Pralede på nettet: Rockwool brugt i Ruslands udenrigsministerium

Rockwool reklamerede i 2016 med, at selskabets produkter blev brugt til en modernisering af Ruslands udenrigsministerium, som den hemmelighedsfulde sikkerhedstjeneste FSO var ansvarlig for.

Det russiske udenrigsministerium er kendt som en af 'De Syv Søstre', syv højhuse bygget i Moskva mellem 1947 og 1953 i stalinistisk byggestil. Foto: Alexander Nemenov / AFP / Ritzau Scanpix
Har du et tip om Rockwool? Så kan du kontakte journalisterne på danwatch@protonmail.com eller klikke på knappen her.
Del din viden

Alt imens hele den vestlige verden efter 2014 fordømte Vladimir Putin og hans styre for at annektere Krim-halvøen, pralede den danske koncern Rockwool med, at selskabets produkter blev brugt til at modernisere ikke bare ét, men to ikoniske russiske ministerier i hjertet af Moskva. 

Det afslører nu slettede dokumenter fra Rockwools russiske hjemmeside, som Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af. 

I tiden hvor Rockwool reklamerer med, at selskabets produkter blev anvendt i både Ruslands forsvars- og udenrigsministerium, stod fordømmelserne af Rusland i kø efter landets ulovlige annektering af Krim i marts 2014. Både internationalt, men også herhjemme.

Blot to måneder før Rockwool lagde omtalen af udenrigsministeriet ud, skrev daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) sammen med fem andre udenrigsministre en kommentar, hvori der blandt andet stod:

“Vi har ikke glemt Krim. Rusland må stilles til ansvar. Krim-tatarer og andre fra Krim, der er blevet ramt af Ruslands undertrykkende politik, skal støttes”

I marts 2015 i forbindelse med et møde i Folketingets Europaudvalg udtalte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på baggrund af et topmøde i det Europæiske Råd:

“Vi runder 1-årsdagen for Ruslands brutale overgreb mod Krim. Derfor gentog vi på mødet, at vi fordømmer Ruslands annektering af Krim. Det står vi fast ved. Vi anerkender ikke annekteringen, og vi står ved de sanktioner, som er indført som led i EU’s ikke-anerkendelsespolitik.”

Og da tidligere statsminister og nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i april 2017 mødtes med Ukraines daværende præsident præsident, Petro Poroshenko, sagde Lars Løkke blandt andet:

”Danmark vil ikke lade Ukraine glide ud i glemslen midt i verdens andre kriser og konflikter. Ukraine har Danmarks støtte. Vi nægter at anerkende Ruslands ulovlige annektering af Krim. Det internationale pres på Rusland må fortsætte, blandt andet i kraft af vores sanktioner.”

Når Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, lige nu koordinerer krigen i Ukraine, sker det fra en ikonisk bygning i hjertet af Moskva, der er lydisoleret med Rockwool. Det kunne Danwatch og Ekstra Bladet for nylig afsløre.

I oktober 2015 forklarede Rockwool Rusland således i en pressemeddelelse, at virksomheden stod “tavshedsvagt” i det russiske forsvarsministeriums hovedkvarter, der indeholder over 1.500 kilometer kommunikationslinjer. Rockwool har ifølge dem selv lydisoleret ministeriets vægge, skillevægge og lofter med “højeffektive lydisoleringsmaterialer”, der “opfylder alle moderne krav til støjbeskyttelse”.

Udover Sergej Sjojgu, så huser det enorme bygningskompleks også over de vigtigste afdelinger under det russiske forsvarsministerium, herunder hjertet i Putins krigsmaskine: National Defense Control Center (NDCC).  Det er herfra krigen i Ukraine bliver koordineret, analyseret og planlagt, og det er samtidigt NDCC, som Putin har gjort ansvarlige for den nationale sikkerhed.

Rockwool har været meget sparsomme med oplysninger vedrørende projektet med forsvarsministeriet, og der er en række konkrete spørgsmål, den danske koncern ikke vil svare på. Kommunikationschef Michael Zarin skriver dog i et svar på spørgsmålet om, hvem der leverede til forsvarsministeriet: “Produkterne blev solgt af en distributør.”  

Michael Zarin skriver dog også, at detaljerne omkring projektet kom allerede i 2013 – før Ruslands annektering af Krim i marts 2014. “Specifikationerne for projektet for Forsvarsministeriet blev lavet i 2013, inden Ruslands ulovlige annektering af Krim.”

Derfor har Danwatch stillet følgende opfølgende spørgsmål: Specifikationerne blev lavet i 2013, og jeres pressemeddelelse var i oktober 2015. Hvornår blev den første og sidste leverance gennemført? Til det oplyser Michael Zarin, at “leverancerne blev gennemført i 2014.”

Danwatch har tidligere i samarbejde med Ekstra Bladet afsløret, at Rockwool i oktober 2015 reklamerede med, at selskabets produkter blev brugt til at lydisolere det russiske forsvarsministeriums hovedkvarter i Moskva. Det er herfra, at krigen i Ukraine bliver koordineret.

Nu viser en artikel fra Rockwool i Ruslands hjemmeside, at Rockwool-produkter også er blevet brugt i udenrigsministeriets bygning i hjertet af Moskva, hvor udenrigsminister Sergej Lavrov har til huse.

I et opslag fra 17. maj 2016 skriver Rockwool, at “Udenrigsministeriets bygning i den russiske føderation er ved at blive moderniseret ved hjælp af Rockwool termisk isolering.”

Dette opslag lå i lang tid på Rockwools russiske hjemmeside, men er efterfølgende blevet fjernet. Den nederste version er en maskinoversættelse.

Og ifølge Rockwool blev selskabets produkter konkret brugt i tagkonstruktionen:

“For at skabe en holdbar og brandsikker tagkonstruktion blev der valgt ikke-brændbare ROCKWOOL stenuldsplader.”

Arbejdet er ifølge de russiske myndigheder sket i forbindelse med en større ombygning af udenrigsministeriet, der blev færdig i 2017, og hovedentreprenøren var et selskab under Ruslands sikkerhedstjeneste FSO

Dybt involveret i annekteringen af Krim

Ifølge ekspert i russiske forhold Jakob Tolstrup fra Aarhus Universitet, så er Rockwools involvering i renoveringen af udenrigsministeriet sket i en tid, hvor Rusland var udsat for massiv kritik efter den ulovlige annektering af Krim i 2014.

“Det er bemærkelsesværdigt, hvis en stor dansk virksomhed med åbne øjne indgår forretninger med nogle af hovedinstitutionerne i Putins regime på et tidspunkt, hvor den aggressive russiske udenrigspolitik kritiseres over en bred kam.”

“Både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet var jo dybt involveret i den ulovlige annektering af Krim,” siger han. 

Danwatch og Ekstra Bladet har stillet Rockwool en række spørgsmål om brugen af Rockwool i udenrigsministeriet, herunder hvem der leverede og hvornår, om Rockwool modtog specifikationerne på projektet inden dets udførelse, samt om man havde nogle betænkeligheder ved, at hovedentreprenøren var den russiske sikkerhedstjeneste FSO.

Det ønsker kommunikationschef Michael Zarin ikke at svare på, men oplyser i stedet i en mail: 

“Via distributører er vores produkter bredt tilgængelige på det russiske marked, hvilket også er tilfældet på mange andre markeder. Hverken ROCKWOOL A/S eller vores russiske datterselskaber sælger direkte til russiske slutbrugere.”

Læs Michael Zarins fulde svar i bunden af artiklen eller ved at klikke her.

Putins håndlanger

Jakob Tolstrup vil derimod gerne sætte et par ord på FSO, som var ansvarlig for det byggeri, hvor Rockwool blev anvendt:

“Det er en slags specialenhed, som er sat i verden for at beskytte den politiske top i Rusland. De har således ansvaret for eksempelvis præsidentens og ministrenes sikkerhed, men også for beskyttelsen af strategisk vigtige bygninger som præsidentens residenser, Dumaen og deslige.”

“Som en naturlig følge af deres opgaver er det ikke meget, vi ved om tjenesten. Men det er en relativt lille, men absolut essentiel del af det russiske sikkerhedsapparat. Ansættelse heri anses for prestigefyldt, og tjenesten får angiveligt rigeligt med ressourcer.”

Udenrigsminister Sergej Lavrov til arbejdsmøde med Vladimir Putin 14. februar 2022, ti dage inden invasionen af Ukraine. Foto: Kreml

Det russiske udenrigsministeriums ikoniske bygning med det danske islæt har siden 2004 huset udenrigsminister Sergej Lavrov. Han kom sammen med Vladimir Putin på USA’s sanktionsliste 25. februar 2022 – dagen efter Ruslands invasion af Ukraine. 

“Præsident Putin og minister Lavrov er direkte ansvarlige for Ruslands yderligere uprovokerede og ulovlige invasion af Ukraine, en demokratisk suveræn stat,” skriver de amerikanske myndigheder blandt andet.

Og ifølge Jakob Tolstrup har Lavrov altid været en meget loyal støtte for Putin.

“Lavrov har været en politisk nøglefigur i næsten hele Putins tid som Ruslands leder. Han har altid ageret loyalt overfor Putin og søgt på bedste vis at føre hans udenrigspolitik ud i livet.“

“Lavrov skal snarere ses som en omend højtstående loyal embedsmænd end en egentlig selvstændig politisk spiller. Og det er sandsynligvis også derfor, at Putin har valgt at holde på ham så længe, som han har,” siger han.

Erhvervsstyrelsen er i øjeblikket i færd med at undersøge, om Rockwool har begået sanktionsbrud i forbindelse med selskabets aktiviteter i Rusland. Det skete efter en række artikler i Danwatch og Ekstra Bladet, som du kan læse her.

”Via distributører er vores produkter bredt tilgængelige på det russiske marked, hvilket også er tilfældet på mange andre markeder. Hverken ROCKWOOL A/S eller vores russiske datterselskaber sælger direkte til russiske slutbrugere.

Efter Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen i 2014 forbød EU sanktioner import og eksport af visse produkter mellem EU og Rusland. Stenuldsprodukter var ikke blandt produkterne på denne sanktionsliste. Derudover opererer EU med et katalog over såkaldte dual-use produkter. Her er stenuldsprodukter ikke kategoriseret som dual-use. 

Frem til februar 2022 har det været normal praksis for både danske og europæiske virksomheder at være til stede i Rusland. Der er derfor ikke noget specielt ved, at både ROCKWOOL og andre danske og udenlandske selskaber har drevet virksomhed i Rusland i perioden mellem Ruslands annektering af Krim-halvøen og deres invasion af Ukraine.”

Har du et tip om Rockwool? Så kan du kontakte journalisterne på danwatch@protonmail.com eller klikke på knappen her.
Del din viden
Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram