Regeringen valgte at holde det hemmeligt for både Folketinget og offentligheden, da Danmark for seks år siden lempede sin ellers restriktive politik for eksport af militært udstyr til Israel.
End ikke den snævre kreds af politikere i Udenrigspolitisk Nævn, der ellers løbende bliver orienteret om regeringens udenrigspolitik og er pålagt tavshedspligt, fik det mindste at vide om den nye politik.
Det bekræfter Udenrigsministeriet i et skriftligt svar til Danwatch og Information:
“Der var ikke praksis for at orientere Udenrigspolitisk Nævn om dansk eksportkontrolpraksis i 2016. Nævnet blev således ikke orienteret om den justerede tilgang til Israel”, skriver ministeriet i et mailsvar.
Derfor forblev den nye, lempelige politik over for Israel en hemmelighed i mere end seks år.
Først i denne uge er den nye kommet til offentlighedens og Folketingets kendskab, i formbindelse med Danwatch og Informations afdækning af forløbet.
Flere medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn kalder det et demokratisk problem, at Folketinget og offentligheden på den måde er blevet holdt udenfor.
“Det er ret afgørende, at Udenrigspolitisk Nævn bliver orienteret om ændringer af vores eksportpolitik, når det gælder militært udstyr. Derfor synes jeg også, det er beklageligt, at det ikke skete i forbindelse med den her praksisændring”, siger Christian Friis Bach, der er udenrigsordfører for Radikale.
Også Enhedslisten er utilfreds med håndteringen.
“Det her hemmelighedskræmmeri duer ikke”, siger partiets udenrigsordfører Trine Pertou Mach.
Praksisændringen indebar en lempelse af Danmarks politik på området.
Som Danwatch og Information tidligere har beskrevet, har Danmark siden år 2000 tilladt indirekte eksport af danske våben og militært udstyr til Israel og andre lande, som Danmark ellers ikke har villet sælge til – hvis det foregår som led i et større militært samarbedejde.
Det har på denne måde været muligt for danske virksomheder at sælge dele til den amerikanske virksomhed Lockheed Martins F-35-fly, som USA sælger til bl.a. Israel.
I år 2016 blev der altså også åbnet for direkte eksport fra Danmark til Israel.
Som Danwatch har beskrevet var det indtil september 2016 Udenrigsministeriets praksis, at der som »udgangspunkt« ikke skulle gives tilladelse til eksport af våben og militært udstyr til Israel.
Men med den nye politik i 2016 blev det udgangspunkt vendt på hovedet. Herefter var eksport af våben og militært udstyr til Israel »i udgangspunktet mulig«, som Udenrigsministeriet formulerer det i et skriftligt svar til Danwatch og Information.
Som tidligere beskrevet, er Danmarks eksport af våben og militært udstyr til Israel vokset siden 2016. I løbet af seksten år fra 2000-2016 blev der givet i alt fem tilladelser til permanent eksport af våben eller militært udstyr til Israel, mens der i de første seks år efter den nye politik blev indført, er udstedt 12 tilladelser til permanent eksport.
På seks år er der altså blevet givet mere end dobbelt så mange eksporttilladelser som i de foregående 16 år. Og med fire bevilgede tilladelser til permanent eksport til Israel alene i 2022 er antallet af eksporttilladelser per år nu rekordhøjt – omend tallene er små.
Beslutningen om at ændre praksis blev truffet af Kristian Jensen, den daværende udenrigsminister i Lars Løkke Rasmussens V-regering.
Det var med andre ord en mindretalsregering bestående af ét enkelt parti, baseret på lidt under hver femte vælgerstemme, der besluttede at ændre kurs uden at informere de øvrige partier i Folketinget.
Da Danwatch og Information i november 2022 første gang undrede sig over det stigende antal eksporttilladelser til Israel og henvendte sig til Udenrigsministeriet for at høre, om der på nogen måde var sket en lempelse i forhold til eksport af våben og militært udstyr til Israel siden 2016, oplyste ministeriet inte om Danmark havde skiftet politik på området.
I stedet kom ministeriet med et svar, som nærmest gav indtryk af, at der ikke var sket nogen lempelse.
