Louise Voller
San Pedro de la ”Y” ligner en helt almindelig ecuadoriansk landsby ved kysten. Omkranset af bananplantager. Lyden af små propelfly, der sprøjter markerne med pesticider er helt almindelig her.
Det er alvorlige sygdomme også. San Pedro de la ”Y” ligger i en af Ecuadors tre bananprovinser, Los Rios, hvor størstedelen af Ecuadors bananer kommer fra. Samtidig har provinsen også markant højere andel af kræftsyge og dødelighed blandt piloter, og her bliver født flere børn med deformiteter end i nogen anden provins.
Eksperter er enige om, at der er en sammenhæng mellem de alvorlige lidelser og flyene, der sprøjter de toksiske pesticider udover bananmarkerne.
Farlige pesticider
Flere undersøgelser dokumenterer en sundhedsrisiko ved at leve tæt på og arbejde med bananproduktion
Øget risiko for kræft
%
Så stor er kræftrisikoen i de bananproducerende provinser mod 2,4 procent risiko generelt i Ecuador.
Kilde: Ecuadors ombudsmandsinstitution Defensoría del Pueblo, 2007 og miljøorganisationen Acción Ecológica, 2007
Børn fødes med deformiteter
%
af børnne født i de banan-producerende provinser fødes med misdannelser. På landsplan er tallet 0,22 %
Børn fødes med mentale handikap
%
af børnene i El Oro-provinsen bliver født med et mentalt handicap grundet genetisk skade. På landsplan er tallet 0.19 %.
Det er meget svært at bekræfte 100 % at en bestemt sygdom eller skade skyldes pesticider. Men disse genetiske problemer er typiske konsekvenser af pesticiderne. Og det er jo meget påfaldende disse markant hyppigere tilfælde i de her områder.
I et af husene bor en kvinde, der hedder Sara.
Det er ydmyge forhold familien bor under – ligesom resten af landsbyens beboere. Et indrammet fotografi af en mand hænger på væggen lige indenfor døren.
”Jeg er søster til ham”, siger Sara. Han døde, fordi han fik pesticider i ansigtet.
En familie ramt af pesticider
Sara begynder at fortælle om sin bror, der i dag ligger begravet på kirkegården. Kort før han døde, gik han på arbejde i bananplantagen.
”Det var som om væsken nærmest havde spist halvdelen af hans ansigt. Han døde kort tid efter, at han fik pesticider i ansigtet på bananplantagen. Lægerne sagde ikke noget om, hvad han døde af, eller om det havde noget med pesticiderne at gøre”, fortæller hun.
Sara er 40 år, og hun har boet her i landsbyen i 13 år. Hun har svært ved at holde tårerne tilbage, når hun fortæller om sin bror. Og hun fortæller om sin søn, der er født med handicap, ligesom så mange andre børn her i landsbyen blandt de grønne bananpalmer.
”Min søn har hjerteproblemer, testiklerne faldt ikke ned, som de skulle, og han har en svulst i hovedet. Det hele er meget kompliceret. Han er blevet opereret én gang og skal opereres tre gange mere. Jeg ved ikke, hvor jeg skal få penge til alle de behandlinger fra?”
Saras handicappede søn Brandon, er ti år gammel. Når man betragter ham på afstand, ligner han en fem-årig.
”Det er ham. Han vokser ikke ret meget”. Brandon blev født i ottende måned og tilbragte den første tid i kuvøse.
-
- Sara med sin søn Brandon. Han går i almindelig skole, men kan hverken læse eller skrive.
-
- Brandon med sin hund hjemme i huset.
”Når vi hører sprøjteflyene, gemmer vi os indendøre. Men de burde advare, inden de sprøjter. Og ja, de burde jo ikke sprøjte henover vores landsby, men henover bananplanterne”
Nogle af de sundhedskonsekvenser toksikologer og epidemiologer advarer om ved pesticider, er aborter, for tidlige fødsler og børn født med deformiteter og handicap.
