1. november 2023

Danmark på kant med international ret: Dansk militært udstyr bruges i Gaza-bombardementer

Kampfly med dansk militært udstyr har i de seneste tre uger bombet Gazastriben. Menneskeretsorganisationer advarer om mulige krigsforbrydelser. Eksperter vurderer, at Danmark risikerer at bryde internationale regler for våbeneksport.

Tusindvis af civile er blevet dræbt i israelske luftangreb på Gazastriben siden krigen mod Hamas startede den 7. oktober. Her behandles skadede på Al-Shifa hospitalet i Gaza den 23. oktober. Foto: Belal Khaled / Anadolu / Ritzau Scanpix

Mere end 8.000 mennesker, heraf mindst 3.000 børn, har ifølge palæstinensiske myndigheder mistet livet under de seneste ugers luftbombardementer i Gazastriben.

Israelske F-35 kampfly med dansk militært udstyr deltager i bombardementerne.

Det viser en gennemgang af det israelske militærs sociale medier, lokale nyhedsmedier og pressemeddelelser fra den israelske regering, som Danwatch og Information har foretaget.

Det israelske militær IDF bekræfter kampflyenes deltagelse i krigen:

“Vi kan bekræfte, at F-35-flyene har været i drift i Gazastriben under hele denne operation, altså krigen mod Hamas, der startede den 7. oktober”, siger en talsperson fra IDF til Danwatch.

De israelske F-35-kampfly er blandt andet udstyret med såkaldte pyloner, produceret af den danske forsvarsvirksomhed Terma. Pylonerne sidder under flyvingerne og anvendes til at holde og affyre bomber og missiler.

De israelske luftangreb i Gaza blev indledt efter at den militante Hamas-bevægelse lørdag den 7. oktober gennemførte et terrorangreb i Israel, hvor mere end 1.400 mennesker blev dræbt, og over 200 blev taget som gidsler. 

Herefter indledte Israel den bombekampagne mod påståede Hamas-mål i Gaza, som indtil videre har kostet mere end 8.000 mennesker livet.

Det israelske militærs talsperson ønsker ikke at uddybe, præcis hvilken rolle de dansk-udstyrede kampfly spiller i krigen mod Hamas, men han siger til Danwatch, at det israelske militær IDF gør “alt hvad de kan” for at undgå civile tab.

Ifølge Red Barnet er der blevet dræbt flere børn i Gaza de seneste uger, end der blev dræbt i væbnede konflikter over hele verden i hele 2022.

Den 11. oktober, fire dage inde i bombardementerne, lagde det israelske luftvåben en video op på det sociale medie X af en dansk-udstyret F-35 der “beskytter Israel til langt ud på natten.”

Folkeretseksperter: Danmark risikerer lovbrud 

Danmark har både underskrevet EU-regler og en FN-traktat om våbeneksport. Det betyder, at Danmark skal afvise eksporten hvis der er en “klar risiko” for, at det militære udstyr, som eksporteres fra Danmark, vil blive brugt til krigsforbrydelser eller andre brud på folkeretten.  

Marc Schack, lektor i folkeret ved Københavns Universitet, advarer om, at Danmark med eksporten af dele til de israelske kampfly risikerer at bryde reglerne.

“Der fremsættes nu meget alvorlige anklager om, at Israel begår krigsforbrydelser, og situationens alvor understreger, at Danmark påtager sig en retlig risiko, når man tillader at eksportere våbendele til et land, hvor det er velkendt, at der er udfordringer med at overholde krigens love”, siger Marc Schack. 

Den vurdering deler Zeray Yihdego, professor i folkeret ved det skotske University of Aberdeen. Han er en af Europas førende eksperter i våbenkontrollovgivning.

“Selv om den nuværende krig er blevet anstiftet af Hamas og omfatter alvorlige krænkelser af international lov, skal enhver reaktion på en sådan kriminel handling foregå inden for lovens rammer”, understreger Zeray Yihdego. 

Han vurderer, at de igangværende bombardementer af Gaza er meget bekymrende.

“Selvom vi ikke har konkrete fakta om hver enkelt israelsk militæraktion, rejser det vi ser i medierapporter og på tv-skærme alvorlige spørgsmål om proportionalitet og overholdelse af pligten til at beskytte civile under væbnet konflikt”, siger han. 

