I et kort øjeblik i 2020 så det begsort ud for en stor del af den europæiske grøntsags-og frugt produktion. Flere afgrøder var i fare for at rådne væk, og landmændene kunne med svedige hænder se ind i et år med store økonomiske tab. Markerne bugnede ellers med grøntsager og frugt, men hænderne, der skulle høste dem, var væk.
COVID-19 gav Europa to vigtige lærestreger:
Den første fik vi i takt med at corona inficerede landene. Grænserne blev trukket op, og den frie bevægelighed mellem EU-landene blev sat på standby. Problemet var bare, at de arbejdere, som er med til at give os mad på bordet, også blev afvist ved grænsen. Ingen kom ind, få kom ud, og det blev for alvor tydeligt, hvor afhængige vi er af de usynlige arbejdere; migrantarbejderne.
Eksempelvis estimerede Storbritanniens største medlemsorganisation for landmænd, National Farmers Union, at 70 – 80.000 stillinger i landbruget desperat manglede at blive besat, i Frankrig drejede det sig om 200.000, mens Tyskland på et tidspunkt havde brug for 300.000 landbrugsarbejdere.
Pludselig var migrantarbejderne ikke længere usynlige, i stedet blev de hyldet som ‘essentielle arbejdere’, inklusive af EU. Det gik altså op for os, hvem der sørger for, at vi kan få mad på bordet.
Lærestreg nummer to viste derimod, hvordan vi så behandler de migrantarbejdere, vi kalder ‘essentielle’. For i takt med, at COVID-19 krisen udviklede sig, blev det også tydeligt, hvor udsatte migrantarbejdere er.
“Migrantarbejdere i europæiske landbrug blev i forvejen udnyttet og udsat for inhumane vilkår som afpresning, meget hård fysisk arbejde, ingen eller dårlig løn og så videre. Men det gjorde sig særligt gældende under coronakrisen”, siger seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Hans Lucht. .
En kendsgerning, som flere rapporter og EU selv også genkender.
I en pressemeddelelse fra juni 2020 understregede Europa-Parlamentet blandt andet, at krisen havde “yderligere afsløret og forværret den sociale dumping og den store usikkerhed, som migrantarbejdere i EU’s landbrug -, byggeri og sundhedssektor udsættes for”. Derfor, skrev de, skulle drastiske midler tages i brug for at beskytte arbejderne bedre.
På den måde bliver vi Europa ved med at bide de hænder, der fodrer os. Hvor stort er problemet, hvorfor er vi endt her, og hvordan har COVID-19 presset migrantarbejdernes arbejdsvilkår til det yderste. Det er nogle af de spørgsmål, der trænger sig på.
Få lokale ville acceptere den sulteløn og de vilkår, der tilbydes i det brutale senmoderne industrielle landbrug i Spanien og Italien
Millioner af migrantarbejdere er i dag ansvarlig for at plukke og høste en stor del af de fødevarer, som vi kan købe til billige penge i europæiske supermarkeder. For at give en fornemmelse af, hvor afhængige vi er af migrantarbejdere, kommer her et hurtigt overblik over store europæiske landes gennemsnitlige efterspørgsel på dem:
For sidstnævnte betyder det, at op mod 27 procent af den lovlige arbejdskraft i landbruget består af udenlandske arbejdere.
Alt i alt anslås der, at 800.000 til op mod en million migrantarbejdere hvert år ansættes i europæiske landbrug. Det er dog kun dem, som fremgår af offentlige papirer vel og mærke.
Det reelle antal er langt højere, viser forskning foretaget af Research Unit of Germany’s Expert Council on Integration and Migration (SVR) and Migration Policy Institute Europe (MPIE). Primært fordi mange arbejdere går under radaren – ofte er de illegale, asylansøgere eller på anden vis udokumenteret.
Årsagerne til, at vi har gjort os så afhængige af migrantarbejdere i landbruget er mange og kompleksiteten er tilsvarende høj. Men ifølge Natalia Ollus, direktør for det europæiske institut for forebyggelse af kriminalitet og kontrol, HEUNI, er det semi-enkle svar, at jobbet er ekstremt arbejdskrævende og dårlig betalt.
