræsident Benjamin Netanyahus regering. 

Udfordrede myndigheder

Muhammed Hamayel mener heller ikke, at Israels undskyldning holder.

“Jeg er ikke ekspert i international ret, men jeg ved dog, at en besættelsesmagt er ansvarlig for de mennesker, som lever i de områder, som holdes besat,” siger den palæstinensiske journalist.

Han lægger imidlertid ikke kun skylden på Israel. Også de palæstinensiske selvstyremyndigheder har svigtet deres ansvar, mener han.

“De palæstinensiske myndigheder har endnu ikke præsenteret nogen samlet strategi for, hvordan vi skal forholde os til pandemien, og de har heller ikke ikke været i stand til at kontrollere situationen”, siger han og fortæller om flere områder på Vestbredden, hvor indbyggerne nægter at overholde udgangsforbud og butikslukninger. 

“Det er jo svært at få folk til at overholde udgangsforbud og nedlukning af butikker med mere, når der ikke er nogen myndighed til at håndhæve restriktionerne”, som han siger.

Vacciner på vej

I skrivende stund ser det ud til, at det er lykkedes de palæstinensiske selvstyremyndigheder at få en aftale i stand med Rusland om levering af 5.000 doser af  den russiske Sputnik V vaccine.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters forsøger det palæstinensiske selvstyre at købe op mod 100.000 doser fra Rusland, hvilket vil række til at vaccinere cirka 50.000 personer, heriblandt sundhedspersonale, ældre og folk med underliggende sygdomme.

Resten af de 4,5 millioner palæstinensere på Vestbredden og i Gaza kommer efter alt at dømme til at vente længe på at blive vaccineret.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationens WHO’s afdeling for de besatte områder har de palæstinensiske selvstyre ansøgt den såkaldte COVAX-ordning om at få vacciner til 60 procent af den palæstinensiske befolkning.

Men indtil videre har det palæstinensiske sundhedsministerium kun fået lovning på vacciner til 20 procent af befolkningen, skriver WHO i en mail til Danwatch.

Hvornår de lovede Covax-vacciner lander i Ramallah, Betlehem og Gaza tør WHO’s kommunikationsmedarbejder Alice Plate ikke spå om.

Men Covax-ordningen er bygget sådan op, at ingen lande kan få vacciner til mere end 20procent af befolkningen, før alle verdens fattigste lande har fået tilbudt dette, så en højere vaccinedækning ligger langt ude i fremtiden.

Ifølge den palæstinenske  sundheds-direktør Yasser Bozyeh forsøger selvstyret også at skaffe 2millioner vacciner fra det britiske medicinalfirma AstraZeneca samt at indgå aftaler med  de amerikanske firmaer Moderna og Johnson & Johnson, og med Kina, der bl.a. har udviklet vaccinen Sinovac.

Men hvorvidt bestræbelserne er lykkedes, er uklart.   

Vacciner til dobbelt pris

I Israel har regeringen til gengæld haft stor succes med sit vaccineopkøb og det er der mange forklaringer på.

Dels har det israelske sundhedsmyndigheder været hurtigt ude for at sikre sig leverancer fra verdens førende vaccineudviklere.

Det fremgår blandt andet af det amerikanske webmagasin Politico, at Israel var hurtig til at lave en leveringsaftale med Pfizer/BioNtech, måske fordi prisen for vaccinerne ikke har været så vigtig for Israel som den f.eks. har været for EU.

I hvert fald har Israel betalt 30 dollars for en dosis, mens EU har betalt 12 euro (henholdsvis 184 kr og 89 kr).

Men vigtigst er det måske, at Israel har solgt sine sundhedsdata om alle vaccinerede til Pfizer som en del af aftalen.

Til gengæld har Pfizer har lovet at levere 10 millioner doser til Israel i bundter af  400.000-700.000 doser om ugen.

En noget anden størrelsesorden end de 40-50.000 doser, som Danmark modtager fra Pfizer via EU’s aftale.

Også den amerikanske vaccineproducent Moderna har lovet at levere seks millioner doser til Israel, hvoraf de første 480.000 doser allerede er landet.

Den slags aftaler har de palæstinensiske selvstyremyndigheder hverken økonomi eller know how til at indgå, siger sundhedsforsker Yara Asi. 

“De palæstinensiske selvstyremyndigheder mangler både penge og kompetence til at tackle pandemien” siger hun. Og det bekræftes af det underskud på 760 mio dollars, som selvstyret  har.

“Ligesom mange andre fattige lande er  palæstinenserne helt afhængige af, at enten Israel eller det internationale donorsamfund træder til og hjælper med at finansiere både køb og udrulning af et vaccineprogram.”

Hjælp os med at bringe dig tættere på verden

På Danwatch sætter vi ikke bare tingene ind i en større sammenhæng. Vi sætter også dig ind i en større sammenhæng. Vi laver journalistik, der forbinder dig til verden ved at se nærmere på de forhold, vores fødevarer, tøj og teknologi bliver til under. Og vi perspektiverer det til de grundlæggende problemer, det skaber for sårbare mennesker, vores miljø og vores klima.

Vi tror på, at alle skal have fri adgang til kritisk journalistik, der forbinder os til verden. Derfor har vi som et af de eneste medier i Danmark valgt, at vores journalistik skal være gratis. Det holder vi fast i, selvom nedlukningen af vores samfund også har store økonomiske konsekvenser for os.

Vi tror på, at vores journalistik skal være uafhængig af økonomiske og politiske interesser. Vi mener ikke, vi troværdigt og kritisk kan dække danske virksomheder og samtidig være økonomisk afhængige af dem. Derfor er Danwatch fri for annoncer. Det betyder, at du kan læse uden at blive forstyrret, og at vi har friheden til at udfordre de rige og magtfulde.

Danwatch har kun kunnet forblive uafhængige, kritiske, gratis og annoncefri, fordi vi får støtte fra fonde, donorer og støttemedlemmer. Nu mere end nogensinde har vi også brug for din hjælp. Støt Danwatch med et en enkelt donation eller et fast månedligt beløb.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.