I takt med at internationale modebrands ruller ordrer for milliarder tilbage, rammer corona-krisen særligt Sydøstasiens millioner af tekstilarbejdere hårdt.
I Cambodia er tøj og sko den absolut vigtigste industri, og her falder den globale pandemi sammen med, at Europa-Kommissionen i februar vedtog en række handelssanktioner mod landet.
I tyve år har Cambodja haft told- og kvotefri adgang til EU’s marked som del af den såkaldte “Alt Undtagen Våben (EBA)”-eksportaftale. Men aftalen forudsætter en vis mængde demokratiske rettigheder, og efter at Cambodjas regering over de seneste år har lukket landets uafhængige medier, opløst oppositionen og fængslet menneskerettighedsaktivister, er dele af aftalen nu blevet trukket tilbage.
Indtil videre har kombinationen af coronakrise og sanktioner betydet mere end 100.000 arbejdsløse tekstilarbejdere på rekordtid. Og regeringen forsøger at fralægge sig ethvert ansvar, fortæller Nop Vy, direktør for Cambodian Center for Independent Media, som er et af de medier, som Danwatch samarbejder med.
“Fra januar til slutningen af april har Sundhedsministeriet kun registreret 122 tilfælde. Og ministeriet har ikke fundet nye tilfælde i løbet af de sidste 20 dage. Men alligevel beordres folk til at blive hjemme, ikke at rejse og holde afstand”.
“Jeg kan i hvert fald ikke bevise, at man ikke kan. Der er mange på sociale medier, som udtrykker bekymring omkring det og opfordrer regeringen til at frigive de rigtige data. Men det er vanskeligt for os at bekræfte, om der er nye tilfælde, eller om der ikke er. Lige nu kan vi hverken rejse eller opsøge kilder, der kan verificere informationerne. Så vi er meget afhængige af information fra myndighederne”.
“Da virus-udbruddet startede, begyndte regeringen med det samme at vedtage nødlovgivning. Meget af den indeholder nogle vidtrækkende begrænsninger af ytrings- og pressefriheden, og myndighederne kan nu lukke medier, som publicerer ting, der påvirker den offentlige orden eller sikkerhed – eller ting, som regeringen vurderer, vil skabe frygt og protester. Så samtidig med at vi også er forhindret i at rejse rundt i landet, er det en enorm udfordring for vores journalistiske arbejde”.
“Lige inden Covid-19 blev vores tekstilindustri hårdt ramt af EU’s begrænsning af ‘Alt Undtagen Våben’-aftalen. Den er ekstremt vigtig for Cambodjas økonomi. Men regeringen kunne ikke leve op til kravene om blandt andet ytringsfrihed, menneskerettigheder og politiske rettigheder i Cambodja. Så nu har EU skåret omkring en fjerdedel af aftalen. Myndighedernes egne tal siger, at det vil påvirke vores tekstilindustri negativt med omkring 1.000 millioner dollars per år. Det bekymrer selvfølgelig folk meget. Der er omkring en million tekstilarbejdere i Cambodja, og de forsørger deres familier, som samlet tæller omkring tre millioner mennesker.”
“Midt i alt det kom så virusudbruddet. Det gør, at vi ikke kan importere råmaterialer fra Kina, samtidig med at handelssanktionerne stopper vores ordrer fra EU. Så ifølge myndighederne skal over 100 tekstilfabrikker nu lukke, og over 100.000 tekstilarbejdere er allerede blevet arbejdsløse. Regeringen bruger nu corona som den fulde forklaring på arbejdsløsheden – det er en god mulighed for ikke at blive upopulær blandt tekstilarbejderne, så man afleder fuldstændig opmærksomheden fra de kuldsejlede forhandlinger om handelsaftalen med EU”.
“Tekstilarbejdere, der mistænkes for at være smittet, skal officielt gå i karantæne derhjemme. Men de bor flere sammen på enkelte udlejningsværelser. Hvordan isolerer man sig, når man bor tre mennesker på 6-10 kvadratmeter? Jeg har læst om i hvert fald 100 arbejdere, der har skullet gå i karantæne på den måde”.
“Ja, mange arbejdere har stor gæld, fordi deres familier har taget lån i banken og på mikrofinansinstitutter for at finansiere deres børns uddannelse eller forældrenes nye hus. Det er et enormt problem, for hele familier er på den måde afhængige af en enkelt arbejders fulde månedlige løn.”
“Når folk ikke kan betale lånene tilbage, vil deres landsteder og huse i stigende grad blive overtaget af banken. Og det skaber generel bekymring for sikkerheden i både byerne og lokalsamfundene. For når folk ikke har nogen penge at leve for, så kan de jo blive presset ud i tyveri og kriminalitet”.
Nikolaj Houmann Mortensen
