I et kort øjeblik i 2020 så det begsort ud for en stor del af den europæiske grøntsags-og frugt produktion. Flere afgrøder var i fare for at rådne væk, og landmændene kunne med svedige hænder se ind i et år med store økonomiske tab. Markerne bugnede ellers med grøntsager og frugt, men hænderne, der skulle høste dem, var væk.
COVID-19 gav Europa to vigtige lærestreger:
- Vi er dybt afhængige af migrantarbejdere
- Migrantarbejderne bliver - stadig - udnyttet i stor stil
Den første fik vi i takt med at corona inficerede landene. Grænserne blev trukket op, og den frie bevægelighed mellem EU-landene blev sat på standby. Problemet var bare, at de arbejdere, som er med til at give os mad på bordet, også blev afvist ved grænsen. Ingen kom ind, få kom ud, og det blev for alvor tydeligt, hvor afhængige vi er af de usynlige arbejdere; migrantarbejderne.
Eksempelvis estimerede Storbritanniens største medlemsorganisation for landmænd, National Farmers Union, at 70 - 80.000 stillinger i landbruget desperat manglede at blive besat, i Frankrig drejede det sig om 200.000, mens Tyskland på et tidspunkt havde brug for 300.000 landbrugsarbejdere.
Pludselig var migrantarbejderne ikke længere usynlige, i stedet blev de hyldet som ‘essentielle arbejdere’, inklusive af EU. Det gik altså op for os, hvem der sørger for, at vi kan få mad på bordet.
Lærestreg nummer to viste derimod, hvordan vi så behandler de migrantarbejdere, vi kalder ‘essentielle’. For i takt med, at COVID-19 krisen udviklede sig, blev det også tydeligt, hvor udsatte migrantarbejdere er.
“Migrantarbejdere i europæiske landbrug blev i forvejen udnyttet og udsat for inhumane vilkår som afpresning, meget hård fysisk arbejde, ingen eller dårlig løn og så videre. Men det gjorde sig særligt gældende under coronakrisen”, siger seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Hans Lucht. .
En kendsgerning, som flere rapporter og EU selv også genkender.
I en pressemeddelelse fra juni 2020 understregede Europa-Parlamentet blandt andet, at krisen havde “yderligere afsløret og forværret den sociale dumping og den store usikkerhed, som migrantarbejdere i EU’s landbrug -, byggeri og sundhedssektor udsættes for”. Derfor, skrev de, skulle drastiske midler tages i brug for at beskytte arbejderne bedre.
På den måde bliver vi Europa ved med at bide de hænder, der fodrer os. Hvor stort er problemet, hvorfor er vi endt her, og hvordan har COVID-19 presset migrantarbejdernes arbejdsvilkår til det yderste. Det er nogle af de spørgsmål, der trænger sig på.