Men landsbyboerne siger, at lægerne ikke vil bekræfte eksperternes vurderinger og slet ikke skrive det ned, så patienterne får det på skrift, så det er svært for lokalbefolkningen at reagere.
Det sværeste spørgsmål
Brandon går i sjette klasse og har lige lært at skrive sit navn.
”Jeg tager ham i skole, så han kan få venner”, fortæller Sara.
Tårerne løber igen, når vi taler om sønnens fremtid.
”Det er det sværeste spørgsmål. Hvad skal der blive af ham, når jeg ikke er her længere? Jeg har ikke svar på det”.
Mens vi taler med Sara, hører vi fly ovenover os. De sprøjter bananplantagerne omkring den lille landsby. Og her ligger problemet ifølge både eksperter og landsbyboerne selv, begravet.
”Når vi hører sprøjteflyene, gemmer vi os indendøre. Men de burde advare, inden de sprøjter. Og ja, de burde jo ikke sprøjte henover vores landsby, men henover bananplanterne”, siger Sara med et opgivende udtryk.
”Vi er omkranset af bananplantager, det er problemet. Jeg tror min søns problemer har med sprøjtemidlerne at gøre. Tidligere sprøjtede de lige ned i vores brønd”.
Saras mand arbejder i en bananplantage. ”Det er det eneste arbejde, der findes her”.
Sara har aldrig gået i skole og kan hverken læse eller skrive. Hun vil vise os papirerne fra lægen og hospitalet, men forstår ikke selv noget af det. I hendes papirer fra lægerne og hospitaler er der ikke en direkte sammenhæng mellem pesticider og sygdommene. Hvilket går igen hos flere af af de arbejdere og pårørende, som vi interviewer i området.
Er der ingen sammenhæng mellem pesticiderne og de sygdomme og skader, som bananarbejderne oplever?
Det er der i høj grad, mener flere eksperter, som Danwatch har bedt om en vurdering fra.
Markant flere syge i banan-områderne
Adolfo Maldonado nikker genkendende til Saras manglende information om årsagerne til hendes søn og brors skader.
Han er tropelæge og forfatter til flere studier om helbredskonsekvenser hos bananarbejdere og lokalbefolkningen for brugen af pesticider i bananproduktionen i Ecuador.
”Det er meget svært at bekræfte 100 % at en bestemt sygdom eller skade skyldes pesticider. Men disse genetiske problemer er typiske konsekvenser af pesticiderne. Og de markant hyppigere sygdomstilfælde er jo meget påfaldende i de her områder”, siger Adolfo Maldonado.
I 2007 var Maldonado medforfatter til en rapporten ‘Virkningerne af luftforureningen af bananerne i Ramassalitre-Guayas’. Rapporten viste på det tidspunkt, at andelen af børn født med misdannelser på landsplan i Ecuador var dengang 0,22 %. Imens der i bananprovinserne er 2,58 % risiko for at føde et barn med en misdannelse.
Altså en 11 gange så stor risiko.
Saras drømme handler om hendes børn. At de får en uddannelse og dermed andre muligheder for at vælge livet i bananplantagerne fra.
”Jeg ønsker bare, at mine børn får en uddannelse, så de ikke ender ligesom mig. Jeg håber ikke, at de kommer til at arbejde i en bananplantage, hvor de bruger de sprøjtemidler. Så der kan ske det samme, som der skete med min bror. Han gik heller aldrig i skole, kunne ikke skrive sit navn, og derfor endte han i bananplantagen”.
Udenfor er varmen tør og indtrængende. En kvinde sidder og ammer sin lille baby få meter fra begyndelsen til en af bananplantagerne.
Mit barns sygdom skyldes pesticiderne
I et af nabohusene bor Gregoria Ramírez, hun er 45 år, og hun har tidligere arbejdet 11 år i en bananplantage. Hun er mor til fire børn.
