6. januar 2023

Chefredaktøren: Danwatch på vej med nye satsninger

Her er noget af det, vi har på vej til dig, og hvad du kan forvente af Danwatch i 2023.

Illustration: Ditte Lander Ahlgren

Verden var et vildt sted i 2022.

Krig i Europa, skyhøj inflation, demokratisk opstand i Iran, corona-pandemi, hedebølger, oversvømmelser, orkaner, tyfoner, klimaforandringer, kaos på sociale medier, uansvarlighed i de globale varekæder, historisk energikrise, geopolitiske spændinger mellem Kina og USA og som punktum et absurd VM i Qatar.

Midt i alt dette, har vi på Danwatch været på jagt efter den danske forbindelse. Vi har – som altid – undersøgt, hvad vi har at gøre med verden, og hvad den har at gøre med os. For vi hænger sammen med alt det, der sker derude. Ofte på ret afgørende vis. 

Vi har afsløret danske virksomheders salg til russisk militær, greenwashing, danske solcelleparker bygget på tvangsarbejde fra uighurer i Kina, danske køb af kul fra skattely og meget mere.

Det er derfor vi, Danwatch, er her, og det er vores særlige journalistiske mandat. Og i det nye år vil vi fortsat holde skarpt øje med danske virksomheder og det aftryk, vi sætter ude i verden. 

Vi vil fortsat gøre det med undersøgende journalistik, for behovet for graverjournalister, der jager de globale forbindelser, er større i denne vilde verden end nogensinde før. 

Og vi vil stadig gøre vores undersøgende journalistik fri, tilgængelig, gratis og annoncefri for alle. 

Danwatch er i det forgange år vokset til at blive en af Danmarks største undersøgende redaktioner i Danmark, og det er et udsøgt journalistisk privilegium at være uafhængig af abonnementssalg og annonceindtægter med et eneste formål, nemlig at bedrive den bedste undersøgende og kritiske journalistik, vi kan. 

Med særlige privilegier følger som bekendt også større ansvar. Derfor er vi gået i gang med at udvikle Danwatch, så vi i 2023 rent journalistisk bliver endnu skarpere, laver større afsløringer og sætter dagsordenen i de landsdækkende medier.

Danwatch lige ved hånden og i dine ører

Et af de steder, hvor I i 2023 vil se en forskel, er i den måde, vi formidler vores journalistik på. Vi tror på, at vores historier kan blive mere relevante for flere og samtidig mere let tilgængelige, uden at det udfordrer grundighed, væsentlighed eller troværdighed, tværtimod.

Vi synes, vores undersøgende journalistik er så vigtig, at den skal nå flest mulige danskere. Og vi er så dybt nede i vores historier, at vi også skal kunne præsentere dem på nye, interessante og relevante måder.

Vi vil gøre vores historier tilgængelige i forskellige former, så vi møder jer læsere på den måde, der passer jer bedst muligt. Det betyder også, at vi kommer til at være mere synlige på sociale medier (som vi selvfølgelige fortsætter med også at dække kritisk). Her kan du få vores historier i helt kort form, men måske giver det dig lysten til at klikke ind på vores hjemmeside og få historierne i en længere version eller skrive dig op til vores nyhedsbreve, så du kan få vores vigtigste historier direkte i din indbakke. 

Vi ved, at det i en travl hverdag er lettere at lytte til en halv times podcast, når man skal fordybe sig i verden og de komplekse problemer, der følger med vores forhold til den. Derfor vil vi i 2023 også lancere en podcast, så vores vigtigste historier kan blive foldet ud i dine ører, mens du sidder bag rattet, på motionscyklen, pilatesbolden, eller hvad du nu kunne finde på at sidde på.

Fokus på verdens vigtigste tema

Et af de områder, som vi satser stort på fra 2023 og frem, er klimaet. Vi står over for menneskehedens største udfordring, som er skabt af industrialiseringen og vores øgede forbrug – emner vi er dybt optagede af på Danwatch. Samtidig er det også gennem vores forbrug, at vi hver især kan gøre en forskel, og derfor vælger flere og flere da også at købe med omtanke og vælge produkter fra virksomheder, der bryster sig af at være grønne og bæredygtige. Derfor er det også blevet god reklame at kalde sig grøn, og efterhånden er der ikke mange virksomheder, som ikke på den ene eller anden måde kalder sig bæredygtige.  

Det betyder også, at der efterhånden flyder ufattelige summer mod den grønne sektor. Ja faktisk så mange, at det er blevet et godt sted at investere, hvis man er et pensionsselskab eller en bank på udkig efter et sikkert afkast i en tid med økonomisk usikkerhed. Det er selvfølgelig en glædelig udvikling for den grønne omstilling, og det skaber håb for fremtidens generationer. 

