Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Krigsforbrydelser under radaren
- Danwatch har sammen med TV2, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR afsløret, at Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma har leveret udstyr til krigsskibe og bombefly, som De Forenede Arabiske Emirater bruger til at udsulte og bombe civile i Yemen.
- Vores research viser, at Termas eksport til Emiraternes militær fortsatte frem til 2019 – et år efter Danmark officielt havde suspenderet al eksport af våben og militært udstyr til Emiraterne.
- Frem til marts 2020 har Terma desuden undervist radarteknikere i vedligehold af udstyr anvendt i Yemen-krigen. Ifølge eksperter og menneskerettighedsorganisationer kan Terma være medansvarlig for mulige krigsforbrydelser. Erhvervsstyrelsen har efterfølgende meldt Terma til politiet for mulige brud på eksportkontrolreglerne. Vores undersøgelse er blevet til ved hjælp af satellitbilleder, fotos og videoer delt på sociale medier, aktindsigter, anonyme kilder og interviews med eksperter i ind- og udland.
- Undersøgelsen er en del af projektet EUarms, der kortlægger europæisk våbeneksport til krigs- og konfliktzoner.
- I Danmark har Danwatch, TV2, Berlingske og Nordic Reports (OSINT) fra Roskilde Universitets Center for Undersøgende Journalistik deltaget i projektet.
I maj sidste år kunne Danwatch i fællesskab med TV2 og hollandske Lighthouse Reports afsløre, at Terma, en aarhusiansk forsvarsvirksomhed, havde solgt udstyr til krigsskibe og bombefly, som De Forende Arabiske Emirater havde brugt til at skade civile i Yemen.
Dermed, vurderede både eksperter og menneskerettighedsorganisationer, at Terma kunne have været medvirkende til krigsforbrydelser, ligesom virksomheden blev kritiseret for hverken at leve op til EU’s regler for våbeneksport eller FN’s våbentraktat.
Nu er arbejdet blevet nomineret til Anders Bordings Journalistpris, der er en specialpris, som hvert år gives til et dansk nichemedie.
Undersøgelsen, der blandt andet har fået Erhvervsstyrelsen til at melde Terma til Bagmandspolitiet for brud på de danske eksportkontrolregler, er kommet i stand i et samarbejde mellem journalisterne Emilie Ekeberg, Nicolaj Houmann og Charlotte Aagaard, redaktør Jesper Hyhne og direktør Jesper Nymark.
Prisen uddeles den 26. august, og udover Danwatch er også fagbladet Folkeskolen og videnskab.dk nomineret.












