Halvtreds nøgne mennesker vrider sig i smerte omkring hinanden. Knoglerne træder frem under den tynde hud. Skrigene er uden lyd. De er døende. De er symbolet på massemord, og de er flettet sammen om en otte meter høj bronzeskulptur ved navn Skamstøtten.
Oprindeligt var Skamstøtten kunstneren Jens Galschiøts symbol på det kinesiske styres drab på unge demonstranter på Den Himmelske Freds Plads i 1989. I dag stiller han udgaver af statuen op de steder, hvor man mindes massemord. Alt for mange steder i verden.
Af samme grund er Skamstøtten netop vendt hjem til Jens Galschiøts værksted i Odense-forstaden, Næsby, fra en kunstudstilling foran Europa-Parlamentet i Bruxelles.
The Forbidden Art er navnet på udstillingen, der ville sende en tydelig besked til Kinas regering: “Et brændende forsvar for kunstnerisk frihed som en grundlæggende menneskeret”, siger kuratorerne om udstillingen.
“Vi ville to ting”, siger Galschiøt, “vise verden, hvad det er for overgreb Kina laver i Hongkong og især, hvad de vestlige firmaer går med til i Hongkong, altså i princippet medvirker til censur. Vi ville gøre det foran Europa-Parlamentet, fordi her er Vestens samlede regeringer. De er ikke så pivede. Alle andre parlamenter er bange for Kinas reaktion”.
Svaret udeblev ikke. Kinesiske diplomater fordømte udstillingen i pressemeddelelser og sendte klager til Europa-Parlamentet.
“Værkerne, der udstilles, er lavet af en anti-kinesisk kunstner, som længe har udtværet og angrebet det kinesiske system. Skamstøtten er et fjendtligt værk over for Kina, lavet med onde hensigter”, skrev Ministerrådgiver for Kinas mission til EU, Ms. Yue Yanghua til Europa-Parlamentet.
Selvcensuren blandt kunstnere tog til i 2020 med Kinas vedtagelse af nye sikkerhedslove i Hong Kong. I praksis betyder loven, at enhver, der kan mistænkes for at samarbejde med fremmede magter, kan dømmes for terrorisme. Senere i år skærpes denne lov, hvilket betyder risiko for livstidsdom.
Styret slår hårdt ned på “blød modstand”. Politiske protester i kunsten, medierne og kulturen. Kunstnere flygter fra Hong Kong, og dem, der bliver tilbage, udsættes ifølge det britiske medie The Guardian for hårdt pres.
I Hong Kong strammes grebet om kunstnere, der advokerer for demokrati og frihed. Statuer fjernes dagen efter, at de er sat op. Kunstnere flygter, fordi de er under pres fra gallerier og kunstudstillinger og føler sig truet, fortæller flere kunstnere til The Guardian.
Multinationale kunst- og auktionshuse som Sotheby’s og Christie’s, Bonham, Philips og Art Basel, der alle har bidraget til at gøre Hong Kong og Asien til verdens kunstneriske centrum, beskyldes nu for selvcensur.
I september sidste år forlod et medlem af International Association of Art Critics (AICA) Hong Kong. Dr Eric Wear skrev i et åbent brev til alle auktionshuse og gallerier, at de burde holde sig væk fra den internationalt anerkendte kunstmesse, Art Basel. Eller tillade alternativ kunst – og dermed i det kinesiske styres øjne – provokerende kunst, skrev Eric Wear.
“Kunstnere, kuratorer og kritikere i Hong Kong bliver bragt til tavshed gennem selvcensur”, stod der i brevet.
Boykot er vejen, mener Galschiøt.
“I princippet sidder vestlige kunstvirksomheder på kunstmarkedet i Kina, og det burde være en god ting, fordi de kunne påvirke styret. I stedet medvirker de til omfattende selvcensur, og grunden er sikkerhedslovgivningen. Men vi vil ikke være med til, at de censurerer kunsten, pressen eller noget som helst andet”, siger Galschiøt.
Kunstmessen Art Basel mener ikke, at de på nogen måde ligger under for selvcensur.
“Vi er ikke blevet bedt om at gøre noget andet efter vedtagelsen af den nationale sikkerhedslov. LIgesom alle andre Art Basel shows, er det vores udvælgelseskomite, som er ansvarlige for at gennemgå ansøgninger og udvælge gallerier udelukkende baseret på kvaliteten af deres forslag”, udtaler de i forbindelse med Forbidden Art-udstillingen foran Europa-Parlamentet.
I to år har Skamstøtten ligget i en aflåst container foran et domhus i Hong Kong.
“Tricket var, at vi gav den til Hong Kong, der blev overtaget af Kina, og på den måde fik vi opstillet statuen på kinesisk jord”, siger Galschiøt.
Men ikke længe. I 2021 fjernede kinesiske myndigheder Skamstøtten fra campus på University of Hong Kong, hvor den har stået siden 1997. Statuen skal bruges som bevis mod de demokratiforkæmpere, der er anholdt af det kinesiske styre.
“Hvis det ikke var så sørgeligt, ville det være et perfekt dobbelt symbol på Kinas undertrykkelse af kunst, ytringsfrihed og demokratiske rettigheder”, siger Galschiøt.
Aaron Sadowsky på 27 år blev adskilt fra sin bror, da de i 2002 blev adopteret fra Haiti til hvert sit land. Broderen blev adopteret til en fransk familie, og Aaron kom til en dansk familie i Odense. Først flere måneder senere opdagede Aarons forældre, at der var en bror.
Flere år senere fandt Aaron også ud af, at han var to år ældre end alderen, der stod i hans pas.
En tidligere medarbejder fra Ankestyrelsen står nu frem til Danwatch og DR. Freja Bøggild fortæller om fejl i adoptionssager, som myndighederne i årevis har ladet gå under radaren. Fejl, der handler om forkerte eller modsatrettede informationer om, hvor børnene er fra, og om der findes biologiske forældre og søskende.
Aarons følelser er blandede ovenpå Freja Bøggilds interview.
“Min første tanke er, at der jo ikke har været styr på noget som helst. At vi havde ret”, siger Aaron i dag. “Det var ikke mig, der var skeptisk og skør, min mavefornemmelse har været rigtig hele tiden”.
Freja Bøggild arbejdede i Ankestyrelsen fra 2021-2023, hvor hun har gennemgået “tusindvis af sager” og med egne ord fundet fejl “et par gange om ugen”. Fejl, som hun har forsøgt at advare sin ledelse om.
“Selvom det er en god ting at få ret, så er jeg også både chokeret og forarget”, siger Aaron. “Jeg står tilbage med en følelse af apati og meningsløshed. Adopterede har ret til deres historie. Så der skal placeres et ansvar et sted”.
I årene efter adoptionen kæmpede Aarons forældre for at føre brødrene sammen. Enten ved at adoptere lillebroren fra Frankrig – eller ved at opgive deres søn, Aaron, som de havde drømt om at få i årevis. Den franske familie ville ingen af delene.
Kampen endte i en retssag, hvor en dommer stadfæstede adskillelsen af de to brødre. Et savn, der har fået livslange konsekvenser for Aaron og hans bror.
“Den tryghed, vi kunne have haft, hvis vi var sammen, skulle findes et andet sted”, siger Aaron, “og den har været sværere at opbygge på grund af det svigt. Hele den her præmis om at have en fælles barndom, der ville betyde, at vi som voksne i dag havde én at gå til, fordi vi havde den samme historie. Den kan vi ikke have i dag, fordi kløften er vokset for stor”.
Altsammen på grund af fejl i drengenes papirer, der burde være opdaget, mener Aaron. Enten af adoptionsbureauet eller af Ankestyrelsen.
Sagen fik konsekvenser. Aaron var det sidste barn, der blev adopteret fra Haiti til Danmark, fordi myndighederne vurderede, at informationerne om børnene var for vanskelige at verificere.
“Man skal sørge for at kulegrave det her, så de børn, der er adopteret, får alle oplysninger i deres egen historie”, siger Aaron.
Det er juridisk chef i Institut for Menneskerettigheder, Marya Akhtar enig med ham i:
“Vi er nødt til at få undersøgt, om den danske stat har et menneskeretligt ansvar her. Har staten sikret, at børn bliver adopteret på lovlig vis? Så hvis tilsynet bliver helt illusorisk, så er det et menneskeretligt problem”, siger Marya Akhtar og understreger, at udredning kan føre til økonomisk kompensation for de adopterede i Danmark.
“Hvis man er en af dem, der er blevet adopteret til Danmark, og det viser sig, at ens rettigheder er blevet krænket i den forbindelse, så skal staten kompensere økonomisk for den krænkelse”.
“Jeg er glad for at nogen presser på den her dagsorden”, siger Aaron.
“Det, der kommer frem her, viser, at adoption i dag er præget af en kapitalistisk markedsorden, Det er et mærkeligt grundlag at stifte familie på. Jeg håber, at vi bliver mere ydmyge og får en nøgtern samtale om, hvordan det her skal strikkes sammen, så vi passer på børnene”.
Vi har bedt Ankestyrelsen og Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz Theil om et interview om kritikken fra Freja Bøggild, men ingen af parterne ønsker at stille op til et interview med Danwatch.
I et skriftligt svar udtaler Ankestyrelsen dog, at styrelsen ikke mener, at der er grundlag for at stille spørgsmålstegn ved alle internationale adoptioner:
“Det er dog centralt at understrege, at de nævnte undersøgelser ikke giver Ankestyrelsen grundlag for at konkludere, at der for alle internationalt adopterede er usikkerhed om, hvorvidt deres adoptionssag har været behæftet med ulovlig adfærd”.
Børn, der er stjålet fra deres forældre. Korruption eller svindel med adoptionsmidler.
Skandalerne er væltet ud af skabene hos Danmarks eneste adoptionsbureau, Danish International Adoption, DIA, indtil de lukkede sig selv i januar. Dagen inden havde Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil suspenderet adoptioner fra de sidste fem lande, og dermed er alle internationale adoptioner til Danmark bremset hårdt op.
Men nu kan Danwatch og DR afsløre, at det ikke blot er i DIA, men også hos Ankestyrelsen, at problemerne har ligget. Ankestyrelsen har siden 2016 haft ansvar for at føre tilsyn med DIA, og det betyder, at Ankestyrelsen gennemgår og godkender alle adoptioner til Danmark.
Flere end 25.000 børn er gennem mere end halvtreds år adopteret til Danmark, og det er på grund af dem, at Freja Bøggild har sagt ja til et interview om sin tid som sagsbehandler i Ankestyrelsen.
Et job, hvor hun førte tilsyn med DIA, og gennemgik problemer i internationale adoptioner til Danmark gennem historien. Et job, hvor hun med egne ord har set “tusindvis af sager”.
“Der er ingen internationalt adopterede i Danmark, der kan vide sig sikre på, at den historie, der er om dem i deres adoptionspapirer stemmer overens med virkeligheden”, siger Freja Bøggild.
“Det betyder ikke, at alle internationalt adopterede er handlede, men det betyder, at vi ikke aner, om de er det”.
