17. maj '20Sikkerhed og våben

Danmarks største forsvarsvirksomhed bidrager til mulige krigsforbrydelser i Yemen

Den århusianske forsvarsvirksomhed Terma leverer udstyr til krigsskibe og bombefly, som de Forenede Arabiske Emirater bruger til at udsulte og bombe civile i Yemen. Ifølge eksperter og menneskeretsorganisationer kan Terma være medansvarlig for mulige krigsforbrydelser.

Behind The Frontlines Of Hodeidah

Denne artikel er en del af undersøgelsen Krigsforbrydelser under radaren

  • Danwatch har sammen med TV2, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR afsløret, at Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma har leveret udstyr til krigsskibe og bombefly, som De Forenede Arabiske Emirater bruger til at udsulte og bombe civile i Yemen.
  • Vores research viser, at Termas eksport til Emiraternes militær fortsatte frem til 2019 – et år efter Danmark officielt havde suspenderet al eksport af våben og militært udstyr til Emiraterne.
  • Frem til marts 2020 har Terma desuden undervist radarteknikere i vedligehold af udstyr anvendt i Yemen-krigen. Ifølge eksperter og menneskerettighedsorganisationer kan Terma være medansvarlig for mulige krigsforbrydelser. Erhvervsstyrelsen har efterfølgende meldt Terma til politiet for mulige brud på eksportkontrolreglerne. Vores undersøgelse er blevet til ved hjælp af satellitbilleder, fotos og videoer delt på sociale medier, aktindsigter, anonyme kilder og interviews med eksperter i ind- og udland.
  • Undersøgelsen er en del af projektet EUarms, der kortlægger europæisk våbeneksport til krigs- og konfliktzoner.
  • I Danmark har Danwatch, TV2, Berlingske og Nordic Reports (OSINT) fra Roskilde Universitets Center for Undersøgende Journalistik deltaget i projektet.
En Danwatch-undersøgelse

Menneskerettighedsorganisationer og FN-eksperter vurderer, at de Forenede Arabiske Emirater er ansvarlige for mulige krigsforbrydelser – blandt andet i forbindelse med bombninger af civile mål. Her behandles et offer for et af Saudi-Arabien og Emiraternes bombardementer. Foto: Læger Uden Grænser

  • Danwatch kan sammen med TV2, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR afsløre, at danske Terma leverer udstyr til krigsskibe og bombefly, som De Forenede Arabiske Emirater bruger til at udsulte og bombe civile i Yemen.
  • Ifølge eksperter og menneskerettighedsorganisationer kan Terma være medansvarlig for mulige krigsforbrydelser, og den danske eksport kan stride mod EU’s og FN’s retningslinjer.
  • Vores research viser også, at Termas eksport fortsatte trods det danske forbud mod militær eksport til Emiraterne i 2018. 
  • Undersøgelsen er blevet til ved hjælp af satellitbilleder, fotos og videoer delt på sociale medier, aktindsigter, anonyme kilder og interviews med eksperter i ind- og udland.
  • Undersøgelsen er en del af projektet  #EUarms.com. I Danmark har Danwatch, TV2, Berlingske og Nordic Reports (OSINT) fra Roskilde Universitets Center for Undersøgende Journalistik deltaget i projektet.

Når krigsskibe fra de Forenede Arabiske Emirater, udstyret med maskinkanoner og missiler, forhindrer civile skibe med mad, medicin og brændstof i at nå frem til millioner af sultende civile i Yemen, er det danske radarsystemer, der viser besætningen, at et fragtskib med nødhjælp forsøger at nå frem til Yemens kyst. 

Og når emiratiske bombefly letter for at bombe områder kontrolleret af oprørsstyrker i Yemen, bliver flyene beskyttet af danske antimissil-systemer. 

Det kan Danwatch afsløre efter en omfattende research gennemført i samarbejde med TV2 og det hollandske medie Lighthouse Reports. 

