I den ideelle verden, gjorde vi alle en indsats, siger Micki Cheng, der er tv-vært, kagebager og influencer. Men sådan er virkeligheden ikke.
“Hvis man ser på, hvor mange mennesker vi er, og f.eks. hvor mange skove der bliver ryddet, så synes jeg, man skal tænke bæredygtigt. Hvis vi alle sammen tænkte bæredygtigt, så kunne verden blive et bedre sted at være. Men der kan jeg sige, at jeg ikke er en af dem”, lyder det ærlige svar fra Micki Cheng, der da også har været kommunikationsmedarbejder i Danish Crown, der sidste år blev beskyldt for at medvirke til skovrydning.
I dag er Micki Cheng bedre kendt som kagebager, men når han selv går i supermarkedet for at købe bær til sine kreationer, betyder det heller ikke noget, hvor bærene kommer fra, eller hvem der har plukket dem. Det er pris, smag og udseende, Micki Cheng har i fokus.
“For at være helt ærlig, så er bæredygtighed og social ansvarlighed ikke noget, jeg tænker over. For mig handler det om at få nogle gode råvarer. Jeg skeler faktisk ikke så meget til, hvor det kommer fra, eller hvem har plukket dem.”
“Og sådan er det med de ting, jeg handler ind, både i dagligdagen og til når jeg skal lave mad på tv eller kager eller noget, så handler det om, at tingene skal se flotte ud og knap så meget, om hvor tingene er fra,” siger Micki Cheng.
Danwatch møder Micki Cheng i et sommerhus på norddjurs, for at tale med ham om et noget uvant emne – hans erfaringer med og holdning til social ansvarlighed og bæredygighed i den europæiske fødevareproduktion. Han er ikke den eneste Danwatch møder. For at blive klogere på forskellige holdninger til det europæiske marked for tøj, fødevarer og finans, har Danwatch tidligere i år mødtes med flere kendte meningsdannere. Samtalerne er blevet til podcasten Frås.
Micki Cheng er ikke ene om at lukke øjnene for, hvordan vores råvarer bliver produceret. Undersøgelser viser, at vi danskere i det hele taget har svært ved at forholde os til bæredygtighed og social ansvarlighed i køkkenet. Og det er måske ikke så mærkeligt, for konsekvenserne ved fødevareproduktionen er ikke særlig synlige herhjemme.
Men zoomer man ind på forholdene i Sydeuropas frugtplantager og grøntsagsmarker, møder man en brutal virkelighed. I maj måned besøgte Danwatch jordbærplangter i Sydspaninen, hvor det især var kvinder fra Marokko og Rumænien, der i op til ti timer om dagen plukkede de modne bær til en løn langt under mindstelønnen i Spanien. Ifølge kvinderne i plantagerne blev de straffet for at sige nej til sex med deres overordnede, og hos én jordbærleverandør har ansatte anklaget chefer for voldtægt og overgreb.
Forholdene for migrantarbejdere, får forbrugeren ikke noget at vide om, medmindre man selv forsøger at grave sådanne sager frem. Derfor er det meget nemt at vende det blinde øje til, mener Micki Cheng.
“Det er ikke noget jeg mærker til i min dagligdag. Jeg mærker jo ikke, om jeg gør noget skidt på nogen. Jeg tror helt almindelige mennesker, har svært ved at forestille sig de her ting i vores dagligdag. Og vi vil gerne have, at der er nogen, der tager valget for os.”
Det står ikke på bakken med friske jordbær, nettet med citroner eller konservesdåsen med hakkede tomater, om de er produceret under kritisable arbejdsforhold, og derfor mener Micki Cheng altså, at det er svært at tage et socialt bevidst valg i supermarkedet. I stedet mener han, at der er nødt til at være andre, som tager valget for os forbrugere. Det kan være staten, virksomhederne eller EU, og det stoler han som udgangspunkt på, at de gør.
