En Danwatch-undersøgelse

Jordbærindustrien vil kun have yngre mødre: Små børn hjemme i Marokko skal sikre, at kvinderne rejser hjem igen

Ronja Pilgaard

Journalist

Nikolaj Houmann Mortensen

Journalist - Phone/ Signal: + 45 61652353

Ronja Pilgaard

Journalist

Nikolaj Houmann Mortensen

Journalist - Phone/ Signal: + 45 61652353

Foto: Stefania Prandi

Redaktør: Jesper Hyhne | Executive Editor: Jesper Nymark | Vil du vide mere om denne undersøgelse, kan du kontakte Danwatch her

I samarbejde med Politiken og Al Jazeera
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
9. juli 2021
Kvindelige arbejdsmigranter fra Marokko må kun arbejde i den spanske bærindustri i Huelva, hvis de er henholdsvis mødre, gift og kommer fra fattige landdistrikter. Eksperter kalder kriterierne diskriminerende, groteske og en mulig krænkelse af FN’s Børnekonvention. Spanien nægter at have et ansvar for kun at udvælge sårbare marokkanske kvinder.

Samira fylder ikke meget på den cafestol, hun sidder på. Hun er lille af statur og nervøs. Men mest af alt er hun træt og trist, fortæller hun. Savnet til hendes treårige søn er så altoverskyggende, at hun hverken sover eller spiser. I stedet græder hun. 

“Jeg kan ikke sove, fordi jeg hele tiden tænker på mit barn og min mand”, siger Samira, da Danwatch snakker med hende på en cafe i Palos de la Frontera i Spaniens Huelva-region. 

Hun er en af de tusindvis af marokkanske migrantarbejdere, som hvert år tager turen fra Marokko til Huelva i det sydvestlige Spanien for at høste spanske jordbær, hindbær og blåbær i højsæsonen. Hun er dermed også en af de tusindvis af kvinder, som må efterlade familie og børn derhjemme i flere måneder, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at komme til Huelva for at tjene penge.

Årsagen er enkel: Mens den spanske jordbærindustri har gjort sig afhængig af billig, udenlandsk arbejdskraft til at plukke “det røde guld”, som jordbærrene kaldes i bærindustrien, så er der i Sydspanien ikke stemning for at modtage migranter på mere permanent basis. 

Derfor, som led i en aftale mellem Spanien og Marokko fra 2007, blev der udviklet en række kriterier, der skulle sikre, at de kvindelige migrantarbejdere rejste hjem igen efter endt sæson. 

“Spanien og Marokko ønskede at være i et slags win-win-system, som på den ene side skal opfylde Spaniens behov for arbejdskraft og på anden side også holde indvandringen nede på et minimalt niveau. Løsningen blev at tilbyde midlertidige kontrakter til helt specifikke kvinder, man vidste ville vende tilbage til Marokko”, skriver Chadia Arab, geograf og forsker i arbejdsmigration hos Nationalt Center for Videnskabelig forskning (CNRS), Paris, i en mail til Danwatch.

Kriterierne er få men konkrete: De kvindelige migrantarbejdere fra Marokko skal være mødre til børn under 14 år, de skal som hovedregel indgå i et forhold med en mand, og de skal som udgangspunkt komme fra fattige landdistrikter. Grundtanken var, at man dermed hjalp kvinder fra fattige kår til at klare sig selv og forsørge deres familier, men flere rapporter, forskere og ikke mindst kvinderne selv beretter om konsekvenser af mere alvorlig karakter. 

Det har fået de samme forskere til at kalde kriterierne for diskriminerende, groteske og en mulig krænkelse af FN’s Børnekonvention.

Den spanske jordbærindustri har gjort sig afhængig af billig, udenlandsk arbejdskraft til at plukke “det røde guld”, som jordbærrene kaldes i bærindustrien.

Hvem, der egentlig kan stilles til ansvar for at udvælge en særlig type af kvinder som arbejdskraft, er ifølge både forskere og forskningsartikler uklart. Men faktum er, at kriterierne eksisterer sort på hvidt i jobopslag, i facebookgrupper og på Marokkos nationale og statsstyrede rekrutteringsbureau, ANAPECs, hjemmeside. 

