24. november 2021

Store grønne energivirksomheder “respekterer ikke menneskerettighederne”. Og det kan blive et kæmpe problem for den grønne omstilling

En ny benchmark-analyse viser, at mere eller mindre alle af de 16 største internationale grønne energivirksomheder fejler eklatant, når det kommer til at respektere menneskerettighederne

Oprindelige folk er i frontlinjen, når det kommer til den grønne omstilling. Alligevel er det kun én virksomhed, Iberdrola, der har forpligtet sig offentligt til at respektere oprindelige folks rettigheder i tråd med internationale konventioner.

I oktober måned i år faldt en dom, der indfanger essensen af et stort dilemma, som den grønne omstilling lige nu står overfor: I et lille domhus i Nordkenya dømte tre dommere, at jorden, som tilbage i 2014 blev tildelt det store visionære Lake Turkana Wind Power Project, blev handlet ulovligt. 

Ulovligt, fordi de lokale stammesamfund ikke blev hørt eller havde mulighed for at sige nej til projektet. Netop deres tilkendegivelse burde have været essentiel for udviklingen og opførelsen af den store vision, for stammerne i området er oprindelige folk, og jorden har derfor altid været retmæssigt deres.

Alligevel blev der besluttet fra de lokale politikere at bygge 365 gigantiske vindmøller på selvsamme jord stik imod konventioner og love, og på trods af, at stammerne brugte området til landbrug og spirituelle formål. 

Læs mere her: En dansk vindmøllepark er Kenyas største grønne investering nogensinde. Nu har en domstol kendt den ulovlig.

På den måde tjener Lake Turkana Wind Power Project som et eksempel på, hvad den grønne omstilling også kan betyde for verdens samfund; menneskerettighedskrænkelser, og de sker lige nu flere og flere steder over hele kloden. 

Blandt andet har den såkaldte mineral tracker, som ngo’en Business and Human Rights Resource Center (BHRRC) lancerede sidste år, indtil videre identificeret 197 anklager om menneskerettighedskrænkelser knyttet til grønne energiprojekter. Det er krænkelser som drab, trusler, farlige arbejdsforhold og skader på oprindelig folks liv og levebrød. 

Og en ny benchmark-analyse, også lavet af BHRRC, understreger tendensen: Her er 16 af verdens største børsnoterede vind-og solenergiselskaber og deres politikker og praksisser for at respektere menneskerettighederne blevet analyseret. 

Ud af de 16 grønne virksomheder lever ingen op til deres fulde ansvar, som det er defineret af FN i de vejledende principper for Menneskerettigheder og Erhverv. De scorer tværtimod så dårligt, at det ifølge analysen indikerer, at “industrien som helhed har en lang vej at gå for at demonstrere sin respekt for menneskerettighederne, når det gælder samfund og arbejdstagere i deres operationer og forsyningskæder”.

Læs mere her: “Jeg kan ikke se argumentet for, at vi skal prioritere menneskerettigheder over en klimadagsorden

Vi lancerede vores første analyse i 2020. Og selvom vi har set en lille forbedring siden da, viser resultaterne samlet set, at sektoren stadig har lang vej igen for at sikre, at menneskerettighederne bliver respekteret i deres aktiviteter

FN’s vejledende principper

Ifølge Business and Human Rights Ressource Center giver benchmark-analysen en omfattende analyse af de 16 største børsnoterede vind- og solenergiselskaber i verden og deres menneskerettighedspolitikker. 

Analysen tager udgangspunkt i to kategorier. Den første vurderer virksomhederne ud fra FN’s vejledende principper, der er selve grundlaget for ansvarlig virksomhedsførelse. Det vil sige, at virksomhederne er forpligtet til at følge principperne, hvis de vil overholde menneskerettighederne.

Overordnet betyder det, at virksomhederne er blevet vurderet efter a) hvilke politikker virksomhederne har for at beskytte menneskerettigheder, b) laver virksomhederne en ordentlig vurdering af, hvilke risici der er for at overtræde menneskerettighederne og c) har virksomhederne klagemekanismer, hvor folk kan henvende sig, hvis de er blevet krænket.

