Åbner i en ny fane
Byggeri og infrastruktur23/02/2026

Dansk gigant fik aftale til 10 mia. dollar, men nu vakler saudisk megaprojekt

Saudi-Arabien har lokket med milliardprojekter og vækstmuligheder, men på en investeringskonference i Riyadh, som Danwatch deltog i, stod det klart, at flere planer er sat på pause, og det rammer også danske DSV. Nogle projekter har nu fået kniven, og det samme har ministeren på området.
BB
Illustration: Louise Tandrup Kock
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

RIYADH – Det blev slået stort op, da den danske logistikgigant DSV i 2023 kunne præsentere et joint venture med Saudi-Arabiens ambitiøse megaprojekt Neom til en værdi af svimlende ti milliarder dollar.

Samarbejdet blev lanceret som en strategisk adgangsbillet til et af verdens mest omfattende udviklingsprojekter, og fra DSV’s daværende administrerende direktør Jens Bjørn Andersen lød det, at projektet var “en betydelig vækstmulighed” i regionen.

Danwatch har tidligere beskrevet, hvordan den danske virksomheds arbejde i Neom har vakt kritik, særligt i forbindelse med arbejdsforholdene for migrantarbejdere på projektet.

DSV’s engagement i Saudi-Arabien er langt fra enestående, da man fra dansk side i de senere år har opfordret danske virksomheder til at komme ind på det saudiske marked.

For et år siden lagde både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og fødevareminister Jacob Jensen (V) vejen forbi landet for at fremme samhandlen med Saudi-Arabien, ligesom en saudisk minister tilbage i maj var på besøg i Danmark med samme formål.

I 2023 var Saudi-Arabien Danmarks 40. største samhandelspartner med en samlet handel på 14 milliarder kroner.

Året efter rykkede landet op på en 34. plads, da handlen i 2024 nåede op på 15 milliarder kroner.

Men mens man i Saudi-Arabien det seneste årti har kastet milliarder efter diverse projekter, så tyder noget på, at den økonomiske virkelighed har indhentet de store ambitioner.

Det bliver også tydeligt, når man dykker ned i DSV’s seneste årsrapport, som vi vender tilbage til.

Fokus på Expo 2030 og VM i fodbold

Enorme lysekroner, tykke tæpper, sale med guld og mosaikker samt en direkte udsigt til det berømte – og berygtede – Ritz-Carlton Hotel i Riyadh.

I King Abdulaziz International Conference Center er der ikke sparet på noget, og her havde Public Investment Fund (PIF) – Saudi-Arabiens statslige investeringsfond – inviteret internationale og lokale erhvervsaktører til konference i starten af februar.

På programmet var blandt andet en “Major announcement” uden yderligere information, og det fik selvfølgelig flere af os deltagere til at spekulere i, hvad det mon betød.

Handlede det om aflysning eller omstrukturering af igangværende planer? Nye investeringer? Eller noget helt tredje?

Klogere blev vi dog aldrig, for efter at have ventet et par timer i den store konferencesal blev det kort meddelt, at punktet var aflyst og slettet fra programmet.

Lignende situation udspillede sig dagen forinden, hvor journalister var inviteret til et pressemøde med PIF-guvernør Yassir Al-Rumayyan – en mand, der normalt ikke er tilgængelig for pressen. 

Kort inden presseseancen skulle begynde, blev den pludseligt aflyst uden forklaring. 

Al-Rumayyan dukkede op til selve konferencen, men her gav manden med ansvaret for pengetanken en enetale uden mulighed for spørgsmål fra de tilhørende.

IMG
Saudi-Arabiens daværende investeringsminister Khalid Al Falih på investeringskonference i Riyadh 9. februar 2026. Ministeren blev afskediget 12. februar. Foto: Thilde Asmussen

En anden mand der også var mødt op, var Saudi-Arabiens investeringsminister Khalid Al Falih.

Fra scenen fortalte han, at man har været nødt til at prioritere mellem landets mange megaprojekter, og at fokus nu primært er på at blive klar til verdensudstillingen Expo 2030 og fodbold-VM i 2034.

“Muligheden for at gennemføre visse projekter, såsom The Line, kan blive mindre”, lød det fra Al Falih, og bekræftede at byprojektet, som er en del af Neom, er rykket væsentligt ned af prioritetslisten.

The Line er en futurisk, lineær by, der oprindeligt skulle have været 170 kilometer lang med plads til 9 millioner indbyggere.

Hvad der så skal ske med det fodboldstadion, der var planlagt til at ligge i The Line, er endnu uvist.

Også byggeprojektet Mukaab, der skulle blive verdens største bygning, er for nuværende blevet lagt i graven. Her blev arbejdet suspenderet i januar.

Danwatch har også tidligere beskrevet, hvordan området Trojena i Neom, der skulle danne ramme om de asiatiske vinterlege i 2029, var ramt af udfordringer, og i sidste måned blev det annonceret, at værtskabet i stedet gik til Kasakhstan.  

Den saudiske minister understregede dog også, at de seneste økonomiske omstruktureringer er helt forventelige, og at landet stadig er på rette kurs mod målet om at diversificere den saudiske økonomi.

Værd at bemærke er dog, at det blev Khalid Al Falihs sidste optræden som investeringsminister.

Tre dage efter konferencen blev han nemlig fyret ved kongeligt dekret.

Neom glimrer ved sit fravær

De storslåede rammer for investeringskonferencen står i slående kontrast til den økonomiske hovedpine, Saudi-Arabien i stigende grad må forholde sig til.

Særligt faldende oliepriser, stigende gæld og færre udenlandske investeringer (FDI) end forventet, har tvunget landet til at justere sin investeringsstrategi.

Det forklarer Edmund Bower, redaktør på mediet Arabian Gulf Business Insight, til Danwatch.

“Saudi-Arabiens projekter var allerede meget ambitiøse, da olieprisen lå højt på 100 dollar per tønde for fire år siden”, fortæller han. 

I dag ligger prisen på omkring 65 dollar per tønde, og for et land, hvis primære indtægtskilde fortsat er salg af olie, har det konsekvenser. 

“I dag prioriterer PIF i højere grad projekter med realistisk potentiale for afkast. Fokus er flyttet fra de større projekter til mere realistiske projekter inden for mere forudsigelige sektorer som for eksempel ejendomme og boliger”, siger Edmund Bower.

Selvom færre udenlandske virksomheder har ønsket at tage del i projekter som Neom end håbet, så er der stadig nogle, der har indgået aftaler om at være en del af det saudiske prestigeprojekt.

Og så er vi tilbage til danske DSV og deres seneste årsrapport.

Efter logistikvirksomhedens aftale med Neom i 2023 fik projektet efterfølgende en meget synlig plads i årsrapporterne, hvor det var fremhævet som strategisk vigtigt.

I årsrapporten for 2023 fremgik det, at samarbejdet skulle gå i gang i andet kvartal af 2024. 

Året efter blev forventningen justeret, så joint venturet først skulle begynde i 2025.

Det var derfor bemærkelsesværdigt, at afsnittet om Neom helt var forsvundet, da DSV tidligere på måneden offentliggjorde årsregnskab for 2025.

Til Danwatch oplyser DSV, at det planlagte joint venture ikke er operationelt, og at der ikke er blevet allokeret kapital til det.

“Vi forventer ingen materielle finansielle bidrag for 2026”, skriver virksomheden i en mail.

DSV’s joint venture med Neom står med andre ord fortsat stille, og spørgsmålet er, om projektet næste år vender tilbage – ikke kun på papiret, men også i praksis.

DSV oplyser til Danwatch:

“Vi leverer logistik- og transportløsninger til NEOM gennem en såkaldt Master Service Agreement, der håndteres af vores lokale kontor i Saudi-Arabien. Det er JV’et med NEOM, som (fortsat) ikke er aktiveret”.

Opdateret 23. februar med tilføjelse af DSV’s nuværende arbejde gennem en såkaldt Master Service Agreement.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.