Regeringen er fast besluttet på at fortsætte den danske milliardeksport til det amerikanske F-35 kampflyprogram, selvom en del af flyene ender i Israel, hvor de risikerer at blive anvendt til mulige krigsforbrydelser i Gaza.

Det fremgik af et nyt samråd om den kontroversielle eksport, som udenrigsminister Lars Løkke (M) var indkaldt til sent mandag.

På samrådet kom det frem, at Udenrigsministeriet har “genbesøgt” den såkaldte rammevurdering efter krigen mellem Israel og Hamas begyndte i oktober sidste år. 

Eksport er i orden

Og resultatet er ifølge Lars Løkke klart.

“Vi revurderer rammegodkendelsen, når der er anledning til det. Efter den 7. oktober har vi genbesøgt rammevurderingen og er nået til den konklusion, at der ikke er noget i vejen for, at vi fortsætter med at levere komponenter til F-35”, sagde udenrigsministeren. 

Ifølge den såkaldte rammegodkendelse kan danske forsvarsvirksomheder eksportere militært udstyr til Danmarks samarbejdspartnere i EU, EFTA og NATO uden at kontrollere mulige slutbrugere.

Regeringen overlader dermed fortsat ansvaret for at vurdere, om de danskudstyrede fly risikerer  bidrage til mulige krigforbrydelser i f.eks. Israel til USA. 

Samrådet om den kontroversielle kampflyeksport var indkaldt af Enhedslisten, efter Danwatch og Information har afdækket, hvordan dansk udstyrede F-35 fly i øjeblikket  deltager i Israels massive bombardementer af Gaza. 

En krig, som ifølge Al Jazeera indtil videre har kostet knap 25.000 palæstinensere, heraf 9.600 børn samt omkring 1.139 israelere livet.

Efterfølgende har en række internationale eksperter i folkeret og våbeneksportkontrol  samstemmende vurderet, at den danske praksis med rammegodkendelser af våbeneksport en overtrædelse af både FN’s Traktat om Våbenhandel og EU’s Fælleserklæring om Våbenhandel.

Den vurdering afviste Lars Løkke på det bestemteste.

“Danmark overholder sine internationale forpligtelser. Men den praktiske udfordring med F-35 programmet er, at 15 virksomheder leverer delkomponenter til F-35 og man kan ikke  differentiere, hvor det ender op,” sagde han og erkendte, at “det er åbenlyst, at det kan ende op i Israel”.

Risiko for krigsforbrydelser

Selv om Israel altså er en af i alt 16 kendte slutbrugere af F-35 kampfly, mener ministeren ikke, at det forpligter Danmark til at vurdere risikoen for, at det danske udstyr bliver anvendt til mulige krigsforbrydelser i Gaza.

Det har både Amnesty International, Human Rights Watch og FN-eksperter ellers advaret om. Og senest har Sydafrika anlagt sag mod Israel ved den Internationale Domstol i Haag med påstand om folkedrab. 

“Vi er nået til den konklusion, at vi deltager i det her samarbejdsprogram, hvor det er USA’s ansvar at foretage den endegyldige våbenkontrol. Det er en metode, der sikrer, at vi kan deltage i et samarbejdsprojekt som F-35,” sagde udenrigsministeren.

Selv hvis den Internationale Domstol i Haague i løbet af de kommende uger når frem til, at der er risiko for, at Israel begår folkedrab i Gaza, ville ministeren ikke love at stoppe eksporten.

Det var ellers et spørgsmål som Christian Friis Bach fra de Radikale meget gerne ville have svar på

“Hvis der pludselig er en faktuel vurdering af, at der foregår brud på folkeretten, vil det være en helt ny situation. Men regeringen har ikke information, der gør, at vi kan konstatere, at der er sket brud på folkeretten,” sagde han. 

Ifølge EU’s Fælleserklæring om våbenhandel er det tilstrækkeligt, at der er en risiko for, at det eksporterede udstyr bliver anvendt til mulige krigsforbrydelser. Men det spørgsmål forholdt Lars Løkke sig ikke til,  trods flere spørgsmål fra Enhedslistens ordfører Trine Pertou Mach.

“Jeg var ved at trække plastikposer ned over bananklaserne på en Chiquita-plantage, da sprøjteflyet kom flyvende i lav højde og kastede skyer af calixin ned over mig. Det er noget af det giftigste, jeg nogensinde har været udsat for. Jeg fik voldsom  kvalme og kastede blod op i flere dage.”

Steve Rodríguez Obregón er generalsekretær i banan- og ananas-arbejdernes fagforening i Costa Rica og fortæller om, hvordan hans land er verdensberømt for at sprøjte deres frugt og grønt med ekstremt mange sprøjtemidler – især i bananplantagerne, og hvordan det skader både lokalbefolkningen og bananarbejdernes helbred.

“Det er et gigantisk problem, som går ud over både økosystemet og vores helbred”, siger han.

“Costa Rica er det land i verden, der anvender allerflest sprøjtemidler,” bekræfter professor Carsten Bruel fra det tekniske universitet i Kaiserslautern-Landau, Tyskland. 

Han er  sammen med lokale forskere i Costa Rica i gang med at kortlægge brugen af sprøjtemidler og fortæller, at deres data taler sit eget klare sprog. 

“Vores data viser, at forbruget af sprøjtemidler er gigantisk. Der anvendes ti gange så mange sprøjtemidler i Costa Ricas bananproduktionen end der gør f.eks. i europæisk vinproduktion”, siger han.

Igen på hylderne

Alligevel kan danske forbrugerne efter flere års pause nu igen købe konventionelle bananer fra Costa Rica i blandt andet Netto, Føtex, Bilka og Rema 1000.

De to supermarkedskæder fjernede ellers alle konventionelle bananer fra hylderne i 2019, da EU forbød anvendelsen at det hjerneskadende insektmiddel chlorpyrifos, fordi de ikke kunne garantere forbrugerne, at der ikke var rester af stoffet i bananerne.

I flere år har danskerne udelukkende kunnet købe økologiske bananer, som ikke sprøjtes i Sallings supermarkeder og hos Rema 1000.

Men nu er de konventionelle bananer altså tilbage på hylderne.

“Vi laver løbende stikprøver af vores frugt og grønt fra højrisikolande. Vi har ikke siden EU forbuddet fundet spor af chlorpyrifos i vores bananer. Og vi tester løbende alle vores produkter,”  Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000 i et mailsvar til Danwatch.

Hos Salling Group svarer pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen næsten det samme.

“Vi og vores leverandører har stram opfølgning på både lovlige og ulovlige pesticider i frugt og grønt, herunder bananer. Vi stiller ekstra skarpt på bananer, grundet vores tidligere krav og fokus på bl.a chlorpyrifos”, skriver han til Danwatch.

“Vi kan aldrig stille garantier, men alle de test, der indtil nu er udført, har alle været acceptable og i overensstemmelse med gældende EU-krav.”

Vil ikke udlevere testresultater

Både Salling Group, der ejer de tre første kæder, og Rema 1000 bedyrer altså, at der ikke er fundet noget problematisk i deres bananer, når de tester dem for rester af sprøjtemidler.

Men ingen af de to virksomheder vil dele deres testresultater med Danwatch.

“Vi udleverer ikke testresultater. Men hvis vi finder spor af noget, skal vi ifølge lovgivningen kontakte Fødevarestyrelsen, og der har ikke været noget i vores test, som har givet anledning til dette,” svarer Jonas Schrøder fra Rema 1000. 

Jacob Krogsgaard Nielsen fra Salling Group meddeler, at hans firma heller ikke ønsker at udlevere testresultater.

“Vi udleverer desværre ikke hverken testrapporter eller statistikker over vores test. Der bliver testet for en lang række stoffer i såkaldte screeningspakker, der indeholder mellem 800-900 forskellige stoffer. Laboratoriet vurderer jævnligt hvilke stoffer, der er relevante at undersøge for i de enkelte produkter”, lyder mailsvaret fra Salling Group. 

Stort problem i Costa Rica

I Costa Rica fortæller Steve Rodríguez Obregón imidlertid, at der er kæmpe problemer med sprøjtemidler i den konventionelle bananproduktion, som beskæftiger mere end 90.000 landarbejdere. 

“Der er utallige eksempler, og vores opgørelser viser, at 86 procent af dem, der bliver forgiftet af sprøjtemidler, er landarbejdere,” siger han til Danwatch. 

Især sprøjtning med kemikalier fra fly er et stort problem og der sker konstant ulykker, hvor folk bliver forgiftet, fortæller han.

“De fleste får voldsomme hudreaktioner og eksem, men der er også arbejdere, som er blevet sterile eller blinde, efter at være blevet sprøjtet med blandt andet svampemidlet mancozeb”, siger han og henviser til en igangværende retssag mod bananproducenten Del Monte.  

På de fleste plantager er der ikke mulighed for at tage bad, når arbejdsdagen slutter, fortæller han, så derfor bliver arbejderne ofte udsat for kemikalierne i meget lang tid.

“Mange af arbejderne bor i nærheden af plantagerne og det sker jævnligt, at deres huse bliver ramt, når der sprøjtes fra luften,” siger han.

Sprøjterester i alle bananer fra Costa Rica

Mens Rema og Salling ikke finder rester af sprøjtemidler i deres bananer fra Costa Rica, ser det lidt anderledes ud hos Danmarks Tekniske Universitet, der løbende gennemfører stikprøvetest af frugt og grønt i danske butikker.

Og her skinner den massive brug af sprøjtemidler i Costa Rica igennem. 

Ifølge et særtræk, som DTU har lavet for Danwatch, har deres laboranter fundet rester af seks forskellige sprøjtemidler i samtlige 52 stikprøver, som DTUs Fødevareinstitut har lavet på bananer fra Costa Rica i perioden 2021-2022. 

DTU’s Fødevareinstitut understreger, at  ingen af fundene af sprøjterester overtræder de tilladte grænseværdier, men til gengæld er der ingen tvivl om, at bananerne har været i kontakt med en lang række kemikalier, før de lander i Danmark.

Blandt de seks sprøjtemidler, som DTU har fundet, er tre svampemidler, to insektmidler og et kombineret svampe-, insekt- og konserveringsmiddel.  Der er dog ikke fundet spor af chlorpyrifos, som var Rema 1000s og Sallings oprindelige årsag til at suspendere salget.

Ingen rene bananer fra Costa Rica

På Institut for Miljøvidenskab på det tyske Kaiserlautern-Landau universitet er professor Carsten Bruehl ikke overrasket over de mange rester af sprøjtemidler, som dukker op, når man tester bananer fra Costa Rica.

“Bananer er den afgrøde, der sprøjtes allermest, både med insektmidler og svampemidler.

Det skyldes, at bananer er en meget sart afgrøde, som vokser i et varmt og fugtigt klima med stor risiko for svampeangreb og sygdomme”, forklarer han.

At forekomsterne af sprøjtemidler i DTUs test er under grænseværdierne overrasker ham til gengæld heller ikke.

“Bananer er ret godt beskyttet, fordi vi ikke spiser skrællen. Desuden bliver de pakket ind i plastik for at skabe et rum, hvor der sprøjtes med insektmidler og for at beskytte dem, når der sprøjtes fra luften. Men på grund af skrællen er det ret usandsynligt, at man vil finde store mængder sprøjtemidler i selve bananen”, siger han.

Ikke bæredygtigt

Men det gør ikke produktionen bæredygtig, understreger Carsten Bruehl.

“De ansatte og dem, der bor i området, ikke mindst børnene udsættes jo for de her sprøjtemidler – uanset at vi ikke risikerer noget som forbrugere. Det rammer også den tropiske biodiversitet og vandmiljøet hårdt”, siger den tyske forsker.  

“Bæredygtighed og forbrugersikkerhed er to helt forskellige ting”. 

“Efter selv at have besøgt bananplantagerne i Costa Rica og set de utrolige mængder sprøjtemidler, som anvendes, har jeg ihvertfald ikke lyst til at spise andet end økologiske bananer.”

Fernando Ramírez, landbrugsingeniør fra det Nationale Universitet i Costa Rica forsker i anvendelsen af sprøjtemidler i det costaricanske landbruget og bekræfter den massive brug af kemikalier i bananproduktionen.

“Der bruges 40 procent flere pesticider nu i forhold til for 20 år siden og bananer er den afgrøde, der sprøjtes allermest. Bananer sprøjtes typisk en gang om ugen, nogle gange hver fjerde-femte dag fra luften,” siger han og fortæller at det især er svampemidlet manzozeb, der sprøjtes med.

Og det gælder alle de store bananproducenter; Chiquita, Del Monte og Dole, understreger han. 

På Costa Ricas Universit fortæller Mauricio Álvarez Mora, lektor i økologi, at det er meget svært at gøre op, hvor store skade de mange sprøjtemidler forårsager på loaklbefolkningen og på bananarbejderne, blandt andet fordi en del af skaderne først viser sig over tid.

“Vi anslår, at op mod 70.000 mennesker kan være skadet på grund af den massive brug af pesticider, men det er meget svært at bevise”, siger han.

Danwatch har forelagt forskernes vurderinger og anklagerne fra den costaricanske fagforening for både Rema 1000 og Salling Group, men ingen af dem har ønsket at svare på, om deres bananer er produceret på en måde, der bæregygting for både miljø og mennesker.

Da Steve Rodríguez Obregón blev oversprøjtet med calixin, forsøgte han at få det firma, der havde sprøjtet, til at tage ansvar for hans skader.  Men det lykkedes aldrig.

“De påstod bare, at flyet aldrig var fløjet over den plantage, hvor jeg arbejdede, så jeg fik aldrig nogen erstatning.”

Da Danmarks eneste adoptionsbureau, Danish International Adoption (DIA), i november i år fik en officiel advarsel fra Ankestyrelsen var beskeden klar: 

DIA’s adoptionsformidling i den afrikanske østat Madagaskar var i strid med konventioner og adoptionsloven. 

Bagtæppet for advarslen var blandt andet ulovlige pengeoverførsler og en unødig forsinkelse af to børns adoptionssager. Men Danwatch kan nu afsløre, at DIA har formidlet adoptioner til Danmark, selvom de vidste, at børnenes papirer kunne indeholde urigtige oplysninger om deres biologiske ophav. 

Danwatch har fået adgang til en række børnesager fra de sidste år, der indeholder modstridende historier om, hvorfor børnene er opgivet til adoption, mens der også er to tilfælde, hvor der er tvivl om, hvem der har givet samtykke til adoptionen. 

Vi er også kommet i besiddelse af en intern korrespondance fra 2022, hvor DIA af deres egen medarbejder bliver gjort opmærksom på, at man ikke kan regne med papirerne fra Madagaskar. 