Som alle ansatte i Ankestyrelsen har Freja Bøggild tavshedspligt, og hun kan derfor kun udtale sig generelt om de problemer, som hun er stødt på. Problemer, som hun flere gange har forsøgt at påpege overfor ledelsen, hvilket bekræftes af en mail, som Freja Bøggild sender til sine kolleger i juli 2023, og DR og Danwatch har fået aktindsigt i:
Her orienterer Freja Bøggild om to sager fra Indien, hvor der er mistanke om ulovlige forhold i adoptionerne. Hendes identitet er sløret i aktindsigten, men hun har bekræftet overfor os, at det er hende, der har skrevet mailen:
“Samtidigt får i her en sag, vi faldt over i fredags… gjort opmærksomme på nogle anklager vedr. Pastor George og dennes metoder (..) Familien (en anden sag, red.), havde også fortalt, at der i deres landsby var flere familier, der ledte efter deres børn, der var forsvundet efter at have været anbragt på Pastor Georges børnehjem”.
I mailen beder Freja Bøggild om, at Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz Theil orienteres, fortæller hun i dag.
Om ministeren rent faktisk blev orienteret om advarslen i denne mail, fandt Freja Bøggild aldrig ud af. Kun en måned efter stoppede hun i Ankestyrelsen.
“Jeg ville kunne sove om natten”, siger Freja Bøggild om grunden til, at hun stoppede og understreger, at selvom hun ikke står frem for sin egen skyld, så er hun “hjemsøgt af de utallige svigt og overgreb”, som hun har set i arkiverne og hørt fra adopterede, der kontakter Ankestyrelsen.
“Selvom mit arbejde var spændende og til tider meningsfuldt, så har den kynisme og ligegyldighed, som karakteriserer adoptionssystemet og de danske myndigheders ageren heri, grundlæggende rokket ved min tro på det gode i mennesker”.
Freja Bøggild var ansat først som praktikant fra 2021 og siden i en tidsbegrænset stilling som fuldmægtig i Ankestyrelsen fra 1. september 2022 til 31. august 2023. Her sad hun med det, man kalder det aktive tilsyn – altså på aktuelle adoptionssager – og gennemgik myndighedernes tidligere tilsyn med adoptioner fra 1960’erne og frem.
En tidligere kollega i Ankestyrelsen, der ønsker at være anonym, bekræfter Freja Bøggilds udtalelser.
“Hun har ret”, siger den anonyme sagsbehandler til Danwatch, “der er en stor procentdel adopterede, som ikke kan være sikre på, at deres historie stemmer. Jeg ved ikke, om det er alle adopterede, men jeg vil sige, at det er en meget stor andel”.
Kilden bekræfter også, at Freja Bøggild internt forsøgte at advare om manglende eller ukorrekte oplysninger i adoptionssager.
“Ja, det husker jeg flere gange, at hun gjorde”.
Freja Bøggild er klar over, at det kan få konsekvenser at stille sig frem og åbent kritisere adoptionssystemet og den myndighed, der fører tilsyn med internationale adoptioner.
Alligevel vælger hun at stå frem.
“Hvis jeg ikke siger noget nu, er jeg en del af problemet, og det kan min samvittighed ikke bære”, siger hun, “så længe, vi som samfund benægter den virkelighed, som er lysende klar for rigtig mange af de berørte personer, så er vi med til at forlænge og forværre det traume, som vi alle sammen bærer en del af ansvaret for”.
En af Freja Bøggild hovedpointer er også en af grundene til, at hun vælger at stå frem. De mange advarsler, som Ankestyrelsen har modtaget gennem årene, der alligevel ikke har ført til reel forandring i adoptionssystemet.
“Der har været rigtig mange eksempler på, at myndighederne bliver advaret om, at både danske adoptionsbureauer og deres udenlandske samarbejdspartner, måske ikke har rent mel i posen”.
I 2021, mens hun stadig læser historie på Københavns Universitet, bliver Freja Bøggild ansat i Ankestyrelsen, som fører tilsyn med alle adoptioner i Danmark. Ledelsen vil have et historisk overblik over mere end halvtreds års tilsyn med internationale adoptioner til Danmark, og Freja Bøggilds første opgave er at gennemtrevle arkiverne for tilsynssager fra 1960’erne til 2016.
Det, hun finder, er foruroligende. Eller rettere, alt det, der mangler.
“Jeg blev hurtigt ret chokeret, da jeg begyndte at dykke ned i de her sager”, siger Freja Bøggild, “der var stort set ingen oplysninger om børnene. Især i de tidlige adoptioner fra 70’erne og 80’erne, men også i 1990’erne og 00’erne”.
Samtidig stødte hun igen og igen på modstridende informationer om adoptivbørnene. På den ene side kunne der i ét adoptionsdokument fra afsenderlandet stå “ukendte forældre”. På den anden side kunne der i samme sag stå oplyst, at barnet havde “været hos sin mor i nogle måneder”.
“Altså, det burde jo helt åbenlyst få enhver til at spørge: Hvordan kan I vide det, hvis I ikke ved, hvem barnets mor er? Det behøver jo ikke betyde, at et barn nødvendigvis er handlet, men jeg var chokeret over at se denne her type huller så ofte”, siger Freja Bøggild.
“Der er mange eksempler på, at man i 70’erne, i 80’erne, i 90’erne og i 00’erne efter min mening burde have reageret meget hurtigere, helt anderledes og meget mere proaktivt på oplysninger om, at tingene ikke var, som de skulle være. Og det er i alle mulige forskellige lande og på alle mulige forskellige tidspunkter”.
“Ja, selvfølgelig har jeg forsøgt. Men alle vidste, at den var gal – i hvert fald i gamle dage. Enten var der ingen reaktion eller også fik jeg at vide, at vi havde for travlt eller manglede ressourcer”.
Men problemerne er ikke kun historiske. De viser sig at trække spor helt frem til i dag, finder Freja Bøggild ud af, da hun senere bliver ansat som sagsbehandler med ansvar for tilsynet med DIA.
Der er et før og et efter 2016 for internationale adoptioner til Danmark. En række skandaler i medierne fra Etiopien, hvor forældre fik franarret deres børn, og regulær børnehandel i Indien, førte i 2016 til et skærpet tilsyn med hele området for international adoption.
Og Ankestyrelsens tilsyn er på mange måder blevet bedre med reformen af adoptionssystemet i 2016, understreger hun. Sagerne i dag er bedre belyst, end de var for bare ti år siden, og hver eneste sag skal i dag godkendes af Ankestyrelsen. Men reformen løste ikke alle problemer, siger Freja Bøggild.
“Jeg tror ikke, at det kan lade sig gøre at lave et tilsyn, som er stærkt nok, fordi systemet er baseret på tillid til myndighederne i det land, hvor barnet kommer fra”, siger hun.
Lande, der er under udvikling, men er fattige og har dårlige sikkerhedssystemer.
“Systemet har altid været meget svagt, og Ankestyrelsen er ikke på nogen meningsfuld måde i stand til at sikre, at de oplysninger, som fremgår af en adoptionssag om barnets baggrund, er sande, ligesom styrelsen heller ikke kan sikre, at konventionerne bliver overholdt”.
Når et barn adopteres til Danmark, får et børnehjem i afgiverlandet en rimelig sum penge i bytte. Penge, som er afgørende vigtige for et børnehjem i et fattigt land. Men hvis et børnehjem pludselig har flere midlertidigt anbragte børn, end børn, der er frigivet til adoption, så kan der opstå en risiko for børnehandel.
Et risikotegn er, når børn pludselig ændrer status fra midlertidigt anbragte til forældreløse hittebørn i papirerne, forklarer Freja Bøggild.
“Hvis et børnehjem pludselig kun har midlertidigt anbragte børn, men samtidig er afhængig af penge fra danske adoptionsbureauer, så er der en meget stor risiko for, at de bliver fristet til at skaffe flere børn til Danmark, så pengestrømmen ikke pludselig ophører”.
Det er i hvert fald én forklaring på, at et barns adoptionssag kan indeholde hele tre forskellige historier om, hvordan barnet er kommet på børnehjem. Som det skete i Madagaskar.
Danwatch afslørede i december, at en ansat i adoptionsbureauet DIA gjorde en kollega opmærksom på, at DIA formidlede adoptioner fra Madagaskar på et vildledende grundlag. Alligevel fortsatte adoptionerne.
Eksemplet understreger et dilemma for den enkelte sagsbehandler i Ankestyrelsen, der hver dag sidder med tvivlen i adoptionssagerne. For hvis Danmark ikke godkender adoptionen, så skal barnet vente endnu længere på børnehjemmet, før det alligevel adopteres til et andet land, hvor papirerne går igennem, forklarer Freja Bøggild.
“Som sagsbehandler i Ankestyrelsen skal man så vurdere, om ens tvivl er stor nok til, at man vil dømme det her barn til et halvt år mere på børnehjem, hvor man ikke ved, om det får omsorg? Medicinsk behandling? Derfor vil man nærmest aldrig kunne komme til den konklusion, at det vil være til barnets bedste at afvise adoptionen”.
“Dybt frustrerende”.
“Der er utallige adopterede, som i årevis har forsøgt at råbe staten og Danmark op, så det, jeg siger, er på ingen måde nyt eller banebrydende. Det bør for længst være hævet over enhver tvivl, at adopterede og deres første familiers grundlæggende rettigheder er blevet systematisk krænket gennem mere end et halvt århundrede”.
Danwatch har forelagt Freja Bøggild og den tidligere anonyme kollegas kritik for Ankestyrelsen. Styrelsen ønsker ikke at stille op til et interview, men skriver i en mail, at styrelsens egne undersøgelser viser, at adoptioner fra Chile, Bangladesh, Colombia, Sri Lanka, Indonesien og Sydkorea i 1970’erne og 1980’erne ikke sikrede, “at barnets rettigheder blev respekteret”.
“Dette kom blandt andet til udtryk i en utilstrækkelig regulering, ligesom der generelt ses at foreligge sparsomme oplysninger om den adopteredes baggrund og legale frigivelse til bortadoption”.
Ankestyrelsen kommenterer ikke konkret på, at den tidligere fuldmægtige i styrelsen stiller sig frem og kritiserer, at myndighederne i årtier har haft viden om advarsler og alvorlige huller i adoptionssystemet uden at reagere tilstrækkeligt.
Ankestyrelsen mener dog ikke, der er grundlag for at stille spørgsmålstegn ved alle internationale adoptioner.
“Det er dog centralt at understrege, at de nævnte undersøgelser ikke giver Ankestyrelsen grundlag for at konkludere, at der for alle internationalt adopterede er usikkerhed om, hvorvidt deres adoptionssag har været behæftet med ulovlig adfærd”.
Det er ikke sagsbehandlerne i Ankestyrelsen, der fejler, mener Freja Bøggild. Hendes kolleger i Ankestyrelsen var alle kompetente, dygtige og dybt engagerede, siger hun, “men i sidste ende ret magtesløse, fordi hele systemet er så utilstrækkeligt”.
Og så er tilsyn også et spørgsmål om ressourcer. På Freja Bøggilds kontor skulle syv medarbejdere håndtere adoptionssager, tilsyn med DIA og foretage undersøgelser på enkelte lande, som eksempelvis undersøgelsen om store pengebeløb til Sydkorea.