Oversat af Danwatch
Original på arabisk

Screendump fra hjemmesiden Anapec Job.

Derudover bekræfter flere marokkanske kvinder i Huelva, som Danwatch har mødt, at de skulle være mødre for at få arbejdstilladelse, og at de er blevet bedt om at bevise det.

“Nimble-fingers” 

Historien først. I 1980’erne skete der en omfattende industrialisering af landbrugssektoren i den spanske Huelva-provins. Bærproduktionen og i særdeleshed jordbærproduktionen blev i den proces større, fordi efterspørgslen ligeledes fulgte med. Og den udvikling krævede en speciel type hænder.

Først og fremmest skulle der være mange af dem, hvis produktionen skulle være effektiv. Dernæst skulle de være billige, hvis produktionen også skulle være profitabel, og til sidst skulle de være fleksible, fordi bærproduktion er sæsonbaseret. Arbejdsmigranter har den slags hænder. 

Det har medført, at Huelva i årtier har været afhængige af arbejdskraft fra andre lande. Ikke mindst for at følge med den stigende europæiske efterspørgsel og produktion af friske bær i Spanien, der i dag omsætter for næsten fire milliarder kroner, hvoraf 80 procent af omsætningen netop kommer fra Huelva. 

I lang tid kom arbejderne primært fra Østeuropa, men en bilateral aftale mellem Spanien og Marokko fra 2001 tillod arbejdssøgende marokkanere at komme til Spanien på et 3-6 måneders arbejdsvisum i højsæsonen. Aftalens formål var dengang at styrke og kontrollere forholdet mellem de to lande via arbejdsmigration, men det gik ikke som planlagt: 

“Virksomhederne fandt ikke mændene særligt føjelige. De begyndte at danne fagforeninger, og det kom endda til optøjer og sammenstød med lokale spaniere”, siger Angels Escrivà, som er lektor i sociologi ved Huelva Universitet og en del af netværket Mujeres 24H, der arbejder for kvindelige migrantarbejderes forhold.

Det førte ifølge Angels Escrivà til, at jordbærproducenterne i højere grad besluttede sig for at vælge kvinder. Både fordi kvinderne blev anset for at være en mere stabil arbejdskraft, men også fordi man mente, og til stadighed mener, at kvinder er bedre egnede til plukkearbejdet på grund af deres små hænder. 

“Nimble-fingers”, bliver det kaldt – både her og i Østasiens tekstilindustri. Men Chadia Arab, der også har skrevet en bog om marokkanske, kvindelige migrantarbejdere i Spanien, mener, at den antagelse bygger på stereotype forestillinger om kvinders kroppe og evner. 

“Overalt i verden har man den her forestilling om, at kvinder har mere delikate hænder, som gør dem mere kvalificerede til plukkearbejde. Men i virkeligheden er det langt hen ad vejen bare en stereotyp fortælling, som man bruger for at dække over, at man ønsker kvinder af andre årsager, som bunder mere i muligheder for udnyttelse,“ skriver Chadia Arab til Danwatch. 

Marokko og Spanien indgår aftale 

Cirka 80 procent af bærplukkerne i Huelva er i dag kvinder, hvoraf en stor del af dem kommer fra Marokko. Bare i 2019 ankom næsten 20.000 marokkanske kvinder med midlertidige arbejdstilladelser til Huelva.  

Det høje tal er resultatet af et EU-finansieret projekt igangsat i 2004 af kommunen Cartaya, der ligger i Huelva  

Grundlæggende lavede Marokko og Spanien med 1,5 millioner euro i støtte fra EU en aftale, der skulle styrke den cirkulære migration. Eller det, som EU kalder “win-win-win” migration: Migrationspolitikken skulle både gavne landet, hvor arbejdsmigranter kommer fra; landet, hvor arbejdsmigranterne tog til og arbejdsmigranterne selv. 

Jordbærproducenterne vælger i højere grad kvinder. Industrien hævder, at kvinder er en mere stabil arbejdskraft, og at kvinders mindre hænder er bedre egnede til plukkearbejde.

Det betød, at Marokko og Spanien gik sammen for at finde en løsning, der dækkede Spaniens behov dog uden at beholde arbejdsmigranterne efterfølgende. Men prisen blev også et række  udvælgelseskriterier, der bevidst diskriminerer kvinder og skiller familier ad. 