Samme medarbejder indrømmer i dag, at der var problemer med børnesagerne fra de madagaskiske myndigheders side:

“Vi ved godt, at rapporterne, vi sendte til DIA i Danmark, var problematiske. Men de er skrevet af mennesker, og et forladt barns erindring er meget kompliceret”, siger medarbejderen til Danwatch. 

Professor i socialret ved Københavns Universitet vurderer, at fejlene potentielt kan være brud på børns rettigheder:

“Alene det, at der er en mistanke om uregelmæssigheder som eksempelvis samtykke, gør, at DIA bør undersøge sagen nærmere. Det er jo grove, grove brud på børns menneskerettigheder, hvis de bliver adopteret på et tvivlsomt grundlag”, siger Stine Jørgensen.  

På trods af alarmklokkerne fortsætter DIA med at formidle yderligere to adoptioner fra østaten. Direktør i DIA, Kaspar Bro Larsen, erkender, “at de har reageret for langsomt”.

“Vi kan ikke gå ind i, hvad en tidligere direktør har valgt at gøre og ikke at gøre. Vi må bare konstatere, at Ankestyrelsen ikke har godkendt sager, vi har indstillet, og det kommer vi til at tage læring af og rette ind efter i vores fremtidige praksis”, siger direktør i DIA Kaspar Bro Larsen, der var vicedirektør fra maj 2022, indtil han tiltrådte stillingen som direktør den første maj i år

Vildledende historier 

I maj i år stoppede social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil al adoption fra Madagaskar efter en indstilling fra Ankestyrelsen. Ankestyrelsen var ikke mindst bekymret for en række adoptionssager, som DIA havde sendt ind til godkendelse. 

Adoptionssagerne indeholder en såkaldt børnesag, som er skrevet af hjemlandets myndigheder. En børnesag består typisk af en lægeerklæring, en psykologisk- og social beskrivelse af barnet og en rapport fra politiet, der så vidt muligt beskriver barnets liv, indtil barnet kommer på børnehjem.

Danwatch har fået adgang til og gennemgået børnesagerne og fundet uregelmæssigheder i fire ud af fem sager. I tre af dem er der forskellige udlægninger af, hvorfor barnet er godkendt til adoption. 

Af respekt for børnene og familierne kan vi ikke referere fra de pågældende sager, men i to tilfælde er der tre modstridende historier om det enkelte barnets fortid, mens der i den tredje sag er uklart, hvad der går forud for, at barnet endte på børnehjem. 

Sidstnævnte fremgår af en mailkorrespondance, som Danwatch har fået adgang til. Her spørger en medarbejder fra DIA en kollega i Madagaskar, hvad der er op og ned i en konkret sag. 

Kollegaen svarer ikke på spørgsmålet, men skriver i stedet, at man ikke “tage hensyn til de historier, der står i papirerne”. DIA følger ikke op på svaret fra deres kollega, men fortsætter med adoptionen uden yderligere spørgsmål. Adoptionen bliver senere gennemført.

Tvivl om samtykke

Udover modstridende historier om, hvor børnene stammer fra, er der også to tilfælde, hvor DIA bliver gjort opmærksom på, at der er problemer eller tvivl om, hvem der har samtykket til, at barnet kan adopteres væk. 

I en af sagerne er biologiske forældre ikke navngivet i børnesagen, selvom det ifølge politirapporten er kendt, hvem forældrene er. Af DIA’s interne korrespondance fremgår det, at en medarbejder spørger kollegaen i Madagaskar om mere information og svar på, hvorfor navnene ikke står i papirerne. 

Til det svarer kollegaen i Madagaskar, at “dette er en politiundersøgelse, og den type information vil aldrig blive oplyst til ACAM (den madagaskiske myndigheder, der står for adoptioner, red.) for at beskytte barnet”. Igen vælger DIA ikke at følge op på den information, og hverken DIA eller den adopterede kan derfor få at vide, hvem de biologiske forældre er. Også denne adoption bliver godkendt.

Et lignende problem ses også i en anden sag fra 2022. I barnets papirer er der to udlægninger af, hvem der har sagt ja til, at barnet må adopteres væk. På trods af usikkerheden sender DIA sagen ind til godkendelse hos Ankestyrelsen, som bider mærke i uregelmæssighederne.

En over 400-siders aktindsigt fra Ankestyrelsen, der udlægger forløbet op til lukningen af Madagaskar, viser, at Ankestyrelsen spørger DIA, hvem der egentlig har samtykket til adoptionen.

De fremhæver i den forbindelse, at DIA tidligere har oplyst, at den biologiske mor ikke mødte for retten i forbindelse med børnehjemslederens samtykke til bortadoption, men i den danske oversættelse af dommen fremgår det, at den biologiske mor faktisk mødte i retten. 

DIA svarer aldrig på spørgsmålet, men skriver i stedet til Ankestyrelsen, at de alligevel ikke vil gå videre med sagen. Det sker seks måneder efter, at barnet blev foreslået til adoption gennem DIA. 

Ufuldstændig identitet 

Ifølge forskning kan urigtige eller manglende oplysninger om et adopteret barns ophav give problemer senere i livet. 

En undersøgelse fra 2019 foretaget af forsker og antropolog Sofie Henze-Pedersen viser blandt andet, at nogle adopterede havde svært ved at skabe “fuldstændige” identiteter for sig selv.

“At have viden om eller adgang til viden om ens biologiske ophav kan for nogle adopterede være en vigtig del af deres identitet og selvforståelse”, skriver Sofie Henze-Pedersen i en mail, “og hvis den viden mangler giver nogle adopterede udtryk for en ’hullet’ eller ufuldstændig identitet”. 

Sofie Henze-Pedersen understreger, at de adopteredes ønske om at kende deres biologiske ophav ikke nødvendigvis fylder så meget hele livet, men kan skifte og svinge i takt med store livsbegivenheder.

Professor i sociologi hos Roskilde Universitet Hanne Warming kom frem til en lignende konklusion i forbindelse med en undersøgelse, hun lavede på vegne af Ankestyrelsen i 2018. Rapporten lagde op til, at der skal være større åbenhed i adoptioner.

“Fortællingen om vores livshistorie er vigtig for vores identitetsdannelse. Når vi ikke har adgang til kilder til vores egen historie, kan det opleves som ’tab’ og usikkerhed om, hvem man er”, siger Hanne Warming. 

Fattigt system 

Siden 2007 har danske par kunnet adoptere børn fra Madagaskar, der er et af verdens fattigste lande, og hvor korruption er udbredt.

I 2022 bliver Ankestyrelsen dog opmærksom på forholdene i østaten. I et såkaldt bekymringsbrev skriver Ankestyrelsen til DIA, at de er bekymrede for, om adoptioner fra Madagaskar sker af hensyn til barnets bedste og på et “etisk og fagligt forsvarligt niveau”.

Et par måneder efter – i december –  svarer DIA på Ankestyrelsens henvendelse, at de i forbindelse med deres besøg til Madagaskar fik det indtryk, at ACAM har de ressourcer, der er påkrævet for, at adoptioner kan gennemføres i overensstemmelse med regler og konventioner. 

Den norske avis VG fik imidlertid et andet indtryk, da de i oktober i år besøgte ACAM i Madagaskar. Her bliver de mødt af fem ansatte med to computere, og hvor en del af sagsbehandlingen foregår med kuglepen og papir. 

TIl VG siger en af sagsbehandlerne hos ACAM, at “fejl kan ske”. 

“Hvis vi støder på noget, der ikke er i orden, vil vi undersøge sagen igen. Vi arbejder på mange sager og vil ikke altid opfange alle fejl, men jeg tror, det er sjældent, de slipper igennem”, lyder det fra sagsbehandleren. 

Fortsatte med adoptioner

På trods af, at DIA bliver informeret om fejl i papirerne – og at biologiske forældre i nogle tilfælde ikke bliver angivet i papirerne – fortsætter de med at sende adoptionssager ind til Ankestyrelsen. 

Det gør de på tidspunkt, hvor Ankestyrelsen ellers forbyder DIA at formidle flere adoptioner fra Madagaskar. I marts i år skriver Ankestyrelsen til DIA, at de agter at indstille til Social-, Bolig-, og Ældreminister Pernille Rosenkrantz-Theil at lukke for al adoption fra østaten, og i den forbindelse skal DIA “sørge for, at alle allerede udsendte sager sættes i bero”.

To dage efter svarer DIA, at der er to sager, som vil blive ramt af lukningen, og at det vil være i barnets bedste interesse at fortsætte sagerne. De beder derfor Ankestyrelsen om at gå videre med dem. 

Danwatch har gennemgået børnesagerne, og begge indeholder tre forskellige historier om, hvorfor børnene er opgivet til adoption.

Samme opdagelse gør Ankestyrelsen sig og vælger i april at stoppe dem endegyldigt. I en mail skriver de til DIA, at overensstemmelser “har en så alvorlig karakter, at der set i lyset af vores bekymringer i agterskrivelsen af 30. marts 2023, ikke er udsigt til, at en videre oplysning af sagerne”. 

“Problematisk”

At DIA fortsætter med adoptionerne trods åbenlyse fejl i sagerne er et problem, vurderer eksperter. 

Lektor Hanne Hartoft fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet kan ikke gå ind i de konkrete sager, men mener, at det er “problematisk”, hvis et adoptionsbureau sidder relevant information overhørig. 

”Hvis man som adoptionsformidler sætter kikkerten for det blinde øje og bevidst undlader at undersøge spørgsmål, som er relevante, kan det være dybt problematisk. Sagen kan ændre sig fra at være en adoption, som sker af legale sociale årsager til at være regulær menneskehandel”, skriver Hanne Hartoft i en mail. 

Derudover påpeger Hanne Hartoft, at en række konventioner anerkender det grundlæggende behov for at kende sit ophav, ikke mindst i forhold til vores identitetsdannelse. 

“Dette ser vi blandt andet i FN´s børnekonvention artikel 7 og 8”, skriver Hanne Hartoft. 

Danmark tiltrådte FN’s børnekonvention i 1991 og fastslår, at børn har ret til at “bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold som anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding”.

Ifølge professor i socialret ved Københavns Universitet Stine Jørgensen er det et problem, at DIA ikke selv stopper op og undersøger forholdene i Madagaskar. 

“Det forekommer besynderligt, at det ikke er DIA selv, der rejser det her spørgsmål og beslutter sig for at undersøge nærmere, fordi det er de sådan set forpligtede til”, siger Stine Jørgensen. “Der er nu rigtig mange eksempler på, at den her formidlingspraksis  foregår ureguleret, og den her sag sætter også spørgsmålstegn ved lovligheden af de adoptioner, der er sket”. 

DIA: Må ikke ske igen

Danwatch har spurgt direktør hos DIA, Kaspar Bro Larsen, hvorfor de fortsætter med en adoptionssag, selvom de bliver gjort opmærksomme på, at der kan være tvivl om samtykke. 

Vi har også spurgt dem, hvorfor de fortsætter med at sende adoptionssager ind til Ankestyrelsen, velvidende at man ikke kan regne med informationerne i børnesagerne. 

Kaspar Bro Larsen kan ikke kommentere på de konkrete børnesager, men erkender, “at der er sket et tillidsbrud”. 

“Der er ingen tvivl om, at der er skabt et tillidsbrud her, som vi skal arbejde intensivt på at genoprette. Der er eksempelvis et potentiale i at forbedre det her system ved at åbne op for et bedre internationalt samarbejde mellem stater”, siger Kaspar Bro Larsen. 

Han understreger i den forbindelse, at DIA nu skal tage bestik af situationen og finde ud af, hvordan de kan forbedre deres arbejdsgange. 

“Vi er midt i et langt sejt træk fremadrettet i denne her organisation, der gør, at sådan nogle ting ikke skal ske igen”, siger Kaspar Bro Larsen. 

I seks måneder bad Ankestyrelsen adoptionsbureauet Danish International Adoption (DIA) om at stramme op og rette ind efter reglerne. 

Alligevel valgte DIA at ignorere de løftede pegefingre og holde fast i en ulovlig praksis i den afrikanske østat Madagaskar.

Det viser en over 400 siders korrespondance mellem Ankestyrelsen og DIA, som Danwatch har fået indsigt i.

Helt konkret handler det om adoptionsbureauets såkaldte adoptionshjælp til en række børnehjem i den fattige østat. Ifølge reglerne skal den slags økonomisk støtte udbetales til de madagaskiske myndigheder, men DIA har valgt at give pengene til deres repræsentant på øen i stedet, som har købt mad og andre fornødenheder til børnehjemmene

Den praksis strider ellers mod DIA’s akkrediteringsvilkår, som udstikker rammerne og regelgrundlaget for DIA arbejde med international adoption.

I november i år fik Ankestyrelsen nok og gav DIA en officiel advarsel. Heri fremgår det, at DIA i forbindelse med deres adoptionsformidling fra Madagaskar har handlet i strid med principperne i konventioner og adoptionsloven.

DIA’s åbenlyse tilsidesættelse af reglerne vækker kritik hos eksperter. Professor i socialret ved Københavns Universitet Stine Jørgensen mener, at man skaber tvivl om betalingerne, og det bliver uklart, hvad der betales for.

“Det betyder, at man skaber en ikke særlig transparent betalingsstruktur, der gavner adoptionsformidlingen. Det må aldrig være tilfældet, for så taler vi jo om risiko for handel med børn”, siger Stine Jørgensen, der har forsket i international adoption.

Ekstern lektor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Klaus Josefsen er ligeledes kritisk overfor DIA’s udbetaling af støttemidler i Madagaskar. Ifølge ham efterlader sagen “en berettiget mistillid til DIA som kompetent aktør på området”. 

“At DIA fortsat udbetaler støttemidler i strid med reglerne er yderst kritisabelt og efterlader betydelig tvivl om, hvorvidt de formår at varetage de funktioner og beføjelser, som de er blevet tillagt i forhold til internationale adoptioner”, siger Klaus Josefsen. 

Direktør i DIA, Kaspar Bro, anerkender, at der har været rod i betalingerne: 

“Vi må bare konstatere, at vi ikke har fremvist den dokumentation, som er nødvendigt i forhold til at sikre, at de her adoptioner sker i henhold til børnenes bedste interesse”, siger Kaspar Bro, der siden 2022 har været vicedirektør i DIA, indtil han tiltrådte stillingen som direktør den første maj i år. 

Han tilføjer, at de lige har fået advarslen og nu er ved at tage stilling til, hvilke konkrete tiltag der skal indføres. 

“Det er det arbejde, vi er gået i gang med, og det har vi selvfølgelig fuld fokus på”, siger Kaspar Bro. 

Flere løftede pegefingre

Social- og boligmininster Pernille Rosenkratz-Thiel stoppede i maj i 2023 al adoption fra Madagaskar efter en indstilling fra Ankestyrelsen. De 400 dokumenter, Danwatch har fået aktindsigt i, skitserer forløbet, der ledte op til beslutningen. 

Danwatch har gået hele korrespondancen igennem med en tættekam, og i flere måneder stiller Ankestyrelsen spørgsmål til DIA’s arbejde i den store østat, herunder deres udbetalinger af adoptionsrelateret hjælpearbejde til deres egen repræsentant i landet. 

Allerede i september 2022 bliver DIA gjort opmærksom på, at der kunne være problemer i  måden, de yder støtte på. Her henviser Ankestyrelsen til DIA’s akkrediteringsvilkår, som tilsiger, at det alene er tilladt at yde adoptionsrelateret hjælpearbejde i lande, hvor DIA kan indbetale pengene til den myndighed, der står for adoptioner. 

To måneder senere – i november –  bliver reglerne for hjælpearbejdet bragt op igen. I et internt referat fra et møde mellem Ankestyrelsen og DIA fremgår det, at Ankestyrelsen spørger, om DIA har lavet en aftale med den madagaskiske adoptionsmyndighed ACAM om fremover at give støttemidler gennem dem.

Til et møde i december runger samme ekko. Ligesom i november viser det interne referat, at Ankestyrelsen endnu engang spørger DIA, om de har talt med ACAM med henblik på at ændre deres udbetaling af støtte og rette ind efter reglerne. 

Nægter at følge reglerne 

Alle gangene er svarene til Ankestyrelsen det samme. DIA fortsætter med at yde støtte i Madagaskar, som de hele tiden har gjort.

Til mødet i november lyder det blandt andet fra den daværende direktør i DIA, Robert Jonasen, at han ikke mener, at ACAM har den nødvendige kapacitet til at administrere den økonomiske støtte fra DIA. Han fastholder derfor, at pengene betales til deres repræsentant i Madagaskar og fremhæver samtidig, at “det kun er ganske små beløb, det drejer sig om”. 

Samme tilgang har DIA til mødet i december. Da Ankestyrelsen spørger, om DIA i forbindelse med deres rejse til Madagaskar har benyttet muligheden for at lave en aftale med ACAM om støtten, svarer DIA nej. 

DIA vil, som det lyder i et internt referat, fortsat udbetale støtte til repræsentanten, der så køber mad for pengene, som hun efterfølgende leverer til ACAM. Og det er, hvad de gør: I december 2022 udbetaler DIA lidt over 13.000 kr. til deres repræsentant i Madagaskar.

Danwatch har forelagt hele forløbet for professor i socialret ved Københavns Universitet Stine Jørgensen, og hun mener ikke, at DIA’s svar “giver mening”. 

“Det er jo helt skørt, at DIA mener, at centralmyndigheden i Madagaskar har ressourcer til at varetage internationale adoptioner men ikke til at håndtere den økonomiske støtte, DIA selv betegner som småbeløb”, siger Stine Jørgensen med henvisning til, at DIA gennem hele korrespondancen står fast på, at adoptioner fra Madagaskar sker på et fagligt forsvarligt grundlag. 

Eksperter: Kan have brudt loven 

Efter lukningen af Madagaskar fortsatte Ankestyrelsen med at undersøge DIA’s adoptionsformidlinger fra øen. Fra maj til november får DIA mulighed for at indsamle dokumentation for at redegøre for deres betalinger til repræsentanten, men i november faldt hammeren så med en advarsel. 

Heri kritiserer Ankestyrelsen, at “DIA har udbetalt støtte i Madagaskar uden at have kendskab til, om støtten var i overensstemmelse med DIA’s akkrediteringsvilkår”.

De henviser blandt andet til, at DIA har udbetalt støtte uden først at henvende sig til Ankestyrelsen, og at DIA heller ikke har været i dialog med ACAM om rammerne og kriterierne for støtten.

Danwatch har foreholdt to adoptionseksperter sagen, og i tråd med Ankestyrelsen vurderer de, at DIA har brudt sig mod de gældende adoptionsregler.

“Det ser ud som om, at DIA har brudt sig mod den danske adoptionslovgivning og de akkrediteringsvilkår, de er forpligtet til at følge”, lyder det fra Stine Jørgensen.

Lektor i forvaltningsret Klaus Josefsen er enig: 

“DIA har handlet i strid med loven. Det er det, der er tale om”, vurderer Klaus Josefsen.  

Risiko for handel med børn

Netop adoptionsrelateret hjælpearbejde såsom økonomisk støtte til børnehjem i lande, hvor der foregår international adoption, har længe været en omstridt praksis.

Loven er derfor flere gange blevet tilpasset og skærpet, når det kommer til at adskillelsen af humanitært arbejde og adoptionsformidling. Argumentet har som regel været, at der ikke må være et afhængighedsforhold mellem penge og adoption, der i sidste ende kan minde om børnehandel. Der er dog til dato ingen kendte sager af børnehandel i forbindelse med adoptioner til Danmark.

Ifølge organisationen Defence for Children kan det humanitære bidrag fra adoptionsbureauer blandt andet medføre, at et barn bliver foreslået til international adoption i stedet for at afsøge mulighederne for anbringelse i hjemlandet. 

Defence for Children skriver også, at der med adoptionsrelateret hjælpearbejde følger en risiko for, at landene bliver afhængige af de indtægter, der er forbundet med international adoption. En lignende bekymring lufter Ankestyrelsen i en rapport fra 2019.

I rapporten fremgår det, at den slags hjælpearbejde kan medvirke til, at antallet af børn, der bliver adopteret internationalt, kunstigt opretholdes. 

DIA: Reageret for langsomt

I et interview til Danwatch erkender DIA, at der har været problemer i Madagaskar. 

“Vi har reageret for langsomt”, siger direktør Kaspar Bro, der påpeger, at forløbet med Madagaskar er sket under en tidligere direktør. 

Hvad har I tænkt jer at gøre for at sikre at det her (ulovlig udbetaling af adoptionsstøtte, red.) ikke sker igen?  

“Vores samarbejde i Madagaskar er jo ophørt”. 

Men jeg tænker også i forhold til andre lande? 

“Madagaskar var det eneste land, hvor vi har haft adoptionsrelateret hjælpearbejde. Og det var en fejldisponering. Vi havde ikke rammerne på plads til det”. 

Bliver der rettet op på det nu? 

“Vi laver ikke adoptionsrelateret arbejde i andre lande”.

Men bliver der lavet en fast procedure for den slags hjælpearbejde? 

”Den slags hjælpearbejde vil slet ikke være en del af DIA’s måde at arbejde på længere”.

Danwatch har forelagt den tidligere direktør for DIA Robert Jonasen kritikken. Han er ikke enig i alle Ankestyrelsens vurderinger, men har derudover ingen kommentarer til forløbet.

Ekspert: Ankestyrelsen har sovet i timen 

Fra september 2022 til marts 2023 har Ankestyrelsen og DIA ping-ponget frem og tilbage om, hvorvidt adoptionsarbejdet og adoptioner fra Madagaskar følger de konventioner og regler, som international adoption er underlagt. 

Ifølge Klaus Josefsen viser forløbet, at DIA har fået for lang snor. Han mener, at Ankestyrelsen langt tidligere burde have sikret sig dokumentation for, at betalingerne foregik i overensstemmelse med reglerne. 

“I flere måneder påtaler de overfor DIA, at det strider imod reglerne, men DIA holder fast i deres praksis. Der burde Ankestyrelsen have gået hårdere til dem og sagt nu skal vi simpelthen have syn for sagen, at det her stopper”, siger Klaus Josefsen. “På den måde har Ankestyrelsen jo sovet i timen”. 

Han tilføjer, at sagen bør give anledning til, at Ankestyrelsen nu ser på de øvrige lande, hvor DIA arbejder i for at sikre, at noget lignende ikke foregår.  

Danwatch har forelagt kritikken for Ankestyrelsen, som henviser til deres advarsel, der ligger på deres hjemmeside. Heri vurderer Ankestyrelsen, at “DIA ikke har dokumenteret, at det adoptionsrelaterede hjælpearbejde i Madagaskar er i overensstemmelse med DIA’s akkrediteringsvilkår”. 

De vurderer også, at “udbetalingen af støtte heller ikke imødekommer det bagvedliggende formål om at skabe større gennemsigtighed samt sikre et større indblik og styring med disse betalinger hos de respektive centralmyndigheder”. 

Ankestyrelsens skriver desuden i en mail, at såvel sagsforløb som Ankestyrelsens tiltag er tydeligt beskrevet i deres indstilling til ministeriet og i Ankestyrelsens advarsel til DIA. 

Der er blevet adopteret 42 børn fra Madagaskar siden 2007. 

Rettelse: Eksperter vurderer, at DIA’s lovbrud potentielt kan risikere at føre til børnehandel. Der er dog ingen kendte tilfælde af børnehandel i forbindelse med adoptioner til Danmark, og dette er nu tilføjet til artiklen.

Danish Crown er i øjeblikket på anklagebænken for vildledende markedsføring i det, der bliver kaldt “Danmarks første klimaretssag”. Nu kan selskabet føje endnu et problem til samlingen. 

Flere eksperter udtaler til Danwatch, at forskningen bag reklamekampagnen fra 2020, som Danish Crown er blevet sagsøgt for, ikke lever op til Forbrugerombudsmandens krav. 

Reklamekampagnen markedsførte det, som Danish Crown kaldte “Klimakontrolleret gris”. En af påstandene i reklamerne var, at dansk svinekøds klimaaftryk blev mindsket med 25 procent siden 2005. 

Dokumentationen bag den påstand er en såkaldt livscyklusvurdering fra Aarhus Universitet. Det er en metode til at beregne produkters klima- og miljøaftryk og forkortes LCA.

Men ifølge eksperter lever rapporten fra Aarhus Universitet ikke op til de såkaldte ISO-standarder, som Forbrugerombudsmanden som udgangspunkt kræver i grøn markedsføring. Eksperterne mener, at rapporten undervurderer dansk svinekøds klimaaftryk.

Aarhus Universitet erkender til Danwatch, at rapporten ikke er ISO-certificeret men står stadig bag resultaterne i den. Det gør Danish Crown også og mener, at livscyklusvurderinger “uden problemer kan følge andre standarder”.

Tre store fejl

Kim Christiansen, der godkender livscyklusvurderinger som konsulent og har deltaget i udarbejdelsen af ISO-standarderne i Dansk Standard, forklarer, hvorfor rapporten ikke lever op til standarderne. 

“Rapporten lever ikke op til ISO-standarderne på tre områder. Den er ikke fagfællebedømt eller kvalitetssikret af andre forskere. Der er ikke regnet på, hvor usikkert resultatet er. Og der er ikke redegjort for, hvorfor der ikke er regnet på forskellige miljøkategorier herunder klimaaftrykket fra dyrkning af foder”, siger kemiingeniør og LCA-konsulent Kim Christiansen. 

Søren Løkke, lektor ved Institut for bæredygtighed og planlægning ved Aalborg Universitet, er enig i, at rapporten ikke lever op til ISO-standarderne.   

”Jeg er enig i de kritikpunkter Kim Christiansen peger på, og at rapporten derfor ikke fuldt ud lever op til ISO-standarderne. I forhold til rapportens konklusioner er det min vurdering, at den fraværende vurdering af konsekvenserne af arealanvendelsen særligt til foder – betyder, at klimaaftrykket både før og efter bliver undervurderet”, lyder det fra Søren Løkke.

Arealanvendelse dækker over brug af areal til landbrugsproduktion. Det belaster blandt andet klimaet at pløje jorden, da det udleder klimagasser fra jordens kulstoflager. Derudover er der også indirekte klimapåvirkning ved arealanvendelse. Brug af landbrugsjord øger den generelle efterspørgsel på jord og vil for eksempel være forbundet med øget fældning af regnskoven.  

Søren Løkke pointerer, at rapporten – udover de førnævnte kritikpunkter – virker lødig, og at det ikke nødvendigvis ville give en mindre reduktion, hvis forskerne havde medregnet effekterne af arealanvendelse. 

Danwatch afslørede for nyligt i samarbejde med Politiken, at Danish Crown havde så stor indflydelse på svinerapportens tilblivelse, at det ifølge eksperter i forskningsfrihed strider mod principper om armslængde og uvildighed. Men det er første gang, at eksperter i livscyklusanalyse udtaler kritik af rapporten.  

Forbrugerombudsmanden vil ikke forholde sig specifikt til rapporten fra Aarhus Universitet. Men chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, Christian Poll, bekræfter over for Danwatch, at det som udgangspunkt er et krav, at markedsføring af produkters klimaaftryk skal dokumenteres med en livscyklusanalyse, der lever op til ISO-standarderne.

“Et udsagn om en vis reduktion i CO2-udledningen siden et bestemt årstal er en faktisk oplysning, som skal dokumenteres. Udsagnet skal dokumenteres med en livscyklusvurdering, og den skal som udgangspunkt leve op til ISO-standarderne”, lyder det i et skriftligt svar fra Christian Poll. 

Usikre beregninger

Kim Christiansen forklarer, hvorfor det er vigtigt, at livscyklusvurderinger lever op til ISO-standarderne. 

For det første er det vigtigt med en såkaldt følsomhedsanalyse, som er beregninger af, hvor usikre forskningens resultater er. Han tilføjer, at resultatet på de 25 procents reduktion i rapporten fra Aarhus Universitet er så usikkert, at det ligger inden for en rimelig sandsynlighed, at der slet ikke har været nogen reduktion.   

“Der er så mange usikkerheder i de forskellige antagelser og data, at det er muligt, at der slet ikke har været en reduktion, eller at den har været meget lille”. 

Der skal også redegøres for valget af de former for miljøbelastning, som medregnes. Det bliver der ikke i rapporten, siger Kim Christiansen. Han undrer sig for eksempel over, at klimabelastningen fra arealanvendelse ikke er medregnet.  

Altid en god ide

Professor og ekspert i livscyklusvurderinger Jannick Schmidt, er enig med Kim Christiansen i, at arealanvendelse bør medregnes.   

“Livscyklusvurderinger af fødevarer bør medregne direkte og indirekte arealanvendelse. Det er en stor post i det samlede regnskab, og selvom der er uenighed om metoderne, skal det gøres”, siger Jannick Schmidt, professor ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning ved Aalborg Universitet.

Jannick Schmidt understreger, at han udtaler sig generelt og ikke specifikt om rapporten fra Aarhus Universitet. Det vil ikke være passende, da han arbejder i en konsulentvirksomhed, der laver livscyklusvurderinger for Danish Crown, siger han.