Ved hjælp af satellitbilleder, aktindsigtsanmodninger, efterretningsrapporter, sociale medier, eksporttilladelser samt dusinvis af interviews kan vi dokumentere, at den danske forsvarsvirksomhed Terma har leveret både radar- og missilforsvarssystemer, som anvendes af Emiraternes militær til at begå mulige krigsforbrydelser i Yemen.

Det er i strid med Termas forpligtelse til at overholde menneskerettighederne, mener en af Danmarks førende folkeretseksperter, professor emeritus Frederik Harhoff fra Syddansk Universitet, der er tidligere dommer ved krigsforbrydertribunalet for Eksjugoslavien.

“Hvis Terma har været vidende om, at der foregik grove krænkelser af den humanitære folkeret i Yemen og vidste, at firmaets udstyr skulle bruges til at begå disse forbrydelser, er der formentlig tale om strafbar medvirken til forbrydelserne,” siger han.

Dermed har Danmark heller ikke opfyldt sine internationale forpligtelser til at føre effektiv kontrol med eksporten af militært udstyr, lyder det fra flere eksperter.

Kort fortalt

Krigen i Yemen

Læs mere

Krigen i Yemen har stået på siden 2015. På den ene side af konflikten står houthi-oprørsgruppen, som er allieret med militære styrker, der er loyale til tidligere og afdøde præsident Ali Abdullah Saleh.

På den anden side, og støttet af en saudiarabisk-ledet koalition af 9 afrikanske og mellemøstlige lande, herunder De Forenede Arabiske Emirater, er den FN-anerkendte yemenitiske regering, ledt an af præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Krigen anslås til at have kostet mellem 100.000 og 230.000 mennesker livet. FN-eksperter og menneskerettighedsorganisationer vurderer, at begge sider kan være ansvarlige for krigsforbrydelser, samt at eksport af våben og militært udstyr er med til at forlænge konflikten

Få et overblik over krigen her.

Mulige krigsforbrydelser

Krigen i Yemen brød ud i 2015, da houthi-oprørere væltede landets regering, som støttes af blandt andet Saudi-Arabien og Emiraterne.

Krigen har kostet mere end 100.000 mennesker livet og har ifølge Oxfams landechef i Yemen Muhsin Siddiquey gjort 80 procent af landets befolkning afhængige af nødhjælp.

Både FN, menneskerettighedsorganisationer og uafhængige eksperter vurderer, at Emiraterne er medansvarlig for grove menneskeretskrænkelser og mulige krigsforbrydelser i Yemen.

Mere end ti millioner mennesker sulter blandt andet på grund af en saudisk-ledet flådeblokade, som Emiraterne har været med til at opretholde gennem store del af den fem år lange krig, og som forhindrer nødhjælp og fødevarer i at nå frem.

Derudover har Emiraterne løbende gennemført flyangreb på civile mål, heriblandt skoler, hospitaler og civile boligområder.

“Emiraterne er dybt involveret i blokaden af Yemen. Blokaden har haft katastrofale konsekvenser for civilbefolkningen og er medvirkende årsag til omfattende hungersnød, fordi forsyninger af mad og medicin ikke kan komme ind i landet”, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International i Danmark.

Hun understreger, at De Forenede Arabiske Emirater også er ansvarlige for en stor del af de luftbombardementer, som kræver uproportionalt mange civile ofre i Yemen.

Den vurdering deler professor Frederik Harhoff.

“Det er selvfølgelig kun en domstol, der kan afgøre, om det, der foregår i Yemen, er en krigsforbrydelse eller ej. Men det lugter stærkt af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden“, siger han.

Ulovlig våbeneksport

Allerede i 2015 advarede Amnesty International om, at våbeneksport til Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater var i strid med international lov. Og i 2019 vurderede et særligt FN-ekspertpanel, at lande, der eksporterer våben og militært udstyr til den saudisk-ledede koalition, kan være medansvarlige for krigsforbrydelser.

Panelet konkluderede, at våbeneksporterende lande er med til at forlænge den væbnede konflikt og humanitære krise i landet.

