Da FN i februar i år offentliggjorde en længe ventet liste på mere end 100 firmaer med forbindelser til israelske bosættelser, lovede Israels premierminister Benjamin Netanyahu at “bekæmpe erklæringen med al magt” og at “fastfryse forbindelserne” til FN’s menneskerettighedskontor, OHCHR.
Hvad det mere konkret betød, har FN’s ansatte i de palæstinensiske områder i de efterfølgende måneder oplevet. Siden juni har internationale ansatte på FN’s menneskerettighedskontor ikke kunnet få fornyet deres visum fra israelske myndigheder, og da Israel administrerer adgangen til de palæstinensiske områder, har FN’s udenlandske ansatte derfor været nødt til at forlade kontorerne i Gaza og på Vestbredden i løbet af efteråret.
Den 30. november forlod den sidste udenlandske ansatte fra menneskerettighedsskontoret så Israel og Palæstina, oplyser OHCHR til Danwatch.
”Samtlige af vores internationale medarbejdere med visum har nu været nødt til at forlade landet”, skriver OHCHR-talsperson Ravina Shamdasani i en mail.
Der er i dag mere end 400.000 israelske bosættere på den besatte Vestbred og i Østjerusalem. Bosættelserne er ulovlige i henhold til International Lov.
I februar 2020 udgav FN med tre års forsinkelse en liste over virksomheder med aktiviteter i bosættelser.
Listen tæller 112 firmaer, af hvilke 94 er israelske og 18 er udenlandske. Amerikanske Motorola er blandt andet på listen, fordi det leverer særlige overvågningssystemer til bosættelserne, og bookingsider som Airbnb er her, fordi man formidler leje af værelser i de ulovlige bosættelser.
Menneskerettighedsorganisationer understreger, at listen ikke er udtømmende, da FN’s mandat til en liste kun gjaldt særlige typer af forretning. En række virksomheder, der utvivlsomt har aktiviteter i bosættelser er således ikke at finde på listen.
Det er meningen, at listen skal opdateres årligt. Du kan finde listen her.
Kilde: OCHCR, Human Rights Watch, B’tselem
”Vi modtager betydelig støtte fra ambassader og udenlandske ministerier – og naturligvis fra resten af FN-systemet – i vores bestræbelser på at løse situationen”, skriver hun videre og svarer derefter ikke på flere spørgsmål.
Israelske myndigheder har ikke ønsket at kommentere sagen. Da nyhedsbureauet AFP i oktober forsøgte at få en kommentar til visum-spørgsmålet fra den israelske regering, svarede Israels udenrigsministerium, at man ikke havde noget at tilføje til den udtalelse, som Israel kom med i kølvandet på FN’s liste over virksomheder med bosættelses-forbindelser i foråret.
Dengang lovede Israel at “tage skridt” for at forhindre gennemførelsen af “diskriminerende anti-israelske” beslutninger i FN, og Israels premierminister Benjamin Netanyahu udtalte, at “hvem end, der boykotter os, vil blive boykottet”.
FN’s Menneskerettighedskontor understreger, at israelske myndigheder ikke direkte nægter deres ansatte visum, man at de bare ikke besvarer og vender tilbage på ansøgninger om nye visa eller fornyelse af eksisterende opholdstilladelser.
OHCHR-talsperson Rupert Colville kalder det for en “højst usædvanlig situation”. Men spørger man Omar Shakir, direktør for ngo’en Human Rights Watch i Israel og Palæstina, er sagen ganske symptomatisk for Israels behandling af kritikere inden for de seneste år.
“Det her er del af en større tendens til, at israelske myndigheder forsøger at give dem, der rapporterer om menneskerettigheder i de besatte områder, mundkurv på”, siger han.