Den tilsyneladende mangel på beskyttelse af civile liv betyder ifølge den skotske ekspert, at Danmark risikerer at overtræde de internationale love og regler for militær eksport, som Danmark har forpligtet sig til at overholde.

“Moderne international ret forbyder medvirken til internationale forseelser. Mere specifikt forbyder både FN’s våbentraktat og EU’s regler at levere konventionelle våben, ammunition samt dele og komponenter til en modtager, hvis der er risiko for, at de vil blive brugt i strid med den humanitære folkeret og internationale menneskerettighedsnormer”, siger professoren.

“Det er utrolige fly, og teknikerne arbejder i døgndrift for at få os til at lykkes i denne krig”, sagde en F-35-tekniker i det israelske luftvåben til avisen Jerusalem Post i forrige uge. Illustration / screendump: Johan Seidenfaden

Amnesty: Fældende beviser for krigsforbrydelser

Både internationale menneskeretsorganisationer og FN-eksperter vurderer, at der er begået klare krigsforbrydelser under de israelske bombardementer af Gazastriben.

En af dem er Human Rights Watch, der understreger, at både Hamas og Israel har begået mulige krigsforbrydelser. 

Flere af Israels luftbombardementer, der har lagt hele boligblokke i grus og også ramt hospitaler, risikerer at være brud på krigens love, og dermed kan flyene med dansk udstyr risikere at bidrage til krigsforbrydelser, lyder vurderingen fra Human Rights Watchs direktør for Israel og Palæstina Omar Shakir. 

“Hvis F-35 kampflyene har opereret i Gazastriben siden den 7. oktober 2023,  er der helt sikkert risiko for, at de bliver anvendt i forbindelse med mulige krigsforbrydelser”, siger Omar Shakir til Danwatch og Information.

Amnesty International har undersøgt flere af de konkrete israelske luftangreb, der er blevet gennemført i krigens første dage. Dage, hvor blandt andet dansk-udstyrede F-35 kampfly deltog. 

Også Amnesty understreger, at både Hamas og det israelske militærs drab på civile under den nuværende krig udgør en overtrædelse af krigens regler. 

I en rapport udgivet den 20. oktober fremlægger Amnesty International hvad de betegner som “fældende beviser” for at det israelske luftvåben med bombardementer af beboelsesejendomme, en flygtningelejr, et familiehjem samt et marked i perioden mellem den 7. og 12. oktober, har brudt krigens love og den forpligtelse til at  beskytte civile, som reglerne indeholder.

De undersøgte luftangreb handler blandt andet om bombardementet af en tre-etagers beboelsesejendom, der dræbte femten medlemmer af en familie – herunder syv børn. Ifølge vidner ramte bomben uden nogen forudgående advarsel og uden at Amnesty International har kunnet finde nogle indikationer på militære mål.

Et andet angreb ødelagde en seks-etagers bygning og dræbte mindst 40 civile. Ifølge Amnesty Internationals undersøgelse boede der et Hamas-medlem på en af etagerne, men han var ikke hjemme, da bygningen blev ødelagt. Og selv hvis han havde været hjemme, ville det ikke i sig selv gøre bygningen til et legitimt mål, understreger Amnesty i rapporten.

“Vores undersøgelse peger på, at der er fældende beviser for krigsforbrydelser i Israels bombeoperationer, som bør efterforskes med det samme”, skriver Amnesty. 

Det israelske militær IDF afviser rapportens konklusioner.

“Rapporten fra Amnesty International er mangelfuld, forudindtaget og præmatur, og baseret på grundløse antagelser om IDF’s operationer”, skriver en talsperson for IDF i en skriftlig kommentar til Danwatch og Information. 

IDF skriver, at det israelske militær tager “alle mulige forholdsregler under omstændighederne” for at minimere skade på civile, herunder advarsler til civile “når det er muligt”.  IDF understreger også at det israelske militær gennem gentagne opfordringer blandt andet via sociale medier og flyveblade har anmodet civile om at evakuere til den sydlige del af Gaza.

“IDF beklager enhver skade på civile forårsaget af vores operationer, og vi undersøger alle vores operationer for at lære, forbedre og sikre, at alle aktiviteter er foregået i overensstemmelse med operationelle procedurer og loven”, skriver IDF’s talsperson.