“Overordnet set er det vanskeligt at få nationale landsmænd til at tage arbejdet, fordi de kender deres rettigheder og ikke vil nøjes med en dårlig løn for så hårdt arbejde. Derudover så er arbejdet også sæsonbaseret, og det tiltaler som regel heller ikke de borgere, der bor i landet”, siger Natalia Ollus, der bakkes op af Hans Lucht fra DIIS.
“Få lokale ville acceptere den sulteløn og de vilkår, der tilbydes i det brutale senmoderne industrielle landbrug i Spanien og Italien”, siger han.
Både Natalia Ollus og Hans Lucht peger også på en anden central faktor bag vores afhængighed af migrantarbejdere: pris. Det kan lyde som en relativ simpel forklaring, men de underliggende mekanismer bag priserne i supermarkedet er forbundet med store tendenser som globalisering og ikke mindst en øget effektivitet og fleksibilitet.
I en rapport fra Center Mod Menneskehandel beskrives det eksempelvis, hvordan producenter i højere grad skal være i stand til at rykke på en stor ordre fra supermarkeder, som i nogle lande kontrollerer op til 80 procent af markedet.
En sådan form for hurtig omstilling gør det svært eller direkte urentabelt for producenterne at have en fastansat arbejdsstyrke og i stedet bliver de i højere grad afhængige af en meget fleksibel arbejdskraft som migrantarbejdere.
Derudover presses priserne også hele tiden til det yderste på grund af 1) den store distribution – og også ofte globale distribution – som supermarkederne pålægger producenterne, og 2) supermarkedernes og til dels også kunders manglende villighed til at betale mere for varer.
Der er altså blevet skabt et system, og det gælder især i Sydeuropa, der udelukkende er funderet i et økonomisk rationale, fortæller Hans Lucht.
“Det eksisterer et marked, som skal sælge sine produkter så billigt som muligt. Det resulterer i kunstige priser, som på ingen måde afspejler virkeligheden. Et eksempel er hakkede tomater fra Italien til fire kroner”, siger Lucht.
I lighed med flere rapporter knytter seniorforskeren de billige priser, som den store distribution pålægger, til udnyttelsen af migrantarbejdere.
“De her kunstige priser er direkte forbundet til migrantarbejdernes vilkår og udsathed overfor udnyttelse. For fire kroner er det svært, hvis ikke umuligt, at forestille sig, at der skulle stå et menneske bag de dåsetomater. Men det gør der, og de lever under inhumane forhold”, siger Hans Lucht.
“På den måde tåles de altså økonomisk men ikke socialt eller politisk. Migrantarbejdere kommer jo med den fordel, at man kan smide dem hjem, når man ikke skal bruge dem mere”.
Der er dog også andre årsager til, at migrantarbejdere udnyttes i landbruget. Ifølge en briefing fra Europa-Parlamentet, som blev udsendt i kølvandet af COVID-19, skyldes det blandt andet den midlertidige ansættelse, som migrantarbejdere tilbydes.
Dertil kommer også racisme, manglende sprogkundskaber samt lidt eller intet kendskab til deres rettigheder, forklarer Natalia Ollus, der har forsket i emnet i flere år og skrevet sin ph.d om migrantarbejdere.
“En af de helt store årsager er, at migrantarbejderne ikke kender deres rettigheder. De kender ikke til de forhold og standarder, som de ifølge loven har krav på, og det gør dem nemmere at udnytte for arbejdsgiverne”, siger hun.
“Derudover er de også ofte i en position, hvor de er afhængige af deres arbejdsgiver, hvis de vil tilbage næste år igen. På den måde er de mindre tilbøjelige til at gå til myndighederne, hvis de oplever dårlige forhold, fordi hele deres livssituation er baseret på indtjeningen fra det sæsonprægede arbejde”.
De her kunstige priser er direkte forbundet til migrantarbejdernes vilkår og udsathed overfor udnyttelse. For fire kroner er det svært, hvis ikke umuligt, at forestille sig, at der skulle stå et menneske bag de dåsetomater. Men det gør der, og de lever under inhumane forhold
Hvordan migrantarbejderne udnyttes er afhængig af land og dets lovgivning, men i den føromtalte briefing fra Europa-Parlamentet fremgår en lang opremsning af måder, det sker på.
Det gælder, blot for at nævne nogle få: lav eller ingen løn, alt for mange arbejdstimer, dårlige leveforhold, som i værste tilfælde kan være stalde eller containere uden vand eller elektricitet, eksponering af giftige kemikalier, ringe jobsikkerhed, ringe social sikkerhed og ingen eller dårlige kontrakter.