Omar Shakir er selv baseret i Amman i Jordan, efter han i 2019 blev udvist fra Israel og de palæstinensiske områder. Han blev som den hidtil mest prominente menneskerettighedsforkæmper udvist på baggrund af en omstridt israelsk lov fra 2017, der gør det muligt for myndighederne at udvise eller nægte indrejse til udlændinge, der åbent støtter en boykot mod Israel eller de israelske bosættelser på Vestbredden.
Human Rights Watch har holdt fast i, at Omar Shakir ikke har opfordret til nogen generel boykot af Israel, men at han har kritiseret virksomheder med aktiviteter i bosættelser for at overtræde international lov. En lang række menneskerettighedsorganisationer bakkede Shakir op og kritiserede dommen for at være led i en kampagne for at lukke munden på kritikere.
Det her er del af en større tendens til, at israelske myndigheder forsøger at give dem, der rapporterer om menneskerettigheder i de besatte områder, mundkurv på
”Når FN’s menneskerettighedsrapportører forhindres i at udføre deres arbejde i de besatte områder, afspejler det den israelske regerings systematiske angreb på menneskerettighedsbevægelsen. Det er et eksempel på regeringens vedvarende bestræbelser på at undslippe et ansvar for dens alvorlige overtrædelser af international lov”, siger Omar Shakir til Danwatch.
Det var i 2016, at FN’s Menneskerettighedsråd besluttede, at der skulle udarbejdes en database over virksomheder med aktiviteter i israelske bosættelser. Men da den omstridte liste endelig udkom i februar 2020, var den blevet forsinket over tre omgange.
Undervejs havde både Israel og USA tilkendegivet, at man arbejdede hårdt på at sætte en stopper for offentliggørelsen af databasen. Israelske politikere har flere gange sagt, at selve ideen om databasen bærer antisemitiske træk, og USA havde efter sigende truet med at forlade FN’s Menneskerettighedsråd, hvis listen blev til noget.
I 2018 forlod USA endeligt rådet, hvilket den daværende amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley blandt andet begrundede med rådets “anti-israelske bias”, hvor “Israel konstant peges ud på en måde, som intet andet land gør”.
Selve listen indeholder navne på 112 israelske og udenlandske virksomheder – heriblandt det amerikanske mobiltelefonselskab Motorola og rejsehjemmesider som TripAdvisor, Airbnb, Expedia og Booking.com.
Det har ingen andre videre juridiske konsekvenser for virksomheder at havne på listen, og det er ifølge FN ikke meningen, at det skal være en endelig ‘sortlistning’ men derimod en database, der opdateres årligt.
I 2018 meldte FN ud, at man havde en liste på 206 virksomheder, som man undersøgte for aktiviteter i bosættelser, men uden at offentliggøre navne på virksomhederne.
Men på den endelige liste figurerer der altså kun 112 virksomheder, og en række firmaer med klare forbindelser til bosættelser er samtidig ikke at finde på den.
En virksomhed som tyske HeidelbergCement, som udvinder naturressourcer fra den besatte Vestbred i strid med international lov og ad flere omgange har leveret byggematerialer til bosættelser, er for eksempel ikke på listen.
Det samme gælder kosmetikvirksomheden Ahava, hvis fabrik er placeret i en bosættelse på Vestbredden.
Ifølge Omar Shakir handler det om, at FN’s mandat til at udarbejde listen er blevet fortolket relativt snævert. FN’s mandat fokuserede nemlig på virksomheder med bestemte typer forretningsaktiviteter i bosættelserne, og det er altså ikke blevet tolket som, at databasen skulle dække samtlige virksomheder med aktiviteter i bosættelserne, understreger han.
”Det er en udbredt misforståelse, at alle virksomheder med forbindelser til bosættelser er på den liste. FN’s mandat er blevet tolket til kun at skulle omfatte en hvis delmængde af de selskaber, der er aktive i bosættelserne. En række virksomheder, som fuldstændig uomtvisteligt har bånd til bosættelser, er ikke at finde på listen”, siger han.
Redaktion
