I tusindvis af år har landbruget været det primære erhverv i Danmark. Men siden midten af 1800-tallet, hvor over halvdelen af befolkningen var beskæftiget i landbruget, er det gået støt tilbage. I dag er der blot 7.223 fuldtidslandmænd og 30.000 deltidslandmænd tilbage i Danmark.

Og det er ikke bare antallet af landmænd, der er styrtdykket.

Det er også landbrugets økonomiske betydning. Ifølge Danmarks Statistik leverede  landbruget 3,6 procent af det danske bruttonationalprodukt i 2022 og cirka ti procent af de samlede danske eksportindtægter samme år.

Alligevel har landbruget formået at opretholde en unik position og indflydelse i det danske samfund, vurderer en række magtforskere, som Danwatch og Politiken har talt med. 

Med den store interesseorganisation Landbrug & Fødevarer i spidsen rækker landbrugets indflydelse langt ind i såvel regering som Folketing og embedsmandsgemakker.

Men også til universiteternes forskergange, bestyrelseslokaler hos flere banker og kreditinstitutter – og ikke mindst til industriens organisationer og de fagforeninger, der organiserer de ansatte i fødevarebranchen, som landbruget leverer råvarer til.

“Landbrug & Fødevarer er en af de mest indflydelsesrige organisationer i Danmark. De er veletableret af magteliten, en slags stat i staten,” siger lektor Christoph Houman Ellersgaard fra Institut for Organisation på Copenhagen Business School, der er en af landets førende magtforskere. 

Unik magtposition

Ifølge eksperterne er Landbrug & Fødevarer en organisation, der som ingen andre her i landet, har ambassadører med politisk indflydelse på rigtig mange niveauer i det danske samfund og forstår at bruge dem. 

“De er en af de få statsanerkendte interesseorganisationer, som det er helt naturligt at tage med på råd, når der skal træffes politiske beslutninger her i landet”, siger Christoph Houman Ellersgaard.

Og det er Anton Grau Larsen, lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitetscenter, enig i. 

“Dansk Industri kommer ind på en klar førsteplads blandt interesseorganisationernes magt, og der er langt ned til andenpladsen. Fagbevægelsen er også meget stærk, men Landbrug & Fødevarer ligger helt klart i top tre”, siger Anton Grau Larsen, der ligesom Ellersgaard forsker i magteliter.

Problematisk skævvridning

Flere af de magtforskere, som Danwatch har talt med, peger på, at landbrugslobbyen har uforholdsmæssig stor styrke i forhold til de interesser, de repræsenterer.

“Landbrug & Fødevarers indflydelse er slet ikke proportionel med erhvervets reelle størrelse”, siger Christoph Houman Ellersgaard.

“Der er ingen anden faggruppe i Danmark, der har en så betydelig indflydelse på dansk politik som de 7.322 landmænd i Landbrug & Fødevarer. Og landbrugets lobbyister sidder med mange steder, hvor det ikke længere er relevant. F.eks ville det være væsentligt mere relevant, hvis Novo Nordisk sad med i Det Økonomiske Råd i stedet for Landbrug & Fødevarer,” siger han med henvisning til Novo Nordisks store betydning for dansk økonomi.

Og det er Anton Grau Larsen enig i.

“Det er en skævvridning af magten, som går igen mange steder i det danske samfund. Overalt er eksportvirksomheder og – brancher overrepræsenteret”. 

“I tilfældet med Landbrug & Fødevarer skaber det et mismatch mellem, hvad befolkningen ønsker, og hvad magtfulde grupper som Landbrug & Fødevarer er i stand til at lobbye igennem”, siger han.

“Konsekvensen kan vi blandt andet se på miljø og klimaområdet. Det ligger lige for, at det halter på det grønne område, fordi Landbrug & Fødevarer er så indflydelsesrig. De kan forsvare sig mod reformer.”

Et demokratisk problem

Landbrugets store indflydelse er et demokratisk problem, fordi landbruget har langt større indflydelse, end landmændenes antal og deres betydning for økonomien tilsiger, mener forskerne.

“Når lobbyister er effektive og har mange ressourcer, kan de få større indflydelse på en politisk proces end dem, der har investeret færre penge. Det er et grundlæggende demokratisk problem. Hvis vi ser på, hvor mange mennesker, der reelt arbejder i landbruget, taler vi om få promille af befolkningen, som der tages uforholdsmæssigt store særhensyn til”, siger Christoph Houman Ellersgaard.

Og den vurdering bakker Anton Grau Larsen op om.