“Jeg bliver nødt til at stole på de myndigheder, der er lokalt, og de regler, der er både udenfor og indenfor EU. At man sørger for, at der er styr på basale ting, for dem der plukker råvarerne”, siger Micki Cheng.
Men både lokale myndigheder og EU er udfordret, når det kommer til at beskytte migrantarbejdere i landbruget. Kvinderne Danwatch mødte i jordbærplantagerne i Spanien er langt fra et enestestående eksempel. Hvert år rejser over en million migranter til eller på tværs af Europa for at høste den frugt og grønt, vi køber i supermarkederne. Og ofte udnyttes og misbruges de. Det er kun blevet tydeligere under den igangværende pandemi, hvor vi har set eksempler på manglende adgang til vand og lægehjælp. Og samtidig står det nu klart, at vi i EU er stærkt afhængige af migranternes arbejdskraft.
Der findes flere forklaringer på, hvorfor EU svigter migrantarbejdere, men en hel del af forklaringerne begynder med, at migranter er uønskede i medlemslandene og ofte ender som centrum for en politisk splittelse i EU. Derfor ender migrantarbejderne også med at være usynlige, selvom landbruget er afhængig af deres hænder i marken.
Overordnet set er der tre ting, der står i vejen for, at EU sikrer migrantarbejdere ordentlige vilkår: uenigheder, rod og en helt særlig lov.
Hvis vi starter med uenighederne, så handler det rent ud sagt om, at EU består af mange forskellige lande med meget forskellige holdninger til migration, forklarer Zvezda Vankova, der er postdoc ved Lund universitet, hvor hun forsker i migrantarbejderes forhold og rettigheder i EU.
“Fordi migrationspolitik herunder migrantarbejdere er et særligt betændt område, kræver den lovgivning, der vedtages på EU-niveau ofte store kompromisser mellem medlemslandene
i Europarådet og parlamentet. Så det er skæmmet af udfordringer fra begyndelsen.” siger Zvezda Vankova og fortsætter:
“Det afholder nogle gange EU fra at have en større rolle på migrationsområdet, end det rent faktisk kunne”, siger hun.
Selve ideen med EU som institution er, at gennem parlamentet, rådet og kommissionen bliver man enige om politikker, retninger og love, som efterfølgende implementeres i medlemslandene. Når man i EU vedtager en lov, tager det som oftest form som enten et direktiv eller en forordning. En forordning fra EU gælder direkte i det enkelte lands lov. Et direktiv fastlægger i stedet et fælles mål, som EU-landene skal nå, og så må det enkelte land bestemme, hvordan de gør det.
Når det kommer til at holde styr på migrantarbejdere, har EU mest lavet direktiver. Problemet er bare, at landene er så uenige, at de ikke har det fælles mål, der er ideen med direktiver, og derfor implementerer direktiverne på vidt forskellige måder.
“Vi har de her EU-direktiver omkring arbejdskraft og migration, som skal implementeres i den nationale lovgivning, men bestemmelserne åbner op for, at landene kan gøre det meget forskelligt. Idet EU-tiltagene bliver national lov, er det op til medlemslandene selv at håndhæve og tjekke, hvordan reglerne anvendes. Samtidig er der også medlemslande, der står uden for direktiverne”, siger Zvezda Vankova.
Det gælder blandet andet Direktivet for Sæsonarbejdere, som tildeler migrantarbejder fra et andet EU-land de samme rettigheder og behandling, som de nationale arbejdere har.
“Der er ingen eller ringe implementering af EU-direktiverne i Spanien. Og i Italien arbejder landbruget i vidt omfang under kriminelle organisationer og dermed under mafialignende vilkår, så EUs direktiver har ingen indflydelse”, har Hans Lucht, der er seniorforsker hos Dansk institut for Internationale Studier sagt, til Danwatch i forbindelse med, at migrantarbejdernes forhold kun er blevet værre under pandemien.
