Nyhedsbrev

I denne denne uge trådte en tidligere fuldmægtig i Ankestyrelsen frem og fortalte om et “pilråddent” adoptionssystem, hvor myndigheder ikke har reageret på advarsler om fejl og huller i adoptionssager.

Skriv dig op til vores nyhedsbreve her
Freja Bøggild var ansat hos Ankestyrelsen fra 2021 til 2023 og sad med det, man kalder det aktive tilsyn – altså på aktuelle adoptionssager – og gennemgik myndighedernes tidligere tilsyn med adoptioner fra 1960’erne og frem. Ulrik Jantzen/Das Büro
23. februar 2024

“Ingen adopterede fra udlandet kan vide sig helt sikre på, hvad der er sandheden om deres adoption”

Denne uge har været stor for et lille medie som os. Tirsdag stod den tidligere medarbejder i Ankestyrelsen Freja Bøggild frem og sagde højt, hvad mere end 25.000 adopterede i Danmark har frygtet: Adoptionssystemet er pilråddent, og ingen adopterede i Danmark kan vide sig sikker på, at deres historie er sand. 

Det kræver mod at stå frem, og det er langt lettere at tie stille: Om oplysningerne i tusindvis af sager, som enten har manglet eller været direkte misvisende.

Freja Bøggild spurgte flere gange sine chefer om, hvorfor man ikke havde reageret på de advarsler, man har fået, men hun fik aldrig et tilfredsstillende svar. Til sidst fik hun nok.

I mere end et år har vi gravet i aktindsigter, og vi har interviewet kilder tæt på adoptionsprocessen. Mange af dem er sårbare. Enkelte af dem kan vi aldrig skrive, at vi har talt med. Alle har de leveret værdifuld viden, der leder frem til den samme konklusion: Alt for mange fejl i gamle adoptionssager har store konsekvenser i dag. 

Adopterede føler, at noget er galt. Uvisheden, når man ikke ved, hvor man kommer fra, og hvad der skete i de første dage af livet. Som en adopteret fra Haiti sagde til os, da Freja Bøggild afslørede fejlene i Ankestyrelsen: “Det var ikke mig, der var skeptisk og skør, min mavefornemmelse har været rigtig hele tiden”.

Det er en menneskeret at kende sin egen historie, og det har flere eksperter understreget igen og igen. Derfor kan det undre, at den danske stat ikke er gået først med en juridisk udredning af alle adoptioner fra alle lande.

Skandalerne om ulovlige adoptioner har der ellers været nok af.  Vi har afsløret korruption og fejl i børnesager fra Madagaskar frem til lukningen af adoptioner fra landet i januar i år. Dobbeltjobberi og betalinger uden kvitteringer i Sydafrika, og en indisk kvinde, hvis barn blev narret fra hende og adopteret til Danmark, hvor myndighederne afslog at hjælpe hende.

Andre medier har også fortalt om en adoptionsystem i knæ: I 2019 afslørede TV2 ulovlige adoptioner fra Indien, en afsløring, som DR gentog i begyndelsen af i år. Sidste år blev 300 adoptionssager med uregelmæssigheder fra Sydkorea til en kommission.

Chile, Colombia, Indonesien, Sri Lanka, Guatemala og nu Sydkorea har Ankestyrelsen selv undersøgt, dog med langt mildere konklusioner. En omfattende undersøgelse af hele adoptionsområdet i Holland afslørede ulovlige adoptioner fra flere lande, som Danmark også har adopteret fra, i nogle tilfælde fra de samme børnehjem.

Selvom Ankestyrelsen efter endt læsning af den hollandske rapport konkluderede, at “det ikke kan udelukkes, at metoder til ulovlig fjernelse af børn, som beskrevet i den hollandske rapport, har gjort sig gældende i de danske sager”, gjorde styrelsen ikke mere ved det. Slut med den sag.  

Men måske er der ved at ske noget nu. Ovenpå Freja Bøggilds udtalelser er Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil åben for en juridisk undersøgelse af adoptionsområdet i Danmark. Om der i den forbindelse også skal placeres et ansvar, er en anden sag. 

Socialministeren ville ikke komme svaret nærmere, da hun torsdag var blevet kaldt i samråd om en uvildig og juridisk undersøgelse. 

“(…) Det kan ikke komme som den store overraskelse, at der ikke kan komme noget klart svar på det spørgsmål i dag”, lød det fra Rosenkrantz-Theil.

De næste par uger og måneder vil forhåbentligt gør os klogere. Det fortjener de over tusindvis af adopterede i Danmark i hvert fald.

Får du alle vores nyhedsbreve?

Nyhedsbrev sign-up

Læs vores adoptionshistorier fra ugen her:

Hun førte tilsyn med adoptioner: “Systemet er pilråddent”

Adoptionssystemet er i knæ, siger en tidligere ansat i Ankestyrelsen i et eksklusivt interview til Danwatch og DR. Hun kalder på en uvildig undersøgelse af internationale adoptioner til Danmark.

Aarons adoption var fuld af fejl: “Det er jo kriminelt”

Ingen adopterede kan vide sig helt sikre på deres historie, lyder det fra en tidligere medarbejder i Ankestyrelsen, der nu står frem. “Vi havde ret”, siger Aaron, der er adopteret fra Haiti.

På trods af mistanke om ulovlig adoption: Myndigheder reagerede ikke på brev fra indisk mor 

De danske myndigheder igangsatte ikke en undersøgelse, da en indisk mor tilbage i 1990’erne i et brev skrev, hun fik franarret sit barn til adoption i Danmark. I stedet lod de sagen ligge. “Meget kritisabelt” mener ekspert.

Socialministeren udelukker ikke en juridisk undersøgelse af adoptionsområdet

Flere partier kræver en juridisk undersøgelseaf hele adoptionsområdet. Socialministeren afviser ikke forslaget.

Krav om “akut” kulegravning af alle adoptioner

Efter hård kritik af adoptionsområdet fra en tidligere medarbejder kræver Institut for Menneskerettigheder og flere partier en “akut” uvildig, juridisk undersøgelse af alle adoptioner.

 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down