Anne Skorkjær Binderkranz, professor og magtforsker på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet,  understreger på sin side, at det kan give god mening at have landbruget med på sidelinjen, når der skal lovgives om landbrugsanliggender.

“Hvis landbruget er med rundt om bordet, kan man gøre det hele smartere fra starten og undgå uhensigtsmæssige konsekvenser af nye love. Det har en masse positive sider”, siger hun.

“Men på den negative side står, at landbrugets interesser får langt større aftryk på dansk  politik, end de ellers ville have gjort. Det er især et problem, når de grønne organisationer ikke har de samme muskler at spille med. Så bliver der jo en ubalance, hvor landbruget trækker det længste strå”, siger hun.

Danwatch og Politiken har gentagne gange anmodet om interview med en ledende repræsentant for Landbrug & Fødevarer, men chefrådgiver Simon Graugaard Schmidt fra kommunikationsafdelingen meddeler i en mail, at organisationen ikke ønsker at medvirke. 

Landbrug & Fødevarer afviser ligeledes at besvare skriftlige spørgsmål.

“Vi ønsker ikke at bidrage til artiklen”, skriver han.

Usynlig påvirkning

Et af de karakteristiske træk ved den danske landbrugslobbys magt er ifølge forskerne, at den er så vidt forgrenet og usynlig.

Størstedelen af landbrugets påvirkning af den politiske proces foregår ifølge forskerne uden for offentligheden søgelys i form af møder i lukkede, fortrolige fora og via uformelle kontakter til politikere og embedsmænd. 

Som Danwatch netop har afsløret, har det f.eks. vist sig umuligt at få indsigt i, hvordan landbrugslobbyen forsøger at påvirke det igangværende salgsmål om, hvordan en kommende CO2 afgift for landbruget skal se ud. 

Ligesom med det berømte isbjerg, hvor ni tiendedele af isen gemmer sig under havets overflade, stikker en lille del af landbrugets politiske indflydelse dog også op over overfladen – hvor den kan måles og vejes.

På baggrund af oplysninger fra Folketingets hjemmeside og en række helt nye forskningsresultater, har Danwatch og dagbladet Politiken kortlagt den synlige del af landbrugslobbyens aktiviteter over for regeringen og Folketinget. 

Og tallene taler deres eget klare sprog.

Både når det gælder de økonomiske ressourcer, antallet af ansatte, mængden af pladser i Danmarks officielle råd og nævn, antallet af høringssvar og skriftlige henvendelser til Folketinget eller ser på, hvor ofte landbrugets talsmænd er på besøg hos Folketingets udvalg, viser det sig, at landbrugslobbyen er meget stærkt repræsenteret.

Og i alle tilfælde er landbrugets repræsentanter langt mere aktive end f.eks. de grønne organisationer, som ifølge forskerne er den naturlige modpart i politiske spørgsmål vedrørende landbruget.

Langt mere end Axelborg 

Noget af det første, forskerne understreger, er at landbruget råder over store økonomiske ressourcer og mange medarbejdere, der arbejder professionelt på at forsvare  landbrugets interesser på mange forskellige niveauer. 

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer spiller med sine 500 ansatte og en omsætning på 1,7 milliarder kroner den absolutte hovedrolle, når det handler om at påvirke de politiske beslutninger på Christiansborg, men ifølge forskerne har organisationen gennem over mange årtier opbygget et unikt netværk af allierede, som de færreste danskere umiddelbar opfatter som en del af landbrugslobbyen. 

Men som i realiteten forfægter de samme interesser.

Først og fremmest har Landbrug & Fødevarer en historisk alliance med partiet Venstre, som stadig forfægter landbrugets politik, selv om kun tre procent af partiets medlemmer i dag er landmænd.

Derudover trækker Landbrug & Fødevarer f.eks. på den store forskningsinstitution  

SEGES Innovation, der med 444 ansatte og en omsætning på 621 millioner kroner leverer en stor del af de beregninger og forskningsresultater, som Landbrug & Fødevarer anvender  som ammunition over for politikere og embedsmænd og i sine offentlige kampagner. 

Men der er også en lang række toneangivende virksomheder, som langt hen ad vejen taler landbrugets sag. Her peger forskerne især på mejerigiganten Arla, slagterikoncernen Danish Crown samt Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG), der er en af Europas største foderleverandører. Alle tre virksomheder er medlem af Landbrug & Fødevarer, men forsvarer også på egen hånd landbrugets interesser.