Jannick Schmidt bekræfter, at livscyklusvurderinger skal fagfællebedømmes eller kvalitetssikres af andre forskere, hvis den skal leve op til ISO-standarderne.

“Det er altid en god ide i forskning”, siger han. 

Skal være markant bedre end konkurrenterne

Både Søren Løkke og Kim Christiansen bemærker, at rapporten ikke indeholder en analyse af, hvorvidt dansk svinekød har reduceret klimaaftrykket mere end andet svinekød.

En sådan analyse er en del af Forbrugerombudsmandens dokumentationskrav. 

“Studiets resultater skal vise, at den opnåede reduktion er markant større end for tilsvarende produkter på markedet for tilsvarende tidshorisont”, skriver chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden Christian Poll. 

En reduktion på 25 procent er formentlig heller ikke nok til at kunne betragtes som retvisende miljømarkedsføring, hvis reduktionen er opnået i løbet af mange år, tilføjer han.

“En reduktion på 25 procent over en lang årrække vil typisk ikke være markant bedre end tilsvarende produkter. Men det vil bero på en konkret vurdering”. 

Vil ikke længere udtale sig

Institutleder Jørgen E. Olesen erkender over for Danwatch, at svinerapporten hverken er fagfællebedømt, inkluderer arealanvendelse eller indeholder en følsomhedsanalyse, og at den ikke er “ISO-certificeret”. Instituttet står dog bag resultatet i den, oplyser leder af Institut for Akroøkologi ved Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen i et skriftligt svar.

Danwatch har derfor spurgt Aarhus Universitet, om universitetet er enig i Forbrugerombudsmandens beskrivelse af dokumentationskravet, og om universitetet har et ansvar, hvis Danish Crowns klimareklamer ikke lever op til Markedsføringsloven. Men universitetet vil ikke længere udtale sig på grund af den verserende retssag, lyder det.

“Af hensyn til den juridiske proces ønsker vi at afvente med yderligere kommentarer”, oplyser Ole Hertel, Prodekan for myndighedsbetjening og erhvervssamarbejde på Aarhus Universitet.

Danish Crown påpeger i et skriftligt svar, at det kun er som udgangspunkt, at Forbrugerombudsmanden kræver en LCA, der lever op til ISO-standarderne. Slagterigiganten tilføjer i den forbindelse, at rapporten lever op til EU’s metodekrav til livscyklusvurderinger, som hedder Product Environmental Footprint og forkortes PEF.

“Rapporten her er udarbejdet efter PEF-standarden, som er en harmoniseret EU-standard, der bygger på mange af de samme principper som ISO, og samtidigt er det den model, der efterspørges fra vores kunder på det europæiske marked”, skriver pressechef i Danish Crown, Jens Hansen.

“Derfor er vi fortsat af den overbevisning, at alle tal og resultater fra rapporten er fuldstændigt valide”, tilføjer han.

Dette står dog i kontrast til udmeldinger fra Aarhus Universitet. Universitetet noterer i et notat om livscyklusvurderinger i landbrugssektoren, at det er skrevet i PEF-retningslinjerne, at direkte arealanvendelse skal medregnes, hvilket svinerapporten ikke gør.

Er det en fej, at rapporten ikke medregner direkte arealanvendelse, når nu I skriver, at PEF fastslår, at det skal medregnes?

“Der er ikke en tale om en analyse baseret på fuld PEF eller ISO certificering, men en analyse baseret på principperne i PEF”, skriver Jørgen E. Olesen, leder af Institut for Akroøkologi ved Aarhus Universitet.

På spørgsmål om rapportens manglende fagfællebedømmelse pointerer Jørgen E. Olesen, at forskerne bag rapporten har fået publiceret en livscyklusvurdering i tidsskriftet Livestock Science i 2021, som er fagfællebedømt, og som bygger på den samme model, som svinerapporten gjorde.

Ombudsmandens ord vejer tungt

Men artiklen i Life Stock Science er muligvis slet ikke relevant som dokumentation i retssagen mod Danish Crown. Rapporten kom først i 2021, cirka et år efter reklamekampagnen for Klimakontrolleret gris, og Forbrugerombudsmanden fastslår til Danwatch, at det er den dokumentation, som foreligger på det tidspunkt, hvor markedsføringen foregår, der tæller. 

“Dokumentation, man har fået udarbejdet senere, end da selve markedsføringen fandt sted, er ikke relevant”, skriver Christian Poll, Chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden. 

Selvom det er Vestre Landsret og ikke Forbrugerombudsmanden, der skal afgøre, om Danish Crown er skyldig i vildledende markedsføring, vil Forbrugerombudsmandens retningslinjer formentlig veje tungt. Det siger professor i markedsføringsret Caroline-Heide Jørgensen. 

“Det giver rigtig god mening, at domstolene tillægger Forbrugerombudsmandens vejledning meget stor vægt, når de skal vurdere, om der er tale om vildledning eller ej”, siger Caroline-Heide Jørgensen, professor i markedsføringsret og leder af Center for Markeds- og Erhvervsret ved Københavns Universitet. 

Det nuancerer professor i markedsføringsret Jan Trzaskowski dog. Han påpeger, at Forbrugerombudsmandens ikke er en domstol, og at Vestre Landsret derfor ikke nødvendigvis vil Forbrugerombudsmandens retningslinjer. 

Flere partier kritiserer, at offentligheden ikke må få indsigt i kontakten mellem interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, eller mellem landbrugsgiganterne Danish Crown og Arla, og den ekspertgruppe, der snart kommer med sit oplæg til politikerne på, hvordan en CO 2 -afgift på landbruget kan skrues sammen.

Samtidig afviser eksperter at der overhovedet er hjemmel i loven til mørklægningen.

Det kunne Danwatch i går fortælle, i samarbejde med Dagbladet Politiken.

Danwatch har sendt flere spørgmål om sagen til skatteministeren, og anmodet om et interview, men blot modtaget en udtalelse fra Skatteministeriet om at afslag på aktindsigt kan indklages til Ombudsmanden. Nu har ministeren imidlertid ladet sig interviewe om sagen til Politiken. Vi bringer interviewet her:

Hvorfor må man ikke få indsigt i den dialog, den mødeaktivitet og de input, der har været mellem de her interessenter og ekspertgruppen?

“Ekspertgruppens sekretariat fungerer som en selvstændig myndighed. Det vil sige, at de træffer selv afgørelser om aktindsigt. Og jeg synes jo, det er meget naturligt, at de har et fortroligt rum, hvor de kan mødes med alle dem, de har lyst til at mødes med”, siger skatteministeren til Politiken.

Jeppe Bruus kan umiddelbart ikke se det kritisable i, at Danwatch i samarbejde med Politiken har kunnet fortælle, at ekspertgruppens sekretariat end ikke ønsker at udlevere en oversigt over eventuelt afholdte møder med landbrugslobbyen.

At ekspertgruppen med økonomiprofessor Michael Svarer i spidsen holder den slags møder og inddrager organisationer som Landbrug & Fødevarer i sit arbejde er ikke helt utænkeligt. Landbrug & Fødevarer står oplistet i den følgegruppe, ekspertgruppen kan trække på som “nyttig vidensbank” og et sted at hente “aktuel og relevant viden og sparring til ekspertgruppens arbejde”, som det hedder.

Og skatteministeren forventer da også, at ekspertgruppen gør brug af muligheden. Ja faktisk ville det modsatte være angribeligt, mener han.

“I det her tilfælde ville det være meget kritisabelt, hvis der ikke var en dialog imellem ekspertgruppen og dem, det (en CO 2 -afgift på landbruget, red.) handler om”, mener Jeppe Bruus.

“På samme måde, som vi involverede erhvervet, da vi lavede en CO 2 -afgift på industrien, mener jeg, at det er fuldstændig naturligt at involvere de interessenter, som er en del af den lovgivning, vi skal sidde og lave. Og det vil være stærkt kritisabelt, hvis vi ikke arbejder på den måde”.

Men spørgsmålet er, hvorfor man ikke må få indsigt i den dialog, den mødeaktivitet ogde input, der så har været mellem de her interessenter og ekspertgruppen?

“Det er en selvstændig myndighed. Og det vil sige, at hvad de svarer på i forhold til aktindsigter, og hvad de vil give indsigt i, det er op til dem”.

Jeppe Bruus fortsætter:

“Vi nedsætter netop en ekstern gruppe for, at de har et rum til at sidde og arbejde i. Som også er fortroligt. Også for mig som minister”.

Du kunne vel beslutte, at når ekspertgruppen kommer med sin rapport, så vil du bede dem fortælle eller fremlægge, hvad for en kontakt og dialog og input, der har været fra de forskellige interessenter?

“Altså, de input, som jeg vil tro, at interessenterne sender til ekspertgruppen, sender de også til… altså, de har været i medierne med dem. Og landbruget har lagt dem åbent frem, hvad deres plan er, og hvad for nogle initiativer, de forestiller sig til at reducere frem mod 2030”.

Landbrug & Fødevarer har dog ikke ønsket at være åbne omkring deres kontakt til ekspertgruppen. I en mail til Danwatch har interesseorganisationen således afvist at ville udlevere den kommunikation, der har været.

Skatteministeren har tilsyneladende heller ingen særlig indsigt i det forhold.

“Jeg har ikke selv kendskab til de møder eller den dialog, der er mellem Landbrug & Fødevarer og ekspertgruppen. Og det er også helt naturligt, fordi hvis jeg skulle sidde som politisk valgt minister og blande mig i det, så går fidusen jo lidt af at have en ekspertgruppe, der faktisk har et rum, de selv kan agere i”.

Men du ville ikke synes, det var væsentligt, når man skal tage stilling til de scenarier og anbefalinger, ekspertgruppen kommer med, at man har med i regnestykket, hvad der har været af input fra de forskellige interessenter?

“Når ekspertgruppen kommer med deres anbefalinger på et tidspunkt, så har vi jo lagt op til, at der kommer en proces, hvor vi sætter os sammen med en række interessenter i et partnerskab – en trepart – og kigger på de anbefalinger. Og jeg vil da have den formodning – fordi sådan er det normalt, når vi arbejder i de processer – at de så præsenterer de ting, som de synes er væsentlige. Og mon ikke også det er de samme ting, de trods alt har syntes var væsentlige at præsentere over for ekspertgruppen?”.

Det kan du jo så ikke vide, fordi du ikke kommer til at få indsigt i, hvad deres input har været …

“Nej, men vi har nedsat en ekspertgruppe, for at de – de er en selvstændig myndighed – har et rum til at udvikle deres bud på de løsninger, vi har beskrevet i kommissoriet. Og der har jeg jo armslængde til den ekspertgruppe. Det er rammer, som er helt normale og gængse i forhold til, hvordan sådan en ekspertgruppe fungerer. Og det respekterer jeg”.

“Der er intet gedulgt eller skjult over, at de selvfølgelig mødes de medlemmer, der er i den følgegruppe. At de har et rum til at arbejde i – det er jeg helt tryg ved. Og hvad de ønsker at give aktindsigt i den ekspertgruppe, det er op til dem. Det er ikke noget, jeg skal blande mig i som minister”.

I tusindvis af år har landbruget været det primære erhverv i Danmark. Men siden midten af 1800-tallet, hvor over halvdelen af befolkningen var beskæftiget i landbruget, er det gået støt tilbage. I dag er der blot 7.223 fuldtidslandmænd og 30.000 deltidslandmænd tilbage i Danmark.

Og det er ikke bare antallet af landmænd, der er styrtdykket.

Det er også landbrugets økonomiske betydning. Ifølge Danmarks Statistik leverede  landbruget 3,6 procent af det danske bruttonationalprodukt i 2022 og cirka ti procent af de samlede danske eksportindtægter samme år.

Alligevel har landbruget formået at opretholde en unik position og indflydelse i det danske samfund, vurderer en række magtforskere, som Danwatch og Politiken har talt med. 

Med den store interesseorganisation Landbrug & Fødevarer i spidsen rækker landbrugets indflydelse langt ind i såvel regering som Folketing og embedsmandsgemakker.

Men også til universiteternes forskergange, bestyrelseslokaler hos flere banker og kreditinstitutter – og ikke mindst til industriens organisationer og de fagforeninger, der organiserer de ansatte i fødevarebranchen, som landbruget leverer råvarer til.

“Landbrug & Fødevarer er en af de mest indflydelsesrige organisationer i Danmark. De er veletableret af magteliten, en slags stat i staten,” siger lektor Christoph Houman Ellersgaard fra Institut for Organisation på Copenhagen Business School, der er en af landets førende magtforskere. 

Unik magtposition

Ifølge eksperterne er Landbrug & Fødevarer en organisation, der som ingen andre her i landet, har ambassadører med politisk indflydelse på rigtig mange niveauer i det danske samfund og forstår at bruge dem. 

“De er en af de få statsanerkendte interesseorganisationer, som det er helt naturligt at tage med på råd, når der skal træffes politiske beslutninger her i landet”, siger Christoph Houman Ellersgaard.

Og det er Anton Grau Larsen, lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitetscenter, enig i. 

“Dansk Industri kommer ind på en klar førsteplads blandt interesseorganisationernes magt, og der er langt ned til andenpladsen. Fagbevægelsen er også meget stærk, men Landbrug & Fødevarer ligger helt klart i top tre”, siger Anton Grau Larsen, der ligesom Ellersgaard forsker i magteliter.

Problematisk skævvridning

Flere af de magtforskere, som Danwatch har talt med, peger på, at landbrugslobbyen har uforholdsmæssig stor styrke i forhold til de interesser, de repræsenterer.

“Landbrug & Fødevarers indflydelse er slet ikke proportionel med erhvervets reelle størrelse”, siger Christoph Houman Ellersgaard.

“Der er ingen anden faggruppe i Danmark, der har en så betydelig indflydelse på dansk politik som de 7.322 landmænd i Landbrug & Fødevarer. Og landbrugets lobbyister sidder med mange steder, hvor det ikke længere er relevant. F.eks ville det være væsentligt mere relevant, hvis Novo Nordisk sad med i Det Økonomiske Råd i stedet for Landbrug & Fødevarer,” siger han med henvisning til Novo Nordisks store betydning for dansk økonomi.

Og det er Anton Grau Larsen enig i.

“Det er en skævvridning af magten, som går igen mange steder i det danske samfund. Overalt er eksportvirksomheder og – brancher overrepræsenteret”. 

“I tilfældet med Landbrug & Fødevarer skaber det et mismatch mellem, hvad befolkningen ønsker, og hvad magtfulde grupper som Landbrug & Fødevarer er i stand til at lobbye igennem”, siger han.

“Konsekvensen kan vi blandt andet se på miljø og klimaområdet. Det ligger lige for, at det halter på det grønne område, fordi Landbrug & Fødevarer er så indflydelsesrig. De kan forsvare sig mod reformer.”