“Nej, der var ikke ressourcer nok, men samtidig vil jeg sige, at der kunne være ansat tre gange så mange medarbejdere, og det ville ikke ændre på problemerne ved selve systemet”.
“Jeg tror, at der er rigtig mange adopterede, som sidder med en følelse af, at der er nogen hos de danske myndigheder, som har svigtet. Den følelse har jeg også”, siger hun og er stille et par sekunder:
“Jeg synes, at det er en hån mod de mennesker at sige, at fordi der ikke kan placeres et strafansvar, så skal vi ikke undersøge det her. Som minimum er der brug for en tilbundsgående, uvildig undersøgelse, som også undersøger myndighedernes ageren fra de første adoptioner og helt frem til i dag”, siger hun, “men hvis jeg tager fejl. Så bevis det. Lad os få alle oplysningerne på bordet”.
Millioner af skattekroner øremærket dansk grundforskning er investeret i våbenproducenter til den israelske hær. Det viser en aktindsigt, som Danwatch har fået.
Pengene, der forvaltes af Danmarks Grundforskningsfond, er investeret i virksomheder, som producerer artillerisystemer, der sender bomber ind i Gaza.
Også selskaber, der leverer luft-til-jord-missiler, som affyres fra F16-jagere, er på fondens investeringsliste.
Den statslige fond, hvis formål er at sikre dansk “grundforskning på internationalt niveau”, investerer 66 millioner af sin 4,7 milliarder kroner store formue i sammenlagt 27 våbenproducenter og leverandører til militærmateriel.
24 millioner kroner er investeret i otte våbenleverandører til Israel, som netop nu er indklaget for Den Internationale Domstol (ICJ), for krigsforbrydelser. Domstolen har krævet, at Israel ”skal gøre alt i deres magt for at overholde alle internationale regler” i Gazastriben.
”Det er stærkt problematisk, hvis en dansk statslig fond investerer i våben, Israel benytter i krigen i Gaza. Alt peger på, at Israels krigsførelse på en række punkter bryder med international humanitær lov. Israel er nu indklaget for Den Internationale Domstol,” siger generalsekretær i NGO’en Oxfam Danmark, Lars Koch.
Enhedslistens udenrigs- og finansordfører, Trine Pertou Mach, bakker op om bekymringen:
”Danske skattekroner skal ikke gå til at udvikle og producere våben, der bruges i strid med krigens love”, siger Trine Pertou Mach, der referer til anklagerne mod Israel ved Den Internationale Domstol.
Trine Pertou Mach vil nu dykke ned i sagen og forlange en redegørelse fra regeringen, efter Danwatch har gennemgået investeringerne med hende.
“Jeg vil på baggrund af Danwatchs oplysninger bede regeringen om en redegørelse og kræve, at midlerne i Danmarks Grundforskningsfond investeres anderledes, hvis oplysningerne kan bekræftes”, siger Trine Pertou Mach.
Udenrigsordfører Christian Friis Bach fra de Radikale Venstre mener, at fonden bør justere sine investeringer så der ikke kan være om, at de flugter med Danmarks politiske linje.
“Det er meget betænkeligt hvis Danmarks Grundforskningsfond investerer i kontroversielle våben og virksomheder, der opererer i de ulovlige besatte områder. Det må og skal være dansk politik, at vi ikke støtte produktion der finder sted i de besatte områder og det bør fonden indrette sine investeringer efter,” siger Christian Friis Bach.
Danmarks Grundforskningsfond ønsker ikke at stille op til interview, men vicedirektør Steen Marcus har svaret skriftligt på en række konkrete spørgsmål, som Danwatch har stillet.
Er midlerne i Grundforskningsfonden, efter jeres vurdering, underlagt de konventioner, som den danske stat er forpligtet på?
“Fonden overholder og følger de konventioner, som den danske stat eller EU har tiltrådt”.
FAKTA
Israel har mange leverandører til hæren. De spænder fra våben til trucks og bulldozer. Oversigten viser leverandører til Israels hær, som Danmarks Grundforskningsfond investerer i.
Med ansvar for statslige midler er fonden omfattet af forvaltningsretten på lige fod med andre statslige organisationer. Det vurderer forsker i fondsret, professor Rasmus Kristian Feldthusen fra Københavns Universitet.
Han henviser til en anden sag, hvor retten konkluderede, at statslige midler er underlagt den statslige forvaltning. Spørgsmålet i sagen var hvilken juridisk status havnen og om en omdannelse til et statsligt aktieselskab ville være ekspropriation.
”Højesterets dom i sagen om Københavns Havn understregede, at den omstændighed at en juridisk enhed betegner sig som selvejende eller fond, ikke afskærer at denne kan anses for at være en del af den statslige forvaltning, hvis betingelserne herfor er opfyldt. De samme hensyn gør sig gældende for Grundforskningsfonden, siger Rasmus Kristian Feldthusen med henvisning til Grundforskningsfondens lovgrundlag og vedtægt.”
Dømmes Israel for krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol (ICJ) kan problemstillingen altså dryppe på staten Danmark og dermed måske også Grundforskningsfonden. Den er forbundet til krigen i Gaza via sine investeringer i våbenleverandører til Israel.
En af Grundforskningsfondens aktieinvesteringer er i det sjette største våbenselskab i verden, britiske BAE Systems, der leverer det artilleri, som den israelske hær benytter til at affyre granater med.
Nogle af granaterne indeholder fosfor, der kan være i strid med krigens love, hvis de benyttes i tætbefolkede områder.
Videoer optaget af Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i Libanon og Gaza viser, at fosforgranater i Gaza bliver anvendt i befolkede områder. Oplysningerne bekræftes af Amnesty International.
BAE Systems producerer også atomvåben og derfor ekskluderet som investeringsmulighed af flere store danske investorer som AkademikerPension, BankInvest, Danske Bank, Danica, PFA, Lærernes Pension, Pensam, PKA, Velliv, Lægernes Pensionskasse, Pædagogernes Pensionskasse og LD Fonde.
De anser risikoen for krænkelse af menneskerettigheder fra BAE Systems våbenprodukter som uacceptabel stor og har derfor udelukket dem.
Også den Norske Oliefond, hvis investeringer forvaltes af Norges Bank, har ekskluderet BAE Systems. Som en af verdens største investorer er den norske oliefond på global skala ofte etisk normsættende for den finansielle sektor.
Efter Danwatch har fremsendt en oversigt over våbenproducenter fundet på fondens investeringsliste, og fremlagt specifikt BAE Systems, skriver Steen Marcus i en mail til Danwatch, at fonden nu vil undersøge sagen.
”Vi vil undersøge BAE Systems nærmere på baggrund af disse oplysninger”, skriver Steen Marcus,
I Grundforskningsfondens tremands store investeringskomité sidder Per Skovsted (Formand), der også er medlem af bestyrelsen i Nordea Invest, Professor Peter Løchte Jørgensen, som er bestyrelsesmedlem i pensionskassen P+ og Senior Director Tine Choi Danielsen fra PFA Pension.
Både Nordea, PFA og P+ har sortlistet flertallet af de våbenselskaber som Grundforskningsfonden har investeret i.
PFA Pension, Danmarks største pensionsselskab, definerer producenter af atomvåben som kontroversielle. Det gælder blandt andet Airbus, Bae Systems, Honeywell International, Huntington Ingalls, Leidos Holdings, Raytheon Technologies og The Boeing Company – alle selskaber som Danmarks Grundforskningsfond har investeret i.
“Vi har for eksempel ekskluderet selskaber, som bidrager til produktionen af kontroversielle våben (såsom klyngevåben, anti-personelle landminer og atomvåben)”, skriver PFA Pension om sine eksklusion af våben. Også Nordea definerer atomvåben som kontroversielle.
Trine Pertou Mach mener, at Danmarks Grundforskningsfond bør leve op til samme etik som de fleste andre ansvarlige investorer.
“Principperne for fondens investeringer kan simpelthen ikke være mere slatne end det, pensionskasser og banker kan finde ud af at bygge deres investeringsporteføljer på”, siger Trine Pertou Mach til Danwatch.
Har Grundforskningsfonden som statslig fond et større etisk ansvar for investeringer end almennyttige fonde?
“Danmarks Grundforskningsfond følger Danmarks politik ved bl.a. at leve op til lovene og tage udgangspunkt i de relevante konventioner, traktater mv., som den danske stat eller EU har tiltrådt. Fonden har ikke nogen holdning til de almennyttige fondes etiske ansvar set i relation til Grundforskningsfonden.
Grundforskningsfonden investerer i våbenselskaber, hvis våben anvendes af den israelske hær i den aktuelle krig i Gaza. FN’s øverste domstol, Den Internationale Domstol (ICJ), har netop indledt en sag, hvor Sydafrika anklager Israel for krigsforbrydelser. Vil sagens udfald få betydning for Grundforskningsfondens investeringsstrategi ift. våbenproducenter?
“Når fonden investerer, anvendes bl.a. EU’s og Danmarks sanktioner mod enkeltpersoner, virksomheder, organisationer og lande som rettesnor. Hvis Danmark eller EU indfører sanktioner, ny lovgivning eller lignende på baggrund af en afgørelse fra Den Internationale Domstol, vil fonden naturligvis leve op til dette”.
Krigen mellem Israel og Hamas har på fire måneder kostet knap 25.000 palæstinensere livet og mange flere sårede, oplyser de Hamas kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza.
Både Amnesty og Human Rights Watch mener, at Israels krigsførelse bryder med international humanitær lov.
Fonden blev oprettet af Folketinget i 1991 for at sikre “fremragende grundforskning på højeste internationale niveau”. Fondens formue er dermed forankret i et demokratisk flertal.
FAKTA
Danmarks Grundforskningsfond investerer i flere våbenproducenter. På listen er flere atomvåbenproducenter, som andre investorer i Danmark typisk ekskluderer.
Regeringen er fast besluttet på at fortsætte den danske milliardeksport til det amerikanske F-35 kampflyprogram, selvom en del af flyene ender i Israel, hvor de risikerer at blive anvendt til mulige krigsforbrydelser i Gaza.
Det fremgik af et nyt samråd om den kontroversielle eksport, som udenrigsminister Lars Løkke (M) var indkaldt til sent mandag.
På samrådet kom det frem, at Udenrigsministeriet har “genbesøgt” den såkaldte rammevurdering efter krigen mellem Israel og Hamas begyndte i oktober sidste år.
Og resultatet er ifølge Lars Løkke klart.
“Vi revurderer rammegodkendelsen, når der er anledning til det. Efter den 7. oktober har vi genbesøgt rammevurderingen og er nået til den konklusion, at der ikke er noget i vejen for, at vi fortsætter med at levere komponenter til F-35”, sagde udenrigsministeren.
Ifølge den såkaldte rammegodkendelse kan danske forsvarsvirksomheder eksportere militært udstyr til Danmarks samarbejdspartnere i EU, EFTA og NATO uden at kontrollere mulige slutbrugere.
Regeringen overlader dermed fortsat ansvaret for at vurdere, om de danskudstyrede fly risikerer bidrage til mulige krigforbrydelser i f.eks. Israel til USA.
Samrådet om den kontroversielle kampflyeksport var indkaldt af Enhedslisten, efter Danwatch og Information har afdækket, hvordan dansk udstyrede F-35 fly i øjeblikket deltager i Israels massive bombardementer af Gaza.