“Arla, Danish Crown, DLG og Landbrug & Fødevarer er tæt forbundne, de har repræsentanter i hinandens bestyrelser og koordinerer deres synspunkter,” siger Christoph Houman Ellersgaard.

Men så er der en lang række andre organisationer og finansielle virksomheder, som landbruget har en stærk repræsentation i eller fælles interesser med. 

Blandt dem er interesseorganisationen Dansk Industri, hvor de store fødevarevirksomheder er stærkt repræsenteret og en række finansielle institutioner såsom kreditforeningen Nykredit, Sydbank og forsikringsselskabet TRYG, der har store økonomiske interesser i landbruget.

Forskerne fremhæver også en vigtig alliance med den store fagforening Fødevareforbundet NNF, der blandt andet organiserer de ialt 46.000 ansatte på Arla og Danish Crown – samt mange tusinde ansatte på andre danske fødevarevirksomheder.

“Alliancen med NNF er særlig effektiv, for de mange tusinde ansatte i fødevareindustrien har mange sammenfaldende interesser med landbruget på grund af den direkte afhængighed, f.eks. mellem landmændene og slagterierne”, siger Anton Grau Larsen og understreger, at alliancen med den store fagforening også fungerer som en vigtig bro til Socialdemokratiet. 

Skrevet ind i lovgivningen

Et af de steder i det politiske system, hvor landbrugets indflydelse træder tydeligt frem, er i  de 356 råd og nævn, som skiftende regeringer, ministre og Folketinget har nedsat i forbindelse med forskellig lovgivning.

Professor Peter Munk Christiansen på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet har i årtier forsket i netop sammensætningen af råd og nævn.

De mange råd har i alt 3.796 pladser, hvoraf størstedelen er besat af embedsmænd, men landbruget er ifølge de seneste tal meget stærkt repræsenteret.

124 pladser bliver det til, ifølge Peter Munk Christiansens seneste tal.

Den største enkeltrepræsentant for landbruget er Landbrug & Fødevarer med 69 pladser, mens de øvrige 55 landbrugspladser er besat af f.eks. Økologisk Landsforening, Danske Planteskoler, Arla, Danish Crown og DLG. 

“Tallene viser, at Landbrug & Fødevarer står usædvanligt stærkt. De har f.eks. flere pladser end andre store interesseorganisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening“, siger Peter Munk Christiansen. 

Forklaringen på den stærke repræsentation er først og fremmest historisk, mener han.

“Landbruget er et større erhverv, så der er ikke noget mærkeligt i , at de har mange poster. Landbrug & Fødevarer er jo en interesseorganisation, der dækker et stort økonomisk felt”, siger han.

Desuden er det skrevet ind i love og bekendtgørelser, hvem der skal sidde hvor, forklarer han. Og derfor ikke noget, der ændres i løbet af nul komma fem.

“Der skal meget til for at fjerne interesseorganisationer, der har siddet på en plads i mange år. Der er en klar tendens til at hænge fast i gamle riller og rutiner, hvor systemet fortsætter, indtil der er nogen, der kræver, at det bliver lavet om”, siger Peter Munk Christiansen.

Historiske pladser

Blandt de mest magtfulde råd og nævn, som landbrugets interessenter har været medlem af i årtier, er Det Økonomiske Råd, der rådgiver regeringen om den økonomiske politik. Her repræsenterer  Landbrug & Fødevarers direktør Søren Søndergaard som den eneste et specifikt erhverv. Alle andre medlemmer repræsenterer hovedorganisationer.

Et andet eksempel er Nationalbankens bestyrelse, hvor direktøren for korn- og foderstofkoncernen DLG Kristian Hundebøll har plads og bankens Repræsentantskab, hvor direktøren for bryggerigiganten Unibrew, der også er en del af landbrugs- og fødevareklyngen, Connie Astrup-Larsen støder til.

Et tredje eksempel på indflydelsesrige poster er de milliardstore landbrugsfonde, heriblandt  Promilleafgiftsfonden, Svineafgifts-, Mælkeafgifts- og Kvægafgiftsfondene. Her har landbruget flertal i alle fondsbestyrelser og dermed afgørende indflydelse på uddelingen af midler. 

Alene Promilleafgiftsfonden, der har til formål at støtte dansk landbrugsproduktion, råder over 270 millioner kroner. 

Kontakter og pindemadder

Peter Munk Christiansen understreger, at de mange formelle poster i råd og nævn i sig selv giver stor indflydelse, men de giver også masser af mulighed for at dyrke uformelle kontakter til andre medlemmer og ikke mindst til de embedsmænd, som deltager i møderne.