Et demokratisk problem

Landbrugets store indflydelse er et demokratisk problem, fordi landbruget har langt større indflydelse, end landmændenes antal og deres betydning for økonomien tilsiger, mener forskerne.

“Når lobbyister er effektive og har mange ressourcer, kan de få større indflydelse på en politisk proces end dem, der har investeret færre penge. Det er et grundlæggende demokratisk problem. Hvis vi ser på, hvor mange mennesker, der reelt arbejder i landbruget, taler vi om få promille af befolkningen, som der tages uforholdsmæssigt store særhensyn til”, siger Christoph Houman Ellersgaard.

Og den vurdering bakker Anton Grau Larsen op om.

Anne Skorkjær Binderkranz, professor og magtforsker på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet,  understreger på sin side, at det kan give god mening at have landbruget med på sidelinjen, når der skal lovgives om landbrugsanliggender.

“Hvis landbruget er med rundt om bordet, kan man gøre det hele smartere fra starten og undgå uhensigtsmæssige konsekvenser af nye love. Det har en masse positive sider”, siger hun.

“Men på den negative side står, at landbrugets interesser får langt større aftryk på dansk  politik, end de ellers ville have gjort. Det er især et problem, når de grønne organisationer ikke har de samme muskler at spille med. Så bliver der jo en ubalance, hvor landbruget trækker det længste strå”, siger hun.

Danwatch og Politiken har gentagne gange anmodet om interview med en ledende repræsentant for Landbrug & Fødevarer, men chefrådgiver Simon Graugaard Schmidt fra kommunikationsafdelingen meddeler i en mail, at organisationen ikke ønsker at medvirke. 

Landbrug & Fødevarer afviser ligeledes at besvare skriftlige spørgsmål.

“Vi ønsker ikke at bidrage til artiklen”, skriver han.

Usynlig påvirkning

Et af de karakteristiske træk ved den danske landbrugslobbys magt er ifølge forskerne, at den er så vidt forgrenet og usynlig.

Størstedelen af landbrugets påvirkning af den politiske proces foregår ifølge forskerne uden for offentligheden søgelys i form af møder i lukkede, fortrolige fora og via uformelle kontakter til politikere og embedsmænd. 

Som Danwatch netop har afsløret, har det f.eks. vist sig umuligt at få indsigt i, hvordan landbrugslobbyen forsøger at påvirke det igangværende salgsmål om, hvordan en kommende CO2 afgift for landbruget skal se ud. 

Ligesom med det berømte isbjerg, hvor ni tiendedele af isen gemmer sig under havets overflade, stikker en lille del af landbrugets politiske indflydelse dog også op over overfladen – hvor den kan måles og vejes.

På baggrund af oplysninger fra Folketingets hjemmeside og en række helt nye forskningsresultater, har Danwatch og dagbladet Politiken kortlagt den synlige del af landbrugslobbyens aktiviteter over for regeringen og Folketinget. 

Og tallene taler deres eget klare sprog.

Både når det gælder de økonomiske ressourcer, antallet af ansatte, mængden af pladser i Danmarks officielle råd og nævn, antallet af høringssvar og skriftlige henvendelser til Folketinget eller ser på, hvor ofte landbrugets talsmænd er på besøg hos Folketingets udvalg, viser det sig, at landbrugslobbyen er meget stærkt repræsenteret.

Og i alle tilfælde er landbrugets repræsentanter langt mere aktive end f.eks. de grønne organisationer, som ifølge forskerne er den naturlige modpart i politiske spørgsmål vedrørende landbruget.

Langt mere end Axelborg 

Noget af det første, forskerne understreger, er at landbruget råder over store økonomiske ressourcer og mange medarbejdere, der arbejder professionelt på at forsvare  landbrugets interesser på mange forskellige niveauer. 

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer spiller med sine 500 ansatte og en omsætning på 1,7 milliarder kroner den absolutte hovedrolle, når det handler om at påvirke de politiske beslutninger på Christiansborg, men ifølge forskerne har organisationen gennem over mange årtier opbygget et unikt netværk af allierede, som de færreste danskere umiddelbar opfatter som en del af landbrugslobbyen. 

Men som i realiteten forfægter de samme interesser.

Først og fremmest har Landbrug & Fødevarer en historisk alliance med partiet Venstre, som stadig forfægter landbrugets politik, selv om kun tre procent af partiets medlemmer i dag er landmænd.

Derudover trækker Landbrug & Fødevarer f.eks. på den store forskningsinstitution  

SEGES Innovation, der med 444 ansatte og en omsætning på 621 millioner kroner leverer en stor del af de beregninger og forskningsresultater, som Landbrug & Fødevarer anvender  som ammunition over for politikere og embedsmænd og i sine offentlige kampagner. 

Men der er også en lang række toneangivende virksomheder, som langt hen ad vejen taler landbrugets sag. Her peger forskerne især på mejerigiganten Arla, slagterikoncernen Danish Crown samt Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG), der er en af Europas største foderleverandører. Alle tre virksomheder er medlem af Landbrug & Fødevarer, men forsvarer også på egen hånd landbrugets interesser.

“Arla, Danish Crown, DLG og Landbrug & Fødevarer er tæt forbundne, de har repræsentanter i hinandens bestyrelser og koordinerer deres synspunkter,” siger Christoph Houman Ellersgaard.

Men så er der en lang række andre organisationer og finansielle virksomheder, som landbruget har en stærk repræsentation i eller fælles interesser med. 

Blandt dem er interesseorganisationen Dansk Industri, hvor de store fødevarevirksomheder er stærkt repræsenteret og en række finansielle institutioner såsom kreditforeningen Nykredit, Sydbank og forsikringsselskabet TRYG, der har store økonomiske interesser i landbruget.

Forskerne fremhæver også en vigtig alliance med den store fagforening Fødevareforbundet NNF, der blandt andet organiserer de ialt 46.000 ansatte på Arla og Danish Crown – samt mange tusinde ansatte på andre danske fødevarevirksomheder.

“Alliancen med NNF er særlig effektiv, for de mange tusinde ansatte i fødevareindustrien har mange sammenfaldende interesser med landbruget på grund af den direkte afhængighed, f.eks. mellem landmændene og slagterierne”, siger Anton Grau Larsen og understreger, at alliancen med den store fagforening også fungerer som en vigtig bro til Socialdemokratiet. 

Skrevet ind i lovgivningen

Et af de steder i det politiske system, hvor landbrugets indflydelse træder tydeligt frem, er i  de 356 råd og nævn, som skiftende regeringer, ministre og Folketinget har nedsat i forbindelse med forskellig lovgivning.

Professor Peter Munk Christiansen på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet har i årtier forsket i netop sammensætningen af råd og nævn.

De mange råd har i alt 3.796 pladser, hvoraf størstedelen er besat af embedsmænd, men landbruget er ifølge de seneste tal meget stærkt repræsenteret.

124 pladser bliver det til, ifølge Peter Munk Christiansens seneste tal.

Den største enkeltrepræsentant for landbruget er Landbrug & Fødevarer med 69 pladser, mens de øvrige 55 landbrugspladser er besat af f.eks. Økologisk Landsforening, Danske Planteskoler, Arla, Danish Crown og DLG. 

“Tallene viser, at Landbrug & Fødevarer står usædvanligt stærkt. De har f.eks. flere pladser end andre store interesseorganisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening“, siger Peter Munk Christiansen. 

Forklaringen på den stærke repræsentation er først og fremmest historisk, mener han.

“Landbruget er et større erhverv, så der er ikke noget mærkeligt i , at de har mange poster. Landbrug & Fødevarer er jo en interesseorganisation, der dækker et stort økonomisk felt”, siger han.

Desuden er det skrevet ind i love og bekendtgørelser, hvem der skal sidde hvor, forklarer han. Og derfor ikke noget, der ændres i løbet af nul komma fem.

“Der skal meget til for at fjerne interesseorganisationer, der har siddet på en plads i mange år. Der er en klar tendens til at hænge fast i gamle riller og rutiner, hvor systemet fortsætter, indtil der er nogen, der kræver, at det bliver lavet om”, siger Peter Munk Christiansen.

Historiske pladser

Blandt de mest magtfulde råd og nævn, som landbrugets interessenter har været medlem af i årtier, er Det Økonomiske Råd, der rådgiver regeringen om den økonomiske politik. Her repræsenterer  Landbrug & Fødevarers direktør Søren Søndergaard som den eneste et specifikt erhverv. Alle andre medlemmer repræsenterer hovedorganisationer.

Et andet eksempel er Nationalbankens bestyrelse, hvor direktøren for korn- og foderstofkoncernen DLG Kristian Hundebøll har plads og bankens Repræsentantskab, hvor direktøren for bryggerigiganten Unibrew, der også er en del af landbrugs- og fødevareklyngen, Connie Astrup-Larsen støder til.

Et tredje eksempel på indflydelsesrige poster er de milliardstore landbrugsfonde, heriblandt  Promilleafgiftsfonden, Svineafgifts-, Mælkeafgifts- og Kvægafgiftsfondene. Her har landbruget flertal i alle fondsbestyrelser og dermed afgørende indflydelse på uddelingen af midler. 

Alene Promilleafgiftsfonden, der har til formål at støtte dansk landbrugsproduktion, råder over 270 millioner kroner. 

Kontakter og pindemadder

Peter Munk Christiansen understreger, at de mange formelle poster i råd og nævn i sig selv giver stor indflydelse, men de giver også masser af mulighed for at dyrke uformelle kontakter til andre medlemmer og ikke mindst til de embedsmænd, som deltager i møderne.

“Der er ingen tvivl om, at dem, der fylder meget på det formelle plan, også fylder meget på det uformelle plan”, siger han.

“Men det handler ikke kun om kontakter og pindemadder. Det handler også om faglig dygtighed og om at kunne levere den viden, som f.eks. ministerierne har brug for. Og lige præcis på det punkt er Landbrug & Fødevarer og deres allierede fra bl.a. SEGES virkelig leveringsdygtige”, siger Peter Munk Christiansen.

Og den vurdering er Christoph Houman Ellersgaard fra  CBS meget enig i.

“Det er umuligt at måle, præcist hvor stor formel eller uformel indflydelse landbruget har, takket være deres mange pladser i råd og nævn, men de sidder der jo ikke til pynt. De sidder der, fordi det er integreret i lovgivningen, at deres interesser skal høres”, siger han.

“Der er mange organisationer, der vil give deres højre arm for at sidde med der, hvor Landbrug & Fødevarer sidder”. 

Høveder, ikke hoveder

Den indlysende forklaring på landbrugets unikke magtposition i dansk politik er landbrugets store økonomiske betydning op gennem historien. 

Men hvordan kan det så være, at landbrugets indflydelse ikke er blevet reduceret tilsvarende?

Det er der ifølge forskerne flere forklaringer på.

“De få landmænd, som er tilbage, ejer fortsat en meget stor del af det danske areal, Der er masser af marker og ikke mindst masser af kapital bundet op i landbruget”, siger Anton Grau Larsen.

“Der er desuden en tendens til at tælle høveder i stedet for hoveder” (dyr i stedet for mennesker, red), siger han med et grin og henviser til, at danske landmænd har et dyrehold på næsten 1,5 millioner stykker kvæg og 11 millioner svin.

En anden vigtig forklaring på landbrugets fortsatte magt er ifølge Grau, at  landbruget stadig er et vigtigt eksporterhverv, selv om landbrugs- og fødevareeksporten i dag kun udgør cirka en tiendedel af den samlede danske eksport.  

Landbruget er simpelthen skrevet ind i de danske vækststrategier, f.eks. Erhvervsfremme i Danmark 2020-2023.

“Og det er helt afgørende for deres fortsatte indflydelse, fordi det betyder, at landbrugets velfærd betragtes som en forudsætning for hele Danmarks økonomiske udvikling”, siger Anton Grau Larsen.

Store muskler

Alle fire magtforskere, som Danwatch og Politiken har talt med understreger, at der ikke er  nogen, der har et samlet overblik over landbrugslobbyens påvirkning af politikere og embedsmænd. Og hverken ministrenes, folketingsmedlemmernes eller embedsmænds kalendere er omfattet af retten til aktindsigt. 

Èt enkelt sted i systemet kan man dog få et vist indtryk af, hvad Landbrug & Fødevarer og deres allierede foretager sig – og om det virker. Og det er ved at gennemtrawle de mange høringssvar, som interesseorganisationerne afgiver, når regeringen fremsætter lovforslag. 

Og her er landbrugsalliancen meget aktiv, viser en opgørelse, som professor Anne Skorkjær Binderkrantz har foretaget for Danwatch og Politiken. 

Gennemgangen viser, at Landbrug & Fødevarer og deres forskningsinstitution SEGES har afgivet 34 høringssvar i løbet af folketingsåret 2021-2022, mens de grønne organisationer, der beskæftiger sig med miljø og klima, tilsammen kun har afgivet 10 høringssvar. 

“Tallene viser, at landbrugets fortalere står langt stærkere end de grønne organisationer”, konstaterer Anne Skorkjær Binderkrantz, der i årevis har forsket i høringssvar og hvem, embedsmænd og politikere lytter til. 

Hun beskriver tallene som meget typiske, og forklaringen ligger ifølge den århusianske forsker lige for.

Landbrugsorganisationerne har med deres milliardbudget og mere end tusind ansatte simpelthen flere muskler end de grønne interesseorganisationer. 

“Landbrug og Fødevarer har et kæmpestort, professionelt bureaukrati, de har penge og mange professionelle medarbejdere, der kan øve indflydelse på mange planer. Men de har ogsåvia SEGES en meget stor viden, som embedsmænd og politikere har brug for”, siger hun.

Derfor bliver der også lyttet, især til SEGES, viser tallene. Hver anden gang, SEGES sender et høringssvar, tages der helt eller delvist hensyn til deres synspunkter. Det fremgår af de høringsanalyser, som ministerierne altid laver og offentliggør, når en høringsfase er overstået og som Binderkrantz har gennemgået. 

Også Binderkrantz understreger imidlertid, at en organisation som Landbrug og Fødevarer efter hendes vurdering øver væsentlig mere indflydelse, inden lovforslagene overhovedet fremsættes end i selve høringsfasen.

“Det er jo ret langt henne i processen, at der afgives høringssvar. Det sker efter ministeriet har lavet et udkast til lovforslaget, og før det fremsendes til Folketinget”, siger hun. 

“Forud for den fase går en lang proces, hvor vi ikke kan se, hvilken indflydelse der udøves, men ligesom andre interesseorganisationer er det her, Landbrug og Fødevarer udøver størstedelen af deres indflydelse”. 