Den vurdering gælder også for Danmark, hvis danske virksomheder eksporterer udstyr til de stridende parter, mener den britiske juraprofessor Charles Garraway, lektor ved Center for Menneskerettigheder på det britiske Essex Universitetet.

Han var indtil for nylig medlem af FN-ekspertpanelet bag rapporten og følger udviklingen i Yemen tæt.

“Hvis Danmark leverer militært udstyr til medlemmer af den saudisk-ledede koalition til brug i konflikten i Yemen, så er Danmark med til at forlænge konflikten og den yemenitiske befolknings lidelser”, siger han til Danwatch.

Det bakkes op af Muhsin Siddiquye, landechef for den internationale udviklingsorganistation Oxfam i Yemen.

“Det er et paradoks, at lande som Danmark med den ene hånd støtter Oxfam og andre humanitære
organisationers arbejde i Yemen og med den anden hånd tillader salget af militært udstyr, som anvendes til at bombe os og afholde nødhjælp fra at nå frem”, siger han.

“Vi forstår, at Danmark og danske firmaer har  økonomisk interesser i at sælge militært udstyr, men hvis alle lande fortsætter med at gøre det, får vi aldrig stoppet krigen”, siger Muhsin Siddiquye.

Krigsskibe i aktion

Emiraterne har deltaget i Yemen-krigen siden den brød ud i marts 2015, men for første gang kan Danwatch, TV2 og Lighthouse nu dokumentere, at landet anvender skibe med danskproduceret radarudstyr om bord til at forhindre nødhjælp i at nå frem til mere end ti millioner sultende yemenitter.

Det sker som del af den stærkt kritiserede flådeblokade af Yemen. Blokaden ledes af Saudi-Arabien, men Emiraterne har løbende deltaget med et eller flere krigsskibe udstyret med det danske Scanter 2001 radarsystem, som Terma producerer.

Det fremgår blandt andet af en oversigt over skibenes udstyr, som det ansete militære researchcenter Jane’s har udarbejdet. 

Selve deltagelsen i blokaden fremgår blandt andet af en video fra 2015, som Danwatch, TV2 og Lighthouse har opsporet.

Videoen er optaget af den lokale emiratiske tv-station Aloom al-Daar og viser, hvordan den emiratiske korvet Al-Dhafra standser og border et fragtskib ud for Yemens kyst som led i blokaden.


Play Video

En reportage fra tv-stationen Aloom al-Daar viser, hvordan det emiratiske krigsskib Al-Dhafra stopper et mindre fragtskib som led i blokaden af Yemen. Optagelserne er uploaded til YouTube den 18. oktober 2015.

Flere andre videoer bekræfter de emiratiske krigsskibes deltagelse i blokaden, og det samme indikerer en række daterede billeder fra satellit-tjenesterne Google Earth Pro og Terra Server.

Her kan man konstatere, at de emiratiske korvetter løbende befinder sig på flådebasen Assab i Eritrea, 65 kilometer fra Yemen.

Basen fungerer som Emiraternes hovedbase i krigszonen, viser en hemmeligstemplet rapport fra Frankrigs militære efterretningstjeneste, som Danwatch, TV2 og Lighthouse har fået adgang til.

Satellitbilleder viser, at mindst en og ofte flere korvetter befinder sig på basen i perioden 2016-2019.

Skibene er letgenkendelige på grund af deres spidse stævn og den mørke helikopterlandingsplads agter. En opmåling af skibets længde, foretaget i Google Earth Pro bekræfter desuden, at der er tale om de emiratiske Baynunah-korvetter med danske radarsystemer ombord.

DOKUMENTATION

Satellitfoto af Assab flådebasen fra marts 2016. På billedet ses en af Baynunah-korvetterne nederst til højre. Skibet kan genkendes på sin størrelse, sin spidse stævn og den mørke helikopter landingsplads agter (Foto:Google Earth)

Læs mere: Danske radarer brugt til at udsulte Yemens befolkning 

Reservedele leveret frem til oktober 2019

Ud over salget af radarer til Emiraterne kan Danwatch, TV2 og Lighthouse Reports også dokumentere, at Terma har fortsat sit samarbejde med den emiratiske flåde i hvert fald frem til oktober 2019.

Det er næsten et år efter, at Danmark indførte et stop for eksport af våben og militært  udstyr til Emiraterne på grund af landets involvering i krigen i Yemen.

Eksportstoppet blev gennemført den 22. november 2018 og er fortsat gældende. Det bekræfter Udenrigsministeriet i et mailsvar, hvor det fremgår, at forbuddet også omfatter såkaldte efterleverancer. 

“Beslutningen er stadig gældende og omfatter også ansøgninger om genudførsel efter vedligehold eller udførsler af reservedele i forbindelse med tidligere ordrer”, hedder det i mailsvaret.

Ud over leveringen af reservedele erfarer Danwatch og TV2, at Terma i februar-marts i år har haft et hold radarteknikere fra firmaets emiratiske  samarbejdspartner Elcome på kursus på Termas fabrik i Lystrup.

Elcome har ifølge en pressemeddelese fra firmaet haft haft kontrakt på at vedligeholde blandt andet Scanter 2001 radarerne ombord på de emiratiske krigsskibe siden januar 2018. 

Læs mere: Radardele ender i Emiraterne trods  eksportforbud

Bombefly i krigszonen

Danwatch, TV2 og Lighthouse kan desuden dokumentere, at Terma har leveret et forsvarssystem til Emiraternes nye Archangel kampfly, som det emiratiske flyvevåben anvender i Yemen-krigen.

Ifølge satellitbilleder befinder flere af Archangel flyene sig i krigszonen fra 2017 og frem. 

Flyene er ifølge Termas hjemmeside udstyret med såkaldte MASE pods fra det danske firma. Det er et forsvarssystem, som monteres under vingerne og beskytter flyet mod angreb fra jorden.

Ligesom korvetterne befinder flere af de emiratiske kampfly sig løbende på Assab-basen ud for Yemens kyst i perioden 2017-2018. 

Som en yderligere indikation på, at Emiraterne anvender de dansk-udstyrede bombefly i krigen, styrtede et af de emiratiske Archangel fly ned under en mission i Yemen den 11. september 2017.

Ulykken, der koster piloten livet, blev dækket af emiratiske medier og flere internationale militære eksperter bekræfter over for Danwatch, at der er tale om et Archangel fly.

Læs mere: Dansk udstyr beskytter bombefly over Yemen

Danwatch, TV2 og Lighthouse har desuden genfundet de emiratiske Archangel fly flere andre steder i krigszonen. 

På satellitbilleder fra 2018 og 2019 ses flyene for eksempel på Jizan-basen i Saudi-Arabien, små 50 kilometer fra grænsen til Yemen.

Ifølge det militære researchcenter Jane’s har Saudi-Arabien givet sin emiratiske allierede ret til at anvende Jizan som base for de emiratiske flyoperationer i Yemen.

DOKUMENTATION

Fem fly i Jizan-basens lufthavn. Basen er ifølge militære analysecentre overgivet til Emiraterne, som bruger den til missioner i Yemen. Flyenes vingefang passer med Archangel-flyet med dansk udstyr. Foto: Google Earth Pro

Ignorerede advarsler

Kort efter krigens start i 2015 advarede menneskeretsorganisationer om mulige krigsforbrydelser begået af Saudi-Arabien og Emiraterne i Yemen. 

Men der gik tre et halvt år, før Danmark besluttede at stoppe for al eksport af militært udstyr til de to lande.

Selv om det danske forbud først blev sat i værk den 22. november 2018, mener både menneskerettigheds-organisationer og juridiske eksperter, at Termas leverancer af radarer og forsvarssystemer burde være stoppet langt tidligere.

“Både vi, FN og mange andre organisationer har i årevis dokumenteret, at blandt andet Saudi-Arabien og Emiraterne begår meget voldsomme menneskeretskrænkelser og krigsforbrydelser i Yemen”, siger Amnestys generalsekretær Trine Christensen. 