“Der er ingen tvivl om, at dem, der fylder meget på det formelle plan, også fylder meget på det uformelle plan”, siger han.

“Men det handler ikke kun om kontakter og pindemadder. Det handler også om faglig dygtighed og om at kunne levere den viden, som f.eks. ministerierne har brug for. Og lige præcis på det punkt er Landbrug & Fødevarer og deres allierede fra bl.a. SEGES virkelig leveringsdygtige”, siger Peter Munk Christiansen.

Og den vurdering er Christoph Houman Ellersgaard fra  CBS meget enig i.

“Det er umuligt at måle, præcist hvor stor formel eller uformel indflydelse landbruget har, takket være deres mange pladser i råd og nævn, men de sidder der jo ikke til pynt. De sidder der, fordi det er integreret i lovgivningen, at deres interesser skal høres”, siger han.

“Der er mange organisationer, der vil give deres højre arm for at sidde med der, hvor Landbrug & Fødevarer sidder”. 

Høveder, ikke hoveder

Den indlysende forklaring på landbrugets unikke magtposition i dansk politik er landbrugets store økonomiske betydning op gennem historien. 

Men hvordan kan det så være, at landbrugets indflydelse ikke er blevet reduceret tilsvarende?

Det er der ifølge forskerne flere forklaringer på.

“De få landmænd, som er tilbage, ejer fortsat en meget stor del af det danske areal, Der er masser af marker og ikke mindst masser af kapital bundet op i landbruget”, siger Anton Grau Larsen.

“Der er desuden en tendens til at tælle høveder i stedet for hoveder” (dyr i stedet for mennesker, red), siger han med et grin og henviser til, at danske landmænd har et dyrehold på næsten 1,5 millioner stykker kvæg og 11 millioner svin.

En anden vigtig forklaring på landbrugets fortsatte magt er ifølge Grau, at  landbruget stadig er et vigtigt eksporterhverv, selv om landbrugs- og fødevareeksporten i dag kun udgør cirka en tiendedel af den samlede danske eksport.  

Landbruget er simpelthen skrevet ind i de danske vækststrategier, f.eks. Erhvervsfremme i Danmark 2020-2023.

“Og det er helt afgørende for deres fortsatte indflydelse, fordi det betyder, at landbrugets velfærd betragtes som en forudsætning for hele Danmarks økonomiske udvikling”, siger Anton Grau Larsen.

Store muskler

Alle fire magtforskere, som Danwatch og Politiken har talt med understreger, at der ikke er  nogen, der har et samlet overblik over landbrugslobbyens påvirkning af politikere og embedsmænd. Og hverken ministrenes, folketingsmedlemmernes eller embedsmænds kalendere er omfattet af retten til aktindsigt. 

Èt enkelt sted i systemet kan man dog få et vist indtryk af, hvad Landbrug & Fødevarer og deres allierede foretager sig – og om det virker. Og det er ved at gennemtrawle de mange høringssvar, som interesseorganisationerne afgiver, når regeringen fremsætter lovforslag. 

Og her er landbrugsalliancen meget aktiv, viser en opgørelse, som professor Anne Skorkjær Binderkrantz har foretaget for Danwatch og Politiken. 

Gennemgangen viser, at Landbrug & Fødevarer og deres forskningsinstitution SEGES har afgivet 34 høringssvar i løbet af folketingsåret 2021-2022, mens de grønne organisationer, der beskæftiger sig med miljø og klima, tilsammen kun har afgivet 10 høringssvar. 

“Tallene viser, at landbrugets fortalere står langt stærkere end de grønne organisationer”, konstaterer Anne Skorkjær Binderkrantz, der i årevis har forsket i høringssvar og hvem, embedsmænd og politikere lytter til. 

Hun beskriver tallene som meget typiske, og forklaringen ligger ifølge den århusianske forsker lige for.

Landbrugsorganisationerne har med deres milliardbudget og mere end tusind ansatte simpelthen flere muskler end de grønne interesseorganisationer. 

“Landbrug og Fødevarer har et kæmpestort, professionelt bureaukrati, de har penge og mange professionelle medarbejdere, der kan øve indflydelse på mange planer. Men de har ogsåvia SEGES en meget stor viden, som embedsmænd og politikere har brug for”, siger hun.

Derfor bliver der også lyttet, især til SEGES, viser tallene. Hver anden gang, SEGES sender et høringssvar, tages der helt eller delvist hensyn til deres synspunkter. Det fremgår af de høringsanalyser, som ministerierne altid laver og offentliggør, når en høringsfase er overstået og som Binderkrantz har gennemgået. 