Business and Human Rights Resource Center har så vurderet i hvor høj grad, at virksomhederne lever op til kriterierne på en skala fra 0% til 100%.

I den første kategori klarer virksomhederne sig i gennemsnit okay, fortæller Jesse Cato, der er programchef for naturressourcer hos Business and Human Rights Resource Center. 

“Det er her, at virksomhederne scorer højest. Den gennemsnitlige score for virksomheder i denne kategori er 41 procent (hvor 100 procent er bedste resultat, red.)”, siger Jesse Cato. 

Hvis vi går dybere ned i tallene, scorede 7 ud af 16 virksomheder mere end 50 procent, og her gemmer der sig en god dansk nyhed. Danske Ørsted lever op til 73 procent af deres forpligtelser, og de er kun overgået af spanske Iberdrola med 77 procent. Til gengæld er der så også 7 virksomheder, som kun scorer fire procent. I alt. 

Derudover, forklarer Jesse Cato, scorede hver eneste virksomhed nul på mindst én ud FN’s vejledende principper, og deri, siger hun, ligger en vigtig og central konklusion. 

“Det viser, at ingen af ​​dem til fulde kan siges at opfylde deres grundlæggende menneskerettighedsansvar”.

Virksomhederne er udvalgt på baggrund af Bloomberg’s New Energy Finance Database, og de repræsenterer en driftskapacitet på over 130.000 megawatt vind- og solenergi. Derudover fordeler de sig over ni lande, mens de tilsammen har aktiviteter i alle verdens regioner. 

Du kan se de udvalgte virksomheder, deres samlede score og analysens anvendte metoder her.

Lang vej igen

Den anden kategori fokuserer i stedet på en række områder, hvor der er en særlig stor risiko for, at de grønne energiselskaber overtræder menneskerettighederne. Det indebærer – for blot at nævne et lille udpluk – oprindelige folks rettigheder, retten til jord og retten til et sundt og rent miljø. 

Den samlede score for alle indikatorerne i denne kategori er 16 procent. Og selvom virksomhederne i gennemsnit scorer lavt på dem alle sammen, er der tre områder, hvor virksomhederne scorer meget lavt; oprindelige folks rettigheder, menneskerettighedskrænkelser ved mineraludvinding og rettigheder forbeholdt forkæmpere for miljø og menneskerettigheder – den første vender vi tilbage til. 

Alt i alt ser det generelt skidt ud, fortæller Jesse Cato, som henviser til sidste år analyse af samme område, der også viste en lav tilslutning fra virksomhederne til at respektere menneskerettighederne. 

“Det er ved disse temaer, at vi kan se, at virksomhederne virkelig kommer til kort. Hver femte virksomhed viste ingen forbedring i deres score i denne kategori i 2020”, siger hun og opsummerer i samme omgang den samlede konklusion ud fra begge analyser.   

“Vi lancerede vores første analyse i 2020. Og selvom vi har set en lille forbedring siden da, viser resultaterne samlet set, at sektoren stadig har lang vej igen for at sikre, at menneskerettighederne bliver respekteret i deres aktiviteter”.

Den samlede score for virksomhederne var i dette års benchmark-analyse på 28 procent. Det er en stigning på 22 procent i forhold til  2020-resultaterne. 

De særligt udsatte 

Vi vender tilbage til vindmøllerne ved Lake Turkana et øjeblik, for lige netop den sag illustrerer, hvilke menneskerettighedskrænkelser i den grønne omstilling, der er særligt udbredt; De oprindelige folks rettigheder og retten til jord. 

I langt de fleste tilfælde er de to sider af samme mønt, da det i langt overvejende grad er oprindelige folk, som mister deres landjord på grund af grønne energiprojekter. Præcis som det var tilfældet for stammefolkene i Nordkenya. 