En krig, som ifølge Al Jazeera indtil videre har kostet knap 25.000 palæstinensere, heraf 9.600 børn samt omkring 1.139 israelere livet.
Efterfølgende har en række internationale eksperter i folkeret og våbeneksportkontrol samstemmende vurderet, at den danske praksis med rammegodkendelser af våbeneksport en overtrædelse af både FN’s Traktat om Våbenhandel og EU’s Fælleserklæring om Våbenhandel.
Den vurdering afviste Lars Løkke på det bestemteste.
“Danmark overholder sine internationale forpligtelser. Men den praktiske udfordring med F-35 programmet er, at 15 virksomheder leverer delkomponenter til F-35 og man kan ikke differentiere, hvor det ender op,” sagde han og erkendte, at “det er åbenlyst, at det kan ende op i Israel”.
Selv om Israel altså er en af i alt 16 kendte slutbrugere af F-35 kampfly, mener ministeren ikke, at det forpligter Danmark til at vurdere risikoen for, at det danske udstyr bliver anvendt til mulige krigsforbrydelser i Gaza.
Det har både Amnesty International, Human Rights Watch og FN-eksperter ellers advaret om. Og senest har Sydafrika anlagt sag mod Israel ved den Internationale Domstol i Haag med påstand om folkedrab.
“Vi er nået til den konklusion, at vi deltager i det her samarbejdsprogram, hvor det er USA’s ansvar at foretage den endegyldige våbenkontrol. Det er en metode, der sikrer, at vi kan deltage i et samarbejdsprojekt som F-35,” sagde udenrigsministeren.
Selv hvis den Internationale Domstol i Haague i løbet af de kommende uger når frem til, at der er risiko for, at Israel begår folkedrab i Gaza, ville ministeren ikke love at stoppe eksporten.
Det var ellers et spørgsmål som Christian Friis Bach fra de Radikale meget gerne ville have svar på
“Hvis der pludselig er en faktuel vurdering af, at der foregår brud på folkeretten, vil det være en helt ny situation. Men regeringen har ikke information, der gør, at vi kan konstatere, at der er sket brud på folkeretten,” sagde han.
Ifølge EU’s Fælleserklæring om våbenhandel er det tilstrækkeligt, at der er en risiko for, at det eksporterede udstyr bliver anvendt til mulige krigsforbrydelser. Men det spørgsmål forholdt Lars Løkke sig ikke til, trods flere spørgsmål fra Enhedslistens ordfører Trine Pertou Mach.
“Vi er dybt bekymrede over historierne om kvinder og piger, der er blevet berørt af Nyamagasani Hydro Power Project”
Det skriver den schweiziske regerings udviklingsinstitution SIFEM i en udtalelse til Danwatch.
Sammen med en række andre europæiske banker og fonde investerer SIFEM i den danske virksomhed Frontier Energy, der udvikler grønne energiprojekter i Afrika.
I sidste uge kunne Danwatch i samarbejde med tv-stationen NTV Uganda fortælle, at ansatte, der stod for opførelsen af to af Frontier Energys vandkraftværker i Uganda, har gjort 31 kvinder og piger gravide og forladt dem igen. Fjorten af pigerne var under 18 år og nogle helt ned til 15 år. Enkelte fortæller også, at de er blevet smittet med HIV.
Mændene var ansat af Frontier Energys entreprenør VS Hydro.
Det er ikke kun SIFEM, der har noteret sig problemerne på Nyamagasani Hydro Power Project.
Danwatch har været i kontakt med samtlige af Frontier Energys større europæiske investorer. Og de meddeler allesammen, at de tager de 31 enlige mødres situation alvorligt, og at de er i dialog med både hinanden og den danske virksomhed om sagen. Kun den belgiske investeringsfond for udviklingslande, BIO, er ikke vendt tilbage på Danwatchs henvendelse.
“Vi tager oplysningerne meget alvorligt og er i tæt kontakt med fondsforvalteren (Frontier Energy, red.), der er i gang med at undersøge sagen nærmere”, skriver en talsmand fra Den Europæiske Investeringsbank i en mail til Danwatch. Banken administrerer investeringsfonden GEEREF, der har skudt 10 millioner euro i Frontier Energy.
Og fra den franske udviklingsinstitution Proparco lyder det:
“Vi er først nu blevet opmærksomme på problemerne, og vi er dybt bekymrede over disse udsatte piger og kvinders situation. Vi er ærgerlige over, at vi ikke er blevet informeret tidligere”, skriver de.
Som Danwatch har kunnet fortælle, blev en medarbejder hos Frontier Energy allerede advaret om sagen i sommeren 2021. Hvorfor der ikke dengang blev taget hånd om sagen, vil svenske Swedfund gerne have svar på:
“Vi forventer, at Frontier Energy følger op på situationen og deres interne procedurer, herunder hvordan det kunne ske, at informationer om sagen i 2021 ikke nåede videre”, skriver Swedfund.
I Holland opfordres udviklingsbanken FMO til at indlede sin egen undersøgelse af sagen.
FMO oplyser til Danwatch, at de har bedt Frontier Energy om at komme til bunds i anklagerne, og at de på den baggrund vil vurdere, om der er behov for at foretage sig mere i sagen. Men det er ikke tilstrækkeligt, siger Ruben de Winne, politisk rådgiver med fokus på landrettigheder hos ngo’en Oxfam Novib
“Disse anklager viser endnu en gang, at man ikke skaber udvikling ved bare at fylde millioner af euro ind i en økonomi. Vi mener, at udviklingsbanker som FMO må gå i dialog med alle mennesker, der er påvirket af deres investeringer. I denne sag vil det sige, at FMO skal tage ansvaret på sig og selv tale med de implicerede piger og kvinder og finde ud af, hvordan de bedst kan blive hjulpet”, siger han til Danwatch.
FMO har ikke forholdt sig til Ruben de Winnes opfordring, mens Frontier Energy selv tidligere har oplyst til Danwatch, at de selv ser på sagen med “stor alvor”.
Virksomheden afviser dog at gå i konkrete detaljer om de enlige mødres situation.
“Vi kan af hensyn til den gruppe personer, der har henvendt sig, desværre ikke udtale os offentligt omkring de konkrete aspekter af denne sag. Dette ville være uetisk og i modstrid med de retningslinjer, vi forsøger at efterleve på området“, skriver investeringsdirektør Anders Hauch i en mail til Danwatch.
Hvad siger resten af Frontier Energys europæiske investorer?
“See you”, siger Tatiana Cuenca, Carolina Matiz og Greylis Pinto Ustate og vinker, da de træder igennem skydedørene og forsvinder ind i den store, grå-skinnende, firkant der er Nykredits hovedkontor. Her skal de møde den danske investor i mineselskabet Glencore.
Luften er klar og kold. Det er en grå mandag, en af de hidtil koldeste dage i november. Men det virker ikke til at påvirke de tre colombianske kvinders humør. På vejen mod Nykredits kontor stopper de og tager selfies foran tivoli, og på en sidegade bliver en Christianiacykel fotograferet.
Der er ikke meget plads i deres program. På de to dage, hvor aktivisterne er i København, har de aktiviteter fra morgen til aften. Den eneste form for sightseeing bliver små gåture gennem gaderne på vej til vigtige møder som dette. Danwatch har fået lov til at følge gruppen under deres besøg, hvor de vil fortælle om mineselskabet Glencores skadelige aktiviteter i den colombianske Cerrejón mine. Aktiviteter, som de selv har været med til at dokumentere i en ny rapport.
Vi mødes først i Oxfams bygninger tidligere på dagen, der sammen med Miljøbevægelsen NOAH og Colombia Solidaritet er værter for gruppen under deres besøg.
Her forbereder aktivisterne deres møde med Nykredit.
“Vores ambition er først og fremmest, at få Nykredit til at genoverveje deres investeringer i Glencore. Hvis de ikke vil det, så håber vi, at de vil leve op til deres sociale ansvar som investor og påvirke Glencore til ikke at overtræde menneskerettigheder og miljølove”, lyder det fra Carolina Matiz.
Hun bliver suppleret af Tatiana Cuenca.
“Jeg ser frem til at spørge Nykredit, om de er klar over, at de støtter en virksomhed, der er en af de største krænkere af menneskerettigheder”, siger hun.
Da Nykredit har ønsket at holde mødet fortroligt, må Danwatch ikke komme med ind. Vi nøjes derfor med at følge aktivisterne hen til indgangen.
Tatiana Cuenca kommer fra miljøorganisationen CENSAT – Friends of the Earth Colombia. Carolina Matiz er en del af tænketanken CINEP, der beskæftiger sig med menneskerettigheder. Og Greylis Pinto Ustate er afro-Colombianer, socialarbejder, forfatter og en af de lokale der selv har været berørt af Glencores miner i Colombia. De samarbejder alle tre via platformen La Guajira Speaks to the Country.
Et af hovedformålene med Tatiana, Carolina og Greylis’ besøg i Europa, er at tale med europæiske pengeinstitutter. En ny rapport ‘A Toxic legacy – Glencores footprint in Colombia and Peru’, som udkom den 16 November, med Oxfam og miljøbevægelsen NOAH som forfattere, afslører at næsten 50 % af Glencores lån de seneste 6 år, kommer fra europæiske banker, med et samlet beløb på 41,2 milliarder euro.
Gruppen ønsker at få dem til at trække deres investeringer og stoppe finansieringen af lån til mineselskabet.
“Vi er i Europa for at fortælle, at Glencore og Cerrejón ikke er så ansvarlige, som de siger, de er,” siger aktivisterne.
Efter deres møde med Nykredit mødes vi igen på Vartov, hvor gruppen skal afholde eventet “Underlagt Europas rovdrift – Historier fra Colombias oprindelige folk” sammen med Oxfam Danmark, Miljøorganisationen NOAH og Colombia Solidaritet.
Hvordan gik mødet med Nykredit?
“Det gik fint. Nu må vi vente og se hvad der sker”, siger Tatiana Cuenca kortfattet.
Man fornemmer, at hun ikke kan sige meget mere, som følge af at mødets fortrolighed.
I stedet stikker hun hånden ned i lommen, og tager en lille rund chokolade, pakket ind i blåt papir med Nykredits logo på.
“De prøvede at vise sig fra deres bedste side, så de gav os chokolade”, siger hun og griner.
Artiklen omtaler to rapporter:
Forestil dig en flod, hvis rindende vand løber langs frodig grøn natur. I floden svømmer fisk i alle former og farver. De fanges af det folk, som bor omkring den. De er selvforsynende og lever af de afgrøder, de dyrker og den føde, de finder i naturen. De bevæger sig frit mellem træer og huse, og flodens vand er deres kilde til liv og spiritualitet.
Sådan beskriver Greylis det liv, hun levede før Cerrejón-minen, – eller ‘monsteret’ som de lokale kalder minen i La Guajira.
Det er senere på dagen samme kolde og grå mandag, og Tatiana, Carolina og Greylis fortæller om de forhold Cerrejón-minen har skabt for de lokale i La Guajira, forhold de har dokumenteret i deres rapport.