Selve omfanget af udnyttelsen ses i hele landbrugsindustrien, anslår eksperterne. Ifølge Natalia Ollus er der ‘langt flere migrantarbejdere end antaget’, der udsættes for forskellige krænkelser af arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder i det hele taget.
“Forskning viser, at det er langt mere udbredt og på en måde normaliseret, fordi det efterhånden er et strukturelt og institutionaliseret fænomen. Hvis man ser på tomat – eller bærfarme i Spanien og Italien, så er hele branchen jo bygget på udnyttelse af migrantarbejdere”, siger Ollus.
Seniorforskeren fra DIIS, Hans Lucht, er enig. På trods af, at der er stor forskel på Syd- og Nordeuropa, når det gælder migrantarbejdere og behandlingen af dem – i syd er udnyttelsen meget ofte forbundet med kriminelle organisationer som den italienske mafia – så ses det også i Norden, hos vores naboer og hos selv.
“Vi har jo også migrantarbejdere herhjemme, så det sker. Godt nok på et mindre skala og på andre måder, men det findes”, siger Hans Lucht.
Omfanget cementeres også i flere rapporter, forskningsartikler og medier, der i flere tilfælde betegner det som systematisk udnyttelse. Netop fordi det afsløres igen, igen og igen. En række eksempler på dokumenteret udnyttelse af migrantarbejdere er:
Forskning viser, at det er langt mere udbredt og på en måde normaliseret, fordi det efterhånden er et strukturelt og institutionaliseret fænomen. Hvis man ser på tomat - eller bærfarme i Spanien og Italien, så er hele branchen jo bygget på udnyttelse af migrantarbejdere
Migrantarbejders prekære ansættelser og sårbarhed overfor udnyttelse i landbruget var altså allerede presset, inden COVID-19’s indtog i starten af sidste år. Men pandemien forværrede det, viser flere undersøgelser og rapporter.
I en fælles undersøgelse kunne medierne Der Spiegel, Lighthouse Report og Euronews dokumentere, at migrantarbejdere udnyttes i Frankrig, Holland, Tyskland, Italien, Spanien og Grækenland, og at arbejderne under COVID-19 risikerer og har risikeret deres liv for Europas fødevareproduktion, men stadig bliver snydt i forhold til løn og kontrakter.
“Velkommen til helvede”, lyder det fra en migrantarbejder i Frankrig, som medierne har talt med i forbindelse med undersøgelsen, da han viser dem sine boligforhold.
En anden rapport af det Europæiske Universitetsinstitut, som kortlægger migrantarbejdernes forhold under COVID-19, har samme konklusion. Heri kan de beskrive, hvordan krisen har ført til hårdere og dårligere arbejdsbetingelser, at klager om dårligere løn, dårligere bogligforhold og generelt ringere rettigheder er strømmet ind i henholdsvis Tyskland og Holland, og at brugen af illegale migrantarbejdere er steget i Italien.
Derudover er der også kommet frem, at migrantarbejdere i landbruget heller ikke bliver givet den samme beskyttelse under pandemien. Ifølge WHO skyldes det blandt andet, at deres levevilkår, hvor de ofte er klemt mange sammen på meget lidt plads, efterlader meget lidt rum til at holde social afstand.
Dertil kommer også, at mange af dem – især de udokumenterede arbejdere – ikke har adgang til sundhedsydelser eller har kendskab til deres rettigheder, i så fald de skulle blive smittet.
Sidst har de i flere tilfælde heller ikke fået tildelt de samme beskyttelsesmidler, som vi andre har anvendt i liter – og tonsvis.
Eksempelvis kunne Danwatch afsløre, at flere leverandører af spanske jordbær til danske supermarkeder ikke har udleveret masker til arbejderne, at de ikke har haft håndsprit til rådighed, og at der som regel ikke er vand eller sæbe til at vaske hænder. Anklager, der bekræftes i to klager til spanske arbejdsretsinspektører i foråret 2020 og foråret 2021.
De mange opråb om migrantarbejderes kummerlig forhold under COVID-19 har fået flere EU-medlemmer op ad stolene. Til Euronews har den tyske europaparlamentsmedlem Daniel Freund udtalt, at der lige nu findes en “sindssyg situation”, hvor “vi reelt beskytter dyrene på europæiske landbrug bedre end arbejderne på mange af landbrugene”.
