Sådan gik vi på jagt i Rockwools russiske militær-kontrakter

Den 24. februar 2023 markerede et-årsdagen for Ruslands blodige invasionskrig mod Ukraine.

Men dagen blev også startskuddet til en serie af undersøgende artikler på Danwatch og i Ekstra Bladet om den danske stenulds-gigant Rockwools russiske datterselskaber – og om hvordan Rockwools produkter i årevis endte i en lang række russiske krigsskibe.

Vi begyndte at undersøge offentlige udbud fra en række af Ruslands førende producenter af militært materiel, et arbejde vi på Danwatch har brugt en betydelig mængde tid på i løbet af de sidste 18 måneder.

Vores første udfordring var, at de fleste af Ruslands åbne myndighedsdatabaser er lukket land, hvis man ikke besøger dem fra en russisk IP-adresse. Det kunne umiddelbart nemt omgås, men som krigen mod Ukraine bed sig fast, begyndte de russiske myndigheder at stramme grebet om informationsfriheden i landet. De fleste russiske VPN-servere blev lukket ved lov, og selv en Tor-browser med russisk exit-node gav os kun adgang i begrænset tid, indtil også de blev blokeret fra at benytte databaserne.

Det meste af tiden har det derfor føltes som en katten-efter-musen-leg med de russiske censurmyndigheder, hvor vi formår at finde en vej ind, indtil de lukker den.

Men vi finder fortsat smuthuller, der gør det muligt for os at komme ind. Og når man først er inde – og ved, hvor man skal lede – er disse databaser en vaskeægte guldgrube.

For er der noget, russerne er gode til, så er det bureaukrati og papirarbejde. Og der findes næppe noget federe at gå på opdagelse i for en gruppe sultne graverjournalister som os.

Hvorfor er det vigtigt?

Ja, hvorfor er det egentlig vigtigt at bruge tid på sådan noget her? For ærligt talt, kunne man indvende, det drejer sig jo ikke om våben, men om stenuld…

For at svare på det, skal vi lige starte et andet sted. For noget ændrede sig med Ruslands besættelse og annektering af den ukrainske Krim-halvø i 2014 og Ruslands rolle i den blodige artillerikrig i Østukraine, som fortsat raser på niende år. En lang række menneskerettighedsbrud begået af eller med støtte fra det russiske militær i de efterfølgende år er både veldokumenteret og bredt fordømt.

Selv om EU allerede dengang indførte omfattende sanktioner mod Rusland, var det ikke nødvendigvis ulovligt at sælge produkter til det russiske militær.

Stenuld er ikke militært udstyr, og det betragtes heller ikke som dual-use-produkter – altså produkter, som kan benyttes både civilt og militært. Det var først efter den russiske invasion i 2022, at stenuld kom på EU’s sanktionslister, og Rockwool retteligt indstillede eksporten til Rusland.

Erhvervsstyrelsen har alligevel undersøgt, om Rockwool har overtrådt EU’s sanktioner, og styrelsen har konkluderet, at det er der ikke grundlag for at tro.

Men historien er alligevel vigtig. Det er den, fordi virksomheder ikke kun forventes at overholde loven – det forventes også af dem, at de sikrer sig, at de ikke bidrager til krænkelser af menneskerettighederne, uanset hvor i varekæden de måtte ske. Det har FN besluttet, og derfor har de udgivet en række konkrete retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder, som alle virksomheder bør følge.

Og det er lige præcis det, en række kilder mener, at Rockwool burde have gjort i Rusland. De burde have sikret sig, at deres produkter ikke endte steder, hvor de hjælper dem, der forårsager krænkelser af menneskerettighederne.

Eller som Tara van Ho, en af verdens førende eksperter på området, formulerer det: 

“At Rockwool fortsat tillod disse salg (efter 2014, red.) rejser spørgsmålet om, hvad de har foretaget sig, og hvad de foretager sig nu for at sikre, at de ikke er medskyldige i Ruslands krigsforbrydelser”.

Hvordan ender Rockwools produkter hos Putins flåde?

Rockwool har igen og igen understreget over for Danwatch, at virksomheden ikke selv sælger deres produkter direkte til slutkunderne i Rusland. I stedet benytter de sig af en række lokale samarbejdspartnere, som de udsteder certifikater til og kalder for officielle Rockwool-distributører.

Derfor kan man i dokumenterne ikke finde noget direkte papirspor mellem Rockwool og de skibsværfter, som bygger krigsskibe for det russiske militær. 