De viser billeder på projektoren af floden Bruno – en stor kilde til liv for det folk, som altid har boet omkring den længe før Cerrejón kom til.
På et billede der viser floden ‘før Cerrejón’ ser man en flod der snoet smyger sig blandt træer og planter. På billedet ‘efter Cerrejón’ er floden væk. Alt der er tilbage, er et udtørret jordhul hvorfra der engang løb en flod.
I dag ser livet for befolkningen i La Guajira og langs Bruno floden noget anderledes ud. Store dele er flodens vand, er forsvundet. Mange er blevet fordrevet, flere imod deres vilje. Dem, som er tilbage og har Cerrejón-minen som nabo, lever i huse hvor møbler er tilstøvet af minens giftige partikler. Partiklerne er ikke blot der, de er også i luften og i deres lunger. Colombias forfatningsdomstol fastslår, at der er svovl, krom, kobber, brom, nikkel, mangan og zink i luften i området og i indbyggernes blod. Rapporten ‘A toxic legacy’ fastslår, at næsten en tredjedel af befolkningen i La Guajira-regionen oplever luftvejssymptomer.
“Minens partikelstøv har gjort folk syge, det går især ud over børn og ældre”, siger Tatiana Cuenca.
“Glencore har gjort sig til ejere af jord, vand og luft”, siger Tatiana imens hun viser flere før og efter billeder af mine-landskabet.
Hun fortæller, at den colombianske forfatning peger på, at Cerrejón er skyld i manglende adgang til fødevare og vand.
La Guajira er et af de største områder for det oprindelige Wayuu-folk, og flere af dem er blevet fordrevet, det samme er mange afro-colombianere, der som Greylis er vokset op i området.
“Minen Cerrejón har taget alt fra os”, fortæller Greylis.
“Da jeg voksede op i min landsby, havde jeg fri adgang til vand og natur, vi kunne bevæge os frit og vi levede af det vi dyrkede og de dyr vi havde.”
“Men så kom Cerrejón. Vi blev forflyttet til et nyt sted og havde ingen adgang til drikkevand eller jord, vi kunne dyrke.”
“Vi kunne ikke bevæge os frit mere, overalt var der private afspærringer,” siger hun.
Tatiana, Carolina og Greylis, siger at de håber Nykredit tager resultaterne fra deres rapport til sig.
“Jeg håber de vil tænke over at lægge pres på Glencore, fordi de penge de har givet til Glencore har blod på sig,” siger Carolina Matiz
Ifølge Oxfams generalsekretær Lars Koch, der stod bag arrangementet, har Glencores investorer et ansvar.
“Nykredit har som investor et ansvar for at sikre, at det selskab, de investerer deres penge i, lever op til menneskerettigheder og overholder miljøstandarder. Der er Glencore jo interessant, fordi de er dømt for alt. Så hvis de ikke med det samme trækker sig som investorer, så må de jo gå ind med klare krav til Glencore”, siger Lars Koch.
Danwatch har forsøgt at få et interview med Nykredit, men de ønsker kun at stille op skriftligt. I en mail har vi spurgt dem om mødet med Tatiana, Carolina og Greylis kan ændre deres beslutning om at investere i Glencore? Om de som investorer har et medansvar for at menneskerettigheder og klimamål bliver overholdt af Glencore? Samt om de fremadrettet vil gøre noget for at Glencore lever op til deres sociale ansvar?
Christian Neble Hansen, chefporteføljeforvalter hos Nykredit, har svaret følgende:
”Som investor har vi et ansvar for at overvåge, at de selskaber, vi investerer i, lever op til bl.a. menneskerettighederne. Derfor analyserer vi løbende på, hvordan det enkelte selskab agerer, og hvis der er en udfordring, skal vi forsøge at få selskabet til at rette op. Vi er meget opmærksomme på de udfordringer, der er i Glencore, og via vores eksterne rådgiver, Sustainalytics, har vi i flere år haft en kritisk dialog med selskabet for at skubbe dem i en positiv retning. Det har vi generelt gode erfaringer med, og vi tror på, at det er den bedste løsning, hvis vi kan få selskabet til at løse dets problemer.
Selvom vi gør en indsats for at skubbe Glencore i en mere bæredygtig retning, er sandsynligheden for succes dog altid større, når vi samarbejder med andre. Derfor er vi glade for, at andre investorer og Sustainalytics er med i dialogen om Glencore, og at Noah og Oxfam Danmark har sat os i forbindelse med den columbianske gruppe. På den måde kan vi nemlig bedst muligt nå vores fælles mål om, at Glencore lever op til sit ansvar fremadrettet.”
På nuværende tidspunkt har Nykredit en investeringssum på 403 millioner i Glencore og for bare et halvt års tid siden, modtog Glencore også penge fra flere danske pensionsselskaber. Både PFA pension, Velliv pension og Sampension trak hen over sommeren deres investeringer i Glencore.
Danwatch har desuden tidligere afsløret, hvordan Aalborg forsyning importerede kul fra Cerrejón minen til nordjyderne, en import de også er stoppet med i dag.
Anderledes ser det dog ud i mange andre europæiske lande. Lande som Tyskland, Holland og Schweiz importerer stadig store mængder kul fra Cerrejón.
“Det er netop derfor det her problem vedrører Europa”, lyder det fra aktivistgruppen.
“Hvis man forstår, at det her er en værdikæde, må man også forstå at ansvaret er for alle”, siger de.
Det er blevet tirsdag. Greylis, Carolina og Tatiana har deres sidste dag i København inden de rejser videre til Berlin. Vi mødes på Christiansborg til konference om virksomheders samfundsansvar.
Til arrangementet skal aktivisterne fortælle om Glencore og Cerrejón i La Guajira.
Blandt publikum ses folk i jakkesæt og blazere. Man får indtryk af, at erhvervslivet er kommet for at høre hvad de har at sige, men måske i ligeså høj grad, for at høre mere om det nye Due Diligence direktiv fra EU, som i fremtiden vil gøre det lovpligtigt for virksomheder at undgå krænkelser af menneskerettigheder og miljø i deres varekæder.
På talerstolene gør de tre colombianske aktivister sig klar. Vi har alle fået udleveret et headset, som vi får oversat det de siger på spansk igennem.
“Glencore Cerrejón ville have vores landområde, og de tog det. De tog alle vores rettigheder fra os”, siger Greylis.
Carolina Matiz forklarer om de menneskerettighedsbrud de har dokumenteret i deres rapport.
“Men bekymrer Glencore sig overhovedet om disse ting?,” spørger hun publikum.
En ting der bliver drøftet er, hvem Due Diligence direktivet skal det omfatte. På konferencen bliver det nævnt, at man i EU overvejer at undtage den finansielle sektor. Noget der bekymrer flere af konferencens oplægsholdere.
”Sagen om Glencore viser, at det er helt afgørende, at den finansielle sektor bliver omfattet af den nye EU-lov om due diligence. Europæiske banker, heriblandt Danske Nykredit, bør stå på mål for deres værdikæder”, lyder det for eksempel fra Marie Hagensen, international koordinator i Miljøbevægelsen NOAH.
Efter konferencen og inden de tre aktivister drager mod Berlin, får vi en sidste snak.
Greylis fortæller, at det område, hun boede i før, aldrig blev taget i brug af Glencore og Cerrejón.
“Mange længes efter at komme tilbage”, siger hun.
Hvad længes du efter?
“Jeg ønsker, at min datter skal vokse op på samme måde som mig.”
“Min drøm er at bo i et samfund uden forurening, hvor vi kan udføre de aktiviteter, vi gjorde tidligere, som kræver, at vi har god jord og godt vand for at kunne dyrke afgrøder”, siger Greylis.
Udviklingsmidler sendes hvert år fra Danmark til verdens fattigste lande gennem Verdensbanken. I 2022 alene gav Danmark 486 millioner kroner. Nu anklages Verdensbanken for at mørklægge en undersøgelse af seksuelle overgreb mod elever på skoler, der er finansieret af netop Verdensbanken, afslører medie.
I 2016 blev mindst ti elever seksuelt misbrugt på en skole i et slumkvarter i Kenya. Desværre skulle omfanget af seksuelt misbrug i verdens største kæde af privatskoler, Bridge International Academy vise sig at være langt større.
Tre år senere, i 2019 dukkede endnu 21 sager op i Bridges egne arkiver. Sager om seksuelle overgreb på elever, der var veldokumenterede, men skjult langt væk fra offentlighedens søgelys.
I flere år er det altså lykkedes Bridge og deres største investor, Verdensbanken, at lukke ned for børnenes opråb. Helt indtil oktober i år.
The Intercept har gennemtrawlet hemmelige telefonnotater og begravede rapporter, der ikke bare afslører seksuelt misbrug af børn på Bridge International Academies i Afrika. Dokumentationen kaster også lys på Verdensbankens mørklægning af overgreb mod børn, som det var meningen, at de skulle passe på.
For at forstå, hvordan Verdensbanken endte med at kaste 13,5 millioner dollars efter de tvivlsomme privatskoler, skal vi tilbage til 2009 i et slumkvarteret Mukuru Kwa Njenga, et slumkvarter uden for Nairobi i Kenya. Her i gaderne uden navne ligger blikhytter uden adgang til vand og toilet. Problemerne med arbejdsløshed og fattigdom er lige så massive, som håbet om uddannelse er spinkelt.
Lige her får et ægtepar, Shannon May og Jay Kimmelman, en idé. Parret har mødt hinanden i Silicon Valley i USA, men hun har lavet antropologiske feltstudier i Kina, og han har udviklet teknologi til uddannelsessektoren. Deres ide opstår sådan her:
Millioner børn går ikke i skole, og de fleste af dem bor i Afrika. May og Kimmelman vil lave en kæde af billige privatskoler med kvalitetsundervisning. Dyre lærerlønninger skal skæres ned, og i stedet skal unge nyuddannede lærere undervise børn i slummen via en billig tablet. Målet for Bridge International Academies var ti millioner børn i skole på ti år.
I 2013 var både Bill Gates, Mark Zuckerberg og Verdensbanken klar til at kaste millioner af dollars ind i Bridge International Academies. Året efter investerede Verdensbanken 10 millioner USD i Bridge, og administrerende vicedirektør for Verdensbankens finansielle arm, International Finance Corporation (IFC), Jin-Yong Cai udtalte:
“Uddannelse af høj kvalitet til en overkommelig pris har potentiale til at øge adgang til uddannelse for de fattige i udviklingslande og transformere livet for børn, der lever i fattigdom”.
Otte år senere, i 2022, trak IFC i tavshed bankens investering fra Bridge International Academies. Noget var gået helt galt.
Danwatch har tidligere beskrevet, at pensum ikke levede op til Kenyas standarder, og at skolerne var for dyre og for dårlige. Bridge selv har hele tiden afvist anklagerne.
I dag ved vi langt mere om, hvad der egentlig gik galt.
Takket være whistleblowere i Verdensbanken, der har udleveret håndskrevne noter, graverjournalister i USA og modige elever, forældre og aktivister i Kenya og Liberia, der på trods af trusler, er stået frem, ved vi, at omfattende seksuelle overgreb er begået på Bridge International Academies.
