Myndigheder vil undersøge, om Termas eksport er ulovlig

Efter Danwatch og TV2s afsløring af, at danske Terma har leveret radardele til emiratiske krigsskibe trods et dansk forbud mod al eksport af militært udstyr til Emiraterne, indleder Erhvervsstyrelsen en undersøgelse af, om Terma har brudt loven.


Erhvervsstyrelsen vil nu starte en undersøgelse af det danske firma Termas salg af udstyr, der er brugt militært i borgerkrigen i Yemen. Det skriver Erhvervsstyrelsen i en udtalelse til TV2 og Danwatch.

Det sker efter, at Danwatch og TV2 har afsløret, at Terma har leveret radardele til emiratiske krigsskibe, der er involveret i mulige krigsforbrydelser i Yemen – næsten et år efter, at Danmark vedtog at suspendere al eksport af militært udstyr til landet.

“Erhvervsstyrelsen er i dag via medierne blevet bekendt med, at der muligvis har foregået en eksport af et radarsystem fra virksomheden Terma med endelig militær anvendelse i Yemen”, skriver styrelsen i en mail til Danwatch og TV2:

“I lyset af, at der er våbenembargo mod Yemen, vil Erhvervsstyrelsen derfor indlede en undersøgelse af den konkrete sag, som skal afklare om eksportkontrolreglerne er blevet brudt”.

[Boks2]

Mulige krigsforbrydelser

Erhvervsstyrelsen har ellers hidtil vurderet, at Termas eksport af radardele ikke krævede nogen eksporttilladelse, sådan som udstyr, der kan anvendes militært, normalt kræver.

Denne vurdering har Terma hidtil opfattet som en godkendelse af den fortsatte eksport til Emiraternes flåde. Det fremgår af flere mailsvar fra Terma til Danwatch og TV2.

Erhvervsstyrelsens hidtidige vurdering kom i sidste uge og er lavet på opfordring fra Terma, efter Danwatch og TV2 gennem længere tid har kulegravet Termas eksport til Emiraterne og stillet spørgsmål om, hvorvidt eksporten var i overensstemmelse med de danske regler.

Terma har i flere uger afvist over for Danwatch og TV2, at eksporten af radarerne, der blev leveret fra 2011 til 2016, overhovedet krævede en tilladelse. Heller ikke selvom de “klart er designet til militær brug eller til kystbevogtning” ifølge våbenekspert Pieter D. Wezeman fra SIPRI, Stockholm International Peace Research Intitute.

Sammen med TV2 og det hollandske medie Lighthouse Reports har Danwatch dokumenteret, at Termas Scanter 2001 radarsystemer er installeret på emiratiske krigsskibe og anvendes til at opretholde en flådeblokade mod Yemen.

FN-eksperter og menneskerettighedsorganisationer har vurderet, at blokaden kan være en krigsforbrydelse, fordi den medvirker til at udsulte millioner af civile i det borgerkrigshærgede land.

Fastholder lovlighed

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Terma efter Erhvervsstyrelsens nye udmelding.

Hidtil har virksomheden fastholdt, at dets leverancer af udstyr til Emiraternes flåde frem til oktober 2019 er fuldt lovlige.

I en mail til Danwatch har Terma tidligere skrevet, at radarsystemerne ikke falder ind under definitionerne for militært udstyr eller dual-use, som kræver en eksporttilladelse fra myndighederne.

“Scanter 2001 er en navigationsradar, og den er ikke er omfattet af krav om udførselstilladelse, hverken i henhold til våbenloven eller EU’s forordning om dual-use produkter”, skrev firmaets pressechef Kasper Rasmussen til Danwatch tidligere på ugen.

Oven på Danwatch og TV2’s afsløringer meldte ordførerne fra regeringens støttepartier søndag ud, at kontrollen og reglerne på området burde strammes.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right