“Eksport af våben og militært udstyr til Israel er i udgangspunktet mulig. Udenrigsministeriet foretager en konkret og individuel vurdering med udgangspunkt i EU’s fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr. Udenrigsministeriet har ikke ændret denne tilgang siden 2016”, skrev ministeriet i et mailsvar til Information den 1. december.
Danwatch og Information gjorde Udenrigsministeriets presseafdeling opmærksom på, at spørgsmålet reelt ikke var besvaret og spurgte igen: Er der sket nogen form for lempelse i forhold til Israel siden 2016?
Det spørgsmål afviste ministeriet at svare på. Og presseafdelingen ville heller ikke forklare på, hvorfor ministeriet ikke svare.
Da Danwatch og Information senere fandt et svar til Folketinget fra 2012, hvoraf det fremgik, at Udenrigsministeriets »hovedregel« var, at der skulle gives afslag på tilladelse til eksport af våben og militært udstyr til Israel, spurgte vi igen Udenrigsministeriet, om denne »hovedregel« stadig var gældende.
Efter flere uger medgav Udenrigsministeriet så endelig, at regeringen havde ændret praksis i 2016.
“Med den justerede tilgang fik danske virksomheder dermed samme vilkår som deres europæiske konkurrenter”, forklarede ministeriet i en mail.
Det skulle altså gå mere end seks år, før beslutningen om at ændre kurs kom for en dag.
Danwatch og Information har spurgt Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus i offentlig ret fra Aarhus Universitet om, regeringens manglende orientering af Folketinget er lovlig.
Han vurderer, at sagen juridisk falder i en gråzone.
Grundloven fastslår, at regeringen skal rådføre sig med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn »forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde«.
“Det springende punkt er, om man vil definere det her som et spørgsmål af større udenrigspolitisk rækkevidde”, forklarer Jørgen Albæk Jensen.
Og det er svært at afgøre. For dels er det et »meget vagt begreb«, og dels har der ikke været mange sager i praksis, som kan bruges til at udlede, hvor grænsen går, forklarer han.
Derfor vil han ikke komme med et »definitivt« bud på, om undladelsen af at orientere Folketinget var i strid med grundloven.
“Men jeg synes sagtens, man kunne argumentere for, at det er en beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde,« siger Jørgen Albæk Jensen men tilføjer, at han også godt kan “forstå, hvis nogen vil argumentere for det modsatte”.
“I praksis er det nok noget, man ville løse ved et samråd eller en eller anden form for politisk tilkendegivelse i forhold til ministeren”, siger Jørgen Albæk Jensen.
Formand for Udenrigspolitisk Nævn og udenrigsordfører i Venstre Michael Aastrup Jensen betegner spørgsmålet om inddragelsen af Folketinget som en “speciel balancegang”.
“Grundloven siger to ting. Den siger, at regeringen har eneansvaret for at føre udenrigspolitikken, men samtidigt siger den også, at Udenrigspolitisk Nævn skal inddrages i større beslutninger. Derfor er jeg også glad for, at man i dag på baggrund af Taksøe-rapporten (udenrigspolitisk udredning fra 2016 red.), bliver inddraget meget mere, har større viden og har større snakke med regeringen om udenrigspolitik”, siger han.
Michael Aastrup Jensen afviser, at det var en fejl ikke at orientere nævnet dengang i 2016.
“Der var ikke en praksis med, at når man lavede ændringer, så skulle det op i nævnet. Det lavede man så senere, og derfor er det også sådan, at nævnet bliver inddraget i dag”, siger han.
I et skriftligt svar til Danwatch og Information forklarer Udenrigsministeriet, at Udenrigspolitisk Nævn i dag bliver orienteret »ved større ændringer på eksportkontrolområdet«. Det begyndte ministeriet at gøre i 2017, efter at Information havde beskrevet en anden praksisændring, som Folketinget heller ikke var blevet orienteret om.
“I tillæg hertil blev der i 2020 indført en fast årlig gennemgang af eksportkontrolområdet i Nævnet”, skriver Udenrigsministeriet.
Charlotte Aagaard
Emilie Ekeberg
Nikolaj Houmann Mortensen
