Louise Voller
”Det brænder på huden. Svier og klør. Vi fik aldrig nogensinde at vide på forhånd, at nu ville der blive sprayet fra flyene. Aldrig. Vi måtte gemme os under noget plastik eller et halvtag”.
Klokken halv fire om eftermiddagen begyndte han at kaste blod op. Og så faldt han om på jorden.
”Jeg kastede blod op fem gange. Den sidste gang kan jeg ikke huske”, fortæller 56-årige Efren Velez Cedeño om sin sidste arbejdsdag for fire år siden.
Gennem 30 år udførte han kvalitetskontrol med bananer, der blev eksporteret til bla. Danmark og resten af EU. Den februardag i 2013 blev hans sidste arbejdsdag.
Efren Velez Cedeños diagnose er skrumpelever. Da han sjældent drikker alkohol, måtte der være en anden årsag. Én årsag kan være pesticider, og lægerne frarådede ham at genoptage sit job, fordi hans tilstand ville kunne forværres ved yderligere kontakt med pesticiderne.
”Lægerne sagde, at det var sandsynligt, at det var pesticiderne, der havde ødelagt mig indvendigt og ødelagt mit liv. De sagde også, at de ville undersøge min sag nærmere, men det har de aldrig gjort”, siger Efren Velez Cedeño.
En langsom død
Skønt lægerne frarådede Efren Velez Cedeño at gå tilbage på arbejde på grund af pesticiderne, ville de ikke lave en skriftlig lægeerklæring til ham.
“Kemikalierne er en langsom død for mig, sagde de. Det er bedre at forebygge ved ikke at blive udsat for pesticiderne igen. Men de ville ikke give mig et skriftligt certifikat, der bekræftede, at det var kemikalierne, jeg var blevet syg af”, fortæller han.
-
- 56-årige Efrén Vélez lider af levercirrhose også kaldet skrumpelever. Han fortæller, at det er på grund af at have været udsat for pesticider på arbejdet i bananplantagerne i årtier, men at lægerne kun vil fortælle uofficielt om årsagen til hans sygdom.
-
- Efrén viser scannings-resultatet af sin syge lever.
”Vi er 200.000 mennesker, der arbejder direkte med bananeksporten i Ecuador. Hvor mange tusinder er vi så, der er blevet syge?”
”En læge fortalte mig, at de bare fulgte ordrer ovenfra”, siger Efren Velez Cedeño, uden at de ville forklare ham yderligere, hvad det betød.
Alle de mennesker vi taler med, som oplever at være blevet syge af pesticiderne i banan-produktionen, fortæller en lignende historie. At lægerne uofficielt bekræfter, at pesticiderne er skyld i deres sygdomme men når tidspunktet kommer til at få det på skrift, trækker lægerne i land. Der er mange penge i bananer i Ecuador, og de færreste har mod på at lægge sig ud med den magtfulde industri – slet ikke, hvis man bor og arbejder i en af landets banan-provinser.
Efren Velez Cedeño har en kone, to døtre og fem børnebørn. Familien bor i et fattigt kvarter i Quevedo, en af hovedbyerne i Ecuadors bananområde. Familien lever sammen på ét værelse, der også fungerer som køkken.
Under arbejdet i bananplantagerne blev han adskillige gange badet i støvregnen af pesticider, fortæller han.
”Det brænder på huden. Svier og klør. Vi fik aldrig nogensinde at vide på forhånd, at nu ville der blive sprayet fra flyene. Aldrig. Vi måtte gemme os under noget plastik eller et halvtag”.
Han forsøger at bevare roen, når han taler om det. Han skal passe på helbredet, der ikke kan holde til, at han hidser sig op.
Danwatch har henvendt sig til flere bananplantager for at få et interview med ejerne. Men de har ikke været interesseret i at tale med journalister.
Drømme, der ikke gik i opfyldelse
Efren Velez Cedeño er nu bekymret på vegne af sine kollegaer i bananplantagerne.
”Vi er 200.000 mennesker, der arbejder direkte med bananeksporten i Ecuador. Hvor mange tusinder er vi så, der er blevet syge?”
Som alle de andre bananarbejdere, vi taler med, føler han heller ikke, at der var noget alternativ.
Efren Velez Cedeño er ikke en mand med følelserne uden på tøjet. Men da vi spørger, om han fortryder arbejdet i bananplantagen, synker han en ekstra gang, før han taler.
”På den ene side var det dét værd, fordi jeg har forsørget min familie og kunne leve af det. Men på den anden side blev det mit endeligt, fordi jeg fik den sygdom. Jeg håber, at hvis vi kæmper i dag, mens vi stadig er i live, så kan de kommende generationer undgå, at der sker det samme med dem, som der skete med mig. Jeg håber, at de ikke alle sammen bliver forurenede ligesom mig. At pesticiderne ikke dræber dem. Mine drømme kunne ikke gå i opfyldelse. Nu håber jeg bare, at deres kan”.