Også Europa Parlament har fået øjnene op for arbejdsmigranternes vilkår. I juni 2020 anerkendte parlamentet de udfordringer, som arbejderne står overfor, og vedtog derfor en resolution, der skulle hasteforhandles for at beskytte migrantarbejdernes sundhed og sikkerhed.
Fordi, som parlamentet skrev, havde pandemien “afsløret og forværret den sociale dumping af migrantarbejdere”.
Resultatet blev en række retningslinjer fra EU Kommissionen, der pålægger medlemsstaterne at sikre, at migrantarbejderes rettighed i forhold til sundhed, sociale forhold og sikkerhed. I pressemeddelelsen blev retningslinjerne kaldt et ‘wake-up call’.
”Hvert år hjælper hundredtusinder af sæsonarbejdere med at understøtte enormt vigtige sektorer i EU’s økonomi, herunder mad og landbrug. Pandemien har belyst de udfordrende leve- og arbejdsvilkår, som de står over for. Dette skal tages op. Vores retningslinjer er et wake-up call til medlemsstaterne og virksomhederne for at sikre, at de opfylder deres pligter i forbindelse med at beskytte de uundværlige, men alligevel sårbare arbejdstagere”, lød det fra kommissæren for jobs og sociale rettigheder, Nicolas Schmit.
Seasonal workers help to underpin hugely important sectors of the EU’s economy. Our guidelines are a wake-up call to Member States and companies to ensure they are fulfilling their duties to protect indispensable, yet vulnerable, workers: https://t.co/ObWwRIDN7Y #COVID19 pic.twitter.com/qe3NTpXN9h
— Nicolas SCHMIT (@NicolasSchmitEU) July 16, 2020
Spørgsmålet er dog, hvorfor det er nødvendigt med nye retningslinjer. Især fordi der allerede findes eksisterende lovgivning på området, der netop har til hensigt at beskytte de essentielle migrantarbejdere.
Det gælder herunder Direktivet for Sæsonarbejdere, som tildeler arbejderne fra et andet land de samme rettigheder og behandling, som nationale arbejdere har. Og eftersom der er tale om et EU-direktiv, er medlemslandene forpligtet til at implementere det, hvorimod de nye retningslinjer bare er … retningslinjer..
Problemet er, at mange lande ikke har implementere EU-direktivet ordentligt, hvis overhovedet, forklarer Hans Lucht, som dog understreger, at han kun kan udtale sig om situationen i Sydeuropa.
“Der er ingen eller ringe implementering af EU-direktiverne i Spanien. Og i Italien arbejder landbruget i vidt omfang under kriminelle organisationer og dermed under mafialignende vilkår, så EUs direktiver har ingen indflydelse”, siger Hans Lucht og fortsætter:
“Bare fordi, der bliver implementeret love eller direktiver på EU-niveau, betyder det ikke, at det også bliver gennemført på nationalt eller lokalt niveau som eksempelvis på tomatmarkedet i Syditalien. Mafiaen er jo også en kriminel organisation, som loven og myndighederne kæmper imod, men forgæves tilsyneladende. Så det kommer EU nok ikke til at lave om på lige med det samme”.
Generelt er der lange udsigter til bedre vilkår og forhold for migrantarbejdere, lyder det fra både Lucht og Ollus. Det på trods af EU Kommissionens nye retningslinjer, og at der fra 2025 bliver stillet som krav, at landbrug skal overholde arbejdstagerrettigheder, hvis de ønsker landbrugsstøtte fra EU’s landbrugsreform.
“Fordi det er så integreret i hele systemet, skal der en strukturel forandring til, hvis forholdene skal forbedres for migrantarbejdere. Så det er også et stort spørgsmål for os forskere at finde svar på løsningerne”, siger Natalia Ollus.
Med andre ord skal der mere til end ny lovgivning på EU-niveau, og fremtiden ser for nu ikke ud til at lysne for migrantarbejderne. Men afhængigheden består.
“I Italien bidrager de (migrantarbejdere red.) væsentligt til den italienske økonomi, så landet ville slet ikke fungere uden dem. På den måde kan man sige, at de er med til at producere den velstand, som de bliver beskyldt for at stjæle”, afslutter Hans Lucht.
Sandra Blenner Rasmussen