Hun understreger, at  der både kan være tale om skriftlige henvendelser i den indledende fase, men der kan også være tale om alt fra et møde med den ansvarlige minister til samtaler med politiske ordførere eller uformelle kontakter med embedsmænd og politikere, der er involveret i sagen. 

Flittige gæster på Borgen 

Billedet af en meget aktiv landbrugslobby bekræftes af en gennemgang af de mange skriftlige henvendelser, som sendes fra organisationer, virksomheder og borgere til Folketingets mange udvalg. Og af de mange delegationer, som løbende får foretræde for udvalgene.

Det viser en gennemgang, som Danwatch lavet for perioden 1. januar 2020 til og med august 2023.

Her fremgår det, at landbrugets organisationer og talsmænd har sendt 75 skriftlige henvendelser og oplæg til Folketingets udvalg, heraf 25, der handler om landbrugets CO2 udledninger. I samme periode har de grønne organisationer sendt syv henvendelser, der handlede om samme emne. 

Også når det kommer til antallet af delegationsbesøg hos Folketingets udvalg er Landbrugslobbyen yderst aktiv. 

Hele 65 gange siden januar 2020 er Landbrug & Fødevarer, deres medlemsorganisationer og andre allierede mødt op for at forklare Folketingets udvalg, hvad de mener om alle mulige emner. 

I samme periode har de grønne organisationer kun været på besøg 10 gange.

Går man et skridt dybere i tallene, kan man se, at landbruget har forsvaret sine interesser i forbindelse med de kontroversielle CO2-udledninger hele 23 gange, mens de grønne organisationer har været på besøg for at forsvare klimaet tre gange inden for de seneste tre et halvt år. 

Bremser grøn lovgivning 

At landbrugslobbyen har succes med at påvirke det politiske system, er forskerne slet ikke i tvivl om. 

“Landbrug & Fødevarers hoveddagsorden er at modvirke politikernes forsøg på yderligere regulering af landbruget. Især på miljøområdet”, siger Christoph Houman Ellersgaard fra CBS.

Og det er Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet enig i.

Faktisk mener forskerne, at landbrugslobbyen har været i stand til at afværge stort set alle politiske forsøg på at regulere erhvervet de seneste mange årtier.

“I 1970’erne lykkedes det f.eks. landbruget at undgå en pæn del af restriktionerne i miljøbeskyttelsesloven. Og i 1990’erne blev vandmiljøplanen mindre restriktiv på grund af landbrugets indflydelse, hvilket vi jo nu ser konsekvenserne af”, siger han med henvisning til de omfattende problemer med iltsvind og fiskedød i danske fjorde.

Både Per Munk Christiansen og flere af de andre forskere peger på, at landbrugets store succes med deregulering skyldes et helt unikt sammenhold på tværs af alle særinteresser.

Et sammenhold, som blandt andet ses i øjeblikket, hvor det politiske flertal på Christiansborg har besluttet at indføre en CO2 afgift på landbruget. Selv om en kommende CO2-afgift vil ramme især kvægavlerne, ser man ingen uenighed udadtil mellem dem og f.eks. planteavlerne.

“Landbrug & Fødevarers styrke er, at de er i stand til at agere kollektivt. Jo stærkere pres udefra, jo større sammenhold”, siger Christoph Houman Ellersgaard.

Ud over det unikke sammenhold peger forskerne også på landbrugets evne til at præsentere sig selv om omstillingsparate og med på den grønne dagsorden.

“De forsøger at ramme en balance mellem at varetage landbrugets interesser og samtidig fremstå, som om de gerne vil omstille sig til en mere grøn produktion”, siger Anne Skorkjær Binderkrantz.

“Og det virker, som om de har relativt stor succes med det”.

Snart afgøres et af Danmarks største klimapolitiske slagsmål, når politikerne på baggrund af en længe ventet ekspertrapport skal beslutte, om og hvordan der skal indføres en CO2-afgift for dansk landbrug. 

Hvis der ikke sættes ind, vil landbruget i nær fremtid stå for halvdelen af den danske CO2-udledning. Derfor er spørgsmålet om en klimaafgift for landbruget helt centralt, hvis Danmark skal indfri sine klimamål.

I årevis har landbruget kæmpet imod en sådan klimaafgift. Men vi kan ikke få svar på, hvilken rolle landbrugets interesseorganisationer har spillet for konklusionerne i den rapport, som den såkaldte Ekspertgruppe for en grøn skattereform ventes at præsentere i nær fremtid.

Når rapporten kommer, vil den danne grundlaget for den politiske debat og de politiske løsninger. Men hvilken skriftlig kommunikation der har været mellem ekspertgruppen og landbrugets mægtige lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer, eller mellem ekspertgruppen og landbrugsgiganterne Arla og Danish Crown, er undtaget for aktindsigt.  

Mørklægningen skyldes ifølge Skatteministeriet, der fungerer som ekspertgruppens sekretariat, at der er tale om “lovforberedende arbejde”. 

Ikke en gang en oversigt over afholdte møder mellem ekspertgruppen og landbrugslobbyen vedrørende en CO2-afgift for landbruget vil ministeriet give indsigt i.

Eksperter i offentlighedsreglerne betegner mørklægningen som ulovlig.

“Det er i strid med miljøoplysningsreglernes formål, der tværtimod lægger vægt på at sikre offentligheden indsigt, før der træffes beslutninger af regeringen eller ved politiske aftaler”, lyder det fra Oluf Jørgensen, som er forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ekspert i offentlighedsreglerne.

“En vildfarelse”

Oluf Jørgensen understreger, at en CO2 afgift for landbruget falder ind under Miljøoplysningsloven, som giver en videre adgang til aktindsigt, end den nuværende offentlighedslov gør. 

Loven gør det kun muligt at afvise aktindsigt, hvis materialet har “nær tilknytning til den lovgivningspolitiske proces”, påpeger han. Og det er ekspertgruppens kommunikation med forskellige lobbyorganisationer ikke.   

“Det, at oplysninger om interesseorganisationers indflydelse bliver mørklagt, er i klar strid Miljøoplysningsloven”, lyder det fra Oluf Jørgensen.

Han pointerer desuden, at det EU-direktiv, der er grundlaget for Miljøoplysningsloven, fastslår, at retten til aktindsigt i dokumenter, der omhandler CO2-emissioner, “praktisk talt er undtagelsesfri.”     

Samme vurdering har Jøren Ullits, lektor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet.

“Jeg er enig i Oluf Jørgensens vurdering. Det er en vildfarelse, at de mørklægger korrespondancen med interesseorganisationerne, som ikke kan anses for at være lovforberedende arbejde i den forstand, som det er påkrævet for at undtage dokumenterne”.   

Landbrug & Fødevarer har i en mail til Danwatch afvist at udlevere deres kommunikation med ekspertgruppen.

Minister afviser interview

Danwatch har forelagt kritikken for skatteminister Jeppe Bruus, og spurgt, hvorfor regeringen har mørklagt ekspertgruppens korrespondance med interesseorganisationer, og om det ikke er et problem for den offentlige debat og de politiske forhandlinger, som kommer i kølvandet på ekspertgruppens anbefalinger. 

Jeppe Bruus vil dog ikke stille op til interview. Vi har i stedet modtaget følgende mail-svar fra ministeriet: 

”Sekretariatet behandler anmodninger om aktindsigt i miljøoplysninger efter reglerne i miljøoplysningsloven. Det er muligt at klage til ombudsmanden, hvis man ikke er enig i sekretariatets afgørelse. Ombudsmanden har så mulighed for at behandle sagen.”

Danwatch har klaget over afslaget til Ombudsmanden, som efterfølgende har rettet henvendelse til Skatteministeriet om sagen.

På den baggrund har Skatteministeriet sendt en otte sider lang udvidet begrundelse for afslaget, hvori de fastholder afslaget fordi dokumenterne “er udarbejdet til brug for en lovgivningssag”. 

De afviser også, at Miljøoplysningsloven skulle give offentligheden ret til indsigt i kommunikationen om CO2-afgiften, med den begrundelse at der er tale om “hypotetiske emissioner”.

Den udvidede begrundelse ændrer dog ikke på eksperternes vurdering af, at afslaget er i strid med loven. De påpeger også, at mørklægningen hindrer offentlig debat om sagen, før det er for sent.

“Afslaget på aktindsigt betyder, at oplysninger om metoder og forudsætninger bliver hemmeligholdt indtil lovforslag fremsættes i Folketinget, og på det tidspunkt vil der være truffet beslutning af regeringen og indgået en bindende politisk aftale”, siger Oluf Jørgen, forskningschef emeritus ved DMJX.

Partier vil have ministeren på banen

Lukketheden vækker skarp kritik blandt Folketingets partier. 

“Jeg kan ikke se hvad der skulle være til hinder for, at oplysningerne kommer ud i lyset. Det minder jo om høringssvar, hvor organisationerne også byder ind, og som er offentligt tilgængelige,” siger Samira Nawa, klimaordfører i Radikale Venstre.  

Dansk Folkeparti er enig i, at lukketheden er ødelæggende for de politiske forhandlinger, som kommer i kølvandet på ekspertgruppens anbefalinger.

”Kommissionens anbefalinger vil formentlig være helt afgørende for, hvordan regeringen – der jo er en flertalsregering – vil tilrettelægge udspillet til en ny CO2-afgift. Der er jo tale om et af de varmeste politiske emner i øjeblikket, og det er vigtigt, at vi fra politisk side kan få indblik i, hvordan interesseorganisationerne har øvet indflydelse på anbefalingerne”, siger Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti. 

Både Enhedslisten og Alternativet vil tage sagen op med skatteminister Jeppe Bruus (S).

“Det er selvfølgelig væsentligt at se, hvordan ekspertgruppen er blevet påvirket af blandt andet Landbrug og Fødevarer og andre interesseorganisationer, når vi skal forhandle en politisk aftale. Det er derfor fuldstændig forrykt, at ministeriet ikke vil udlevere materialet , siger ordfører i Enhedslisten for grøn omstilling Peder Hvelplund, der udtalte sig om sagen før han gik på orlov.

Christina Olumeko, demokratiordfører i Alternativet, kalder afslaget for “oprørende”.

“Det er både trist og oprørende, at systemet lukker sig om sig selv og nægter simpel aktindsigt i vigtige sagsforløb. Alternativet vil straks tage det op med ministeren og bede om en redegørelse for forholdene, herunder om ministeren virkelig syntes det er rimeligt og den korrekte anvendelse af reglerne om offentlighed i miljøoplysningssager”, siger hun.

Valgplakaterne hænger tæt i lygtepælene, når danske aviser en regntung oktoberdag i 2022 bringer en faretruende nyhed. 

“36.000 danske arbejdspladser er i fare”, lyder overskriften hos BT. 

Der er ti dage tilbage af folketingsvalgkampen, og en lang række danske medier bringer samme dystre historie, efter at landbrugets mægtige lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer har sendt et nyhedstelegram ud om et af valgkampens helt centrale spørgsmål: 

Landbrug & Fødevarer præsenterer i nyhedstelegrammet tal, der viser, at den CO2-afgift, der skal sætte gang i den grønne omstilling af dansk landbrug, vil koste mellem 19.000 og 36.000 danskere deres job.  

Og der er meget på spil: Til trods for, at der i dag kun er omkring 7.500 heltidslandmænd i Danmark og dansk landbrug kun udgør en til to procent af det danske BNP, vil landbruget ifølge tænketanken Concito i 2030 stå for halvdelen af de samlede danske klimagasudslip, hvis der ikke sættes ind. 

Det vil sige, at CO2-afgiften er helt central, hvis Danmark skal nå sine klimamål. Derfor er der i valgkampen bred politisk opbakning om en afgift på 1.200 kr. per ton udledt CO2 fra landbrugets produktion.

Overskrifterne i de landsdækkende aviser gør det dog ikke alene. På omtrent samme tid som overskrifterne rammer BT og andre medier, lancerer Landbrug & Fødevarer også en geografisk målrettet kampagne på sociale medier, hvor danskerne i deres Facebook-feed kan læse, hvor mange jobs der vil forsvinde lige dér, hvor de selv bor, hvis politikerne gennemfører planerne om en CO2-afgift. 

Men tallene, som viser at op til 36.000 danskere står i fare for at miste sit arbejde – heraf op til 1.411 arbejdspladser i Ringkøbing-Skjern og 1.192 arbejdspladser i Herning – har ikke hold i virkeligheden.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro nogle af Danmarks førende økonomiske eksperter.

For at komme frem til de 36.000 arbejdspladser, der trækker overskrifter i danske medier, har Landbrug & Fødevarer lagt en kontroversiel forudsætning ind i sine regnestykker: For hvert procentpoint, danske landbrugsvarer stiger i pris, vil eksporten falde med hele 20 procent. 

Og det er helt urealistisk, lyder vurderingen fra uafhængige økonomiske eksperter. 

DREAM, et uafhængigt analyseinstitut der udvikler værktøjer til analyse af dansk økonomi til myndighederne, har regnet ud at en prisstigning på én procent på danske produkter vil føre til et eksportfald på fem procent – altså meget langt fra de 20 procent, som ligger til grund for Landbrug & Fødevarers advarsler om 36.000 tabte danske arbejdspladser.

De økonomiske vismænd, Danmarks førende uafhængige økonomiske eksperter, afviser derfor scenariet.

“Jeg vurderer ikke at antagelsen er realistisk. En elasticitet på -20 er meget langt fra den seneste empiriske evidens vi har for Danmark og langt fra hvad vi og andre antager i vores beregninger”, siger Lars Gårn Hansen, der er Miljøøkonomisk Vismand, og professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet.

36.000 tabte arbejdspladser, som er Landbrug & Fødevarers mest vidtrækkende scenarie, er nær dobbelt så mange arbejdspladser, som dem De økonomiske vismænd selv er kommet frem til: 
De har regnet ud, at en CO2-afgift på 1.200 kr. per ton CO2 vil betyde et farvel til 20.000 nuværende arbejdspladser. Samtidig vil et tilsvarende antal arbejdspladser blive skabt i tilsvarende erhverv – dog i større grad i byerne eller bynære områder end de arbejdspladser, de erstatter.

Cheføkonom: En antagelse, vi henter i forskningslitteraturen

Landbrug & Fødevarers cheføkonom afviser kritikken fra de uafhængige økonomer. 

“Der er stor enighed om, at en CO2-afgift vil føre til tab af arbejdspladser. Men vi kan selvfølgelig diskutere hvor store tabene vil blive”, siger cheføkonom Martin Kristian Brauer, 

Han mener ikke at vismændene og analytikernes antagelser om at prisstigninger på én procent vil føre til fem procents fald i eksporten er dækkende for landbrugsprodukter – fordi kvaliteten på landbrugsprodukter ikke varierer i samme grad som for eksempel industriprodukter, og prisstigninger derfor i højere grad vil føre til tabt eksport. 