“Hvert eneste missil har en adresse, vi vil nå hvert eneste medlem af Hamas”, sagde Israels forsvarsminister Yoav Gallant da han den 17. oktober holdt en peptalk for de israelske F-35-piloter på Nevatim-basen i den israelske ørken, omkring 60 kilometer vest for Gazastriben. Billedet er fra en pressemeddelelse fra den israelske regering. Foto: Ariel Hermoni (IMoD)

Terma: Vi er stolte over at levere til F-35

Terma, der er Danmarks største forsvarsvirksomhed, har ifølge virksomheden selv 700 ansatte involveret i produktionen af dele til de amerikansk-producerede F-35 kampfly, som Israel har 36 af. Der sidder seks essentielle dele fra Terma på alle F-35 fly.

Udover pylonerne, som holder og slipper flyets eksterne bomber og missiler, leverer Terma blandt andet radarkomponenter, maskindele og dele til flyets hale. Alle dele er afgørende for flyets funktion

Danwatch har spurgt Terma, hvordan firmaets ledelse forholder sig til, at flyene nu bruges i bombardementerne af Gaza, hvor menneskerettighedsorganisationer vurderer, at der begås alvorlige krigsforbrydelser. 

Termas kommunikationschef Kasper Hyllested skriver i et mailsvar, at virksomheden har alle nødvendige eksporttilladelser og overholder al lovgivning på området.

“Terma producerer og leverer parter til F-35-programmet. Alle disse parter er omfattet af den grundige, danske eksportkontrol. Det betyder, at de danske myndigheder – Rigspolitiet, Udenrigsministeriet med flere – har vurderet vores eksport grundigt og givet os en tilladelse”, skriver han. 

“I Terma er vi glade for og stolte over at være en del af F-35 programmet – og derigennem yde et betydeligt bidrag til Danmarks vigtige alliance med USA og andre lande. Dansk industris deltagelse i F-35 programmet, som er verdens største industriprojekt, skaber vækst og rigtig mange gode danske arbejdspladser”, skriver kommunikationschefen i mailen til Danwatch.

Nye dansk-udstyrede fly på vej til Israel

Som Danwatch og Information tidligere har beskrevet, har danske myndigheder i årtier bevidst undladt at vurdere risikoen for, at den danske kampfly-eksport kan blive anvendt til menneskeretskrænkelser, når flyene ender i kontroversielle lande som for eksempel Israel. 

Det har siden 2010 været kendt, at Israel er modtager af F-35 flyene, som Israel har deltaget i udviklingen af helt siden 2003.

Den danske praksis er i lodret strid med såvel FN’s Våbentraktat som EU’s regler om våbeneksport, har flere juridiske eksperter også tidligere sagt til Danwatch og Information. 

Begge regelsæt kræver nemlig, at Danmark altid vurderer risikoen for menneskeretskrænkelser og krigsforbrydelser hos slutbrugeren, når danske forsvarsvirksomheder eksporterer militært udstyr til kontroversielle lande.

Selv om de danske flydele formelt er eksporteret til flyfabrikken i USA, skal Danmark altså vurdere risikoen hos den endelige køber, altså Israel, siger eksperterne.

Danwatch har spurgt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om risikoen for at den danske flyeksport bliver anvendt til krigsforbrydelser i Gaza.

Det har udenrigsministeren ikke svaret på, men i en e-mail bekræfter Udenrigsministeriet, at de danske tilladelser til eksport af dele til F-35-flyene som regel kun indebærer en vurdering af risikoen for misbrug i USA:

“I forhold til F-35 foregår eksportkontrollen i Danmark som regel alene med USA som modtager, da det på ansøgningstidspunktet som regel ikke er kendt, om og i givet fald hvortil det færdige produkt med de pågældende delkomponenter eventuelt skal videresælges”, lyder det fra Udenrigsministeriet. 

“Eventuel senere eksport af det færdige produkt vil foregå i henhold til amerikansk eksportkontrol, hvori der blandt andet også indgår hensynet til menneskerettigheder, humanitær folkeret og regional stabilitet”, skriver ministeriet.

Det israelske luftvåben råder i dag over i alt 36 F-35-fly med danske dele, mens yderligere 14 fly er på vej.  Derudover modtog den amerikanske flyfabrikant Lockheed Martin, der producerer F-35 kampflyene, i juli i år en ordre på yderligere 25 F-35 fly til Israel. 

Også disse fly vil indeholde danske dele og komponenter.

I samarbejde med Information

Flere artikler fra undersøgelsen:
Flere artikler om /

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right