Men ingen af de mange advarsler har afholdt Terma fra at levere radarer og forsvarssystemer til Emiraternes krigsførelse. 

De sidste dele til bombeflyenes forsvarssystemer blev således leveret fra Termas fabrik i Lystrup i 2018, og de sidste reservedele til Termas flåderadarer ankom til Emiraterne krigsskibe i oktober 2019 – fire et halvt år efter krigens start.

Det bekræfter Terma i en mail til Danwatch, TV2 og Lighthouse.

I konflikt med menneskerettighederne

Og det er i strid med Termas forpligtelse til at overholde menneskerettighederne, siger  Amnestys generalsekretær.

“Virksomheder har et klart ansvar for ikke at medvirke til menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser. Og det ansvar bliver ikke mindre alvorligt af, at der er tale om forsvars- og radarsystemer”, siger Trine Christensen.

“Der er jo tale om materiel, som er nødvendigt, for at Emiraterne kan bombe i Yemen og blokere for forsyninger. Som situationen er i Yemen, bør danske virksomheder ikke sælge nogen som helst former for militært udstyr til Emiraterne”, siger hun.

Den vurdering bakkes op af flere internationale eksperter, som Danwatch og TV2 har talt med. En af dem er William Hartung, ekspert i international våbenhandel og leder af den amerikanske tænketank Center for International Policy.

“De danske radarer er helt nødvendige for Emiraternes korvetter. Uden radarsystemerne er de emiratiske krigsskibe hverken i stand til at deltage i krigen i Yemen eller i flådeblokaden,” siger han.

 

Ifølge The Yemen Data Project rammer cirka en tredjedel af Saudi-Arabien og Emiraternes bombeangreb civile. Foto: Pablo Tosco / Oxfam

Terma afviser kritik

Danwatch, TV2 og Lighthouse Reports har i flere uger forsøgt at få et interview med Termas administrerende direktør Jes Munk Hansen om firmaets samarbejde med Emiraterne og Termas mulige medansvar for krigsforbrydelser i Yemen. 

Men Jes Munk Hansen har ikke ønsket at stille op til interview. I flere mailsvar til Danwatch afviser Termas kommunikationschef dog, at firmaet har gjort noget forkert.

“Terma overholder de til enhver tid gældende regler for handel med forsvars- og dual-use produkter og følger afgørelser truffet af de danske myndigheder med hensyn til eksport”, skriver kommunikationschef Kasper Rasmussen.

Begrebet dual-use henviser til udstyr, der kan anvendes både til civile og militære formål.

Som bevis på, at Termas eksport til Emiraterne er lovlig henviser firmaet til de tilladelser, Terma har fået fra Rigspolitiet i 2015 og 2018 til at eksportere udstyr til de emiratiske bombefly.

Og hvad angår radarsystemerne henviser firmaet til en teknisk vurdering, som Terma har anmodet Erhvervsstyrelsen om at foretage efter at Danwatch og TV2 begyndte at interessere sig for sagen. 

Ifølge den tekniske vurder kan Termas Scanter 2001 radar til Emiraterne hverken karakteriseres som militært udstyr eller et dual use produkt. 

Sådan har vi gjort

  • I februar 2020 mødtes en gruppe journalister fra danske og skandinaviske medier hos Danwatch i København for at indlede et fælles researchsamarbejde om skandinavisk våbeneksport. 
  • Projektet, som har titlen #ScandinavianArms, er en del af et større undersøgende projekt, som kortlægger europæisk våbeneksport til konfliktlande, #EUArms, som kan ses på hjemmesiden EUarms.com 
  • Researchen af dansk eksport af våben og militært udstyr er udført ved hjælp af offentligt tilgængelige kilder såsom satellitbilleder, fotos og videoer delt på sociale medier og, offentlige registre – såkaldte Open Source Intelligence metoder.
  • Derudover har Danwatch søgt adskillige aktindsigter, talt med anonyme kilder samt  interviewet en lang række eksperter i ind- og udland.
  • Vi har blandt andet bedt eksperterne vurdere vores dokumentation, lovligheden af Termas våbeneksport til Emiraterne og Emiraternes rolle i forbindelse med krigen i  Yemen. 
  • Følgende medier har deltaget i det danske samarbejde; Danwatch, TV2, Berlingske og researchcentret NOIR  fra Roskilde Universitets Center for Undersøgende Journalistik