Et andet eksempel kan findes i Mexicos fattige Oaxaca-stat. Her er det også blevet besluttet at opføre 132 kæmpe vindmøller på landjord, hvor de oprindelige folk i området dyrker landbrug og opdyrker planter til deres traditionelle medicin.

Problemet var bare, at mange af de oprindelige befolkningsgrupper heller ikke denne gang er blevet hørt eller har givet deres tilladelse til projektet. 

Læs mere her: Vestas i modvind i Mexico 

Ifølge Jesse Cato bliver de oprindelige folk i Mexico og Kenya dermed krænket dobbelt: de bliver ikke hørt, og deres jord sælges væk uden deres samtykke.

Det er derfor også ‘alamerende’, at lige oprindelige folks rettigheder samt retten til jord i langt de fleste tilfælde ikke indgår i energivirksomhedernes menneskerettighedsforpligtelser, lyder det.  

“Oprindelige folk er i frontlinjen, når det gælder ​​klimakrisen, minedrift til grønne mineraler og nu også grønne enerigprojekter. Vind- og solprojekter kræver et betydeligt fodaftryk på landjord, men alligevel har ingen af virksomhederne scoret point for at vedtage politikker, der eksplicit respekterer jordrettigheder inden for deres egne operationer,” siger Jesse Cato. 

Hertil kommer, at også kun en virksomhed i analysen- Iberdrola – har forpligtet sig offentligt til at respektere oprindelige folks rettigheder i overensstemmelse med internationale standarder. 

Sidst har ingen af de analyserede virksomheder forpligtet sig til at respektere menneskerettigheds- og miljøforkæmperes rettigheder, og dette på trods af at BHRRC i 2020 kunne rapportere om over 30 angreb på forkæmpere i den grønne energibranche. 

I første kategori er virksomhederne blevet vurderet ud fra følgende indikatorer: 

  • Politikker om menneskerettigheder: I hvor stor grad anerkender virksomheden sit ansvar for at respektere menneskerettighederne, og hvordan har den implementeret det ansvar i offentlige tilgængelige erklæringer? 
  • Due diligence: Har virksomheden forpligtet sig til at udføre en due diligence af deres påvirkning af menneskerettighederne, og har de systemer og processer, der kan føre dem ud i livet?
  • Klagemekanismer: I hvilket omfang har virksomheden fungerende systemer, hvor eventuelle krænkede samfund, arbejdere eller andre berørte kan klage og søge retshjælp 

I anden kategori er virksomhederne i stedet blevet vurderet ud fra følgende indikatorer: 

  • Oprindelige folks rettigheder, herunder deres samfunds rettigheder: Har virksomheden forpligtet sig til at respektere oprindelige folks og de berørte samfunds rettigheder i overensstemmelse med internationale standarder?
  • Retten til jord: I hvor høj grad tager virksomheden hensyn til jordrettigheder, herunder hvorvidt virksomheden identificerer de legitime jordbesiddere, og om den har implementeret retfærdige politikker for eventuel flytning af folk. 
  • Sikkerhed og operationer, der indeholder en høj risiko: Vurderer og reagerer virksomheden på de risici, der er forbundet med at købe eller operere i konfliktramte og højrisikoområder? 
  • Forkæmpere for menneskerettigheder og miljø: Har virksomheden forpligtet sig til at respektere forkæmpere for menneskerettigheder og miljø og deres rettigheder? Det gælder også mod repressalier. 
  • Arbejdsrettigheder, sundhed og sikkerhed: Har virksomheden politikker og praksisser på plads, som tager hensyn til grundlæggende arbejdstagerrettigheder, herunder en forpligtelse til at betale en leveløn, garantere arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og at udligne kønsbestemte lønforskelle
  • Retten til et sundt og rent miljø: Har virksomheden forpligtet sig til at at beskytte miljøet og klimaet?

Risiko for flere menneskerettighedskrænkelser 

Ifølge Jesse Cato er der mange grønne energivirksomheder, der ser den her problematik som en prioritet.

Flere af dem har, siger hun, erkendt over for Business and Human Rights Ressource Center, at det er vigtigt, at branchen begynder at omfavne og ikke mindst integrere menneskerettigheder og due diligence-systemer, der modvirker risikoen for krænkelser, i deres forretningsmodel.

Problemet er hastigheden, den erkendelse sker i, mener Jesse Cato. 

“Det er en positiv udvikling, at de begynder at implementere systemer, der respekterer menneskerettighederne. Det sker bare slet ikke i samme tempo, som de grønne projekter udvikles i”, siger Jesse Cato. 

Det kan få vidtrækkende konsekvenser, forklarer Cato. De manglende politikker og den manglende bevidsthed fra energiselskaberne risikerer meget nemt – flere steder er det allerede sket – at blive til en ubehagelig virkelighed for lokalsamfund og oprindelige folk.

“Virksomhedernes samlede dårlige resultater indebærer store menneskerettighedsrisici for lokalsamfund og arbejdstagere, som kan føre til reelle krænkelser”, siger Jesse Cato. 

Et eksempel, der ofte bliver nævnt og fremhævet som et billede på worst-case scenario, er litium-udvindingen i Atacama-ørkenen i Chile, som Danwatch besøgte i 2019. Her har udvindingen medført store problemer med vandmangel, hvilket betyder, at ørkenens oprindelige folk ikke længere kan drive landbrug. 

Læs mere her: Grønne teknologier kræver rigtig mange råstoffer. Men udvindingen sker ofte på bekostning af menneskerettigheder

Manglende opbakning 

Jesse Cato understreger, at der på trods af problemerne ikke kan nogen være tvivl om, at klimakrisen udgør en alvorlig trussel mod os alle sammen, og at en hurtig overgang væk fra fossile brændstoffer til vedvarende energi er vigtig – også for de folk, der risikerer at blive krænket i omstillingens navn. 

Det er netop også derfor, at problemet med grønne energivirksomheders svigt i forhold til at respektere menneskerettighederne potentielt kan udvikle sig til at blive endnu større. I værste fald kan vi ende et sted, hvor opbakningen til den grønne omstilling kan være i fare, hvis ikke direkte truet, siger Cato. 

“Når virksomhederne mister den sociale licens til at udføre grønne energiprojekter, kan det føre til forsinkede eller ligefrem lukkede projekter på grund af modstanden fra folket. Det kan i værste fald true eller forsinke den grønne omstilling, fordi folket ikke er med”.

Det er blandt andet sket i Peru, hvor demonstrationer og protester mod kobberminen Las Bambas flere gange har blokeret for minedriften. Lokalsamfundet, herunder de oprindelige folk i området, mener at flere af godkendelserne mellem 2013-2015 er givet til Las Bambas uden hensyn til, hvordan minedriften vil påvirke miljø og lokalsamfund. Netop kobber er et altafgørende råstof i den grønne omstilling. 

På den måde hænger overholdelsen af menneskerettigheder uløseligt sammen med den presserende omstilling, og mantraet “grøn for enhver pris” holder derfor ikke, lyder det fra Jesse Cato. Det er altså helt centralt, at vi omstiller os på en bæredygtig måde, og det inkluderer ikke kun et fokus på CO2-udledninger, men også et fokus på de mennesker, omstillingen rammer. 

“Hvis omstillingen skal være effektiv, skal den være hurtig og retfærdig. Hvis vi i stedet bare går videre med energiprojekter for enhver pris, vil det ikke blot øge uligheden, når det kommer til klimatilpasning og adgangen til grøn energi, men vi vil også gentage nogle af de skadelige praksisser, der har plaget udvindingssektoren i årtier, og som vi ved har ført til betydelige menneskerettighedskrænkelser”.

Når virksomhederne mister den sociale licens til at udføre grønne energiprojekter, kan det føre til forsinkede eller ligefrem lukkede projekter på grund af modstanden fra folket. Det kan i værste fald true eller forsinke den grønne omstilling, fordi folket ikke er med

Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram