7. november 2023

Forsvaret: Ingen undersøgelser af russisk spionskib

Søværnskommandoen fulgte et topmoderne russisk spionskib tæt, da det i midten af oktober sejlede rundt i danske farvande. Men Forsvaret vil ikke svare på, hvad skibet foretog sig undervejs, og oplyser, at det ikke undersøges yderligere. Det undrer dansk militæranalytiker.

Efter at have sejlet frem og tilbage i over et døgn nær Femern sejlede det russiske spionskib Evgeny Gorigledzhan nordpå forbi Storebælt. Her fangede amatørfotografer bl.a. noget af skibets besætning. Foto: Anonym
Ved du noget om spionskibets færd, så hører vi meget gerne fra dig. Skriv til danwatch@protonmail.com eller klik på knappen her.
Del din viden

Et af de mest avancerede spionskibe i Putins hemmelige GUGI-flåde lå i over et døgn og sejlede i zigzag-bevægelser over et lille stykke havbund i farvandet omkring Femern, hvor den nye tunnel mellem Danmark og Tyskland kommer til at ligge.

Men offentligheden bliver ikke lige foreløbigt klogere på hvilken mission, spionskibet med de bevæbnede soldater var på i Danmark i midten af oktober i år..

Danwatch og Ekstra Bladet har således spurgt Forsvarskommandoen om, det er blevet klarlagt, hvad spionskibet helt præcist foretog sig, da det opholdt sig i og omkring dansk farvand.

Officielt er Evgeny Gorigledzhan et oceanografisk forskningsfartøj, men det tilhører det såkaldte Hoveddirektorat for Dybhavsforskning, også kendt som GUGI, som er et tophemmeligt spionprogram under Ruslands militær, der refererer direkte til præsident Putin og generalstaben i Moskva.

Evgeny Gorigledzhan blev officielt søsat i august i år på værftet Yantar i Kaliningrad, og det skete blandt andet med danske materialer. Stenuldgiganten Rockwool har således gennem en officiel samarbejdspartner leveret skibsisolering i 2018 og 2020 for cirka 730.000 kroner efter datidens kurs, der skulle bruges i Evgeny Gorigledzhan.

Det fremgår af dokumenter fra Ruslands officielle udbudsdatabase, som Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af.

På det tidspunkt havde skibsværftet udsendt flere pressemeddelelser om, at skibet skulle indgå i GUGI’s flåde, der udover efterretningsskibe også består af flere ubåde og hjælpefartøjer.
Danwatch og Ekstra Bladet har stillet en række spørgsmål til Rockwool om leverancerne, men dem ønsker Rockwool ikke at svare på og henviser i stedet til selskabets hjemmeside.

“Forsvarskommandoen, herunder Søværnskommandoen, har ikke kendskab til igangværende undersøgelser,” lyder det i et skriftligt svar.

Danwatch og Ekstra Bladet afslørede i slutningen af oktober skibet Evgeny Gorigledzhans mystiske færden nær de danske kyster. Skibet er designet til at kortlægge kommunikationskabler og rørledninger på havbunden, blandt andet ved hjælp af to bemandede mini-ubåde, men er også i stand til udføre sabotage af kritisk infrastruktur.

Forsvarskommandoen erkender også i svaret, at det russiske skib er i stand til at udføre opgaver på havbund:

“Skibet Evgeny Gorigledzhan er jf. åbne kilder et nybygget forskningsskib beregnet til undervandsforskning, og er i henhold til åbne kilder registreret som russisk statsskib. Det må forventes, at skibet har kapaciteter til at understøtte denne opgave.”

Bør undersøges

Det undrer orlogskaptajn og militæranalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Jens Wenzel Kristoffersen, at man tilsyneladende ikke undersøger yderligere, hvad skibet lavede nær Femern-byggeriet.

“Det ville da være helt naturligt, og særligt i den sikkerhedspolitiske situation, som råder, med stigende spændinger i Østersøregionen, Nordsøen mv.”.

“Al undervandsaktivitet burde i min optik forbydes i nærheden af sådanne projekter, såvel under anlægsfasen samt i driftsfasen, hvilket også er tilfældet. Men vi ved jo stadig ikke hvad Evgeny Gorigledzhan udførte af operationer øst for Femern bælt konstruktionsområdet,” siger han.

Forsvarskommandoen slår i svaret også fast, at Søværnskommandoen tæt monitorerede Evgeny Gorigledzhan færden, men kommer ikke nærmere ind på hvordan.

“Søværnskommandoen, der har ansvaret for overvågning af danske farvande, var fuldt ud opmærksom på skibets sejlads frem mod indpassage og transit gennem danske farvande.”

Danwatch og Ekstra Bladet har tidligere på baggrund af offentligt tilgængelige positionsdata, som skibets egen AIS-sender har delt, kunne konstatere at der gik over otte timer, før det lille tysk kystvagtskib “Neustadt” ankom til Femern Bælt og tæt på skibet Evgeny Gorigledzhan.

Forsvarskommandoen afviser dog, at man ikke konstant havde et øje på det russiske spionskib.

“Forsvaret og dets samarbejdspartnere fulgte kontinuerligt skibet med egne enheder og sensorer op til og under passagen af dansk farvand. Der var således ikke tale om seks timers forsinkelse (Danwatch’s data viser otte timer, red.), inden Forsvaret reagerede.”

Krav om tilstedeværelse

Det fremgår ikke af offentlige AIS-data, at Forsvaret eller dets samarbejdspartnere skulle have haft enheder i området i de over otte timer, spionskibet tilsyneladende sejlede alene rundt ved Femern, inden det tyske kystvagtskib ankom. 

De fire vagtskibe, som tilhører Forsvarets Vessel Traffic Service (VTS) ved Femern, lå alle stille i Rødby Havn, mens det russiske skib sejlede i zigzag over havbunden, blot 20 sømil væk.

Og hvis Evgeny Gorigledzhan kun har været observeret med sensorer, er det ifølge Jens Wenzel Kristoffersen ikke tilstrækkeligt.

“Enhver russisk aktivitet bør monitoreres tæt. Som sagt kan dette være et spørgsmål om myndighederne har de tilstrækkelige ressourcer til at kunne følge disse aktiviteter så tæt, som det kunne være ønskværdigt,” siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Han påpeger også, at det kræver fysisk tilstedeværelse, hvis man skal opdage, at  Evgeny Gorigledzhan eksempelvis har søsat en af dens mini-ubåde nede på havbunden ved Femern.

“Radarer kan ikke se under havoverfladen. Så det, der skulle kunne afsløre dette, ville være, hvis man så skibet sætte sådan en ubåd ud. Det kræver jo, at man er til stede og monitorerer, hvad der foregår.” 

“Nogle skibe har dog også kapacitet til at kunne gøre dette uset, og særligt i ly af mørket. Derfor finder jeg det også yderst relevant at monitorere al russisk aktivitet i vores farvande særdeles tæt,” siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Den 28. oktober dukkede AIS-signalet fra Evgeny Gorigledzhan atter op. Denne gang ved indsejlingen til den militære GUGI-enheds ubådsbase ved Murmansk i det nordlige Rusland.

Siden har signalet atter været slukket.

Ved du noget om spionskibets færd, så hører vi meget gerne fra dig. Skriv til danwatch@protonmail.com eller klik på knappen her.
Del din viden
Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right