Men hvor får I så de 20 procent fra, som ligger til grund for jeres scenarie om 36.000 tabte arbejdspladser? Har I lavet jeres egen undersøgelse af hvordan prisstigninger vil påvirke eksporten af landbrugsvarer?

“Vi har ikke lavet et eget empirisk studie for landbrugsprodukter, det ville være et meget omfattende arbejde, men det er en antagelse, som vi henter i den internationale forskningslitteratur, og lægger ind i vores modeller”, siger cheføkonomen. 

“Men spørger du mig, ligger det nok nærmere de ti procent”, siger Martin Kristian Brauer

Hvorfor nævner I ikke i jeres beregninger, at der vil blive skabt et tilsvarende antal arbejdspladser andre steder?

“Fordi vi fokuserer på betydningen for landbruget. Så fungerer mekanismerne i økonomien således, at der på sigt vil opstå arbejdspladser i andre brancher. Men det gælder jo for alle sektorer. Hvis du for eksempel nedlagde hele journaliststanden, så vil den arbejdskraft på længere sigt også blive ledt over i andre brancher”, siger cheføkonomen.

En hegnspæl i regeringsgrundlaget

Med næsten 600 ansatte og en omsætning på 1,7 milliarder kroner sidste år, er Landbrug & Fødevarer en af Danmarks mest ressourcestærke interesseorganisationer. 

Og de ressourcer kastede organisationen for fuld kraft ind i valgkampen i efteråret 2022, med det formål at undgå den klimaafgift på dansk landbrug, som politikerne i stigende grad gav opbakning til.

Og man kan notere sig, at de er tilfredse med deres indsats.

“Det blev ikke kun en travl valgkamp for politikerne, men også for Landbrug & Fødevarer”, skriver organisationens ledelse i deres årsrapport for 2022. Af den fremgår det også, at det vigtigste budskab i valgkampen var, at en “høj, ensartet CO2e-afgift, som kun findes i Danmark, vil svække konkurrenceevnen, arbejdspladser vil blive sendt ud af landet, og maden i supermarkederne vil ikke længere være produceret af en dansk landmand”.

Under overskriften “det politiske drama om CO2-afgiften” skriver Landbrug & Fødevarers ledelse, at “Vi forbliver grundlæggende imod en høj, ensartet CO2e-afgift på landbrugets biologiske processer, der vil føre til lækage, og at vores klimaeffektive produktion rykker til andre lande. Men et stort flertal på Christiansborg vil have afgiften.“

Under valgkampen sidste efterår kørte Landbrug & Fødevarer derfor lokalt målrettede annoncer på sociale medier, med budskab om hvor mange arbejdspladser der ville gå tabt lokalt, hvis CO2-afgiften blev indført.

“I kølvandet på det store fokus på en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer, valgte Landbrug & Fødevarer at køre en række annoncer, der eksemplificerede konsekvenserne af en høj, ensartet afgift. Således kørte Landbrug & Fødevarer flere lokalt målrettede annoncer, der understregede, hvor mange arbejdspladser den respektive kommune stod til at miste, hvis en CO2-afgift blev indført. Disse annoncer kørte primært på Facebook og modtog stor respons fra de lokale beboere. Landbrug & Fødevarer svarede i kommentarsporet”, skriver de i sin årsrapport.

Skal man tro organisationen selv, så bar indsatsen under valgkampen frugt. Resultatet hævder de at kunne se i regeringsgrundlaget for den midterregering, der nu styrer landet, og som snart skal tage stilling til, om der skal indføres en afgift på 1.200 kr pr tons udledt CO2 i det danske landbrug.

“Vi havde en historisk lang folketingsvalgkamp og regeringsdannelse – begge dele topprioriteter i Landbrug & Fødevarer”, hedder det i årsrapporten, hvor den mægtige landbrugsorganisation også betegner det som “glædeligt, at den nye regering har skrevet nogle fornuftige hegnspæle ind i regeringsgrundlaget om, at en afgift ikke må koste arbejdspladser og svække konkurrenceevnen. Det er vigtigt at holde fast i.”

Magtforskere: Et demokratisk problem

Det er et problem ikke bare for klimaet, men også for folkestyret, hvis en ressourcestærk interesseorganisation som Landbrug & Fødevarer får held med at definere fakta, og dermed få en uforholdsmæssig stor indflydelse i et politisk spørgsmål som f.eks. CO2-afgiften, mener magtforskere.

“Når lobbyister er effektive og har mange ressourcer, kan de få større indflydelse på en politisk proces end dem, der har investeret færre penge. Det er et grundlæggende demokratisk problem”, siger Christoph Ellersgaard, der er magtforsker ved CBS.

“Det er klart, at ressourceforskellen også giver en enorm ubalance i kampen om fakta. Når fakta præsenteres af en interesseorganisation, skal man huske, at organisationen ikke først og fremmest er ude på at berige debatten med nye data. De er interesserede i at præsentere data, der peger i retning af, hvad de gerne vil opnå”, siger Christoph Ellersgaard.

Den analyse deler magtforsker og lektor ved Roskilde Universitet, Anton Grau Larsen.

“Selvfølgelig er det en form for magt at kunne præsentere noget, der ligner og bliver modtaget som videnskab. Men man skal huske på at interesseorganisationer er sat i verden for at levere tal og fakta, der kan anvendes til at opnå et politisk forhandlingsresultat”, siger Anton Grau Larsen.

Landbrug & Fødevarers cheføkonom afviser, at deres beregninger er lavet for at opnå politiske resultater i folketingsvalgkampen.

“Det er ikke kampagnevirksomhed, det er 100 procent fagligt funderet, og et fair og rimeligt input til en faglig diskussion”, siger Martin Kristian Brauer.  

Cheføkonomen ønsker ikke at svare på spørgsmål om timingen, altså hvorfor Landbrug & Fødevarer præsenterede sine beregninger lige midt i folketingsvalgkampen, men henviser til organisationens kommunikationsafdeling.

Dyrt for samfundet, hvis landbruget slipper

I det regeringsgrundlag, som Landbrug & Fødevarer satte alle klude ind på at påvirke sidste efterår, står der nu at en CO2-afgift for landbruget “skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set.”

De økonomiske vismænd mener, at det krav vil blive svært at opfylde, hvis vi skal have en CO2-afgift på 1.200 kr pr tons CO2, sådan som forslaget oprindeligt var udformet.

“Ifølge vores beregninger kan landbruget ikke nå reduktionsmålene uden en betydelig produktionsreduktion, svarende til knap 20.000 beskæftigede i landbrugs- og fødevareindustrien”, siger den miljøøkonomiske vismand, professor Lars Gårn Harnsen.

Han tilføjer dog, at man ikke kan udelukke, at der vil blive udviklet tekniske løsninger, der kan erstatte noget af produktionstabet – og dermed undgå, at eksisterende arbejdspladser vil blive erstattet af jobs i mere bynære strøg. 

Den miljøøkonomiske vismand advarer om, at det kan blive dyrt for resten af det danske samfund, hvis Landbrug & Fødevarer får gennemslag for sin kamp mod CO2-afgiften, og den derfor sløjfes eller udvandes.

“Det er jo rigtigt, at landbruget og udkanten kommer til at miste jobs, men det er vigtigt at få med at der opstår lige så mange nye job i byerne. Og hvis man friholder landbruget for at redde jobs dér, så kommer det til at koste endnu flere jobs i resten af økonomien. De  klimareduktioner er nemlig betydeligt dyrere end i landbruget. Der er altså en betydelig regning til resten af økonomien ved at beskytte landbruget”, siger professoren.

“Men om det er regningen værd, er i sidste ende noget, politikerne og befolkningen må afgøre”, siger han.

Det første, man ser ved indgangen til udstillingen, er to russiske politibetjente, der åbner dørene til et glimmer-skilt med ordene “Velvet Terrorism”. Et udtryk, der er blevet brugt mod protestgruppen Pussy Riot af Putins åndelige rådgiver, biskop Tikhon Shevkunov efter gruppens aktion ‘Punk Prayer’ i Moskvas Frelserkirke i 2012. 

Her bad Pussy Riot i en punksang Jomfru Maria om at træde i karakter som feminist og befri Rusland for Vladimir Putin. 

Aktionen endte med at sende tre af medlemmerne, Nadesjda Tolokonnikova, Maria Alyokhina og Jekaterina Samutsevitj, to år i fængsel, sigtet for “hooliganisme motiveret af religiøst had”.
Sagen fik massiv opmærksomhed i vestlige medier og de tre kvinders fængselsstraf blev kritiseret af blandt andet Amnesty International. 

Dengang chokerende det mange i Vesten, at de tre kvinder endte i fængsel for en uskyldig protest. I dag er det nærmere rutine, at russiske demonstranter ryger bag tremmer. Der er sket en udvikling på 12 år, ikke bare med Pussy Riot, som nu står her i Louisianas kulturradikale rammer, men også med Rusland. 

Og det er den udvikling, Maria Alyokhina fra Pussy Riot og kunstneren bag udstillingen, vil illustrere. 

Putins mareridt

Forbi glimmer-bogstaverne “Velvet Terrorism” viser en stor skærm en film med et, ifølge Alyokhina, nyere Pussy Riot medlem. Non-binære Casso, er i videoen iklædt en lang sort skjortekjole og en rød baklava hue. Casso drikker en flaske vand, løfter op i kjolen med fuld synlighed til kønsdele, og tisser ud over et billede af Putin. 

“Jeg tror I har forstået budskabet,” siger Maria Alyokhina med et grin, “lad os gå videre.”

Resten af udstillingen er en atypisk kunstudstilling, der minder om et slags historiearkiv blandet med en collage-væg. Overalt er påklistret billeder, der er skrevet citater med touch sporadisk på væggen, og der er opsat små skærme med film fra tidligere aktioner. Et bombadement af information og sanseindtryk.

Vi starter i 2011 da Pussy Riots bliver dannet, og slutter i 2022 med Maria Alyokhina’s flugt ud af Rusland, hvor hun sammen med sin kæreste og Pussy Riot medlem, Lucy Schtein, flygter ud af landet forklædt som takeaway-bud.

År for år får man indsigt i, hvor meget Pussy Riot har sat på spil for det, de tror på; et frit Rusland. En kamp for LGBTQ+ rettigheder, feminisme, ytringsfrihed, løsladelse af politiske fanger, Putin-kritik og senest kritik af krigen i Ukraine. 

“Putin har skabt et mareridt både i og udenfor Rusland. Jeg vil have folk til at stoppe med at være ligeglade. Jeg vil have dem til at føle det mareridt,” siger Alyokhina.

Det mareridt, føler tilskuerne især, da de farverige collagevægge, pludselig bliver  erstattet af en bar army-grøn væg og to grå døre. Ved siden af døren er der skrevet “Russian Prison 6.A.M Wake-up: Russian National Anthem.” 

Bag døren gemmer sig et tomt klaustrofobisk rum, der giver associationer til en fængselscelle. Det eneste inventar i cellen er lyden af den russiske nationalhymne, der brager fra en højtaler i hjørnet.

Fælles historie

I løbet af udstillingen bliver det klart, hvor meget der er sket for gruppen siden 2011. Pussy Riot startede med at synge en punksang, der kritiserede Putin, endte i fængsel, blev forgiftet, konstant overvåget, og måtte til sidst flygte ud af landet. 

Men Pussy Riots historie fortæller også en anden historie. En historie om et russisk regime, der i løbet af de seneste 12 år er blevet tiltagende mere brutalt over for dem, der vover at kritisere systemet. 

Størstedelen af Pussy Riot er i dag flygtet ud af Rusland, fordi den kamp de startede med at kæmpe i 2011, er blevet nærmest umulig at fortsætte inden for landets grænser.

Siden 2011 har Vladimir Putin annekteret Krim og senere Ukraine, indført en lov, så han potentielt kan være præsident frem til 2036, samt skærpet censuren og muligheden for at udtale sig kritisk. 

Så var det kampen værd? 

Maria Alyokhina tænker sig om et øjeblik. 

“Det har sin pris.. Men jeg synes, det er en fair pris at betale,” siger hun. 

“Vi har åbnet manges øjne for situationen i Rusland.”

Den samme situation, prøver hun nu at gøre synlig for os i Danmark. 

Pussy Riot har måske skiftet de offentlige punkprotester i Moskva ud med Louisianas bonede gulve, men målet er det samme, forsikrer Maria Alyokhina.

Hun vil have publikum i Vesten til at forstå, hvordan det er at sige fra mod det russiske styre.

“Det er svært at formidle en følelse af konstant massiv undertrykkelse, men det er sådan, den russiske befolkning lever,” siger hun. 

Gennem udstillingen bliver det tydeligt, hvor stort et mod Pussy Riot har kæmpet for det, de tror på med. F.eks. kan man se den isolationscelle, som Maria Alyokhina sad i, da hun var i ‘fængsel’, eller nærmere betegnet i en straffekoloni i Rusland. Et lille bitte rum med en hård træbænk og smalt vindue med gitter for. 

Alyokhina beskriver det som en arbejdslejr. 

“80-100 kvinder boede i et rum, og delte tre toiletter uden vægge. Vi arbejdede 10-12 timer hver dag med at sy russiske militæruniformer til tre euro om måneden.”

Alle kan være os

Selvom Louisianas nye udstilling handler om Pussy Riot, er det Maria Alyokhina, der står bag det kunstneriske arbejde i samarbejde med de islandske kunstnere og kuratorer Ragnar Kjartansson, Ingibjörg Sigurjónsdóttier og Dorotheé Kirch. 

I dag beskriver hun og flere andre medlemmer mere Pussy Riot, som en bevægelse under sloganet “Everyone can be Pussy Riot,” et slogan, der går igen i udstillingen. Alyokhinas kæreste Lucy Schtein, og to andre Pussy Riot-medlemmer er også kommet for at støtte op om udstillingen. 

Alyokhina og de tre andre medlemmer stiller sig klar til fotografering op af en sort væg med det ukrainske flag. Ved siden af, er der skrevet tre opfordringer med hvide blokbogstaver og teksten “We call for”.

1. Et internationalt forbud mod russisk olie og gas, samt salg af våben og politi ammunition til Rusland.
2. Beslaglæggelse af de vestlige bankkonti tilhørende russiske oligarker og indføring af personlige sanktioner.
3. En international retsforfølgelse af Vladimir Putin, ansatte i russisk statspropaganda, hærofficerer, og alle der er ansvarlige for folkedrab på det ukrainske folk.

Maria Alyokhina understreger, hvor vigtigt det er ikke at glemme. Hun håber, udstillingen kan vidne om, hvad der er sket i Rusland de sidste 12 år, og hun håber, at vi ikke glemmer krigen i Ukraine.