“Man (Spanien og Marokko, red.) fandt ud af, at den bedste måde, hvorpå man kunne sikre, at arbejdsstyrken vendte hjem igen, var gennem familieforhold. Det blev derfor besluttet kun at rekruttere kvinder i civile forhold og med børn under 14 som garanti for hjemsendelse”, skriver Chadia Arab.

En udtalelse fra den internationale direktør for udenlandske forhold i Marokkos internationale rekrutteringsbureau, ANAPEC, bekræfter Arab’s udlægning. I en forskningsartikel er direktøren, Mr Hamzani, citeret for at sige, at familieforhold øger sandsynligheden for, at kvinderne tager tilbage til Marokko, når sæsonen er ovre.

Mødre skilles fra deres børn

Samme direktør forklarer også i forskningsartiklen, at de kønsspecifikke kriterier skal ses som en hjælpende hånd til kvinder, som højst sandsynlig ikke vil få en lignende mulighed for at kunne forsørge deres familier på anden vis.

Det er en udtalelse, som til dels er sand, skriver Chadia Arab. 

“Der er ingen tvivl om, at kvinderne tjener mere i Huelva, end de ville gøre i Marokko. Hvis de overhovedet ville kunne få et job i Marokko vel at mærke. Denne økonomiske gevinst gør det muligt for kvinderne at være i stand til at overleve og ikke mindst leve, når de vender hjem igen. De får også selvtillid, fordi de bliver i stand til at tage ansvar for deres familier og samfund”. 

Men det er også en sandhed med modifikationer, fortsætter Arab i mailen, for ligesom Samira savner kvinderne deres børn. Og Arab har flere gange oplevet, hvordan adskillelsen af moderen fra resten af familien i flere måneder af gangen kan ende med skilsmisser, opløste familier og psykisk lidelse for mor og barn. 

Samira beskriver eksempelvis, hvordan afstanden mellem hende og hendes treårige søn gjorde hende så fysisk dårlig, at hun ved ankomsten til Spanien måtte lægge sig syg i tre dage. Hun beskriver, hvordan hun en dag faldt om i marken i en form for anfald, som hun aldrig havde prøvet tidligere. 

“Hvis jeg kunne, så rejste jeg hjem til ham (barnet, red.) med det samme”, siger hun.

Ifølge Chadia Arbab ender barnet hos svigerforældre eller ældre søskende, men det ses også, at børn bliver overladt til sig selv. Andre familier må splittes helt, hvis der er flere børn, der skal passes.

“For nogle er det nødvendigt også at adskille søskende fra hinanden, da ansvaret for tre børn kan være for tungt for et enkelt familiemedlem. Den komplette adskillelse kan føre til sammenbrud i familien”, skriver Chadia Arab. 

Sine Plambech er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og har i årevis forsket i international migration, herunder især kvinders migration. Hun fortæller, at millionvis af kvinder verden over efterlader deres børn i et andet land for at rejse væk for at forsørge familien. Men det er sjældent, at man så eksplicit stiller som krav, at arbejdsmigranter skal være mødre. 

“Umiddelbart lyder det som om, at den her praksis strider mod FN’s Børnekonvention, der foreskriver, at man som barn har ret til at være sammen med sine forældre”, siger Sine Plambech.

Større risiko for udnyttelse

En anden negativ slagside af udvælgelses-kriterierne er af mere systematisk karakter.

Når det udelukkende er kvinder fra fattige kår, der rekrutteres, så er det ofte også kvinder, der ikke har andre muligheder. Derudover har kvinderne også færre forudsætninger for at kende deres rettigheder, mens de sjældent kan spansk og derfor har sværere ved at begå sig i Huelva, hvilket er beskrevet i flere rapporter.

29-årige Yasmin tabte sit ufødte barn, mens hun arbejdede i marken og siger, der gik uger, før hun kom på hospitalet, selvom hun blødte meget. Her er hun fotograferet i det hus, hun nu bor i ved et andet jordbærlandbrug.

