Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Rockwools russiske forbindelser
- Efter Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen og militære aggression mod Ukraine i 2014 fortsatte Rockwool ufortrødent med at sælge produkter til Ruslands militær.
- Ved at dykke ned i en omfattende samling af russiske dokumenter og kontrakter kan Danwatch bevise, hvordan Rockwool via en snæver kreds af distributører og faste samarbejdspartnere har tjent millioner af kroner på at levere produkter til Ruslands militær.
Bombet eller ikke bombet.
Det spørgsmål stjal for nogle dage siden overskrifter verden over – og i centrum var det russiske efterretningsskib “Ivan Khurs”. I en video fra det russiske forsvarsministerium kunne man se Ivan Khurs succesfuldt afværge angreb fra ubemandede ukrainske dronefartøjer, men senere kom en video frem fra ukrainsk side, der viser, at en af dronerne nåede helt frem til skibet.
Herefter fulgte alverdens spekulationer og granskning af skibet Ivan Khurs, og om hvorvidt det var blevet ramt eller ej. Flere ukrainske medier sagde ja, men Rusland udsendte en ny video, hvor efterretningsskibet tilsyneladende ankommer uskadt til Sortehavsflådens base i Sevastopol på Krim.
Hvad der til gengæld ikke kom frem i mediedækningen, er det faktum, at spionskibet Ivan Khurs er isoleret med materialer fra den danske industrigigant Rockwool.
Det viser officielle dokumenter fra de russiske myndigheder, som Danwatch er i besiddelse af. I december 2015 – året efter Ruslands ulovlige annektering af Krim – leverede Rockwools officielle distributør Marine Complex Systems LLC (MKS) således 18.400 kvadratmeter Rockwool-plader til skibsværftet Severnaya Verf. Produkter for over 800.000 kroner, der ifølge kontrakten specifikt skulle bruges til efterretningsskibet Ivan Khurs.
Den nye afsløring kommer i kølvandet på, at Danwatch i samarbejde med Ekstra Bladet tidligere har afsløret, at Rockwools distributør MSK også har leveret Rockwool-materialer til blandt andet tre avancerede fregatter, en isbryder og et støtteskib.

Vigtig rolle
Ifølge den ukrainske militæranalytiker Alexander Kovalenko spiller Ivan Khurs en vigtig rolle for Ruslands flåde i krigen mod Ukraine.
Det 95 meter lange skib har siden 2018 været en del af Sortehavsflåden og er udstyret med antiluftskyts-missilsystem og kraftige maskingeværer. Det var disse maskingeværer, som efter alt at dømme fik ram på hovedparten af de ukrainske droner.
Skibets vigtigste udstyr er dog navigations- og radarsystemer til brug i rekognoscering og efterretningsmissioner.
“Det er et unikt rekognosceringsskib, som den russiske flåde kun har to af. Det bruges til at indhente forskellige typer efterretninger, og det har været direkte involveret i krigen mod Ukraine til netop dette formål,” siger Alexander Kovalenko.
Og ifølge Alexander Kovalenkos efterretninger, så fik de ukrainske droner ikke for alvor ram på Ivan Khurs.
“Selv om der skete en eksplosion tæt på Ivan Khurs’ bagbordsside, fik skibet ikke væsentlige skader”, siger han.
Flere fotos og videoer af skibet på sociale medier bakker angiveligt op om denne vurdering. Videoen herunder er delt af Sortehavsflåde pressetjeneste og viser angiveligt Ivan Khurs sejle hjem til havnen i Sevastopol efter angrebet.
Har et ansvar
Rockwools fabrikker i Rusland er som udgangspunkt ikke underlagt EU-lov og -sanktioner. Rockwool er dog forpligtet til at overholde FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som forpligter virksomheder til at sikre sig, at de ikke bidrager til overtrædelser af menneskerettighederne i alle led af deres værdikæde.

Foto: victorymuseum.ru
Og Rockwool har et ansvar for at sikre, at selskabets produkter ikke bruges til menneskerettighedsbrud – specielt når salget er sket året efter den ulovlige annektering af Krim, hvor Rusland har stået bag en militær aggression og veldokumenterede brud på menneskerettighederne.
Det fastslår Fernanda Hopenhaym Cabrera, som er medlem af FN’s Arbejdsgruppe for Virksomheder og Menneskerettigheder, der er med til at implementere og rådgive om UNGP.
“Hvis deres datterselskab i Rusland sælger til distributører, som så sælger til det russiske militær, så har Rockwool selvfølgelig et ansvar for hele værdikæden. De kan ikke bare sige, at de ikke ved noget om det.”
”Det virker ikke som om, at Rockwool i dette tilfælde har foretaget en udvidet due diligence for hele deres værdikæde og forretningspartnere. Hvis de virkelig ønsker at være en virksomhed, der respekterer menneskerettighederne og lever op til deres ansvar, så skulle de have gjort mere under disse forhold,” siger hun.
Danwatch har bedt om et interview med Rockwool og har stillet en række skriftlige spørgsmål om Rockwool-materialerne i Ivan Khurs. Dem ønsker Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin, ikke at kommentere på. I stedet har han sendt os en skriftlig udtalelse om virksomhedens generelle tilstedeværelse i Rusland.
Tidligere har Rockwool over for Erhvervsstyrelsen erkendt, at virksomheden “har kendskab til, at almindelige isoleringsprodukter – samt isoleringsprodukter til brug i civile applikationer til skibsfarten solgt via de Russiske Datterselskabers eksterne distributører – i visse tilfælde er blevet anvendt i russiske flådefartøjer”.