“Rusland er allerede et Helvede, men hvis ingen gør noget, bliver det Helvede kun dybere. Det er derfor vi gør, det vi gør,” siger hun. 

For en stor del af danskerne i Nordjylland var det næppe en tanke, der strejfede dem sidst på vinteren. En tanke om, at det varme vand under brusebadet og varmen i stuerne, havde direkte konsekvenser for de mennesker, der bor og lever omkring Glencores Cerrejón mine.

Derfor er Danwatch taget til Colombia for at sætte ansigt på dem, der kæmper for retten til deres liv, identitet og land.

Beretningen starter med Leobardo, der bor ned til Bruno-vandløbet. Han er en del af Wayuu-folket, der spirituelt er forbundet til vandløbet, og som hans folk mener, er beskyttet af vandets ånder.

Men Glencore har ændret Bruno-vandløbets kurs, ligesom mindst 16 andre vandløb og floder i La Guajira, i jagten på kul til verdens energiforbrug.

Leobardo er blevet tilbudt penge for at flytte, og er samtidig blevet truet på livet adskillige gange. Men den høje, ranglede mand flytter ingen steder. El Rocio er hans hjem og han er indstillet på at kæmpe til det sidste, og udholde verdens værste nabo: Glencore. 

Han forsvarer vandet

I 1997 begyndte Cerrejón-minen at udvide ved siden af landsbyen El Rocio, som ligger lige ned til Bruno-vandløbet: 

”Betydningen af denne flod er som blodet i dine årer, som dine knogler eller som en mor og en far til at passe på dig gennem livet. Bruno-vandløbet er afgørende for os som samfund og vores identitet, for den er vores spirituelle kompas. Uden dén vil vi vandre hvileløst rundt,” forklarer Leobardo. 

I domsafgørelse nummer 698 fra 2017 om Bruno floden slog de colombianske domstole fast, at mindst 30 Wayuu-landsbyer er afhængige af vand fra Bruno-vandløbet. Ændringen af vandløbets forløb, som Cerrejón har planer om, vil direkte påvirke vandforsyningen for en befolkning på mere end 200.000 mennesker.

Og kampen for at forsvare Bruno-vandløbet er ikke den første af sin slags.

Tidligere har der været store protester tilbage i 2012 mod Cerrejóns planer om at omdirigere La Guajiras vigtigste vandresource Rancheria-floden. Det endte med, at omdirigeringen ikke blev udført. Men mange andre vandløb har måttet lide på grund af Glencores kulminedrift. I årenes løb har Cerrejón omdirigeret eller udtørret mindst 17 vandløb for at udvinde kul.

Kampen for at forsvare Bruno-vandløbet, kampen mod Glencore i Colombia, er også hård, vedkender miljøaktivisten Leobardo Sierra: ”På den ene side føler jeg mig rolig. For jeg har kæmpet. Men det er trættende. Samtidig oplever jeg også håb. Håb om, at vores drømme kan blive til virkelighed.” 

Ligesom langt størsteparten af andre miljøforkæmpere, der forsvarer vand og territorium overfor kulminedriften, har Leobardo også oplevet at modtage trusler. 

”Virksomhedens forhold til alle dem af os, der kæmper og gør modstand, har været det samme; trusler fra den ene eller den anden side, for vores vedkommende her i lokalsamfundet er vi tre gange blevet fordrevet af bevæbnede grupper og blevet forsøgt fordrevet. Men jeg siger altid, at selv om jeg havde et sted at tage hen, så rejser jeg ingen steder, for en Wayuu uden sit land er ikke længere en Wayuu, men en nomade uden noget som helst. 

Leobardo har også en direkte besked til kulkøberne og investorerne i Europa: 

”Hvis vi fortsætter med at vente på de multinationale selskaber, så ender det med at vi forsvinder. Det er ikke, fordi vi vil forsvinde fysisk, men kulturelt og åndeligt. Det er det budskab, som jeg har til de mennesker, der tjener pengene på kul. De bør komme her og se, at de ikke køber kul, de køber liv, de køber mennesker. De køber menneskers liv med en kultur og en åndelighed, som de aldrig vil forstå”, siger Leobardo.

”Jeg ved ikke, hvorfor I europæerne tror, at I er bedre end os. Vi levede godt her uden at brænde kul. Se på det faktum, at vi i dag lider mere under klimaforandringerne end I gør, og det er jer der tager kullet ud herfra. I brænder det af hos jer, men konsekvenserne sker ikke kun hos jer, det har også direkte konsekvenser her hos os”.

”Der er ting, der ikke kan repareres. Hvis jeg huggede min hånd af og fik en masse penge for det i morgen, ville det ikke give mig min hånd tilbage. For at beskytte og passe på miljøet skal vi begynde at passe på og beskytte vandet. De skal holde op med at røre ved Bruno-vandløbet og bør i stedet begynde at reparere nogle af de mange skader, de har forvoldt”. 

Glencore afviser

Hos Glencores lokale administration ved Cerrejón-minen afviser ESG-chef Inés Elvira Andrade i et mailsvar til Danwatch, at minedriften skulle have haft negative konsekvenser for miljøet i forbindelse med omlægningen af Bruno-vandløbet.

“Overvågning af vandet (på overfladen og underjordisk) er blevet udført i området, og ifølge de colombianske IDEAM-data er det blevet bekræftet, at den mængde vand, der strømmer i øjeblikket, svarer til den, der plejede at strømme i den gamle kanal før modifikation. Derudover er det tydeligt, at der ikke er nogen påvirkning af vandløbets grundvand eller overfladevand,” skriver hun og tilføjer, at den nye kanal er blevet til en “biodiversitetskorridor” med mange nye arter.

Også anklagerne om trusler og vold mod lokale aktivister tager Inés Elvira Andrade afstand fra.

“Det er relevant at præcisere, at trusler mod sociale ledere er et systematisk problem, der har eksisteret i Colombia i flere år, og det er statens pligt at garantere individers fysiske integritet og sikkerhed. I betragtning af situationens kompleksitet har Cerrejón en nultolerancepolitik over for trusler og angreb på menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira og har offentligt fordømt disse grimme handlinger.”

“På trods af uenigheder med nogle ledere fremmer Cerrejón en kultur med større deltagelse og åbenhed over for dialog, og den accepterer ikke nogen form for intimidering af noget medlem af samfundet. Enhver specifik sag kan fremlægges af samfundet til Cerrejóns etiske hotline eller til Cerrejóns klagekontor.”

De forsvarer luften

Efter vores samtale med Leobardo tager vi videre til landsbyen Provincial, der ligger få hundrede meter fra Cerrejóns kulmine. 

Iklædt deres traditionelle Wayuu-kjoler, Wayuushein, som typisk er farvestrålende og lange, går helt ned til jorden, møder vi nogle af landsbyens kvinder. De fleste sidder eller ligger i en chinchorro, en hængekøje, der beskytter dem mod den stærke ørkensol.

En af de fremtrædende kvinder er Deilys Cristina Uriana Epinayu. Hun er en del af kvindekollektivet, Colectivo Mujeres Defensoras del Territorio (Kvinder som Forsvarer Territoriet), der sammen med blandt andre Samuel Arregoces fra Tabaco, tilbage i 2012 startede kampen for at forhindre omledningen af La Guajiras vigtigste flod Rancheria. Hun og de andre indbyggere i Provincial fortæller enstemmigt, hvordan kuludvindingen allerede dengang gjorde dem syge. 

”Sygdomme og virkningerne var meget stærke, børnene var syge, og det år døde en 2-årig pige. Hun døde på grund af en luftvejsinfektion, og det var hendes dødsfald, der gjorde, at mødre her, og i andre i områder, forenede sig for at tage kampen op. Det førte i første omgang til, at der blev oprettet et udvalg, som gennemgik alle hændelser med de mødre, der var ramt.

På den måde blev alle oplysninger indsamlet, og i 2019 førte det til 614-dommen, som gik imod Cerrejón-minen, og faldt ud til fordel for beskyttelsen af vores ret til sundhed og miljø,” fortæller Deilys Cristina. 

Den dom, som Deilys Cristina henviser til, er fra Colombias Forfatningsdomstol, der dermed bekræftede eksistensen af den reelle fare for skade på miljøet og menneskers sundhed. Specifikt karakteriserede domstolen trusler mod luftkvaliteten i Provincial, forurening af forskellige vandområder og vegetation som for eksempel tilfældet med Bruno-vandløbet, støj og vibrationer genereret af minen.

Domstolens dom bekræftede også alvorlige helbredskonsekvenser for indbyggerne i Provincial, herunder sygdomme som f.eks: “risiko for ændringer på celleniveau, kræft, uspecificeret bakteriel lungebetændelse, kronisk bronkitis, massiv fibrose, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og en lang række andre luftvejsrelaterede sygdomme.

Med andre ord vandt kvinderne fra Provincial over minegiganten Glencore i retten. De kræver sit mod, at lægge sig ud med så stor en virksomhed, og dét er wayuu-kvinden helt på det rene med:

”I denne type kamp skal man være sikker på, hvad man vil gøre, for det er svært at være menneskerettighedsforkæmper, og jeg tror, at man undervejs må forholde sig til, om det er det værd eller ej. For mig som menneskerettighedsforkæmper er det det værd. Jeg tror, at min motivation er tanken om, hvad der vil ske hvis vi forbliver tavse. Minedriften ødelægger os, og selvfølgelig skal man ikke tie stille, man skal derimod sige sin mening på enhver måde, man kan. Og det eneste, de har gjort i vores samfund, er, at de har stjålet vores territorium, de har skadet vores floder og vores samfund,” fortæller Deilys Cristina.

“Jeg kommer ikke til at forlade mit land. Bare tanken om at skulle forlade det sted, hvor jeg er vokset op, hvor jeg er født, hvor mine forældre begravede min navlestreng (Wayuu-tradition, for at forstærke forbindelsen til territoriet), knuser mit hjerte”.

Hun forsvarer jorden

En anden kvinde vi møder i området er Aura Robles og hun er ikke en kvinde, man vil lægge sig ud med. Aura viser os rundt i sin landsby Paradero, i området omkring Glencores mine. Hun kender hver en plante, hvad den bruges til og hvilke sygdomme den kan kurere.

”Den herovre brugte vi under corona,” fortæller hun. For os andre er det blot en gåtur gennem et område, der bedst kan beskrives som tørt og støvet skov og krat. Men for Aura er det hendes forfædrende og efterkommeres land.

”Vi skal lige gå udenom her,” siger hun og viser os lidt til siden af stien. ”Jeg kan lugte en slange.”

Vi andre bemærker ingenting.

”Du kan nok se, jeg kan ikke bare flytte herfra. Det er mit sted og det har det altid været. Jeg er ikke til salg for Glencore,” siger den indianske Wayuu-autoritet fra landsbyen Paradero. 

Aura er dygtig til sit traditionelle håndværk, hvor hun laver farvestrålende wayuu-mochilas – tasker og   hængekøjer. Og hun er stolt af sin indianske kultur. 

”Vi har været knyttet til Rancheria-floden siden vi blev født og derfor har vi stor respekt for flodens gudinde”. 

For den ældre wayuu-kvinde er det på ingen måde en mulighed at forhandle med Cerrejón:

”Vi har ikke kunnet nå til enighed, for deres ønske er, at vi skal sætte os ned og forhandle om konsekvenser af mere end 40 år ødelæggelser: Hvordan kan man sætte en pris på 40 års åndelige påvirkninger? En pris på at dræbe vores floder og vandløb, at forurene vores vand? Det kan ikke værdisættes, det kan man ikke,” mener Aura. 

”Jeg vil ikke nøjes med de 400 millioner pesos (godt 650.000 danske kroner), som nogle landsbyer har accepteret.”

Aura fortæller om en meget voldsom oplevelse, hun havde med Cerrejón tilbage i 2015, som hun ikke kan tilgive dem for. Hendes øjne fyldes med tårer, mens hun fortæller.

I 2015 var der en ekstrem tørke i La Guajira. ”Cerrejón sagde i en flot TV-reklame, at de ville give vand til os i det indianske samfund. I første ombæring virkede de meget oprigtige. I det øjeblik bed jeg derfor min stolthed i mig, for mine dyr var ved at dø af tørst og skulle have vand”.

Aura tog derfor hen til Cerrejón, som hun ellers indædt havde kæmpet imod og normalt ikke kunne drømme om at modtage noget som helst fra. Ved minen bad hun om det vand, som de havde lovet, så hendes dyr kunne overleve. 

“Jeg gik til Cerrejón, fordi jeg ønskede at redde os. Men Cerrejón ville ikke give mig noget vand, de havde ikke noget vand at give væk, sagde de, men iværksatte blot en reklamekampagne for at narre det colombianske folk. De lod bare som om, at de ville hjælpe de indianske samfund,” siger Aura, hun er tydeligvis inderligt bitter. Det var tomme ord fra Cerrejón, deres tilbud om hjælp kom alt, alt for sent. Jeg mistede 400 køer, som er dem vi lever af, og som giver os vort daglige brød. 

Før pandemien faldt kulpriserne, og det var en positiv udvikling for Cerrejóns naboer, som Aura:

”Vi var glade, da prisen på kul begyndte at falde. Vi tænkte, at nu ville vi endelig slippe for toget og minedriften ville langsomt forsvinde. Men med krigen i Ukraine hører vi, at det er det bedste tidspunkt for deres forretning. Så jeg tror ikke, at der er udsigt til, at de vil tage af sted ” herfra foreløbig”.

Samtidig er Aura er bekymret over, hvad der sker den dag Glencores Cerrejón mine lukker: 

”Jeg ved ikke, hvad der bliver tilbage, for som jeg har forstået det, har de ikke engang en lukningsplan. Jeg mener, de huller, de har lavet, alt det land, de har ødelagt, alt det de efterlader. De skader, som Cerrejón har forårsaget, er meget store”.

Og Aura langer også ud efter de colombianske myndigheder, som hun mener, er alt for eftergivende overfor Glencores Cerrejón-mine: 

”Der er nødt til at være en autoritet, der siger: Den skade I forvoldt står I til ansvar for, for selskabet vil aldrig selv påtage sig det ansvar. Jeg ved ikke, om denne retfærdighed nogensinde vil komme, men det er nødvendigt. Glencore blev skabt som en virksomhed med et formål: at tjene penge. Problemet for os ligger hos de myndigheder, der skal forsvare vores rettigheder og miljøet. De myndigheder har været alt for eftergivende. Det er de myndigheder, der har givet Glencore tilladelser til at ødelægge alt, at ødelægge miljøet, vores liv, vores sundhed, vores mad, vores vand,” lyder det fra Aura.