Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Sprøjtemidlet, der gør dig dummere
- Sprøjtemidlet chlorpyrifos findes i de fleste danskeres kroppe, selvom det er forbudt i Danmark.
- Chlorpyrifos anklages for at skade hjernen hos særligt fostre og små børn, og det kædes sammen med ADHD, autisme og lavere IQ hos børn.
- Netop nu diskuterer EU, om chlorpyrifos igen skal godkendes til brug i EU.
- Derfor er Danwatch gået sammen med Investigative Reporting Denmark og medier i syv andre lande for at undersøge, hvor udbredt chlorpyrifos er i vores mad, og hvad det gør ved vores hjerne.
Chlorpyrifos skal forbydes, fordi det er for farligt, vurderer EFSA. Det fremgår af en pressemeddelelse fra EFSA på vegne af EU Kommissionen. Det er første gang nogensinde, at Kommissionen på forhånd forbyder et stof, før den videnskabelige vurdering er færdig, siger en talsperson fra EFSA.
Forbuddet mod det farlige sprøjtemiddel chlorpyrifos kommer, efter at Danwatch, Investigative Reporting Denmark og syv andre medier i juni 2019 har sat fokus på chlorpyrifos. I en serie artikler beskrev Danwatch bl.a., at stoffet findes i 1 ud af 3 appelsiner solgt på det danske marked.
Læs Danwatchs undersøgelse Sprøjtemidlet, der gør dig dummere.
Farligt for børn og gravide
Chlorpyrifos er kædet sammen med diagnoser som ADHD, autisme og lavere intelligens hos nyfødte.
Fire internationalt anerkendte forskere sagde dengang til Danwatch, at chlorpyrifos ikke burde godkendes til brug i EU, netop pga. stoffets farlighed.
“Det er uønsket, at gravide og børn bliver udsat for et stof som det her, for det er formentlig så giftigt, at det slet ikke kan lade sig gøre at indtage uden at gøre skade”, sagde Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Harvard University og Syddansk Universitet til Danwatch.
EFSA’s videnskabelige udvalg bakker nu forskernes konklusioner op og fastslår, at “chlorpyrifos ikke møder de kriterier, som kræves for godkendelse (af et stof red.) i EU”.
Ingen sikker grænseværdi
Selvom EFSA’s godkendelsesproces for chlorpyrifos endnu ikke er afsluttet, har EU Kommissionen bedt agenturet om at offentliggøre den foreløbige vurdering af stoffets påvirkning på børn.
EFSA er især bekymrede over data, der viser genetiske og neurologiske påvirkninger hos børn, fremgår det af pressemeddelelsen.
“Der findes ikke en sikker grænseværdi for stoffet”, lyder vurderingen fra EFSA.
Læs EFSA’s foreløbige vurdering: https://www.efsa.europa.eu/sites/default/files/scientific_output/5809-chlorpyrifos.pdf




