Det er en kombination, der giver grobund for udnyttelse;

“Når man rekrutterer kvinder på den her måde, så gør man også kvinderne mere sårbare over for specifikke situationer, fordi de ikke har mulighed for at sige fra. Både fordi de er kvinder i et miljø (i bærindustrien i Huelva, red.), der ofte er undertrykkende og endda farligt, men også fordi de er bange for at miste deres indtægt og dermed livsgrundlag,” siger Laura Martinez, kommunikationsmedarbejder hos menneskerettighedsorganisationen Women’s Link Worldwide, som arbejder for de kvindelige bærplukkeres rettigheder. 

Hun bakkes op ad Sine Plambech: 

“De her kriterier udgør nærmest grundsubstansen for at blive udnyttet”, siger DIIS-forskeren. 

Danwatch har snakket med en række marokkanske kvinder, der fortæller om, hvordan de udsættes for daglige trusler, seksuelle overgreb og et umenneskeligt arbejdspres i jordbærindustrien i Huelva. De fortæller også, at det kan være meget svært for den enkelte at sige fra: 

“Han (chefen, red.) har pengene, han har magten, og kvinderne bliver altid nødt til at gøre, hvad han siger. Vi kan ikke stille noget op mod chefen”, siger eksempelvis Hadiya, en marokkansk migrantarbejder, som vi møder i Huelva.

Læs mere her: Marokkanske kvinder fortæller om udbredte seksuelle overgreb i Spaniens jordbærmarker

Udnyttelsen af marokkanske kvinder er også blevet beskrevet flere gange i andre medier. I 2018 kunne tyske Correctiv sammen med Buzzfeed Tyskland eksempelvis berette om seksuelle overgreb i den spanske jordbærindustri. Og samme år lagde 10 marokkanske kvinder sag an mod den spanske jordbærproducent Doñaña 1998, som de anklagede for overgreb, seksuel chikane, voldtægt og trafficking. 

Flere har siden fulgt trop. 

Sådan foregår rekrutteringen 

I praksis er opgaven med at rekruttere kvinderne til sæsonarbejde i Huelva placeret hos Marokkos nationale rekrutteringsbureau ANAPEC og de marokkanske myndigheder. Det er en opgavefordeling, der også står beskrevet i netop Spanien og Marokkos aftale fra 2007, som Danwatch har fået tilsendt af de spanske myndigheder. 

I højsæsonen fortæller flere jordbærplukkere, at de gerne arbejder op til 10 timer i de 40 grader varme drivhuse. De får 45 kroner i timen for overarbejde.

Det er derfor også ANAPEC, som sætter kriterierne i dag, og de fremgår flere steder sort på hvidt. 

I et jobopslag fra 2018, som Danwatch har set, skriver ANAPEC for eksempel, at kvinderne skal være mellem 18 og 45 år, komme fra et landdistrikt og have børn under 14 år. Danwatch har også været igennem flere facebookgrupper, hvor ANAPEC ligeledes efterspørger kvinder, der opfylder disse krav, mens kravene også står oplistet på ANAPEC’s egen hjemmeside. 

Derudover fremgår det også af jobopslaget, at kvinderne skal kunne dokumentere, at de opfylder kravene. De skal blandt andet fremvise en såkaldt familiebog og en ægteskabsattest. Og da Danwatch besøgte Huelva i maj i år for at undersøge forholdene bag de spanske jordbær, kunne marokkanske kvinder også berette, hvordan de blev bedt om at bevise, at de var henholdsvis mødre og fra landet. 

“Du skal kunne fremvise dine børns fødselsattester”, siger en kvinde, da vi spørger hende om rekrutteringen. Hun beskriver også, hvordan hendes veninde blev afvist, fordi hun kom fra en større by og altså ikke et landdistrikt.

“Hun fik ikke lov til at arbejde, fordi hun kom fra Rabat”, siger hun.  

Spaniens ansvar

Selvom Spanien i praksis har udliciteret ansvaret for rekruttering til Marokko, så er de dog ikke ansvarsfrie ifølge Chadia Arab. 

“Marokko opstiller de her kriterier, ja, men de er et direkte produkt af Spanien – og EU’s politik om cirkulær migration, der dikterer, at arbejdsmigranter skal tage hjem til deres oprindelsesland igen, når deres arbejdsvisum er udløbet”, skriver hun.  