Spørgsmålet er bare, om nogle af virksomhederne i virkeligheden iklæder sig lidt grønnere fjer, end de egentligt kan leve op til, mens klimabevidste forbrugere eller pensionsopsparer bliver ført bag lyset, og klimaet alligevel betaler prisen? Greenwashing berører ikke bare os alle i dag, men i endnu højere grad de mange generationer efter os. Derfor har vi på Danwatch en ambition om at være de skarpeste til at undersøge og afsløre dem, der svigter den tillid, vi giver dem.

Faktisk er vi allerede tyvstartet lidt, og hvis du ikke fik læst dem i 2022, kan du læse et par af vores dygtige klimajournalist Andreas Abildlunds afsløringer her, og jeg lover jer, at han allerede har flere afsløringer i støbeskeen.

I hælene på våbenproducenterne

Sidste år trådte verden ind i en ny virkelighed med Putins angreb på Ukraine. Med et blev vi alle bevidste om, at vores verden og hverdag fra den ene dag til den anden er blevet langt mere usikker. Kina rasler med sablen i Taiwan, og det synes blot at være et spørgsmål om tid, før en konflikt mellem Vesten og Kina også bliver en virkelighed, der vil påvirke os alle.

Men hos Danmarks største producenter af militært isenkram, som for eksempel it-giganten Systematic, fristes man næsten til at tro, at ejer og en af Danmarks rigeste personer, Michael Holm, hæver champagneglasset med ordene: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For med den øgede usikkerhed i verden går vi en tid i møde, hvor der investeres voldsomt i militær oprustning, og både Systematic og det århusianske selskab Terma A/S har i år leveret rekordregnskaber.  Der er altså dækket op til den helt store våbenbuffet med forventning om, at Danmarks forsvarsindustri går en gylden tid i møde, og det har vi selvfølgelig tænkt os at holde et skarpt øje med. I flere tilfælde har vores journalister allerede afdækket og vundet priser for afsløringer af eksempelvis Systematics kreative omgåelse af eksporttilladelser til Emiraterne.

Det er selvfølgelig ikke kun forsvarsindustrien, som fristes af profit. Vi har allerede afsløret en lang række danske selskaber i at handle med diktaturstater. Seneste skud på den stamme er vores afsløringer af malingsgiganten Hempels salg til Putins Sortehavsflåde, der, mens du læser det her, tæppebomber ukrainerne med missiler dag og nat. Uden at afsløre for meget, kan jeg dog fortælle, at vi arbejder på historier, som får den hidtidige kritik af danske virksomheders forretninger i Rusland til at blegne.

På den måde vil vi også i 2023 satse stort på at finde danske forbindelser til aktuelle krige, konflikter og kriser.

Boots on the ground

Samtidig vil vi stadig lave det, vi altid har gjort, med fokus på krænkelser af menneskerettigheder, arbejdsforhold og miljø. Gennem 15 år har Danwatch skabt Danmarks største netværk til andre undersøgende medier i hele verden, og derfor er vi derude for at komme helt tæt på de historier, vi afdækker. Vores forbrug og den øgede globalisering påvirker i høj grad mennesker og miljøet i resten af verden. Derfor mener vi, at det er et stort ansvar at undersøge, afdække og stille de ansvarlige til ansvar, så historierne ikke glemmes, blot fordi de er langt fra vores trygge hverdag herhjemme. 

Det er unikt i en medievirkelighed, hvor det er de færreste medier, der efterhånden prioriterer at lave den type undersøgende journalistik i udlandet, da den er dyr, ofte farlig og altid tager lang tid. Det gør vi, og et godt eksempel på det er vores Afrika-journalist Oscar Rothstein, der i sommers sammen med Ekstra Bladet afslørede, hvordan Mærsk knægtede lokale havnearbejdere i Liberia.

Det samme gælder vores besøg ved en forurenende kulmine i Mozambique, som danske FLSmidth var involveret i, og ved danske kraftværker i Libanon, som forurenede lokalmiljøet.

I alle tre tilfælde har vi arbejdet tæt sammen med lokale medier, og vi har allerede en række afsløringer på vej i begyndelsen af 2023, som vi ikke kunne have lavet uden at samarbejde med dygtige journalister, der kender de lokale forhold meget bedre end os. 

Men vi vil være endnu bedre

Vi arbejder hele tiden på at udvikle os, dygtiggøre os og udnytte den særlige position, vi har. Det vil vi rigtig gerne have din hjælp til, ligesom vi rigtig gerne vil høre din mening om os, og særligt hvis du har ideer til områder, du synes, vi skal undersøge i 2023 – og selvsagt også meget gerne, hvis du har et tip, læk eller noget andet, vi bare må vide. Vores mails og telefoner står åbne.

Hvis du i stedet bare gerne vil være den første til at høre om vores næste afsløringer og følge med i vores nye tiltag, så synes jeg, at du allerede nu skal skrive dig op til vores nyhedsbrev. Det er helt gratis!

Vi ses i (vilde) 2023.
Adam Dyrvig Tatt, chefredaktør

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right