Socialdemokraterne kræver svar fra miljøminister om forurening ved Carlsberg-bryggeri i Nepal

Miljøordfører for Socialdemokratiet trækker miljøministeren ind i sagen om forurening ved Carlsbergs bryggeri i Nepal. R og EL siger, Carlsberg skal tage sagen alvorligt og stramme op.

Foto: Carlsberg Group Image Gallery

Carlsberg må stramme op og rydde ordentligt op efter sig selv ved dets bryggeri i Nepal. Det siger ordførere fra R, EL og S, efter at Danwatch og DR P1 Orientering har påvist forurening af floden omkring bryggeriet samt sundhedsskadelig luftforurening fra bryggeriets skorstene.

Socialdemokraternes miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen kalder afsløringerne om Carlsberg for “dybt skuffende” og opfordrer Carlsberg til at tage dokumentationen alvorligt:

“Jeg forventer, at de forholder sig til dokumentationen fra Danwatch og P1 Orientering i et videre omfang, end de har gjort overfor disse medier. De bør som minimum få tilbagevist, at forureningen fortsætter, eventuelt få bremset forureningen af det omkringliggende miljø så hurtigt som muligt”, siger S-ordføreren til Danwatch.

S: Forventer at Carlsberg samarbejder

Rabjerg Madsen stillede torsdag en række såkaldte ‘paragraf 20-spørgsmål’ til miljøminister Esben Lunde Larsen (V) om sagen. Her efterspørger han, at miljøministeren undersøger sagen nærmere og indgår i en kritisk dialog med Carlsberg. S-ordføreren forventer desuden, at Carlsberg bliver pålagt at orientere Folketingets miljøudvalg.

“Carlsberg er en virksomhed som fylder meget i Danmark, og jeg forventer, at de samarbejder og vil bidrage til at bringe denne sag i orden meget hurtigt”, siger han til Danwatch.

Danwatch har forsøgt at få en kommentar fra Esben Lunde Larsen, men ministeren har valgt ikke at kommentere sagen.  

Carlsberg afviser forurening

Danwatch og P1 Orientering har taget vandprøver i december 2017 og februar 2018, der indikerer, at bryggeriet udleder forurenet spildevand i en af Nepals største floder. Danske spildevands-eksperter vurderer, at vandforureningen er så alvorlig, at den belaster både fisk og udrydningstruede dyr.

Samtidig vurderer tre danske eksperter, baseret på fotos af sod på afgrøder og røg fra bryggeriets skorstene, at bryggeriet også er årsag til skadelig luftforurening.

Carlsberg erkender, at bryggeriet tidligere har forurenet både luft og vand i Nepal. De hævder dog med henvisning til bryggeriets egne målinger, at problemerne i dag er udbedrede.

“Vi kan bekræfte, at vandet fra bryggeriet holder sig indenfor grænseværdierne og er tilfredsstillende renset. Vi har ikke indikationer på, at der er problemer med sodpartikelforurening fra bryggeriet”, sagde Carlsbergs pressechef, Kasper Elbjørn til Danwatch.

EL: Pinlige udenomssvar fra Carlsberg

Enhedslistens erhvervsordfører Pelle Dragsted synes ikke, at Carlsberg forholder sig ordentligt til undersøgelsen.

“Jeg synes, det er nogle pinlige udenomssvar, der kommer fra Carlsberg på undersøgelsen. Så det er bare ikke godt nok, og det bør der strammes op på”.

Dragsted kalder desuden sagen for “beskæmmende” og mener, at Carlsberg har et særligt ansvar i udviklingslande som Nepal.

“Jeg synes det, er beskæmmende. Vi taler jo om en gammel dansk virksomhed, som på mange måder er et brand for Danmark”, siger han til Danwatch.

“Derfor er det selvfølgelig beskæmmende, ikke bare for Carlsberg, men sådan set for os alle sammen, at de øjensynligt har ageret på en dybt uansvarlig måde i lokalområdet i Nepal.”

Statsstøtte hjalp Carlsberg i gang i Nepal

Bryggeriet, som Carlsberg købte 90 procent af i 2010, er delvist finansieret af danske udviklingsmidler. Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), som er en selvejende statslig fond, bidrog nemlig med 12,6 millioner kroner til bryggeriet. IFUs samarbejde med Carlsbergs Gorkha Brewery ophørte i 2008.     

“Det gør selvfølgelig ikke sagen bedre, at der har været støtte til det her i projekt fra midler fra IFU”, siger Enhedslistens Pelle Dragsted.

[INSERT_ELEMENTOR id=”9015″]

Også Rabjerg Madsen finder det problematisk, at staten har bidraget til projektet:

“Sagen er særligt alvorlig, fordi Carlsberg har modtaget statslige investeringer i forbindelse med deres virksomhed i Nepal, investeringer, som sigter mod at udvikle de lande”, siger han til Danwatch.

Også i Malawi, Laos og Kina har Carlsberg-bryggerier de seneste år forurenet miljøet gennem udledning af  forurenet spildevand. Det fremkommer af Carlsbergs egne bæredygtighedsrapporter samt i medierapporter.

”Det duer ikke at have fine CSR-rapporter på glittet papir i Danmark, hvis ens handlinger i resten af verden ikke følger med. Hvis anklagerne er korrekte, så må Carlsberg få ryddet op hurtigst muligt”, siger Radikale Venstres miljøordfører Ida Auken til Danwatch.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down