Sagen der førte til, at Verdensbanken trak sin investering i Bridge, havnede på Verdensbankens ombudsmands bord allerede i 2018.
En mail lander på et kontor i en elegant bygning på 2121 Pennsylvania Avenue i Washington, USA. Kontoret tilhører Verdensbankens Ombudsmand eller Compliance Advisor Ombudsman eller CAO, en uafhængig klageinstans for mennesker, hvis liv bliver ramt af Verdensbankens investeringer.
I mailen til ombudsmanden skriver en kenyansk ngo, at lærere, forældre og mindst ti børn har beviser for seksuelle overgreb begået på Bridge International Academies.
I oktober 2019 rejser en repræsentant for ombudsmanden, Daniel Adler, til Kenya for at undersøge anklagerne. Adler får ikke alene bekræftet de eksisterende klager, endnu flere dukker op.
“Adler talte med medlemmer af lokalsamfundet, der rejste bekymringer angående endnu flere tilfælde af seksuelt misbrug af børn på Bridge-skoler”, står der i rapporten, der først blev offentlig i 2020, mere end to år efter den første anklage i 2018.
Adler beslutter at lave en tilbundsgående undersøgelse, der skal afdække omfanget af seksuelle overgreb mod Bridge-elever i Kenya. Dén rapport har cirkuleret i toppen af Verdensbanken, men er i dag, tre år senere, endnu ikke offentliggjort.
I december 2019 får Verdensbanken igen en bekymrende henvendelse om privatskolerne, denne gang fra tænketanken Center for Global Development, der arbejder med fattigdomsudryddelse i blandt andet Liberia.
Center for Global Development har lavet en landsdækkende skoleundersøgelse i Liberia af blandt andet elever på Bridge International Academies, og horrible data er dukket op. Fire procent af eleverne i undersøgelsen siger, at de har haft “seksuelt samvær med en lærer”, og 7,5 procent af eleverne har haft “en form for seksuelt samkvem med en lærer”.
Verdensbanken er “bekymrede” over studiet fra Liberia, som de lover at drøfte med Bridge International Academies. Derefter sker der ingenting. I hvert fald ikke for eleverne i Kenya og Liberia, der venter på hjælp.
Men bag linjerne foregår en omfattende mørklægning, som offentligheden aldrig ville have kendt til, hvis det ikke var for ét møde og notaterne derfra, der slap ud.
Den 12. September 2020 holder Bridge International Academies et møde med Verdensbanken. På mødet bliver Bridge og Verdensbanken enige om en aftale. Verdensbanken får adgang til alle interne dokumenter i Bridge i bytte for en fortrolighedsaftale, en non-disclosure agreement eller NDA.
De aftaler også, at Daniel Adler, manden bag ombudsmandens rapport, skal “neutraliseres”.
Nu har både Verdensbanken og bankens egen ombudsmand fået mundkurv på.
Det ved vi, fordi whistleblowere har lækket telefonnotater fra mødet til The Intercept, der har offentliggjort notaterne på deres hjemmeside.
Til The Intercept siger en talsperson fra Verdensbankens ombudsmand: “IFC bør ikke indgå kontraktlige fortrolighedsforpligtelser, der begrænser CAO’s mulighed for at videregive oplysninger som tilladt af CAO-politikken.”
Flere banker investerer danskernes børneopsparinger i ekspansive kulselskaber, oliegiganter og andre af verdens værste CO2-udledere, som fortsætter jagten på klimaskadelige fossile energikilder.
Det viser en undersøgelse, som Danwatch har lavet, og som Politiken også omtaler i dag.
Investeringerne harmonerer ikke med FN’s Børnekomité, som i sin seneste fortolkning af Børnekonventionen anbefaler den finansielle sektor at stoppe investeringer i klimaskadelige projekter.
“Det er tydeligt, at FN i deres seneste bemærkninger er opmærksom på den finansielle sektors rolle, når det gælder sammenhængen mellem investeringer og børns rettigheder i forhold til konsekvenserne fra klimakrisen”, vurderer Christoffer Badse, juridisk seniorrådgiver hos Unicef Danmark.
Christoffer Badse er forfatter til rapporten “Klimakrisen og børns rettigheder i Danmark“, som UNICEF udgav i juni 2023. Rapporten dokumenterer et internationalt stigende fokus på rettighedsperspektivet i relation til klimaforandringer.
Investeringer i selskaber, der udvikler nye fossile energikilder kan ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) ikke forenes med målet om et CO2-neutralt samfund i 2050 – det såkaldte Net Zero Emissions by 2050 Scenario (NZE). Fossil ekspansion medfører stigende CO2-udledninger, som øger den globale opvarmning.
FAKTA
Nedenstående lister – opdelt på banker – er ikke fuldstændige men resultat af en bred søgning på kendte fossile selskaber. Når et selskab optræder flere gange, er det fordi selskabet indgår i flere forskellige fonde. På den måde kan en bank godt have for eksempel fire investeringer i det samme selskab.
Mere end 500 millioner børn lever allerede i områder med ekstrem høj risiko for oversvømmelser som følge af global opvarmning. I Danmark har mere end hvert tredje barn og ung bekymringer om klimaforandringerne. Det viser en undersøgelse, som UNICEF Danmark og Institut for Menneskerettigheder har gennemført blandt skolebørn.
Alligevel investerer danske banker børneopsparinger i fossile selskaber som ExxonMobil, Coal India og tjæresandsselskabet Cenovus, der alle udvider produktionen. Danskerne har indbetalt 12 milliarder kroner på børneopsparinger, hvoraf bankerne investerer fire millarder. Danwatch har i alt fundet 237 fossile selskaber, som bankerne investerer pengene i.
Jyske Bank har bl.a. Coal India, China Coal Energy, ENI, BP og ExxonMobil på beholdningslisten. Jyske Bank afviser, at fossile investeringer strider mod Børnekonventionen.
“Vi har i Jyske Bank et stort fokus på klima og CO2-reduktion i vores investeringsløsninger på tværs af kundesegmenter. Vi har noteret os udmeldingerne fra FN’s børnekomité omkring børns ret til et rent, sundt og bæredygtigt miljø. Det er vores vurdering, at vi med vores investeringsløsninger understøtter disse udmeldinger”, siger Flemming Larsen, Kundedirektør hos Jyske Capital.
Men det har Christoffer Badse svært ved at se.
FNs Børnekomité skriver nemlig, at staterne bør stoppe med at gøre det attraktiv at investere i fossile selskaber, f.eks gennem subsidier. Og det er netop hvad Danmark gør, for når forældre i Danmark indbetaler penge på børneopsparingerne og via ordningen, opnår de et skattefrit afkast
“Muligheden for skattefrit afkast kan karakteriseres som at subsidiere eller i det mindste være et stærkt incitament til at investere. Når bankerne sender nogle af disse penge videre via investeringer til fossile selskaber udnyttes denne skattemæssige mulighed, og dette støtter ikke formålet med bemærkningen fra august”, siger Christoffer Badse.
En gruppe portugisiske børn og unge har anklaget Danmark og 32 andre lande for at krænke deres rettigheder, fordi et stigende antal skovbrande i Portugal forårsaget af klimakrisen forværrer deres muligheder og helbred. Det krænker deres og andre børns rettigheder, lyder argumentet i anklagen.
Anklagen følger logikken i det velkendte udtryk om, at en sommerfugls vingeslag på den ene side af kloden kan starte en storm på den anden side.
I Duarte Agostinho sag skal det nemlig retligt afgøres, hvorvidt CO2-udledninger i Danmark kan krænke børns rettigheder andre steder i verden. Det er det retlige centrale punkt i sagen og har betydning for, hvordan domstole i fremtiden vil vurdere klimakrisen og børns rettigheder.
“Sagen er interessant på mange punkter, bl.a. fordi Danmark, hvis de unge vinder sagen, vil blive holdt ansvarlig for klimamæssige skader, som sker i udlandet, altså uden for Danmarks territoriale grænser, som er den normale grænse og udgangspunktet for dansk menneskeretligt ansvar. Desuden vil der være tale om et fælles menneskeretligt ansvar, idet det er en akkumuleret effekt af landenes samlede CO2-udledning”, vurderer Christoffer Badse.
Hvorvidt lande kan gøres ansvarlig for skader fra klimaforandringerne uden for egne territoriale grænser afvises af den danske regering.
”Den danske regering erkender, at klimaændringer er et globalt problem, der også påvirker børn (…). Imidlertid finder den danske regering det vigtigt at bemærke, at en medlemsstats jurisdiktion primært er begrænset til statens territorium”, skriver regeringen i et høringssvar til FN’s Børnekomité.
Duarte Agostinho sagen forventes at blive afgjort til næste år. Taber Danmark og de øvrige lande sagen, betyder det et nybrud i forståelsen af børns rettigheder og klimakrisen. Danmark kan blive tvunget til at revurdere klimaindsatsen, og det kan få konsekvenser på en lang række konkrete områder i samfundet, for eksempel investeringer, som vedrører børns fremtid.
”Falder sagen ud til de unges fordel, vil Danmark pludselig stå en ny menneskeretlig og børneretlig situation. Børn vil anses som ofre for en menneskeretlig krænkelse grundet i menneskeskabte klimaforandringer. Danmark vil bl.a. skulle tage højde for klimaskader i udlandet i sin børneretlige konsekvensanalyse, samt eksplicit anerkende at børn i Danmark har ret til et rent, sundt, og bæredygtigt miljø, bl.a. som del af retten til privatliv og hjem”, siger Christoffer Badse.
Børnekonventionens fokus på børns rettigheder, klima og den finansielle sektors ansvar er blevet højaktuelt med Duarte Agostinho sagen.
“Ved en ordentlig efterlevelse af en dom vil Danmark også skulle tage højde for børns inddragelse i beslutningsprocesser og adgang til effektive nationale retsmidler, samt en national retlig beskyttelse – dette har Danmark ikke på plads i dag”, siger Christoffer Badse.
Danmark er det eneste nordiske land, hvor Børnekonventionen ikke eksplicit er formuleret i lovgivningen. Det lyder måske ikke alvorligt, men ifølge Christoffer Badse betyder det, at klimakrisen ikke anerkendes som en børnerettighedskrise.
Den vurdering bakkes op af NGO´en Red Barnet.
“Vi er i Danmark bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, som alle har sørget for inkorporering af konventionen – både Sverige, Norge, Tyskland og Holland. Det her er ikke bare en juridisk øvelse. For det har konsekvenser for børn og deres rettigheder, om Børnekonventionen er indskrevet i dansk lov eller ej”, siger Amalie Bang, børnerettighedsjurist hos Red Barnet.
Børnekonventionen er tæt forbundet til menneskerettigheder og bygger på de samme grundlæggende principper.
AkademikerPension, AP Pension og 45 andre institutionelle investorer har underskrevet en erklæring, der kritiserer bankers arbejde med menneskerettigheder. Kritikken er baseret på en rapport fra ngo’en BankTrack, der konkluderer, at bankerne ikke i tilstrækkelig grad har politikker og procedurer på plads til at sikre menneskerettigheder.
Rapporten fra BankTrack konkluderer, at 38 af de 50 undersøgte banker har implementeret under halvdelen af FN’s vejledende retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv. Det gælder blandt andet Nordea. Ingen af bankerne i undersøgelsen har implementeret alle principperne. Ingen danske banker er ikke med i undersøgelsen.
