Åbner i en ny fane
Sikkerhed og våben26/08/2025

Danskerne ejer 10 procent af våbengigant: Sælger centrale dele til israelske kampfly

Gennem den obligatoriske pensionsordning ATP investerer alle danske lønmodtagere i våbenfirmaet Terma, der leverer dele til israelske kampfly, der bomber i Gaza. Ngo’er kalder det uansvarligt. Fagforening erkender, at det er dilemmafyldt.
Topshot palestinian israel conflict
Ifølge FN er 92 procent af bygninger i Gaza enten beskadiget eller ødelagt blandt andet som følge af israelske bombeangreb. Det betyder, at tusindvis af familier nu bor i teltlejre.Foto: Bashar Taleb/AFP/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Dansk militært udstyr bidrager til krigen i Gaza

  • Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma eksporterer dele til F-35 kampfly, som Israel bomber med i Gaza.
  • De dansk-udstyrede fly anvender megabomber, som FN advarer imod at bruge i tætbefolkede områder.
  • Eksperter vurderer, at eksporten er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
  • De danske myndigheder er blevet sagsøgt for våbeneksporten til Israel.

Det har vakt stor debat, at danskernes pensionskasse ATP har valgt at investere i forsvarsvirksomheden Terma, der leverer dele til israelske kampfly, der bomber i Gaza, og hidtil har det været ukendt, præcis hvor stor ejerandelen er. 

Men af Termas årsrapport fremgår det, at der er tale om en ejerandel på 10 procent. Dette bekræfter ATP over for Danwatch. Investeringen møder kras kritik fra Amnesty International og Oxfam Danmark. 

Ifølge dem er det dybt problematisk og uansvarligt, at ATP, der varetager pensionsmidler for alle danske lønmodtagere, vælger at fastholde sin investering og bestyrelsespost i Terma, når antallet af dræbte i Gaza fortsat stiger, og Israel har indledt en ny offensiv.  

“Situationen i Palæstina er meget alvorlig, og det skal både den danske stat og virksomhederne tage dybt seriøst. Der er så overvældende meget dokumentation for, at Israel begår brud på folkeretten og menneskerettighederne mod palæstinenserne. Jo mere dokumentation, der kommer, jo mere hult bliver det at fastholde sin investering i virksomheder, som kan understøtte ulovlighederne”, siger politisk rådgiver i Amnesty International Danmark Annette Stubkjær Rimmer. 

Danske lønmodtagere kan ikke sige nej til, at en del af deres løn bliver indbetalt til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), der er en lovpligtig pensionsordning, der fungerer som et supplement til folkepensionen. 

Af samme grund har en række fagforeninger en plads ved bordet i ATP’s bestyrelse og repræsentantskab. Indtil nu har fagforeningerne forholdt sig tavse til kritikken af investeringen i Terma. Men nu kalder Dansk Sygeplejeråd (DSR), der er faglig organisation for mere end 70.000 sygeplejersker i Danmark, det for en svær situation. 

“På den ene side er investeringer i våben blevet en nødvendighed med det, der foregår ude i verden. På den anden side er situationen i Gaza dybt ulykkelig, og ingen er interesserede i, at de våbendele, ATP investerer i, bliver brugt til formål, vi ikke kan stå inde for. Og det bliver ekstra svært og dilemmafyldt, når materialet samtidig bliver brugt i militære operationer med store civile tab”, udtaler Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, i et skriftligt svar til Danwatch. 

Hun vil dog lade det være op til ATP at vurdere, om man bør trække investeringen i Terma. 

“Situationen i Gaza er dybt bekymrende, men Terma handler ikke udelukkende om Gaza. Terma leverer også våbendele til beredskab og andre konflikter. Derfor er det ikke nødvendigvis det rigtige at trække investeringerne i Terma. Det vil jeg lade være op til ATP og FH’s bestyrelse at vurdere”, udtaler hun. 

Hun fortæller dog, at Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse skal diskutere organisationens investeringspolitik til efteråret og give den et kritisk eftersyn. 

Dorthe Boe Danbjørg sidder i ATP’s repræsentantskab sammen med en række andre fagforeningsledere. Danwatch har rakt ud til dem alle, men ingen andre har ønsket at udtale sig om ATP’s investering i Terma, selvom der er kritik fra ngo’er og aktivister.

Fagforeninger der ikke ønsker at kommentere sagen

  • Fagforeninger der sidder i ATP`s bestyrelse: 
  • Fagbevægelsens hovedorganisation FH
  • HK Danmark
  • Akademikerne
  • Dansk Metal
  • Fagforeninger der sidder i ATP’s repræsentantskab
  • Fagbevægelsens hovedorganisation FH
  • Dansk Metal 
  • HK
  • Børne- og Ungdomspædagoernes Landsforbund, BUPL 
  • 3F
  • Socialpædagogernes Landsforbund
  • Danmarks Lærerforening
  • Ledernes Hovedorganisation

Følger den gældende lovgivning

Siden ATP i juni sidste år investerede et “et-cifret milliardbeløb” i Terma, har Danmarks største forsvarsvirksomhed leveret et rekordresultat, meldt om bugnende ordrebøger og næsten fordoblet sin egenkapital. 

Danwatch har forsøgt at få et interview med chefen for ATP Langsigtet Dansk Kapital, Anders C. Schelde, der også sidder i Termas bestyrelse, om hvordan han forholder sig til, at Termas produkter anvendes til bombardementer i Gaza. Det har ikke været muligt, men i et skriftligt svar skriver ATP’s presseafdeling følgende: 

“Terma er underlagt strenge regler for eksportkontrol, og det er de danske myndigheder, der afgør, hvilke produkter og teknologier der må eksporteres, og til hvilke lande. Dette sker i overensstemmelse med dansk lovgivning og de internationale konventioner, Danmark har underskrevet”, lyder det. 

Både Amnesty International Danmark og Oxfam Danmark mener, at ATP har et særligt ansvar, fordi den forvalter danskernes fælles pensionsopsparing og bør have en meget høj standard for at foretage ansvarlige investeringer. 

“Når ATP investerer i Terma, ved man godt, at det er en virksomhed, der producerer militært udstyr, som indgår i konflikter eksempelvis i det folkedrab, vi ser udfolde sig i Gaza. Det rejser nogle alvorlige spørgsmål om risikoen for, at man bidrager til brud på menneskerettighederne og på hele det internationale humanitære regelsæt”, siger Jonas Devantier, senior programrådgiver i Oxfam Danmark, og fortsætter: 

“Det undrer mig, at ATP vil fastholde investeringerne i Terma. Man må forvente af ATP, at de kan fremlægge og forklare, hvordan man er nået frem til den konklusion”.

Amnesty International Danmark mener heller ikke, at der er andre muligheder end at trække investeringen.

“Alle de skridt der er taget indtil videre fra Den Internationale Domstol, Den Internationale Straffedomstol og diverse statsledere verden over, har ikke medført, at Israel er stoppet med deres krænkelse af palæstinensernes menneskerettigheder. Situationen er kun blevet værre. Så jeg mener ikke, at dialog lige nu er et værktøj, der kan bruges. Der er man nødt til at være mere konsekvent og frasælge sine investeringer og stoppe samhandlen”, siger politisk rådgiver i Amnesty International Danmark, Annette Stubkjær Rimmer. 

Danwatch har forelagt ngo’ernes kritik for Terma. I et skriftlig svar fra virksomhedens presseafdeling oplyser den, at Terma opererer inden for de rammer, som de danske myndigheder har fastsat. 

“Alle vores eksportaktiviteter – herunder deltagelsen i F-35-programmet – er underlagt grundig dansk kontrol og godkendelse af både Rigspolitiet og Udenrigsministeriet. For god ordens skyld kan vi bekræfte, at Terma ikke eksporterer komponenter til Israel. Alle leverancer til F-35 sker til USA via Lockheed Martin og deres underleverandører. Vi tager den humanitære situation meget alvorligt og følger nøje de skærpede danske regler, som trådte i kraft i marts 2024 – og vores politik er klar: Vi tilpasser os altid regeringens beslutninger og agerer i fuld overensstemmelse med gældende lovgivning”, lyder det i udtalelsen. 

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.