Alligevel tegner der sig et mønster. For især én distributør går igen i dokumenterne: Det russiske firma, der hedder Marine Complex Systems (MKS).

MKS lever af at udstyre russiske krigsskibe med interiør. Det er det, de tjener deres penge på, og det er ganske tydeligt, når man kigger på deres markedsføringsmateriale og deres hjemmeside (herunder maskinoversat til engelsk):

Hvorfor Rockwool fører tæt samarbejde med en militær-leverandør som MKS, hvis ikke det er for at kunne sælge sine produkter til militæret, kan man kun gætte på. 

Hvad skal produkterne bruges til?

Det russiske bureaukrati er udførligt, men det er ofte rodet og ikke altid forudsigeligt.

Nogle gange står det, man leder efter, på forsiden af udbudsmaterialet. Eksempelvis i et udbud fra 2017, hvor skibsværftet Severnaya specifikt efterspurgte 2.493 kvadratmeter Rockwoolplader og næsten 4 kilometer rørisolering til brug i et skib af projekt 23120 med skrognummer 02881.

Da alle typer af russiske flådefartøjer får tildelt et projektnummer, kunne vi hurtigt slå projekt 23120 op og konstatere, at udbuddet har med den militære slæbebåde “Vsevolod Bobrov” at gøre.

Andre gange måtte vi grave os godt ned i udbudsdokumentationen og kontraktudkastene for at finde de afslørende detaljer. Som da Severnaya-værftet i 2015 søgte over 7.000 kvadratmeter Rockwool-isolering til projekt 22350, skrognummer 01922 – den moderne fregat “Admiral Kasatonov”.

Her var numrene først nævnt godt nede i kontraktudkastet på side 14 i udbudsdokumentationen. Man kunne nemt have overset det, hvis man ikke vidste, hvad man skulle lede efter:

Nogle gange var hverken projekt- eller skrognummer angivet i dokumenterne. Men så opdagede vi en anden indgang.

Når det russiske forsvarsministerium bestiller nye skibe, indgår de nemlig nogle store kontrakter med de værfter, der skal bygge dem. Ordrerne betales fra en særlig statslig forsvarspulje, og de store kontrakter får derfor tildelt et såkaldt State Defense Contract-nummer.

Hver gang skibsværftet så hyrer underleverandører til mindre opgaver på skibet – det kan være svejsning eller maling eller, som i dette tilfælde, isolering – bliver det samme State Defense Contract-nummer som regel noteret i kontrakterne.

I de tilfælde, hvor der hverken var angivet projektnummer eller skrognummer, kunne vi ofte bruge dette nummer til at identificere hvilke skibe, kontrakterne handlede om.

I 2018 indgik MKS eksempelvis en stor kontrakt med værftet Yantar, som efterspurgte 44.679 kvadratmeter Rockwool-isolering. I udbudsmaterialet stod der ikke noget om hverken projekt- eller skibsnummer, men der angives “State Defense Order” nummer 418187404901020105000132/3/1/1/0488/ГК-14-ДГОЗ.

Man kan altså med det samme se, at der er tale om en kontrakt med det russiske forsvarsministerium.

Når vi siger, at det russiske bureaukrati også er uforudsigeligt og rodet, så skyldes det, at det kan virke lidt tilfældigt, hvor meget værfterne vælger at afsløre i kontrakterne. I nogle udbud står der kun forsvarskontrakt-nummeret og intet om selve skibet, mens kontraktnummeret i andre udbud under samme ordre knyttes til et konkret projektnummer og skrognummer.

Ved at sammenligne udbud med samme State Defense Contract-nummer, kunne vi altså ofte knytte udbuddet til et konkret fartøj.

I tilfældet ovenfor kunne vi hurtigt finde andre udbud fra samme periode og under samme hovedkontrakt med forsvarsministeriet, hvor forsvarskontrakt-nummeret eksplicit blev knyttet til skib nummer 01302 af projekt 11711:

Igen kunne vi slå projektnummeret op og konstatere, at der måtte være tale om landgangsskibet “Pyotr Morgunov”, der i øvrigt senere ifølge EU skulle spille en rolle i invasionen af Ukraine i 2022.

Endeligt verificerede vi samtlige fund, blandt andet ved at sammenholde informationerne med, hvilke skibe det pågældende skibsværft var ved at bygge på tidspunktet for udbuddene.