Den. 9. marts 2011 ændredes hendes og familiens liv for altid. Gregorias fjerde barn, Taison, blev født med adskillige deformiteter. Hul i rygsøjlen, en manglende testikel og en fod, som sidder forkert.
”Jeg spurgte på hospitalet, hvad det skyldtes, og de sagde, at det skyldes kemikalierne og spurgte mig, om jeg havde arbejdet med bananer. Jeg fortalte, at ja, jeg arbejdede i en bananplantage, og det samme gjorde min mand. Lægerne sagde til mig, at det var dét, der var årsagen. At når man arbejder med kemikalierne og bliver gravid, fødes barnet med deformiteter”.
-
- Gregoria Ramírez med sin handicappede søn Taison, som blev diagnosticeret med hydrocephalus få dage efter fødslen.
-
- 6-årige Taison er dybt afhængig af sin mor Gregoria. For eksempel til det daglige bad.
Det var heller ikke muligt for Gregoria at få udleveret på skrift fra lægerne, at hendes søns sygdomme hænger sammen med pesticiderne. Men hun har lægeerklæringer for sønnen Taison, som vi viser til tropelægen Adolfo Maldonado.
Han er ikke i tvivl.
”Det er helt typiske symptomer af påvirkning fra de her pesticider”, siger Adolfo Maldonado.
Siden Taison blev født syg, har Gregoria ikke været tilbage på arbejdet i plantagen. Hun dedikerer al sin tid til at passe sønnen, som nu er blevet seks år. Han går stadig med ble og skal nok gøre det resten af livet, fortæller Gregoria.
”Hvem ved, hvor længe hans liv vil vare”, siger hun.
Hendes mand og to af deres børn arbejder stadig i plantagen. Han ønsker ikke at medvirke i Danwatchs undersøgelse, for han er bange for at miste sit arbejde og få problemer ved at tale med en journalist om de her ting.
”Det er forkert, at de sprøjter”
Her i landsbyen er beboerne vant til de ugentlige overflyvninger af sprøjteflyene.
”Det er forkert, at de sprøjter. Når sprøjteflyet kommet gemmer vi os i huset, for det stinker. Lugten kommer også ind i huset. Væsken lægger sig på planterne og ovenpå vandet i floden som olie. Jeg synes, at det er forkert, men der er ikke andet arbejde her. De bliver nødt til at arbejde der”, siger han.
En anden af Gregorias naboer er Cerilo Calderón. Han blev fyret i bananplantagen for nogle år siden, da han mistede synet. Han mener selv, at det er på grund af pesticider, men han har ikke en lægeerklæring, der kan bakke ham op.
Alle huse i landsbyen fortæller en lignende historie. Alle sammen med ordene sygdom, bananer og pesticider som omdrejningspunkt.
”Bare min søn ikke ender som mig”
Vi møder også en 28-årig bananarbejder, som ønsker at være anonym af frygt for at miste sit arbejde og få yderligere problemer. Vi vælger at kalde ham David. Han har arbejdet med at rydde ud i de beskadigede bananplanter i tre år.
David bor 200 meter fra en bananplantage og sidder ved sin tre måneder gamle sovende søn ud til vejen
”Jeg ønsker det bedste for min søn. At han ikke ender som mig og kommer til at arbejde i en bananplantage”, fortæller David.
Han er meget bevidst om de mange kemikalier i arbejdet.
”Når de sprayer fra luften, og vi arbejder nedenunder, begynder hele kroppen at klø. Det er nogle virkelig stærke kemikalier, som de sprøjter med”.
Gramoxone, Basta, Glyfosat. David kender navnene og ved, at det er noget giftigt stads, fortæller han. Men hvad nytter det?
”Der er ikke andet arbejde for os fattige uden uddannelse. Det er den eneste måde, jeg kan tjene penge til at forsørge min familie”.