Det bekræftes i selve aftalen fra 2007. Her fremgår det flere gange, at formålet med aftalen netop er at sikre, at migrantarbejderne tager tilbage til deres oprindelsesland efter endt sæson, og at ANAPEC er forpligtet til at sørge for det. Derudover fremgår det også af aftaleteksten, at de spanske arbejdsgivere er med til at sætte kriterierne. 

“ANAPEC står for at udvælge kandidater baseret på de kriterier, der er fastlagt af de spanske arbejdsgivere og i overensstemmelse med bestemmelserne i den spansk-marokanske aftale om arbejdskraft fra 2001”, står der blandt andet i aftalen.

Danwatch har af flere omgange spurgt Ministeriet for inklusion, social sikkerhed og migration i Spanien, hvordan de forholder sig til udvælgelseskriterierne, som eksperter kalder diskriminerende, og om de vedkender sig, at de har et ansvar for, at systemet er bygget op omkring en særlig type kvinder. Vi har også spurgt dem om, hvordan de forholder sig til, at de udvalgte kvinder ofte bliver udnyttet i de spanske jordbærplantager, fordi de kan være mere sårbare og bevidst bliver skilt fra deres familier som garanti for, at de vender tilbage til Marokko. 

De spanske myndigheder svarer ikke på spørgsmålene, men en ansat fra ministeriet skriver i en mail; 

Spansk arbejdslovgivning diskriminerer ikke mænd og kvinder. Landbrugsarbejdet udføres i henhold til spansk lovgivning, og enhver diskriminerende praksis er derfor forbudt og vil blive straffet. Udvælgelsen af ​​arbejdere udføres af de marokkanske myndigheder”. 

Danwatch har også spurgt henholdsvis de marokkanske myndigheder og ANAPEC, hvordan de forholder sig til kritikken af udvælgelseskriterierne. De er ikke vendt tilbage. 

“Grotesk” 

Sine Plambech mener helt generelt, at udvælgelseskriterierne og det spanske og marokkanske system til at regulere kvindelige migrantarbejdere er “grotesk”. 

“De her kriterier er så specifikke, at det fremgår helt tydeligt, hvilken gruppe man går efter. At det skal være fattige kvinder, og at man skal være forbundet til en mand. Det lyder fuldstændig grotesk”, siger Sine Plambech. 

Når det udelukkende er kvinder fra fattige kår, der rekrutteres, så er det ofte også kvinder, der ikke har andre muligheder.

Ifølge hende er det typisk, at aftaler som den mellem Spanien og Marokko bliver formuleret som en hjælpende hånd til kvinder, der er udsatte og arbejdsløse, så det passer ind i den win-win-win migration, som EU og de europæiske lande ønsker.

Problemet er bare, at landene sjældent indtænker, hvordan de så også beskytter de kvindelige migrantarbejdere mod udnyttelse:

“Det ses igen og igen, at der ikke er gjort nogle overvejelser i forhold til, hvordan kvinderne bliver givet privatliv eller sikkerhed. Og at de netop udsættes og kan tvinges ud i grænseoverskridende situationer, fordi de er i en sårbar position, hvor de potentielt kan miste deres ophold og deres arbejde, hvis de ikke gør, som arbejdsgiverne siger”, siger Sine Plambech.

Hun mener derfor også, at det spanske og marokkanske system efter alt at dømme ligner en “skrivebordsøvelse”.

“Det virker ret skrivebords-agtigt sat op. Hvis man har sådan et system som det her, så skal man også have en meget stærk struktur og fagforening omkring det. Når der ikke er nogen strukturer omkring kvinderne, så kan de udnyttes. Det burde man vide i en politisk system, så det lyder helt ærligt som et inhumant set-up”.  

Danwatch har spurgt Ministeriet for inklusion, social sikkerhed og migration i Spanien, hvad de gør for at beskytte migrantkvinder mod seksuelle overgreb og udnyttelse – men det spørgsmål har de heller ikke svaret på. 

Af hensyn til deres arbejde og sikkerhed er alle jordbærplukkere anonymiseret. Danwatch er bekendt med deres rigtige identitet.

en danwatch-undersøgelse
Hele undersøgelsen delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.

Er denne undersøgelse noget værd for dig?​

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.

Er denne undersøgelse noget værd for dig?

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.