Selvom Nordea investerer i børneopsparinger i en række fossile selskaber, oplyser Nordeas chef for investeringsprodukter, Kerstin Lysholm, at de “tager højde for diverse konventioner – herunder FN’s Børnekonvention – i alle vores produkter og services, og vi arbejder for at fremme ESG-agendaen”.
Ifølge Troels Børrild, chef for ansvarlige investeringer i AkademikerPension, skal bankerne generelt oppe sig væsentligt for at leve op til de internationale retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd. Det siger han til Økonomisk Ugebrev, som har belyst BankTracks kritik af bankerne.
”Da banker gennem finansiering og investering har mulighed for at påvirke markedet, er det vigtigt, at bankerne tager højde for menneskerettighedsrisici som en del af deres forretning. Vi har derfor underskrevet investor-erklæringen for at sætte fokus på bankernes ansvar”, siger Troels Børrild.
Over 6 milliarder kroner.
Så mange penge har Danmarks største pensionsselskaber i alt investeret i statsobligationer i lande i Afrika, der har alvorlige problemer med korruption og menneskerettighedskrænkelser.
Blandt andet i Cameroun, hvor militæret ifølge både Amnesty International og Human Rights Watch rutinemæssigt begår voldsomme overgreb på civile.
I Mozambique, hvor regeringspartiet FRELIMO er involveret i en af de største korruptionssager i nyere afrikansk historie og flere gange er blevet beskyldt for valgsvindel.
Og i Uganda, hvor myndighederne tyranniserer oppositionspolitikeren Bobi Wine, og der senest er blevet vedtaget en stærkt repressiv LGBTQ-lovgivning.
Det viser en opgørelse, Danwatch har foretaget i samarbejdet med Altinget.
Opgørelsen er baseret på Danwatchs database Pensionsmaskinen, mens situationen i de enkelte lande er opgjort ved hjælp af data fra organisationer som Freedom House og Transparency International.
Danwatch og Altinget har præsenteret materialet for en række eksperter, der mener, at pensionsselskaberne har et ansvar, når de investerer i autokratiske og korrupte lande.
“Når man køber statsobligationer i et land, understøtter man samtidig landets ledelse. Det kan ikke være anderledes”, siger professor på Institut for Økonomi, Carsten Tanggaard.
Overblik
Spørgsmålet om pensionskassernes investeringer i afrikanske statsobligationer skriver sig ind i et større dilemma, siger Gregory Smith, britisk investeringsmanager og forfatter til bogen Where Credit is Due: How Africa’s Debt Can Be A Benefit, Not a Burden.
De afrikanske økonomier har massivt behov for privat kapital for at kunne sende børn i skole, skabe arbejdspladser, bygge infrastruktur, producere fødevarer og bekæmpe klimaforandringer.
Men hvad så når lederne af de samme økonomier har for vane at dirigere penge ned i egne lommer og blæse på selv de mest grundlæggende demokratiske principper og menneskerettigheder?
“Hvis man ser på målinger fra IMF (Den Internationale Valutafond, red.) har lande som Cameroun, Etiopien og Rwanda hævet levestandarden de seneste år. Det var ikke sket uden udenlandske investeringer. Men samtidig er der i alle tre lande alvorlige eksempler på seriøse menneskerettighedsbrud. Det er en svær balance”, siger Gregory Smith.
Den særlige udfordring med statsobligationer er, at de i udgangspunktet er en blankocheck til landet, der udsteder dem.
Pengene er typisk ikke reserveret til bestemte formål eller projekter, men kan bruges på hvad som helst. Det kunne være en bro eller et vandprojekt – men det kunne ligeså godt være våben til militæret, eksempelvis.
“Man smider pengene direkte ned i statskassen, og hvad der så sker med dem derfra, er nærmest umuligt at holde snor i”, siger Gregory Smith.
De seneste år er der dog opstået et voksende marked for såkaldte ESG bonds, det vil sige en type statsobligationer, der er specifikt tiltænkt klimavenlige eller socialt ansvarlige tiltag.
Markedet for ESG bonds er endnu ikke særlig udbredt i Afrika, men i sidste uge introducerede Gabon en “blå statsobligation”, der skal skaffe finansiering til “maritim naturbevarelse”.
Som den eneste af pensionskasserne med målrettede statsobligationer i Afrika oplyser PensionDanmark, at deres knap 14 millioner kroner statsobligationer i vestafrikanske Benin er øremærket projekter, der “skal fremme uddannelsesmulighederne i Benin, sikre bedre adgang til drikkevand og sørge for vedvarende energi til den beninske befolkning”.
Hverken grønne eller sociale obligationer eliminerer dog risikoen ved at investere i lande, der har kendte problemer med korruption og menneskerettigheder, vurderer Gregory Smith.
“Man skal tage højde for såkaldt additionalitet, altså netto-effekten af sin investering. Det kan godt være, at man køber obligationer øremærket bestemte, velgørende formål, men investeringen frigiver samtidig midler andre steder i budgettet, som så kan blive brugt på præcis nogle af de ting, man som investor gerne vil undgå at finansiere. Lidt forenklet kan man sige, at hvis man låner et land til en dæmning, vil landet have flere penge at bruge på sit militær”, siger han.
Læs alle pensionskassernes fulde svar i bunden af artiklen
PensionDanmark “anerkender til fulde denne risiko”, skriver Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed i en mail til Danwatch og Altinget.
“Det er risikofyldt at investere i udviklingslande, men uden privat kapital er det meget begrænset, hvor mange muligheder disse lande har for at udvikle sig i en positiv og bæredygtig retning”, skriver han.
OVERBLIK
Netop de afrikanske økonomiers behov for privat kapital går igen i pensionsselskabernes svar på, hvorfor de køber statsobligationer i afrikanske lande med historik for menneskerettighedskrænkelser og korruption.
“Hvis udviklingslandene nogensinde skal komme deres udfordringer til livs, så er der brug for private investeringer, som kan være med til at rykke landene økonomisk for at skabe bedre vilkår inden for uddannelse, infrastruktur, menneskerettigheder og miljø”, siger Mads Steinmüller, Chief ESG Specialist i Danica Pension.
Fra AP Pensions chef for ansvarlige investeringer, Anna Maria Fibla Møller, lyder det, at “adgangen til international kapital er essentiel for at kunne tilvejebringe økonomisk fremgang for landene og deres indbyggere og en positiv udvikling generelt set”.
Og PensionDanmark henviser til, at Afrika, ifølge FN’s klimapanel IPCC, har et finansieringsbehov til den grønne omstilling, som er tolv gange højere end det nuværende niveau af investeringer.
Når det kommer til stykket, vurderer professor Carsten Tanggaard, er pensionskasserne imidlertid kun optaget af én ting:
“Det er ikke pensionskassernes opgave at løse Afrikas problemer. Deres mandat er at skaffe et godt afkast for kunderne”, siger han.
De afrikanske landes finansieringsproblemer betyder heller ikke, at pensionskasserne kan ignorere risikoen for, at deres investeringer går til et brutalt specialpoliti eller aldrig kommer befolkningen til gavn.
Det slår Ioana Tuta, specialkonsulent med ekspertise i menneskerettigheder og finans hos Institut for Menneskerettigheder, fast.
”Pensionskasserne skal respektere menneskerettigheder. Det indebærer, at de vurderer, hvorvidt deres investeringer bliver brugt af stater, der undertrykker menneskerettigheder, og hvor muligt, bruger deres indflydelsesevne således at stater stopper og udbedre deres krænkelser af menneskerettighederne. De kan ikke vende det blinde øje til menneskerettighedsovertrædelser og sige, at de intet med dem har at gøre”, siger hun.
Når et pensionsselskab investerer i en stor virksomhed, kan de samtidig få mulighed for at stemme på virksomhedens generalforsamling. Ny bestyrelse? Udfasning af olie? Øget transparens? På den måde kan de som investorer, afhængig af størrelsen på deres aktiepost, påvirke deres investering.
Samme mulighed har pensionsselskaberne ikke, når de investerer i statsobligationer, forklarer Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi.
De arbejder begge i Nordea Asset Management, og så er de medforfattere til en ny rapport om menneskerettigheder og statsobligationer udgivet af UNPRI, et FN-støttet netværk for finansielle institutioner.
Når det nigerianske militær, som Reuters gjorde december 2022, bliver afsløret i at drive et ulovligt abortprogram i den nordlige del af landet, kan man som dansk pensionskasse med nigerianske statsobligationer i porteføljen, i udgangspunktet ikke stille meget op.
Det samme, når Benins præsident Patrice Talon fænglser oppositionspolitikere. Eller når senegalesiske sikkerhedsstyrker dræber 23 demonstranter.
“Som investor har man ingen direkte indflydelse, når man køber obligationer af en suveræn stat. Ultimativt kan et land gøre, hvad det har lyst til. Det er det, der gør investeringer i statsobligationer så komplekse”, siger Camilla Ogunbiyi.
I deres svar til Danwatch og Altinget anerkender pensionsselskaberne, at det er svært at påvirke de stater, de køber statsobligationer i.
“Helt overordnet er det langt vanskeligere at udøve aktivt ejerskab over for stater end over for virksomheder. Derfor står valget som udgangspunkt mellem at investere eller ej”, skriver Industriens Pensions pressechef Laurits Harmer Lassen i en mail.
Private investorer i statsobligationer er dog ikke helt uden påvirkningsmuligheder, siger Camilla Ogunbiyi.
“Landene rejser rundt på roadshows og præsenterer deres obligationer – enten virtuelt eller fysisk – og allerede her vil man som investor kunne rejse forskellige problematikker. Det vil give dig et godt billede af, om der er tale om en regering, der er bekendt med sine udfordringer, og gør hvad den kan for at løse dem, eller om den er fuldstændig afvisende over for enhver bekymring”, siger hun.
I UNPRI-rapporten, som Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi har været med til at skrive, anbefales private investorer netop at gå i dialog om blandt andet menneskerettigheder med obligationsudstederne. Også efter investeringen er foretaget.
“Opsøgende dialog er en afgørende del af ansvarlig investering i alle aktivklasser; der bør ikke være nogen undtagelse for investeringer i statsobligationer”, står der i rapporten.
Danwatch og Altinget har spurgt samtlige af pensionskasserne, hvad de gør for at påvirke menneskerettighedssituationen i de afrikanske lande, de har statsobligationer i.
Sampension oplyser, at de ikke har “nogen egen dialog med fremmede stater om sådanne forhold”. Det samme gør blandt andre P+, der skriver, at deres “aktive ejerskab er fokuseret på selskaber”.
Kun ét pensionsselskab oplyser, at de fører en selvstændig dialog med de afrikanske lande, de køber statsobligationer fra.
“Vi har blandt andet mødtes med repræsentanter fra Gabon og Angola for at tale om miljø, og vi har mødtes med Kenya for at tale om fødevaresikkerhed, anstændigt arbejde og økonomisk vækst og arbejdsløshed blandt unge”, skriver Danica Pensions Chief ESG Specialist, Mads Steinmüller, til Danwatch og Altinget.
I 2011 ejede købmanden Abdulehet Abdulaziz en kiosk i byen Ghulja i Xinjiang, den berygtede kinesiske provins, hvor kommunistpartiet bliver beskyldt for en systematisk undertrykkelse af provinsens 11 millioner uighurer.
På grund af sin muslimske tro solgte Abdulehet Abdulaziz ikke alkohol i kiosken, men snart begyndte kinesisk politi at presse ham til at gå mod sine egne overbevisninger og sælge både alkohol og cigaretter.
Abdulehet Abdulaziz nægtede og blev stemplet som ekstremist.
“Politiet sagde, at det betød, at der var problemer i min tankegang”, fortæller han til TV2 og Danwatch gennem antropologen Rune Steenberg, som er forsker på Palacky Universitet Olomouc i Tjekkiet.
Ifølge Abdulaziz var en af de ølmærker, han kunne vælge at sælge, det lokale ølmærke Wusu Beer, der dengang var delvist ejet af den danske bryggerigigant Carlsberg, og som de i 2015 overtog det fulde ejerskab over.
Abdulaziz historie kommer i kølvandet af, at flere eksperter over for Danwatch og TV2 tilbage i marts vurderede, at Carlsberg forretning i Xinjiang kan have medvirket til det kinesiske styres forfølgelse af uighurerne.
Eksperterne kritiserede ikke mindst Carlsberg for at have forbindelse til tvangsdruk og tvangsarbejde i provinsen.
Carlsberg afviser alle anklager, men i et interview i marts i år fortalte medlem af Etikrådet til den norske oliefund, der er en af verdens største investeringsfonde, Cecilie Hellestveit, at de ser på sagen.
“Det er jo et selskab, som opererer i et område, hvor der er høj risiko for at medvirke til alvorlige menneskerettighedsbrud. Og da ser vi først og fremmest på, hvad selskabet gør for at reducere risikoen for at medvirke. Der vil være dialog med selskabet, og så tager vi det videre derfra”, siger Cecilie Hellestveit.
Oliefonden har en investering på 3,7 milliarder norske kroner i Carlsberg.
Ifølge Cecilie Hellestveit ser den norske oliefonds etikråd hvert år på flere sager om nogle af de cirka 9000 selskaber, som oliefonden har investeret i.
Årsagerne kan være mange, men rådet har de seneste år haft fokus på tvangsarbejde i Xinjiang:
“Når et selskab opererer i en region som Xinjiang i Kina, så er det alment kendt, at her er tvangsarbejde et udbredt fænomen. Og her lægger etikrådet til grund, at selskaber bør have en meget høj agtpågivenhed. Selskaber skal gøre en hel del for at reducere risikoen for at medvirke til den slags menneskerettighedsovertrædelser”, siger Cecilie Hellestveit.
I rådets rapport fra 2021, fremgår det, at rådet har udelukket et selskab fra fondens portefølje, fordi det sandsynligvis havde fået produkterne fra en interneringslejr i Xinjiang.
I et mailsvar bekræfter Carlsberg, at den norske oliefond har rakt ud til dem og en række andre virksomheder for at lære mere om deres indsatser i forhold til menneskerettigheder globalt, herunder i Xinjiang.
“Vi mødtes med dem i sidste måned, hvor vi havde en positiv og konstruktiv dialog. Vi er ikke bekendt med, at der skulle foregå en undersøgelse”, skriver Carlsberg.
Cecilie Hellestveit fortæller, at rådet ikke deler, hvor i processen enkeltsager er.
Oliefondens konklusioner bliver kun offentlig, hvis etikrådet finder frem til, at Carlsberg skal på deres observationsliste eller eksklusionsliste. En proces, der kan tage mange måneder.
I marts kunne Danwatch sammen med TV2 afdække, at Carlsberg sidder på 85 procent af ølmarkedet i Xinjiang, hvor det muslimske folkeslag uighurerne under påskud af religiøs ekstremisme er blevet smidt i interneringslejre eller sendt ud i arbejdsprogrammer, der kan indeholde tvangsarbejde.
Ikke mindst alkohol har spillet en rolle i undertrykkelsen af den etniske minoritet, forklarede blandt andre forsker Rune Steenberg dengang.
“Alkohol har uden tvivl været et aktivt redskab i undertrykkelsen af uighurerne. Især i at skabe en situation, hvor man ikke har kunnet forblive uighur i nogen stærk forståelse uden at blive stemplet som islamist eller radikal fundamentalist”, lød det fra forskeren.
I den forbindelse kritiserede en række eksperter blandt andet, at Carlsberg er med til at sponsorere en ølfestival i en provins, hvor alkohol bliver brugt som en markør for at vurdere, om man er radikal fundamentalist eller ej.
Eksperterne vurderede også på baggrund af research foretaget af Danwatch og TV2, at der er en risiko for, at Carlsbergs lokale ølmærke Wusu Beer og en underleverandør er involveret i det kinesiske styres arbejdsprogrammer.
I en rapport fra Nankai Universitet i Kina, som blev betalt af den kinesiske regering selv, fremgår det, at arbejdsprogrammerne er “en vigtig metode til at påvirke og assimilere uighuriske minoriteter”, og at forflyttelsen af dem til andre steder i regionen eller i andre kinesiske provinser “reducerer uighurernes befolkningstæthed”.
Eksperterne kritiserede derfor Carlsbergs store forretning i Xinjiang, fordi de mener, at Carlsberg ikke kan undgå at medvirke til undertrykkelsen.
“Carlsberg har gjort sig selv til redskab for den kinesiske regering i deres undertrykkelse i Xinjiang”, sagde blandt andre Rune Steenberg, der er en af Europas førende uighur-forskere.
Kina afviser alle anklager om undertrykkelse i provinsen og kalder det “århundredets løgn.
Carlsbergs forretning i Xinjiang vækker også kritik hos Akademiker Pension, der ligesom den norske oliefond har investeret i Carlsberg. Pensionskassen har aktier for 325 millioner kroner i bryggeriet.
“Det er svært at være tryg ved nogen virksomheders forretning i Xinjiang, som situationen er nu”, skriver administrerende direktør Jens Munch Holst i en mail til TV 2 og Danwatch.
Jens Munch påpeger, at de ”statssanktionerede menneskerettighedskrænkelser” er en velkendt problemstilling:
“Det vil stort set være umuligt at drive forretning i Xinjiang uden at bidrage til eller være forbundet med disse menneskerettighedskrænkelser”, skriver direktøren.
Akademiker Pension oplyser, at de har taget den dialog direkte med Carlsbergs bestyrelse, og at pensionskassen senest har stillet et aktionærforslag om at stramme bryggeriets menneskerettighedspolitik på generalforsamlingen. Det blev ikke stemt igennem.
Dengang som nu afviser Carlsberg, at de skulle have problemer med menneskerettighederne i Xinjiang:
“Wusu Breweries gør ikke brug af tvangsarbejde, og alle vores leverandører har underskrevet vores Code of Conduct, som bekræfter, at de har forpligtet sig til at overholde disse retningslinjer. De er heller ikke involverede i nogen arbejdsprogrammer med regeringen”, skriver Carlsbergs kommunikationsdirektør.
Bryggeriet oplyser, at de sidste år lancerede et revideret program for ansvarlige indkøb.
“Det gælder blandt andet flere uafhængige audits foretaget af eksterne leverandører i flere lande, herunder Kina. Derudover har vi gennemført nye tiltag, der skal styrke vores due diligence-aktiviteter rettet mod udfordrende operationelle områder”, lyder det i mailen.
Eksperter har overfor Danwatch og TV2 2 tidligere oplyst at underskrifter på Code of Conduct og uafhængige audits ikke kan bruges til at udelukke overtrædelser af menneskerettighederne i Xinjiang. Det har Carlsberg ikke svaret på.
Carlsberg har heller ikke svaret på, om de anerkender FN, EU og NATOs konklusioner om, at der foregår systematiske menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang.
“Hvis det står til det omgivende samfund, skal indfødte kvinder kigge ned i jorden. Nu skal vi kigge op, og vi skal ikke være bange.” Sådan siger en af de 22 indfødte kvinder, der er med i protestbevægelsen The Rebellion of the Flowers, og som i 2019 besatte det argentinske indenrigsministerium gennem 11 dage.
Hende kan du møde i filmen af samme navn som vises i Cinemateket.
The Rebellion of the Flowers er en smuk og rørende film, der følger de indfødte kvinder og deres kamp for de indfødtes rettigheder i Argentina.
Filmen fortæller en vigtig historie om undertrykkelsen af de indfødte i Argentina. Man kan mærke kvindernes sorg over at have mistet deres hjem, deres børn og undervejs også deres rettigheder. Og man bliver utrolig rørt, når man hører dem dele deres voldsomme historier med hinanden. Det, som holder modet oppe, er kvindernes kampgejst og vilje til at kæmpe for det land og den natur, som de retmæssigt føler er deres.
I Maria Laura Vasquez’ dokumentarfilm har de indfødte kvinder fået nok af de store selskaber, der vil udnytte den jord, de indfødte har boet på i flere århundreder, til at tjene penge på for eksempel dæmningsprojekter. Dæmningsprojekterne betyder, at store dele af naturområderne vil blive oversvømmet.
I filmen følger man de 22 kvinder, der vil gøre oprør mod ødelæggelsen af deres lokale samfund, økosystemer og menneskeliv. Kvinderne kommer fra forskellige lokalområder i Argentina, og nogle af dem skal rejse op mod 30 timer for at mødes med de andre kvinder i bevægelsen. Så fast besluttede er de på at kæmpe for deres rettigheder.
Det er tiende gang, Cinemateket arrangerer latinamerikansk filmfestival, og denne gang kan man blandt andet se ikke mindre end 22 latinamerikanske film og deltage i en række debatarrangementer om problemstillinger på det store kontinent.
Festivalen løber af stabelen i perioden 1.-30. juni og i år spiller Argentina en stor rolle i programmet. Andre vigtige emner, som filmfestivalen tager op, er olieindustriens ødelæggelse af Amazonas-junglen og jordskælvet i Haiti i 2010.
Søndag den 11. Juni er der fokus på Uruguay, og Manolo Nietos film The Employer and The Employee bliver vist. Den handler om forholdet mellem to unge mænd og om begges snørklede forhold til lykke, frihed og arbejde.
Se trailer for filmen The Employer and The Employee her. Video: Presse
Filmens arbejdsgiver er en ung mand fra en middelklassefamilie, som lever et moderne liv og er meget bekymret for sit barns helbred. Filmens medarbejder er en yngre mand, der desperat har brug for et arbejde, så han kan hjælpe sin nye familie.
Fernanda Valadez’ film Identifying Features vises både den 1. og den 20. juni. Hovedpersonen Magdalena rejser på tværs af Mexico i forsøget på at finde sin søn, som forsvandt, da han rejste til USA tre år tidligere.
Tirsdag den 6. juni kl. 17.15 vil journalist Mie Olsen holde et gratis foredrag, hvor hun fortæller om sin rejse til Ecuador for at undersøge olieindustriens ødelæggelse af Amazonas-junglen.
Programmet for hele festivalen og billetter til de enkelte arrangementer kan findes på Cinematekets hjemmeside.