“Bare fordi, der bliver implementeret love eller direktiver på EU-niveau, betyder det ikke, at det også bliver gennemført på nationalt eller lokalt niveau som eksempelvis på tomatmarkedet i Syditalien,” siger han.
Det betyder, at man som forbruger ikke kan regne med, at lokale myndigheder sikrer forholdene for migrantarbejdere, og lige nu har EU svært ved at gøre noget ved det.
EU-landenes interne uenigheder er én ting, noget andet er selve EU, hvor love og politikker for migrantarbejdere kort sagt er noget rod.
Det sker, ifølge Zvezda Vankova, fordi der er rigtig mange forskellige politikker, der berører migrantarbejdere.
“Vi ser ofte det problem, at der er mange forskellige EU-politikker, som ikke nødvendigvis arbejder særlig godt sammen, fordi de ikke er koordineret på EU-niveau. Det er vigtig at bygge bro mellem politikerne.”
Når det kommer til at sikre forholdene for migrantarbejdere i grøntsagsmarker og frugtplantager, skal mange forskellige områder inddrages. Det kan være indvandring, arbejdsmarkedet, socialområdet, landbrugspolitik og udvikling af landdistrikter.
“Det er meget forskelligartede politikker, som skal tale sammen, hvis det skal fungere i praksis”, siger Zvezda Vankova.
Når politikerne er et rod på EU-niveau, der udgør den overordnede ramme, så er det naturligt, at alle de gode intentioner ikke bliver til noget på jorden og ude i markerne, hvor migranterne er. Og det betyder altså, at man som forbruger ikke kan stole på, at der er styr på sagerne, bare fordi der ligger noget lovgivning hos EU.
Hvis vi forlader EU-kontorerne i Bruxelles og den politiske kluddermor, er der en sidste grund til, at migrantarbejderne i grøntsagsmarker længe har måtte arbejde under stærkt kritisable forhold. Det handler om den opholdstilladelse, migranter skal have, hvis de på lovlig vis skal rejse til et EU-land for at høste grøntsager.
Når opholdstilladelsen søges, skal man angive én og kun én arbejdsgiver. Og migranter har kun opholdstilladelse gennem en aftale med deres arbejdsgiver.
“Og det betyder, at migranter ikke så let kan skifte deres arbejdsgiver, og det kan selvfølgelig lede til misbrug og afhængighed”, siger Zvezda Vankova.
Det betyder, at hvis migrantarbejderne brokker sig over forholdene, risikerer de at blive fyret, og så kan de ikke bare søge et nyt job. De må rejse hjem og søge om en ny arbejdstilladelse gennem en ny arbejdsgiver. Det betyder ifølge Zvezda Vankova, at de finder sig i rigtig meget.
Det problem har EU forsøgt at gøre op med gennem det førnævnte Direktiv for Sæsonarbejdere. Det gør det muligt for migrantarbejdere at skifte job én gang.
Det kan diskuteres, om det er nok, siger Zvezda Vankova: “hvis du risikerer at blive udnyttet, er det bedre at have flere muligheder for at skifte arbejdsgiver, og medlemsstaterne har faktisk fleksibilitet til at tillade mere end ét skift”.
Men der også er en anden faktor i migranternes ansættelsesproces, der gør dem udsatte for udnyttelse. For deres ansættelseskontrakter bliver ofte lavet gennem rekrutteringsbureauer, der sætter migrantarbejdere og arbejdsgivere i forbindelse med hinanden. Og ofte starter udnyttelsen allerede her.
“Nogle gange opkræver bureauerne høje gebyrer fra migranterne, selvom det egentlig er arbejdsgiverne, der skal betale for bureauets service. De beskytter ikke migrantarbejderne, selvom det er deres opgave, i stedet udnytter de migranterne og gør dem endnu mere afhængige, hvilket også fører til overgreb”, siger Zvezda Vankova.
Fordi migranterne ikke er direkte i kontakt med arbejdsgiveren, men afhænger af de her rekrutteringsbureauer, er de igen placeret i en position, hvor de er afhængige af, at de folk, der foregiver at hjælpe dem, rent faktisk gør det. Det vil sige, at migrantarbejderne er overladt til at stole på både arbejdsgiveren og rekrutteringsbureauet, men hvis de så oplever overgreb eller at blive udnyttet her, er de overladt til sig selv.
“Der er et meget begrænset adgang til retssystemet eller til klageinstanser, hvilket efterlader dem i en position, hvor de ikke kan gøre noget ved deres situation”, siger Zvezda Vankova.
At migrantarbejderne er overladt til sig selv eller har meget ringe mulighed for at søge hjælp, betyder, at problemerne med udnyttelse og krænkelser er nær ved usynlige. Problemerne opdages typisk kun gennem NGO’ers opsøgende arbejde eller uanmeldte tilsyn fra myndigheder. Derfor er det også vanskeligt for os danske forbrugere, at vide, hvad der kan gå forud, for den frugt og grønt, vi køber i supermarkedet.
I EU er der faktisk et system for, at medlemslande kan blive straffet for forhold der skyldes, at EU’s lovgivning ikke er implementeret godt nok eller slet ikke. Men fordi migrantarbejdernes forhold er usynlige, når sagerne sjældent til EU’s system, som derfor ikke har den gode effekt, det ellers kunne have, forklarer Zvezda Vankova.
“Hvis oplysninger om krænkelser af migranternes rettigheder, der er sket på grund af forkert implementering af EU-lovgivningen, når frem til Europa-Kommissionen, så kan EU-retten køre en sag om muligt traktatbrud mod et bestemt medlemsland”, siger Zvezda Vankova.
Fordi migrantarbejderne grundlæggende mangler adgang til retssystemet, er de altså usynlige for EU’s system og i sidste ende også os forbrugere. Men et nyt organ i EU kan måske bringe lys over migrantarbejdernes forhold.
På trods af de mange EU-direktiver, er systemet ikke ligefrem på migrantarbejdernes side. Men i 2019 oprettede man i EU faktisk et nyt organ, der skal tage sig af problemerne. Det såkaldte European Labour Agency skal hjælpe medlemslande med at implementere den lovgivning, der udstedes af EU på arbejdsområdet. Og deres første kampange handler netop om sæsonarbejdere i grønsagsmarkerne.
De har blandt andet udgivet en tjekliste for arbejdsgivere i landbruget, til hvordan forholdene for migrantarbejdere bør være, og foretaget inspektioner hos landbrug i Bulgarian og Frankrig.
Det er ikke den nemmeste opgave, det nye organ har kastet sig ud i, men det er en tiltrængt og positiv indsats, mener Zvezda Vankova.
“Jeg synes faktisk, at EU er begyndt at være mere og mere aktive. Det her er en stor mulighed for at hjælpe EU’s regulering på vej. Jeg er håbefuld omkring, at det nye organ vil hjælpe med at forbedre forholdene for migrantarbejdere i EU. Men vi er selvfølgelig nødt til at vente at se, for det er stadig meget tidligt at sige.”
EU har altså stadig en enorm betydning, når det kommer til beskyttelsen – og udnyttelsen – af migrantarbejderne i grøntsagsmarkeder, men den europæiske lovgivning kan ikke stå alene, særligt når implementeringen er så længe undervejs.
“På national niveau er det meget vigtigt at der er organisationer, der støtter migrantarbejderne. De ufaglærte har hverken råd eller redskaber til at kræve deres rettigheder eller klage”, siger Zvezda Vankova.
“Der er rigtig meget at tage fat på. Der mangler simpelthen et sikkert system for de ufaglærte”.
I sidste ende kræver det, at der bygges et system op om migrantarbejderne, som ikke udnytter dem, men hjælper dem. Det vil både sikre fleres rettigheder og gøre forholdene mere synlige, måske endda også for os forbrugere.
Mie Obbekær