Også Binderkrantz understreger imidlertid, at en organisation som Landbrug og Fødevarer efter hendes vurdering øver væsentlig mere indflydelse, inden lovforslagene overhovedet fremsættes end i selve høringsfasen.

“Det er jo ret langt henne i processen, at der afgives høringssvar. Det sker efter ministeriet har lavet et udkast til lovforslaget, og før det fremsendes til Folketinget”, siger hun. 

“Forud for den fase går en lang proces, hvor vi ikke kan se, hvilken indflydelse der udøves, men ligesom andre interesseorganisationer er det her, Landbrug og Fødevarer udøver størstedelen af deres indflydelse”. 

Hun understreger, at  der både kan være tale om skriftlige henvendelser i den indledende fase, men der kan også være tale om alt fra et møde med den ansvarlige minister til samtaler med politiske ordførere eller uformelle kontakter med embedsmænd og politikere, der er involveret i sagen. 

Flittige gæster på Borgen 

Billedet af en meget aktiv landbrugslobby bekræftes af en gennemgang af de mange skriftlige henvendelser, som sendes fra organisationer, virksomheder og borgere til Folketingets mange udvalg. Og af de mange delegationer, som løbende får foretræde for udvalgene.

Det viser en gennemgang, som Danwatch lavet for perioden 1. januar 2020 til og med august 2023.

Her fremgår det, at landbrugets organisationer og talsmænd har sendt 75 skriftlige henvendelser og oplæg til Folketingets udvalg, heraf 25, der handler om landbrugets CO2 udledninger. I samme periode har de grønne organisationer sendt syv henvendelser, der handlede om samme emne. 

Også når det kommer til antallet af delegationsbesøg hos Folketingets udvalg er Landbrugslobbyen yderst aktiv. 

Hele 65 gange siden januar 2020 er Landbrug & Fødevarer, deres medlemsorganisationer og andre allierede mødt op for at forklare Folketingets udvalg, hvad de mener om alle mulige emner. 

I samme periode har de grønne organisationer kun været på besøg 10 gange.

Går man et skridt dybere i tallene, kan man se, at landbruget har forsvaret sine interesser i forbindelse med de kontroversielle CO2-udledninger hele 23 gange, mens de grønne organisationer har været på besøg for at forsvare klimaet tre gange inden for de seneste tre et halvt år. 

Bremser grøn lovgivning 

At landbrugslobbyen har succes med at påvirke det politiske system, er forskerne slet ikke i tvivl om. 

“Landbrug & Fødevarers hoveddagsorden er at modvirke politikernes forsøg på yderligere regulering af landbruget. Især på miljøområdet”, siger Christoph Houman Ellersgaard fra CBS.

Og det er Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet enig i.

Faktisk mener forskerne, at landbrugslobbyen har været i stand til at afværge stort set alle politiske forsøg på at regulere erhvervet de seneste mange årtier.

“I 1970’erne lykkedes det f.eks. landbruget at undgå en pæn del af restriktionerne i miljøbeskyttelsesloven. Og i 1990’erne blev vandmiljøplanen mindre restriktiv på grund af landbrugets indflydelse, hvilket vi jo nu ser konsekvenserne af”, siger han med henvisning til de omfattende problemer med iltsvind og fiskedød i danske fjorde.

Både Per Munk Christiansen og flere af de andre forskere peger på, at landbrugets store succes med deregulering skyldes et helt unikt sammenhold på tværs af alle særinteresser.

Et sammenhold, som blandt andet ses i øjeblikket, hvor det politiske flertal på Christiansborg har besluttet at indføre en CO2 afgift på landbruget. Selv om en kommende CO2-afgift vil ramme især kvægavlerne, ser man ingen uenighed udadtil mellem dem og f.eks. planteavlerne.

“Landbrug & Fødevarers styrke er, at de er i stand til at agere kollektivt. Jo stærkere pres udefra, jo større sammenhold”, siger Christoph Houman Ellersgaard.

Ud over det unikke sammenhold peger forskerne også på landbrugets evne til at præsentere sig selv om omstillingsparate og med på den grønne dagsorden.

“De forsøger at ramme en balance mellem at varetage landbrugets interesser og samtidig fremstå, som om de gerne vil omstille sig til en mere grøn produktion”, siger Anne Skorkjær Binderkrantz.

“Og det virker, som om de har relativt stor succes med det”.