Danmark overtræder EU-regler

Ansvaret for at sikre, at Termas eksport af militært udstyr ikke krænker menneskerettighederne, ligger imidlertid ikke kun hos firmaet. Det ligger også hos de danske myndigheder, der udsteder eksporttilladelserne.

Flere danske og internationale eksperter, som Danwatch har talt med, mener, at de danske myndigheder har sovet i timen, når det gælder Termas eksport til Emiraterne.

Anna Stavrianakis, professor i international politik ved det britiske University of Sussex, er ekspert i våbenkontrol og følger våbeneksporten til de krigsførende parter i Yemen tæt.

Hun mener, at Danmark har overtrådt både FN’s våbentraktat og EU’s Fælleserklæring om våbeneksport ved ikke at gribe ind over for Terma.

“EU’s Fælleserklæring forpligter Danmark til at forhindre eksport af våben og militært udstyr, hvis der er en ‘klar risiko’ for, at udstyret vil blive anvendt til alvorlige krænkelser af folkeretten” siger hun. 

“FN’s våbentraktat taler om en ‘overhængende risiko’. Der er ingen tvivl om, at begge regelsæt forpligter Danmark til ikke at udstede eksporttilladelser, når der er risiko for alvorlige menneskerettighedskrænkelser”.  

Pligt til effektiv eksportkontrol

Og det er der, ifølge Anna Stavrianakis, ikke tvivl om i denne sag.

“Der er masser af beviser på, at Emiraternes krigsførelse i Yemen er årsag til alvorlige brud på folkeretten”, siger hun.

Frederik Harhoff bakker kritikken op.

“Både FN’s våbentraktat og EU’s Fælleserklæring forpligter Danmark til at sikre kontrol med, at dansk militærudstyr, herunder dual-use udstyr, ikke anvendes til formål, der strider imod den humanitære folkeret eller grove krænkelser af de internationale menneskerettigheder”, siger han. 

“Den forpligtelse har hverken Rigspolitiet eller Erhvervsstyrelsen levet op til i denne sag og dermed har Danmark ikke opfyldt sine internationale forpligtelser til at føre effektiv kontrol med eksporten af militært udstyr fra Danmark”, siger Frederik Harhoff.

Regeringen tavs om ansvar

Danwatch og TV2 har i flere uger forsøgt at få et interview med udenrigsminister Jeppe Kofod om kritikken af den danske eksport til Emiraterne, men ministeren har ikke ønsket at stille op.

I et mailsvar til Danwatch forholder han sig ikke direkte til sagen. Men han  understreger, at det danske forbud mod at eksportere våben og andet militært udstyr til Emiraterne, som blev indført i november 2018, står ved magt.

“Min linje er helt klar: Der bør ikke eksporteres våben og militært udstyr til hverken Saudi-Arabien eller de Forenede Arabiske Emirater fra Danmark, så længe de pågældende produkter risikerer at blive anvendt i Yemen-konflikten”, skriver ministeren.

Han understreger, at Udenrigsministeriet derfor ikke godkender nye ansøgninger om eksport af våben og militært udstyr til de to lande, når ministeriet høres af Rigspolitiet i sager om eksporttilladelser. 

“Det har været linjen siden 2018 og det er det fortsat”, skriver Jeppe Kofod.

Fra Yemen opfordrer Muhsin Siddiquye danske myndigheder til at gøre mere for at sætte ind overfor samarbejdet mellem danske virksomheder og Emiraternes militær.

“Danmark må stoppe salget af militært udstyr til koalitionen og i stedet presse dem til forhandlingsbordet. Vi kan ikke vente et sekund mere”, siger han.

Fra samme undersøgelse: